Derfor stiller jeg op til Regionsrådet

Venstre har brug for synlige og handlekraftige politikere i Regionen, hvilket er grunden til jeg stiller op. Og Regionen har brug for et tydeligt blåt aftryk.

I Regionsrådet vil jeg bringe min erfaring som sygeplejerske i spil, hvor øget specialisering på sygehusene, oprettelse af hospice (gerne i Hillerød) og inddragelse af privathospitaler, skal ses som en styrke i sundhedsvæsenet. Psykiatrien trænger til et perspektiv skifte og tidlig indsats skal opprioriteres. Derudover skal vi være mere ambitiøse i forhold til infrastruktur, dette gælder både i forhold til vejnettet, men også i forhold til regionale busser, hvor busserne i yderområderne af Hillerød, er i farezonen. Vi skal arbejde med digitale løsninger og tidssvarende internetforbindelser, som et regionalt ansvar.

Jeg har været tovholder for- og deltaget i politikudviklingsmøder for Venstre i Regionen. Jeg har derfor været en del af det politiske maskinrum, der giver mig den indsigt, der er brug for, hvis Venstre skal vinde terræn i Regionsrådet.

Jeg trækker på min erfaring som kommunalpolitiker – i et system, hvor grænserne mellem kommunal- og regionalpolitik, ofte er utydelig og usammenhængende. Dette kan resultere i, at borgere kommer i klemme i et ufleksibelt system. Jeg vil derfor arbejde målrettet på, at kommunikationen mellem kommune og region styrkes. Opgavefordelingen skal tydeliggøres, så borgeren kommer i centrum.

Jeg kan gøre en forskel og i mit virke som tidligere innovationskonsulent og nu chefkonsulent for virksomhedssamarbejde på Københavns Professionshøjskole, er jeg vant til at se muligheder, frem for begrænsninger.

Det er med stor ydmyghed, jeg nu opstiller og jeg har med respekt fulgt andre regionsrådsmedlemmers bestræbelser på, at understøtte kvalificerede og bæredygtige løsninger. Nu er det tid til, jeg giver mit bidrag.

Skal vi have købmand i Alsønderup?

Corona har medført, at mange vaner har ændret sig, ikke mindst i forhold til indkøb. Vi er i en tid, hvor sortimentet i dagligvarebutikker har betydning, så man kan lægge sine indkøb ét sted. Derudover ses efterspørgsel efter økologiske varer, frisk frugt og grønt.

Fra tid til anden melder store koncerner sig på banen med ønske om at bygge lokale dagligvarebutikker, men tilkørselsforhold og øget trafik, er ofte en hæmsko for realiseringen af disse.

I Alsønderup Sogn sidder Lokalrådet aktuelt med bolden i forhold til at se på muligheder for en købmandsforretning eller dagligvarebutik i området. Aktuelt er de i dialog med Dagrofa, der har erfaring med at etablere købmandsbutikker, drevet af borgerne selv. Om der er opbakning til dette i vores sogn, er endnu uvist – men mulighederne er der.

For mig drejer det sig lige så meget om de lokale samlingssteder og husker med glæde torvedage ved købmanden i Alsønderup. Jeg mener, vi skal løfte blikket og lade os inspirere af steder hvor købmand og social aktivitet går hånd i hånd. Jeg drømmer om, at kunne nyde en kop kaffe i solen – lige der foran købmanden. Jeg er klar til at gøre en indsats, sammen med Lokalrådet og Borgerforeningen – og jer.

 

Børn har også ret til en madordning på skolerne

 

Imens mange forældre har adgang til en madordning på arbejdspladsen, må mange børn nøjes med en lunken madpakke. Og lunken er den, for i mange klasselokaler er der heller ikke køleskabe. Det er måske ikke så underligt, at en del børn „glemmer‟ madpakken hjemme eller benytter nærliggende supermarkeder til hurtige snacks i frikvartererne.

Madordninger kan organiseres på flere måder, der både kan erstatte madpakken eller blot være et supplement. For nogle børn vil en madordning betyde, at de kan fralægge sig usunde madvaner og for andre vil det betyde, at de i det hele taget får mad i løbet af dagen. Og netop madvanerne har betydning for børnenes sundhed, hvor nødvendige næringsstoffer og en passende mængde energi, gør at de vokser og udvikler sig.

Jeg mener at det er på tide, at vi for alvor får kigget på muligheden for at etablere madordninger eller genåbne skolekantinerne. I Hillerød har der tidligere været skolekantiner og der er selvfølgelig sket en del siden de blev afviklet, hvor også flere børn er kommet til. Så vi skal tænke kreativt, vi skal kigge på egenbetaling og så skal vi politisk beslutte os for, om det er noget vi vil understøtte på skolerne. Således at valgfrihed og børns sundhed kommer i centrum. På nogle skoler er det aktuelt muligt at købe mad og hvorfor ikke drage deres erfaringer i spil.

Med et kommunevalg på trapperne, ser jeg det som en oplagt mulighed, at drøfte madordninger eller åbning af kantiner på skolerne. Og jeg vil med glæde påtage mig opgaven med at føre det videre i det kommende Byråd. Spørgsmålet er bare, om der er opbakning til det?

Mulig udvidelse af Hillerød Vest Skolen – afd. Alsønderup

 

 

Den ledige kapacitet på Hillerød Vest Skolen – afd. Alsønderup, skal selvfølgelig medtænkes, når vi i Børn-, Familie- og Ungeudvalget, skal kigge på løsninger i forhold den manglende kapacitet på skolerne i den vestlige del af Hillerød by. Et enigt Byråd bakkede op om dette, på trods af, at der var lagt op til en undersøgelse af Hillerød Dagbehandlingsskole på matriklen. Det er rigtig glædeligt, at alle muligheder nu undersøges og det skal ikke være nogen hemmelighed, at en udvidelse af almen området på afd. Alsønderup, står højt på min ønskeliste. Jeg ser frem til en konstruktiv dialog med skolebestyrelse og forældre, i forhold til den videre proces og de muligheder, som undersøgelsen måtte afdække. Sagen om undersøgelsen af en mulig placering af Hillerød Dagbehandlingsskole i Alsønderup er således udskudt.