I denne uge behandler Økonomiudvalget et forslag om etablering af et 3-døgnsberedskab for sårbare borgere i Hillerød Kommune. Det er et vigtigt skridt, som fortjener opbakning. Vi har et ansvar for at sikre, at de mest sårbare borgere kan få hjælp, hvis vi rammes af længerevarende strømsvigt, forsyningskriser eller andre alvorlige hændelser.
Men én ting springer i øjnene.
Der er endnu ikke en konkret plan for, hvordan frivillige, lokale fællesskaber og civilsamfundet skal inddrages.
Det bekymrer mig.
For hvis de seneste års erfaringer har lært os noget, så er det, at samfundets robusthed ikke alene afhænger af kommunale planer, generatorer og beredskabslagre. Den afhænger i lige så høj grad af mennesker. Af naboer. Af frivillige. Af boligforeninger, kirker, lokalråd, foreninger og lokale netværk.
Når krisen rammer, er det ofte de lokale fællesskaber, der først opdager, hvem der har brug for hjælp.
Kommunen har naturligvis et ansvar for de borgere, den kender og har kontakt med. Men hvad med den ældre borger, der bor alene uden hjemmehjælp? Hvad med den psykisk sårbare borger, som ikke er registreret i kommunens systemer? Hvad med dem, som falder mellem stolene?
Her kan civilsamfundet gøre en afgørende forskel.
Derfor undrer det mig, at frivillighed og lokale fællesskaber endnu ikke er tænkt mere konkret ind i planerne. Ikke fordi kommunen skal overlade sit ansvar til frivillige, men fordi vi har brug for et samlet beredskab, hvor offentlige myndigheder og civilsamfund arbejder sammen.
Mange steder i landet er man allerede i gang. Kommuner afholder borgermøder om kriseparathed. Boligforeninger organiserer nabohjælp og lokale beredskabsgrupper. Frivillige organisationer udvikler konkrete modeller for støtte til sårbare borgere under kriser.
Den udvikling bør Hillerød også være en del af.
Hvis vi virkelig ønsker et robust beredskab, skal vi ikke kun investere i generatorer og nødstrøm. Vi skal investere i relationer, fællesskaber og samarbejde. Det er ofte dem, der afgør, hvordan en krise håndteres i praksis.
Derfor håber jeg, at næste fase af arbejdet ikke blot handler om udstyr og procedurer, men også om at mobilisere de mange borgere, der gerne vil bidrage.
For beredskab er ikke kun noget, kommunen leverer. Beredskab er noget, vi bygger sammen.