Vi skal have flere privatiserede plejehjem

Med den stigende ældrebefolkning og efterspørgslen efter plejehjemspladser, inspireret af blandt andet Dagmarsminde, kommer vi ikke udenom private plejehjem, også kaldet friplejehjem. Et friplejehjem er en klar gevinst for kommunen. Det skyldes, at kommunen ikke skal investere penge i bygningerne eller deponere penge som ved et alment byggeri. Alligevel får vi et nyt og moderne plejehjem. Og så skyldes det, at det i den grad efterspørges og det skal vi lytte til.

Et friplejehjem er nødt til at konkurrere på kvalitet. Plejehjemmet får kun indtægter, hvis de ældre aktivt vælger plejehjemmet til. De får ikke bare anvist beboere – som de kommunale plejehjem gør – den private udbyder skal selv tiltrække kunderne. Dagmarsminde er et glimrende eksempel på, hvordan dette kan lykkes.

På private plejehjem kan de ældre købe ekstra service, udover hvad der tilbydes på kommunale plejehjem og er inkluderet i prisen. Det er det gode ved det frie valg. Den enkelte kan tilkøbe ekstra serviceydelser, uden at der tages noget fra andre.

Det er omkostningsfrit at komme i gang og på sigt giver det øget omsætning i byen og flere skatteindtægter. Et friplejehjem vil både løfte kvaliteten i ældreplejen for kommunens egne ældre, men selvfølgelig også tiltrække ældre fra andre kommuner, som vil tættere på familien. Pårørende tilgodeses derved og får reelt mulighed for, at få deres kære tættere på.

Der er så mange fordele ved et friplejehjem, at det er synd, hvis idéen drukner i ideologier, misforståelser og fejlinformation. Private plejehjem burde overhovedet ikke være en politisk kampplads, for modellen har kun vindere. Når andre partier alligevel går til angreb, skyldes det ideologisk tankegods, som gør, at de glemmer sund fornuft. Mens de ældre og deres pårørende ender som tabere i dét spil.

Fibernet i Hillerød by

Kampen for bedre internetforbindelser er langt fra slut – men mange slag er vundet og nu lader det til, at vi står overfor et af de sidste slag; Hillerød by. For hvor nogle landsbysamfund har fået vind i sejlene med bredbåndspuljer, halter byerne gevaldigt efter.

Jeg er gennem den sidste uge blevet gjort bekendt med, at ingen udbydere har taget opgaven på sig i forhold til det private marked i byen og det skal der gøres noget ved.

Det er en langstrakt kamp, at få ordentlige digitale motorveje og politisk har vi stadig et arbejde foran os, selvom der har været gode takter i de seneste år.

Så vi væbner os – ikke med tålmodighed, men med de hårde skyts! Vil du være med i kampen, så kontakt mig endelig. Mail: arie@hillerod.dk

Budgetforlig landet med stort fokus på skolerne

Kl. 00.00 lørdag nat landede vi budgetaftalen. Og på trods af store udgifter ift. anlæg, lykkes det os, at få mange gode aftaler i stand.
I Venstre har vi, op til forhandlingerne, været optaget af, at lave nogle gode løsninger, i forhold til de akutte kapacitetsudfordringer, for skolerne i Hillerød Vest. Det lykkes med bl.a. langsigtede udvidelser, hvor Sophienborg skolen nu bliver tresporet. Under byggeriet inddrages lokaler på Hillerød Vest skolen – afdeling Alsønderup, der hvor skolens ledelse og skolebestyrelse, ser at det giver bedst mening og hvor forældre finder det mindst indgribende i hverdagen. I dette arbejde skal der selvfølgelig, indtænkes en busordning, hvis dette ønskes. Nødebo skole kan også se frem til en plan for udvidelse og kigger man i budgetteksten, kan man se, at skolerne generelt, har sat sit præg.
Der skal arbejdes med udviklingsplaner for Hillerøds landsby- og lokalsamfund. I Alsønderup Sogn (herunder Tulstrup, Bendstrup, Nejede mv.) betyder det bl.a., at der nu kan arbejdes på en mere langsigtet plan for Hillerød Vest skolen – afdeling Alsønderup således, at skolen kan fortsætte den fantastiske udvikling, den er inde i. Her er mit håb, at forældre, Borgerforening og Lokalråd vil deltage aktivt. Derudover er der sat penge af til bedre lokal busdrift og mulighed for at nedsætte fartgrænserne, hvor dette ønskes.
Vi har prioriteret kontinuitet, nærhed og omsorg i hjemmeplejen og der skal nu arbejdes med modeller for selvstyrende teams (se evt. tidligere blogindlæg) – et arbejde jeg personligt, ser meget frem til. Flere seniorbofællesskaber er vigtige for mange borgere, og understøttelse af disse indgår således også i budgetteksten. Vi sparer ikke på normeringen på plejecentre og tilbud til unge demente består.
I Venstre ser vi erhvervslivet som en vigtig drivkraft for udvikling i kommunen og i budgetaftalen er der lagt op til, sammen med bl.a. C4, at der arbejdes for at gøre Hillerød endnu mere attraktiv for iværksættere, små og mellemstore virksomheder. Konkret skal der arbejdes på en placering af J. Jensen A/S, således at vigtige arbejdspladser, uddannelses- og udviklingssamarbejder ikke forsvinder ud af kommunen.
Jeg kunne blive ved – kort sagt er det et budget, vi godt kan være bekendt, også selvom vi ikke kunne rulle skatten tilbage og der ikke var så mange penge til at reparere vejene, som vi ønskede os. For Venstre har det været vigtigt at indgå konstruktivt i forhandlingerne og få maksimal indflydelse, både i forhandlingerne og efterfølgende ved, at være en del af budgettet. Det er lykkes!

 

 

 

 

 

Innovation er også et politisk ansvar

I debatter om fremtidens udfordringer, hvad enten det drejer sig om sundhed, trafik eller miljø, falder talen ofte på innovation. Det er der ikke noget at sige til, for innovation rummer mange muligheder og også et stærkt værdiskabende fokus.

Jeg mener dog at vi er alt for uambitiøse og ukonkrete når der udarbejdes innovationsstrategier, hvilket mange steder slet ikke eksisterer.

Politisk, mener jeg, at vi skal sætte retningen for innovation med henblik på at skabe mere værdi for borgerne, både kommunalt og regionalt. Værdibegrebet skal udfoldes, så det ikke udelukkende drejer sig om økonomi, men også drejer sig om service, fleksibilitet og kvalitet, blot for at nævne nogle. Og man kunne udfordre eksisterende systemer ved at lave en fælles regional og kommunal innovationsstrategi, der rummer et større samarbejde på tværs, med kommunikation som en central markør.

I innovationsstrategier bringes forskellige fagligheder sammen, man inviterer til private og offentlige partnerskaber og åbner op for et blik ind i det politiske maskinrum. Vi skal arbejde på nye måder og vi skal investere i at udvikle og virkeliggøre nye løsninger. Innovationsnetværk med inddragelse af centrale aktører bør oprettes og borgerne får mulighed for at komme tættere på løsningerne.

Vi skal have internationalt udsyn og se det globale netværk, som en drivkraft og inspirationskilde i det innovative arbejde. Vi skal tage de positive erfaringer med os fra corona pandemien og se det som læringspotentiale, der hvor vi fejlede. Og så skal vi inddrage teknologiske muligheder, som en vigtig drivkraft i det innovative arbejde.

Vigtigst af alt er nok, at vi skal arbejde med innovationskulturen, så strategierne får liv i praksis.

Politisk skal vi bane vejen, tage ansvar og give plads til, at der udarbejdes innovationsstrategier – vi skal inddrage dem, der kan hjælpe os på vej og så skal vi nedbryde de siloer, der hæmmer det innovative samarbejde.

Selvstyrende teams i hjemmeplejen

I Venstre vil vi gerne give mere kvalitet, nærvær og omsorg til borgerne. Vi mener, at sundhedsprofessionelle skal slippes fri og understøttes i at tage faglige beslutninger i dagligdagen. Vi skal gøre os fri af minuttyranniet og give tilliden tilbage til dem, der står med opgaverne i det daglige. Det betyder minimum af administration og maksimum af tid og nærvær sammen med de ældre.

Løsningen kan findes i modellen for selvstyrende teams, hvor medarbejderen får stor indflydelse på eget arbejdsliv. Og i Venstre er vi optaget af at skabe et godt arbejdsmiljø for at fastholde og rekruttere medarbejdere samt, at give de ældre en oplevelse af omsorg og nærvær i mødet med hjemmeplejen. Modellen rummer mulighed for mere aktiv inddragelse af pårørende og lokalsamfund, med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov.

Vi skal i Hillerød selvfølgelig finde vores egen model for selvstyrende teams og vi vil i budgetforhandlingerne lægge op til, at der arbejdes med muligheder for selvstyrende teams i Hillerød kommune. Selvstyrende teams hvor faglighed, både mono- og tværfagligt, er i højsædet og hvor trivsel og arbejdsmiljø er vigtige pejlemærker. Med et fælles mål, at skabe mere kvalitet, nærvær og omsorg i hjemmeplejen – for alle.