Økonomi, Politik
Skriv en kommentar

Mere velfærd gennem klog brug af teknologi

Kunstig intelligens, automatisering og ny teknologi kommer til at ændre den måde, vi driver kommune på. Det gør den allerede.

For Venstre er spørgsmålet derfor ikke, om Hillerød skal bruge AI og teknologi. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det klogt – og hvordan vi sikrer, at teknologien faktisk gør en forskel for borgerne og medarbejderne.

Vi skal ikke investere i teknologi for teknologiens skyld. Vi skal gøre det, når den kan skabe bedre velfærd, frigøre medarbejdertid, forbedre kvaliteten eller hjælpe os med at bruge kommunens penge bedre.

Det bliver stadig vigtigere i takt med, at vi får mangel på arbejdskraft på flere områder. Hvis teknologi kan overtage rutineprægede opgaver, lette dokumentationen eller gøre arbejdsgange smartere, kan medarbejderne bruge mere tid på det, de er uddannet til.

En medarbejder i ældreplejen skal have mest mulig tid sammen med de ældre. En lærer skal have tid til eleverne. Og en sagsbehandler skal kunne bruge sin faglighed og tid på borgeren frem for unødvendige administrative processer.

For mig er det egentlig den vigtigste ambition: Teknologi skal give mere tid til mennesker.

Men det kræver, at vi bliver endnu mere systematiske i vores måde at arbejde med teknologi på.

Vi behøver eksempelvis ikke selv opfinde alle løsninger. Der udvikles allerede løsninger i andre kommuner og i fælleskommunalt regi. Derfor skal vi være gode til at undersøge, hvad der allerede findes, hvad der virker, og hvad der kan overføres til Hillerød. Hvis en anden kommune allerede har dokumenteret en god effekt, skal vi lære af det. Og hvis en løsning med fordel kan udvikles eller anskaffes i fællesskab, skal vi ikke nødvendigvis gøre det alene.

Det betyder ikke, at Hillerød ikke selv skal udvikle og afprøve nye løsninger. Det skal vi. Men vi skal gøre det dér, hvor der er et reelt behov, og hvor vi kan se et potentiale.

Jeg mener derfor, at vi bør have en tydeligere samlet tilgang til vores investeringer i AI, automatisering og velfærdsteknologi. Når vi overvejer en ny løsning, skal vi vide, hvilket problem den skal løse, hvad den koster, hvilken gevinst vi forventer, og hvordan vi efterfølgende måler, om den faktisk virkede.

Og når noget virker, skal vi være bedre til at få det ud at leve i hele organisationen.

Det rejser også et spørgsmål om finansiering.

I forbindelse med budgetarbejdet er der lagt op til en reduktion af Digitaliseringspuljen. Men for mig er det ikke alene et spørgsmål om, hvor stor en digitaliseringspulje skal være. Vi bør også spørge, om en central pulje fortsat er den bedste måde at finansiere teknologi på.

Hvis en moden teknologi eksempelvis bliver en naturlig del af opgaveløsningen på ældreområdet, i skolerne eller på socialområdet, kan det måske give bedre mening, at den bliver en del af fagområdets almindelige drift. Andre investeringer går på tværs af kommunen og kræver fælles udvikling, implementering, datasikkerhed eller integrationer. Her kan central finansiering fortsat være nødvendig. Og i andre tilfælde vil den bedste løsning være at gå sammen med andre kommuner.

Derfor mener jeg, at diskussionen skal være større end spørgsmålet om én pulje.

Vi bør have en samlet model for, hvordan Hillerød finder, prioriterer, finansierer og skalerer teknologi. Og vi skal hele tiden kunne svare på det vigtigste spørgsmål: Hvilken forskel gør det?

For Venstre hænger det tæt sammen med vores princip om kernevelfærd før administration.

AI og teknologi skal ikke føre til mere administration eller endnu et lag af projekter. Det skal bruges til at gøre kommunen enklere, frigøre medarbejdernes tid og skabe bedre velfærd.

Målet er ikke, at Hillerød skal have mest mulig teknologi.

Målet er, at vi bruger teknologien klogt – så vi får mere tid til mennesker og mere velfærd for pengene.

Andet, Økonomi, Politik

Gode idéer følger ikke kommunens budgetkalender

2 kommentarer

Som politiker bliver jeg indimellem frustreret over kommunale processer.

Ikke fordi vi ikke skal have dem. Selvfølgelig skal vi have styr på økonomien. Projekter skal være ordentligt belyst, de relevante politiske udvalg skal inddrages, og medarbejderne skal have tid til at undersøge økonomi, jura og praktiske konsekvenser.

Men nogle gange risikerer processen at komme før formålet.

For virkeligheden følger ikke kommunens årshjul.

En forening kan få en god idé i september. Et lokalråd kan finde en ny løsning på et gammelt problem i oktober. En mulighed for fondsmidler kan opstå i november. Eller nye oplysninger kan betyde, at en investering, kommunen allerede har planlagt, måske bør tænkes anderledes.

De muligheder bliver ikke mindre interessante, fordi de ikke opstår mellem marts og juni, hvor meget af arbejdet med næste års budget foregår.

En god idé bliver ikke dårlig, fordi den kommer i september i stedet for marts.

Nye oplysninger skal kunne ændre vores beslutninger

Hvis vi har planlagt én løsning, men der opstår en mulighed for en anden og måske bedre løsning, skal vi selvfølgelig ikke bare flytte pengene fra det ene projekt til det andet.

Der skal være styr på bevillingerne, sagen skal undersøges, og politikerne skal træffe beslutningen.

Men vores første spørgsmål bør være:

Er der noget her, vi bør undersøge?

Ikke:

Er fristen overskredet?

Det er her, jeg nogle gange bliver frustreret som politiker.

For vores processer er skabt for at hjælpe os med at træffe gode beslutninger. De må ikke blive et mål i sig selv.

Der er stor forskel på at sige nej til et projekt, efter vi har undersøgt det – og på ikke at undersøge det, fordi kalenderen står på september og ikke marts.

Det er også vores politiske ansvar

Det ville være for nemt bare at rette frustrationen mod forvaltningen.

Hvis medarbejderne bliver bedt om at regne på nye projekter med meget kort varsel midt i en travl budgetproces, har vi som politikere også et ansvar.

Måske er det derfor selve systemet, vi skal kigge på.

Hvordan skaber vi en kommune, som både har ordentlige og forudsigelige processer og samtidig har plads til at reagere, når virkeligheden ændrer sig?

Hvordan sikrer vi, at en god idé, der kommer i oktober, ikke nødvendigvis skal ligge stille, indtil budgetmaskinen begynder at rulle igen næste forår?

Og hvordan gør vi det uden at skabe hasteopgaver for medarbejderne?

Vi behøver ikke opfinde alt fra bunden

Andre kommuner arbejder allerede med modeller, hvor lokale initiativer kan få en vej ind i kommunen uden kun at være afhængige af den årlige budgetproces.

Nogle steder findes udviklingspuljer med flere ansøgningsrunder om året, andre steder kan bestemte puljer søges løbende.

Det synes jeg, vi skal lade os inspirere af i Hillerød.

Ikke nødvendigvis ved at oprette endnu en stor kommunal pulje, hvor alle kan søge penge.

Jeg synes faktisk, at noget andet er mere interessant:

En modningspulje for lokale initiativer.

Det kunne være en mindre pulje, som ikke primært finansierer selve projektet, men hjælper en god idé frem til det punkt, hvor vi kan tage ordentligt stilling til den.

Det kan eksempelvis være penge til en skitse, en teknisk undersøgelse, myndighedsafklaring, rådgivning eller arbejdet med en fondsansøgning.

Samtidig bør der være en enkel proces, hvor et lokalt initiativ hurtigt kan få afklaret: Er idéen realistisk? Hvor i kommunen hører den hjemme? Hvilket politisk udvalg skal tage stilling? Er der mulighed for ekstern finansiering? Og er det en idé, vi politisk ønsker at modne?

Så behøver vi ikke bede forvaltningen om at lave et fuldt gennemarbejdet projekt midt i budgetforhandlingerne.

Men vi behøver heller ikke parkere idéen i et år.

Kommunen skal være medspiller

For mig handler det i sidste ende om vores syn på kommunen.

Jeg tror ikke på, at alle gode løsninger skal opfindes på rådhuset.

Når borgere, foreninger, virksomheder og lokalsamfund selv tager initiativ, skal vi møde dem med nysgerrighed.

Særligt når de selv er parate til at bidrage med frivillige kræfter, medfinansiering eller arbejdet med at hente fondsmidler.

Nogle gange kan relativt få kommunale kroner være med til at udløse langt større investeringer fra fonde, foreninger eller andre aktører.

Det er god brug af kommunens penge.

Ikke alle idéer kan realiseres. Ikke alle skal have kommunale penge. Og nogle gange skal svaret være nej.

Men det skal helst være et nej, fordi vi har vurderet idéen – ikke fordi den kom på den forkerte side af sommerferien.

For det ville være paradoksalt, hvis vi på den ene side efterlyser mere lokalt engagement, frivillighed og initiativ – og på den anden side har processer, der gør det svært at handle på det, når det faktisk kommer.

Gode idéer følger ikke kommunens budgetkalender.

Det bør vores kommune kunne rumme.

Derfor synes jeg, vi skal se på både en mere smidig vej for lokale initiativer og muligheden for en mindre modningspulje, der kan hjælpe de bedste idéer frem til en egentlig politisk beslutning.

Kommunen skal ikke være en stopklods for initiativ.

Den skal være en medspiller, der hjælper gode initiativer videre.

Andet, Økonomi, Politik

1. behandling af Budget 2027-2030

Skriv en kommentar

Kære alle

Et budget handler selvfølgelig om kroner og øre.

Men først og fremmest handler det om, hvilke ambitioner vi har for Hillerød Kommune – og hvilken retning vi ønsker for de kommende år.

Når vi i Venstre ser på Budget 2027-2030, har vi nogle klare ambitioner:

Hillerød skal være en kommune, hvor børn får en god start på livet. Hvor vi hjælper i tide, når et barn eller en familie har brug for det. Og hvor vores ældre kan være trygge ved, at hjælpen er der, når de får behov for den.

Vi skal være en kommune med stærke lokalsamfund, et levende forenings- og kulturliv og plads til både familier og fællesskaber.

Og vi skal være en kommune, hvor virksomheder har lyst til at investere og skabe arbejdspladser, hvor uddannelse og erhvervsliv hænger tættere sammen – og hvor man faktisk kan komme frem.

Det kræver, at vi tør tænke længere end det enkelte budgetår.

For en god investering er ikke nødvendigvis den, der giver den hurtigste besparelse.

Nogle gange er den bedste investering at hjælpe et barn, før mistrivslen vokser. At sikre den rette hjælp til en familie, før problemerne bliver større. At uddanne og fastholde de medarbejdere, vi får brug for. Eller at skabe den infrastruktur, der gør det muligt for kommunen og erhvervslivet at udvikle sig.

Derfor er vores udgangspunkt for årets budgetforhandlinger:

Investeringer handler ikke kun om bygninger. De vigtigste investeringer er investeringer i mennesker.

Børn, unge og tidlig indsats

Og hvis vi mener det alvorligt, er børn og unge et naturligt sted at begynde.

Vi skal have stærke dagtilbud, stærke folkeskoler og fællesskaber, hvor flere børn lykkes. Og når et barn eller en familie har brug for hjælp, skal vi sætte ind så tidligt som muligt.

Det bliver meget konkret i høringssvarene.

Familiehuset peger på, at der allerede i dag kan være tre-fire måneders ventetid på familiebehandling, og at en besparelse kan gøre ventelisterne længere.

Det bekymrer os i Venstre.

For problemerne bliver ikke billigere af at vente. Hvis et barn mistrives, skolefraværet vokser, eller en familie er ved at knække, kan den rigtige hjælp i tide være forskellen på en mindre indsats nu og en langt mere indgribende og dyrere indsats senere.

Derfor ser vi positivt på at styrke PPR og de tidlige indsatser.

Og vi ser positivt på Unge i Praksis, hvor vi bygger bro mellem folkeskolen, erhvervsuddannelserne og virksomhederne.

Vi skal ikke kun spørge, hvad en indsats koster. Vi skal også spørge, hvad det koster, hvis vi lader være.

En værdig ældrepleje

Det samme princip gælder i ældreplejen.

Demens rammer ikke kun den enkelte. Den rammer hele familien.

Derfor er vi positive over for styrkelsen af demensindsatsen. Men det giver ikke mening at styrke demensfagligheden med den ene hånd, hvis vi med den anden reducerer tiden til pleje, omsorg og nærvær.

Venstre ønsker ikke besparelser på plejehjemmene.

Og vi skal se længere frem.

Behovet for plejeboliger kommer til at fylde mere i de kommende år. Her tror vi ikke på én løsning til alle.

Vi skal have forskellige former for plejeboliger og større valgfrihed – kommunale plejeboliger, friplejehjem og private tilbud.

For Venstre er det ikke afgørende, hvem der ejer murstenene. Det afgørende er kvaliteten, trygheden og den enkeltes mulighed for at vælge.

Stærke lokalsamfund

Hillerød Kommune er meget mere end Hillerød by.

Vi skal have stærke lokalsamfund, hvor det også i fremtiden er attraktivt at bo, stifte familie og blive ældre.

Nødebo er et godt eksempel.

Her hænger Troldehøjen, skolen, HFO’en, idrætsfaciliteterne og den kollektive trafik sammen.

Samtidig peger de lokale på et generationsskifte, som kan ændre behovet for både dagtilbud og skole. Lokalrådets egen analyse er ikke kommunens officielle prognose, men også kommunens materiale peger på ændrede flyttemønstre.

Derfor skal vi passe på med at dimensionere vores investeringer for snævert efter behovet lige nu.

Og når lokalråd, skolebestyrelser og foreninger kommer med konkret viden og konstruktive forslag, skal vi lytte.

Borgerinddragelse skal ikke ske, når løsningen allerede er tegnet. Den skal ske, mens borgerne stadig kan påvirke den.

Det gælder selvfølgelig ikke kun Nødebo.

Gode initiativer behøver ikke altid komme fra rådhuset. Når skoler, forældre, foreninger og lokale ildsjæle tager initiativ – og måske også skaffer fondsmidler – skal kommunen være en medspiller.

Investeringer, man kan mærke

Nogle investeringer behøver heller ikke være store for at gøre en forskel.

Naturlegepladsen ved Munkeengen er et godt eksempel.

Gode lege- og mødesteder kan skabe liv og fællesskab for børn og familier. Det vil vi gerne tænke mere i – både i Hillerød by og i vores lokalsamfund.

Det samme gælder vores idrætsfaciliteter. Når hallerne allerede står der, giver det god mening at se på, hvordan de kan bruges mere – også i ferieperioderne.

Det er konkrete forbedringer, som borgerne kan mærke i hverdagen.

Hillerød som international erhvervs- og uddannelsesby

Vi skal også turde have ambitioner for fremtidens Hillerød.

Vi har store internationale virksomheder og stærke uddannelsesmiljøer. Det skal vi bygge videre på.

Derfor ønsker Venstre, at vi undersøger grundlaget for en international grundskole i Hillerød.

Den behøver ikke nødvendigvis at være kommunal.

En international skole kan styrke virksomhedernes muligheder for at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere og deres familier.

Men perspektivet er større.

Internationalisering kan også skabe nye muligheder for de børn og unge, der allerede bor her. Vi skal skabe stærkere forbindelser mellem skoler, ungdomsuddannelser, virksomheder og det internationale miljø.

Verden er allerede en del af Hillerød.

Og når vi taler om Hillerød som uddannelsesby, skal vi også huske biblioteket.

Biblioteket er både kulturinstitution, læringssted og mødested. Det har allerede været igennem besparelser, og derfor skal vi være varsomme med yderligere reduktioner.

Erhvervsvenlighed kræver handling

Hillerød har nogle af landets stærkeste virksomheder og et stort potentiale som erhvervskommune.

Men den nye erhvervsundersøgelse viser også, at vi har noget at arbejde med.

Hillerød ligger samlet som nummer 79 ud af 91 kommuner.

Det er ikke godt nok.

Og særligt ét resultat springer i øjnene: På trafik og mobilitet ligger Hillerød helt i bunden som nummer 91.

Det skal vi tage alvorligt.

For erhvervspolitik handler ikke kun om erhvervsgrunde og sagsbehandling. Det handler også om, hvorvidt medarbejderne kan komme på arbejde, om virksomhederne kan få deres varer frem, og om familierne kan få hverdagen til at hænge sammen.

Derfor skal vi prioritere fremkommelighed.

Peder Oxes Allé er et konkret eksempel. Her er kapaciteten presset, og vi er nødt til at tænke langsigtet.

Vi skal ikke først bygge boliger og arbejdspladser og bagefter forsøge at løse trafikken. Infrastruktur og byudvikling skal planlægges sammen.

Derfor skal vi også være varsomme med yderligere fortætning i Hillerød centrum, hvis infrastrukturen ikke kan følge med.

Men erhvervsvenlighed handler om mere end trafik.

Vi skal gøre det lettere at drive virksomhed i Hillerød. God kommunal service, mindre bøvl og et tættere samarbejde mellem virksomheder, kommune og uddannelsesinstitutioner skal være en del af svaret.

Og her hænger erhvervspolitikken sammen med resten af vores budget.

Når vi investerer i uddannelse, Unge i Praksis og samarbejdet mellem skoler, erhvervsuddannelser og virksomheder, investerer vi også i den arbejdskraft, virksomhederne får brug for i fremtiden.

Kultur, idræt og frivillighed

Vi skal også passe på de fællesskaber, som borgerne selv er med til at skabe.

SlotsBio er et godt eksempel.

Her risikerer en forholdsvis lille kommunal besparelse at koste langt mere, fordi det kommunale tilskud er med til at udløse støtte fra Statens Kunstfond.

Samtidig lægger de frivillige omkring 15.000 timer om året.

Det er den slags samarbejde, vi skal understøtte.

Det gælder også idrætten og foreningslivet. Her kan relativt små kommunale investeringer være med til at skabe fællesskab, sundhed og livskvalitet for rigtig mange mennesker.

Kommunen behøver ikke selv drive alting.

Men vi skal være gode til at understøtte de steder, hvor et kommunalt bidrag udløser langt større værdi gennem frivillighed, fondsmidler og civilsamfund.

Vi skal også huske vores veteraner. Vi har heldigvis en veteranpolitik på vej, og jeg håber, at vi allerede i dette budget kan finde mulighed for at undersøge muligheden for en mindesten for vores veteraner.

Pas på det, vi allerede har

At investere handler heller ikke altid om at bygge nyt.

Vi skal passe på vores skoler, dagtilbud, veje, stier og øvrige kommunale bygninger.

Direktionen fremhæver selv behovet for mere systematisk forebyggende vedligeholdelse, så vi undgår større og dyrere skader senere.

Det er rettidig omhu – og god økonomi.

Grøn omstilling med lokal fornuft

Vi skal også tage ansvar for natur, miljø og drikkevand.

Den grønne trepart bliver en stor opgave.

Venstre bakker op om ambitionerne, men løsningerne skal skabes i ordentlig dialog med lodsejere og lokalsamfund.

Det afgørende er ikke, hvor mange planer vi producerer. Det afgørende er, om vi skaber konkrete resultater for natur, miljø og drikkevand.

Vi skal bruge pengene klogt

Alt det her kræver selvfølgelig også, at økonomien hænger sammen.

Direktionens oplæg viser et økonomisk råderum på omkring 307 mio. kr. over fire år. Men det tal forudsætter blandt andet, at alle finansieringsforslag gennemføres, og servicerammen er fortsat stram.

Så ja – der skal prioriteres.

Men for Venstre handler prioritering også om, hvor vi leder efter pengene først.

Vi skal fortsat udfordre den måde, kommunen arbejder på.

Digitalisering, automatisering og kunstig intelligens rummer store muligheder. Men vi skal ikke bogføre besparelser, før de faktisk kan realiseres.

Teknologien skal bruges dér, hvor den kan frigøre medarbejdernes tid til kerneopgaven.

Vi skal se på arbejdsgange, smartere indkøb og organisering. Og vi skal turde samarbejde mere med private virksomheder, foreninger og civilsamfund, når det giver bedre kvalitet og mere velfærd for pengene.

For Venstre er det ikke afgørende, om en opgave udføres af kommunen eller af andre.

Det afgørende er resultatet for borgeren.

Kommunens opgave er ikke nødvendigvis at gøre alting selv. Kommunens opgave er at sikre, at det bliver gjort godt.

Til sidst

Tak til alle, der har sendt høringssvar.

Bag dem står forældre, pårørende, medarbejdere, virksomheder, foreninger og lokalsamfund, som har brugt tid på at fortælle os, hvad vores beslutninger betyder i virkeligheden.

Det skal vi lytte til.

Vi kan ikke imødekomme alle ønsker. Men vi kan vælge en retning.

For Venstre er den retning klar.

Vi vil investere tidligt i børn og unge og passe på kernevelfærden.

Vi vil skabe tryghed for vores ældre og mennesker med demens og deres pårørende.

Vi vil styrke uddannelse, erhvervsliv og arbejdspladser.

Vi vil udvikle hele Hillerød Kommune – også vores lokalsamfund.

Og vi vil sikre, at vækst følges af den infrastruktur, der skal få hverdagen til at fungere.

Når vi om nogle år ser tilbage på Budget 2027-2030, skal vi ikke kun kunne se, hvor mange millioner vi har flyttet mellem forskellige budgetposter.

Vi skal kunne se, hvad vores beslutninger har betydet for mennesker.

For investeringer handler ikke kun om bygninger.

De vigtigste investeringer er investeringer i mennesker.

Politik, Trafik, Uddannelse, Virksomheder

Erhvervsvenlighed kræver handling – og et langsigtet blik

Skriv en kommentar

Hillerød går i år to pladser frem i målingen af den lokale erhvervsvenlighed og lander som nummer 79 ud af 91 kommuner. Det er selvfølgelig positivt, at vi bevæger os i den rigtige retning. Men vi skal heller ikke bilde os selv ind, at en 79. plads er tilfredsstillende.

Hillerød har nogle helt særlige forudsætninger. Vi har stærke virksomheder, mange private arbejdspladser, et stort Life Science-miljø og en kommune i betydelig vækst. Derfor skal vores ambitioner for erhvervslivet også være høje.

For mig handler undersøgelsen ikke først og fremmest om placeringen på en rangliste. Det interessante er, hvad virksomhederne fortæller os – og hvad vi politisk gør ved det.

Trafik er også erhvervspolitik

Det tydeligste signal handler om trafikken.

Når virksomhedernes vurdering af kommunens indsats for at sikre god mobilitet placerer Hillerød som nummer 91 ud af 91 kommuner, er der ingen grund til at pakke budskabet ind. Samtidig er infrastruktur og transport det område, virksomhederne klart hyppigst peger på, når de bliver spurgt, hvad kommunen bør prioritere.

Det kan mange medarbejdere og borgere formentlig genkende.

Trafik handler ikke alene om irritation over at holde i kø. Det handler om virksomhedernes konkurrenceevne. Medarbejdere skal kunne komme til og fra arbejde, virksomheder skal kunne tiltrække arbejdskraft fra et stort opland, og varer skal kunne transporteres effektivt.

Og udfordringen bliver ikke mindre, når Hillerød vokser.

Derfor skal infrastrukturen følge med udviklingen. I de kommende budgetforhandlinger ligger blandt andet en kapacitetsforbedring af Peder Oxes Allé på bordet. Det er netop den type konkrete investeringer, vi er nødt til at diskutere, hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at Hillerød skal være en attraktiv erhvervskommune.

Fremtidens arbejdskraft begynder i skolen

En anden udvikling bekymrer mig.

Kun 12,5 procent af de unge søger en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse. Sidste år var det 16,3 procent. Samtidig fortæller virksomhederne, at adgangen til kvalificeret arbejdskraft er vigtig.

De to ting hænger sammen.

Vi kommer ikke til at løse virksomhedernes mangel på faglært arbejdskraft med ét initiativ. Men kommunen kan være med til at skabe langt stærkere forbindelser mellem folkeskolerne, ungdomsuddannelserne og virksomhederne.

Flere børn og unge skal opleve, hvad en moderne produktionsvirksomhed faktisk er. De skal møde faglærte rollemodeller og have mulighed for praktik og praksisnær undervisning. Og virksomhederne skal opleve, at døren til vores skoler og uddannelsesmiljøer står åben.

Undersøgelsen viser også, at en del virksomheder ikke samarbejder med skolerne, fordi de ikke er blevet kontaktet. Det fortæller mig, at der er et potentiale, vi endnu ikke udnytter godt nok.

Kommunen skal også kigge på sig selv

Vi kan ikke alene pege på trafik eller de unges uddannelsesvalg.

Hillerød ligger nummer 83 på kommunal administration. Virksomhedernes vurdering af blandt andet byggesagsbehandling og kommunens hensyn til erhvervslivet i den lokale planlægning viser, at vi også her har noget at arbejde med.

En virksomhed skal møde en kommune, der er tilgængelig, løsningsorienteret og hurtig til at hjælpe videre. Det betyder ikke, at virksomheder skal have særbehandling. Men regler og myndighedskrav skal administreres så enkelt og smidigt som muligt.

Her skal vi også turde bruge nye muligheder. Digitalisering og AI kan ikke løse alt, men teknologien kan hjælpe os med bedre arbejdsgange, hurtigere processer og frigøre medarbejdernes tid til de opgaver, hvor den menneskelige og faglige vurdering er vigtigst.

Fra måling til handling

Der er også positive ting i undersøgelsen. Hillerød har blandt andet en høj andel af private arbejdspladser og en stærk arbejdsmarkedstilknytning. På den samlede kategori for infrastruktur og energi går Hillerød faktisk markant frem fra nummer 64 til nummer 38, selv om virksomhedernes oplevelse af mobiliteten fortsat er meget dårlig.

Det understreger, hvorfor vi ikke skal stirre os blinde på én samlet placering.

For mig er ambitionen større end at rykke nogle pladser på en rangliste næste år.

Vi skal skabe en kommune, hvor virksomheder har lyst til at investere, hvor nye virksomheder har lyst til at etablere sig, og hvor eksisterende virksomheder kan vokse. En kommune, hvor uddannelser og virksomheder arbejder tættere sammen, og hvor infrastrukturen kan følge med udviklingen.

Det kræver politiske prioriteringer. Det kræver, at vi lytter til virksomhederne. Og først og fremmest kræver det, at vi omsætter dialogen til handling.

Hillerød har potentialet til at være en af landets stærkeste erhvervs- og uddannelseskommuner. Det potentiale skal vi være langt bedre til at forløse.

Økonomi, Politik, Uddannelse

Vi kan ikke forlænge nutiden med brædder

Skriv en kommentar

Når vi taler om fremtidens kommune, kommer samtalen ofte til at handle om planer, strategier, prognoser og budgetter. Vi tager udgangspunkt i det, vi har i dag, og forsøger at få det til at række lidt længere.

Men vi kan ikke blive ved med at forlænge nutiden med brædder.

Vi er også nødt til at spørge: Hvilke fremtider kan vi forestille os – og hvilken fremtid vil vi gerne være med til at skabe?

Det kræver, at vi tør give mere plads til det divergente: legen, kreativiteten, nysgerrigheden og forestillingsevnen. Det, børn gør helt naturligt. De undersøger, prøver af og stiller spørgsmål uden på forhånd at kende svaret. Og de er ofte mindre bange end voksne for at tage fejl.

Det er en vigtig egenskab. For hvis vi indretter vores organisationer og vores samfund sådan, at fejl for enhver pris skal undgås, risikerer vi samtidig at fjerne modet til at eksperimentere og udvikle nyt.

Der er mange mulige fremtider. Derfor handler fremtidstænkning ikke om at kunne forudsige præcist, hvad der kommer. Det handler om at opbygge vores evne til at navigere i usikkerhed og forestille os forskellige scenarier.

Hvad kunne der ske? Hvad ville det betyde? Hvad overser vi i dag? Og hvad ville vi gøre, hvis verden udviklede sig anderledes, end vi forventer?

Tænk, hvis vi i kommunerne arbejdede mere systematisk på den måde.

Ikke som en erstatning for strategier, økonomistyring og politiske prioriteringer. Dem har vi selvfølgelig brug for. Men som et supplement, hvor vi også tør åbne mulighederne, før vi lukker dem igen med en konkret plan.

Det handler også om at tage praksisviden alvorligt. Ikke al værdifuld viden findes i regneark, modeller og rapporter. Når en medarbejder møder en borger, eller en lærer står sammen med eleverne, opfanger de gennem erfaring, relationer, følelser og sanser noget, som en teoretisk model ikke nødvendigvis kan indfange.

Vi har brug for en vekselvirkning mellem forestillingsevne, praksisviden og strategisk handling. Vi skal kunne forestille os, sanse og handle. Det er med til at gøre både mennesker og organisationer mere robuste, når verden forandrer sig.

Og måske er det især vigtigt, når vi taler om børn og unge.

Vi skal ikke uddanne dem til blot at reproducere den verden, vi allerede har skabt. Vi skal give dem viden, kompetencer og handlekraft til også at forme den verden, de selv skal leve i.

Derfor bør kreativitet, innovation, problemløsning og evnen til at stille gode spørgsmål ikke være noget, vi lægger oven på undervisningen som et ekstra projekt. Det bør være en del af den måde, vi lærer og arbejder på.

For i en usikker fremtid bliver det ikke mindre vigtigt at have viden.

Men det bliver mindst lige så vigtigt at kunne spørge:

Hvad nu hvis?

Ældre

Demens kræver politisk fokus – og tryghed

Skriv en kommentar

Jeg synes ikke, vi kan være bekendt igen og igen at skabe utryghed blandt mennesker med demens og deres pårørende, fordi besparelser på plejehjemmene bliver lagt frem som en mulighed, når kommunens budget skal hænge sammen. Det er et klassisk eksempel på, at det er på tide vi gentænker måden, kommunen lægger budget på.

Demens rammer ikke kun den enkelte. Den rammer hele familien. Som pårørende kan man gennem mange år stå med et stort ansvar og med bekymringen for, om ens ægtefælle, mor eller far får den nødvendige hjælp, pleje og omsorg. Så skal man ikke samtidig år efter år være bekymret for, om der nu igen skal spares.

I budgetmaterialet for 2027-2030 ligger der forslag om besparelser på plejehjemmene. Det bekymrer mig. For når der spares på bemandingen, kan det betyde mindre tid til den enkelte borger. Og netop mennesker med demens har brug for tid, kontinuitet, faglighed og trygge relationer.

Samtidig ligger der heldigvis også et forslag om at styrke demensindsatsen med 568.000 kroner om året. Det skal blandt andet understøtte kommunens demenshandleplan og styrke den demensfaglige indsats. Det ser vi i Venstre positivt på.

Men for mig hænger tingene sammen. Det giver ikke meget mening at styrke den demensfaglige indsats med den ene hånd, hvis vi med den anden reducerer den tid og omsorg, der er omkring borgerne på vores plejehjem.

Jeg mener, vi skal finde andre veje, når budgettet skal hænge sammen. Vi skal se på administration, digitalisering, automatisering, smartere arbejdsgange og indkøb, før vi skærer i den borgernære velfærd.

Vi kan ikke love, at der aldrig skal prioriteres. Det ville ikke være ansvarligt. Men vi kan politisk vælge, hvor vi leder efter pengene først.

For Venstre skal kernevelfærden stå højt. Og på demensområdet handler det ikke alene om kroner og budgetter. Det handler om mennesker, som har brug for vores hjælp – og om pårørende, som skal kunne føle sig trygge ved, at hjælpen også er der i morgen.

Demens kræver politisk fokus. Men det kræver også politisk stabilitet og tryghed.

Uddannelse

En uddannelsesby har brug for et stærkt bibliotek

Skriv en kommentar

Hillerød er en uddannelsesby – og det skal vi blive ved med at være.

Hver dag møder jeg unge, der er i gang med en uddannelse, og som Lektor oplever jeg, hvor afgørende adgang til viden, fordybelse og fællesskaber er.

Derfor handler diskussionen om Hillerød Bibliotek for mig om meget mere end bøger på hylder og åbningstider. Den handler også om, hvilken uddannelsesby vi ønsker at være.

I Venstre ser vi ikke positivt på yderligere besparelser på biblioteket. Biblioteket har allerede været igennem besparelser, og når vi nu går ind i arbejdet med budgettet for 2027-2030, mener vi ikke, at det er her, vi skal finde nye besparelser.

For biblioteket er ikke kun et sted, hvor vi låner bøger. Det er et offentligt rum for viden og læring. Et sted, hvor børn kan opdage glæden ved at læse, hvor unge kan arbejde med deres opgaver, og hvor voksne kan opsøge viden og fordybe sig. Det er samtidig et af de få steder i byen, hvor man kan opholde sig, møde andre og blive klogere uden først at skulle købe noget.

Det har måske aldrig været vigtigere. Vi bevæger os ind i en tid, hvor svar er blevet utroligt nemme at få. Vi søger på nettet, spørger en chatbot og får på få sekunder et svar på næsten hvad som helst. AI giver os muligheder, som vi kun lige er begyndt at forstå, og som også rummer et stort potentiale for vores uddannelser.

Men hurtig adgang til information er ikke det samme som viden. At læse en bog, fordybe sig i en tekst, undersøge forskellige kilder og blive ved et spørgsmål, der ikke har et enkelt svar, kræver noget andet af os. Det kræver tid, koncentration og kritisk tænkning. Netop de kompetencer bliver ikke mindre vigtige i en tid med kunstig intelligens. De bliver vigtigere.

Derfor skal vi passe på, at effektivisering og hurtige digitale løsninger ikke bliver et quickfix, der langsomt fortrænger de steder, hvor der er plads til fordybelsen.

Hvis Hillerød vil være en stærk uddannelsesby med ungdomsuddannelser, professionsuddannelser og ambitioner om at tiltrække endnu flere uddannelsesmuligheder, skal vi også have den infrastruktur, der hører til en uddannelsesby. Her hører et velfungerende bibliotek naturligt hjemme sammen med vores skoler, uddannelsesinstitutioner, kulturtilbud og stærke lokale fællesskaber.

Det betyder ikke, at biblioteket skal stå stille. Tværtimod. Vi skal også diskutere, hvordan fremtidens bibliotek skal se ud, hvordan det kan samarbejde endnu tættere med vores uddannelsesinstitutioner, og hvordan teknologi og AI kan bruges til at skabe nye muligheder.

Men udvikling er noget andet end afvikling.

For Venstre er ambitionen derfor klar: Hillerød skal fortsat være en kommune, hvor børn, unge og voksne har adgang til litteratur, viden og rum til fordybelse – og en uddannelsesby, hvor biblioteket er en aktiv del af byens læringsmiljø.

For i en tid, hvor vi kan få et hurtigt svar på næsten alt, skal vi måske være endnu bedre til at værne om de steder, der giver os tid til at tænke.

Andet

Beredskab bygges ikke alene på rådhuset

Skriv en kommentar

I denne uge behandler Økonomiudvalget et forslag om etablering af et 3-døgnsberedskab for sårbare borgere i Hillerød Kommune. Det er et vigtigt skridt, som fortjener opbakning. Vi har et ansvar for at sikre, at de mest sårbare borgere kan få hjælp, hvis vi rammes af længerevarende strømsvigt, forsyningskriser eller andre alvorlige hændelser.

Men én ting springer i øjnene.

Der er endnu ikke en konkret plan for, hvordan frivillige, lokale fællesskaber og civilsamfundet skal inddrages.

Det bekymrer mig.

For hvis de seneste års erfaringer har lært os noget, så er det, at samfundets robusthed ikke alene afhænger af kommunale planer, generatorer og beredskabslagre. Den afhænger i lige så høj grad af mennesker. Af naboer. Af frivillige. Af boligforeninger, kirker, lokalråd, foreninger og lokale netværk.

Når krisen rammer, er det ofte de lokale fællesskaber, der først opdager, hvem der har brug for hjælp.

Kommunen har naturligvis et ansvar for de borgere, den kender og har kontakt med. Men hvad med den ældre borger, der bor alene uden hjemmehjælp? Hvad med den psykisk sårbare borger, som ikke er registreret i kommunens systemer? Hvad med dem, som falder mellem stolene?

Her kan civilsamfundet gøre en afgørende forskel.

Derfor undrer det mig, at frivillighed og lokale fællesskaber endnu ikke er tænkt mere konkret ind i planerne. Ikke fordi kommunen skal overlade sit ansvar til frivillige, men fordi vi har brug for et samlet beredskab, hvor offentlige myndigheder og civilsamfund arbejder sammen.

Mange steder i landet er man allerede i gang. Kommuner afholder borgermøder om kriseparathed. Boligforeninger organiserer nabohjælp og lokale beredskabsgrupper. Frivillige organisationer udvikler konkrete modeller for støtte til sårbare borgere under kriser.

Den udvikling bør Hillerød også være en del af.

Hvis vi virkelig ønsker et robust beredskab, skal vi ikke kun investere i generatorer og nødstrøm. Vi skal investere i relationer, fællesskaber og samarbejde. Det er ofte dem, der afgør, hvordan en krise håndteres i praksis.

Derfor håber jeg, at næste fase af arbejdet ikke blot handler om udstyr og procedurer, men også om at mobilisere de mange borgere, der gerne vil bidrage.

For beredskab er ikke kun noget, kommunen leverer. Beredskab er noget, vi bygger sammen.

Andet

Må sundhedsreformen koste os busserne?

Skriv en kommentar

Da jeg flyttede til Alsønderup, kørte bussen forbi mit hus på Pibe Møllevej.

Sådan var det bare. Bussen var en naturlig del af hverdagen og en vigtig forbindelse til resten af kommunen.

Pludselig var den væk.

Ruten blev ændret, og beslutningen føltes som noget, der bare blev truffet hen over hovedet på os, der boede i området. Jeg husker tydeligt, at jeg var både frustreret og vred.

Siden er jeg blevet klogere på, hvor kompliceret planlægningen af den kollektive trafik faktisk er. Jeg har også lært, at ressourcerne ikke er ubegrænsede, og at der ofte skal træffes svære prioriteringer.

Men én ting har ikke ændret sig:

Jeg er stadig overbevist om, at gode busforbindelser betyder langt mere, end mange regneark kan vise.

Da vi i Venstre senere kæmpede for at bevare 380R mellem Hillerød og Helsinge, blev det igen tydeligt for mig, hvor stor betydning den kollektive trafik har for mennesker i vores lokalsamfund.

For mange borgere i Alsønderup, Tulstrup og de omkringliggende landsbyer er bussen ikke bare transport.

Den er forbindelsen til uddannelse, arbejde, fritidsaktiviteter og fællesskaber.

Derfor bekymrer det mig, at den kollektive trafik nu igen er under pres.

Sundhedsreformen har skabt en økonomisk udfordring for den kommende Region Østdanmark, og konsekvensen kan blive markante besparelser på de regionale buslinjer.

Det lyder måske som en teknisk diskussion om økonomi og bloktilskud. Men konsekvenserne er meget konkrete.

For os i Hillerød handler det om de unge, der hver morgen tager bussen til gymnasiet, HTX, erhvervsuddannelserne eller deres læreplads.

Det handler om borgere i Alsønderup, Tulstrup og vores øvrige landsbyer, som er afhængige af gode forbindelser til Hillerød.

Det handler om ældre borgere, som ikke længere kører bil.

Og det handler om familier, der har valgt at bo uden for bymidten, men stadig skal kunne få hverdagen til at hænge sammen.

I Venstre tror vi på, at mennesker skal have frihed til at bo og leve dér, hvor de ønsker. Men den frihed kræver også, at infrastrukturen fungerer, og at man kan komme til uddannelse, arbejde og fritidsliv – også hvis man ikke har en bil til rådighed.

Vi taler ofte om Hillerød som en stærk uddannelsesby og et regionalt centrum for arbejdspladser, handel og kultur. Det er vi med rette stolte af.

Men det kræver også, at mennesker kan komme hertil.

Hvis de regionale busforbindelser forringes, rammer det ikke kun dem, der bor i landsbyerne. Det rammer hele kommunen.

Det bliver sværere at vælge den kollektive trafik.

Det bliver sværere for unge at tage en uddannelse.

Og det bliver sværere at skabe den sammenhængskraft, som vi ellers taler så meget om.

Derfor mener vi i Venstre, at der skal findes en løsning, før besparelserne bliver til virkelighed.

For når en busrute forsvinder, er det ikke kun en afgang på køreplanen, der forsvinder.

Det er også en forbindelse mellem mennesker og muligheder.

Den forbindelse er vigtig for Hillerød.

Og den er værd at kæmpe for.

Andet

Når Christiansborg rammer hverdagen: Derfor hænger kommunalpolitik og landspolitik uløseligt sammen

Skriv en kommentar

Mange oplever kommunalpolitik som noget nært og konkret: skolerne, ældreplejen, vejene og de lokale fritidstilbud. Christiansborg kan derimod føles langt væk – som noget abstrakt, der handler om store reformer og nationale dagsordener.

Men i virkeligheden hænger de to niveauer tæt sammen. Og netop derfor mener jeg, det er afgørende, at der sidder mennesker på Christiansborg med solid erfaring fra kommunalpolitik.

Rammerne bliver sat centralt

Langt de fleste beslutninger, der træffes i kommunerne, sker inden for rammer, der er fastlagt på Christiansborg.

Når Folketinget vedtager lovgivning på fx skole-, ældre- eller beskæftigelsesområdet, så er det kommunerne, der skal føre den ud i livet. Samtidig forhandles kommunernes økonomi hvert år mellem regeringen og Kommunernes Landsforening – og det sætter helt konkrete grænser for, hvad der er muligt lokalt.

Kommunerne omsætter politik til virkelighed

Det er i kommunerne, at politiske beslutninger bliver til borgernes hverdag.

Det er her, vi prioriterer:

  • Hvor mange voksne der er omkring vores børn
  • Hvordan vi tager os af de ældre
  • Hvordan vi udvikler vores lokalsamfund

To kommuner kan have de samme rammer – men træffe forskellige valg. Det er det lokale lederskab og ansvar, der gør forskellen.

Derfor har Christiansborg brug for kommunal erfaring

Netop fordi så meget politik bliver realiseret i kommunerne, er det afgørende, at lovgivningen er realistisk og kan fungere i praksis.

Jeg mener, vi har brug for flere politikere på Christiansborg, som har stået midt i virkeligheden:

  • Som har siddet med budgetterne og skullet prioritere knappe ressourcer
  • Som kender konsekvenserne af nye krav og reformer helt tæt på driften
  • Som ved, hvordan gode intentioner nogle gange drukner i bureaukrati

Når man har erfaring fra kommunalpolitik, ved man, at hver ny regel og hver ny reform får meget konkrete konsekvenser for både medarbejdere og borgere.

Det handler ikke kun om at ville noget – men om at forstå, hvad der faktisk virker.

Bedre beslutninger kræver virkelighedsforståelse

Alt for ofte ser vi, at beslutninger fra Christiansborg bliver for detaljerede eller for fjerne fra den virkelighed, de skal fungere i.

Det kan skabe:

  • Unødigt bureaukrati
  • Mindre lokal handlefrihed
  • Løsninger, der ikke passer til den enkelte kommune

Her kan erfaring fra kommunalpolitik være med til at sikre bedre lovgivning. Ikke fordi alt skal besluttes lokalt – men fordi nationale beslutninger bliver stærkere, når de tager udgangspunkt i virkeligheden.

Sammenhængen går begge veje

Kommunerne påvirker også Christiansborg – bl.a. gennem Kommunernes Landsforening og gennem de erfaringer, politikere tager med sig fra det lokale niveau.

Det er en styrke for vores demokrati, når der er en tæt forbindelse mellem det lokale og det nationale.

Tættere på end vi tror

Christiansborg og kommunerne er ikke to adskilte verdener. De er afhængige af hinanden.

De store beslutninger træffes centralt – men de skal fungere lokalt. Derfor mener jeg, det er helt afgørende, at vi har politikere på Christiansborg med stærk kommunal erfaring.

For det er dér, man lærer, hvordan politik faktisk bliver til virkelighed.

Andet

De ældre mangler i den politiske debat

Skriv en kommentar

Vi taler meget om fremtiden i dansk politik. Om børn, unge, uddannelse og arbejdsmarked. Det er vigtigt. Men midt i alle de dagsordener er der en gruppe, som alt for ofte bliver glemt: de ældre.

Det undrer mig. For vi taler om mennesker, der har bygget det samfund, vi i dag tager for givet. Mennesker, der har arbejdet, betalt skat, opdraget børn og været med til at skabe den velfærd, vi er stolte af. Alligevel fylder de for lidt i den politiske debat – og når de endelig gør, er det ofte kun som et problem, der skal løses.

Men ældrepolitik er ikke kun plejehjem og hjemmehjælp. Det handler om livskvalitet. Om værdighed. Om retten til at leve et godt liv – hele livet.

Alt for ofte bliver ældre reduceret til en udgift i et regneark. Til minutter og standardiserede ydelser. Det er en udvikling, vi skal gøre op med. For et værdigt ældreliv handler ikke kun om, hvad man får – men om hvordan man bliver mødt som menneske.

Vi skal turde tale om, hvordan vi skaber et samfund, hvor det også er godt at blive gammel. Hvor der er plads til fællesskaber, hvor ensomhed forebygges, og hvor man har indflydelse på sin egen hverdag. Hvor der er tryghed – men også frihed.

Som sygeplejerske har jeg mødt mange ældre. Jeg har set, hvor stor forskel det gør, når der er tid til omsorg – og hvor hårdt det rammer, når der ikke er. Når systemet fylder mere end mennesket.

Derfor har jeg også arbejdet for bedre rammer for mennesker med demens – og for, at vi tænker ældrepolitikken mere lokalt og menneskeligt. Vi skal skabe flere seniorboliger og seniorbofællesskaber i lokalsamfundene, så man ikke tvinges væk fra det sted, hvor man har levet sit liv. Tryghed handler også om at kunne blive boende – tæt på sine relationer, sin historie og sit netværk.

Vi har brug for en ny ældredebat. En debat, hvor vi ikke kun taler om drift og mangel på personale, men om værdier. Om respekt. Om det samfund, vi ønsker at være.

For det er ikke kun de ældres sag. Det er vores allesammen. For en dag er det os selv.

Andet

Stress kræver handling – også fra Christiansborg

Skriv en kommentar

Stress er blevet en af vores største folkesundhedsudfordringer. Stadigt flere danskere bliver sygemeldt med stress, og alt for mange oplever, at hverdagen er præget af et konstant pres. Det gælder både på arbejdspladser, i uddannelsessystemet og i familielivet.

Alt for ofte bliver stress behandlet som et individuelt problem. Som noget den enkelte selv må håndtere f.eks. gennem bedre planlægning, motion eller mindfulness. Men stress er ikke kun et individuelt problem – det er også et strukturelt problem.

Vi ser at flere unge oplever stress og mistrivsel. Kravene om at præstere, vælge rigtigt og hele tiden være på kan være overvældende. Når unge allerede tidligt i livet føler sig pressede, er det et tydeligt tegn på, at vi som samfund skal reagere.

Forebyggelse af stress handler også om sundhed. Når mennesker gennem længere tid lever under et konstant pres, påvirker det både krop og psyke. Derfor bør stress forebygges langt tidligere og tages alvorligt som en del af vores samlede sundhedsindsats.

Når tempoet på arbejdspladserne bliver skruet op, når dokumentationskrav vokser, og når forventningerne hele tiden stiger, så er det ikke mærkeligt, at flere og flere mennesker knækker under presset.

Derfor er det vigtigt, at vi også tør tale om det politiske ansvar. Hvis vi vil forebygge stress, kræver det handling – også fra Christiansborg. Lovgivning, rammer for arbejdsmiljø og prioriteringer i den offentlige sektor har stor betydning for, hvordan hverdagen ser ud for tusindvis af mennesker.

Stress må ikke blive den pris, vi betaler for et effektivt samfund. Vi har brug for et samfund, hvor der er balance mellem krav og ressourcer – og hvor trivsel bliver taget lige så alvorligt som effektivitet.

Det ansvar ligger ikke kun hos den enkelte. Det ligger også hos os som samfund – og hos dem, der træffer beslutningerne på Christiansborg.

Det er en sag jeg er klar til at kæmpe.

Ældre

Frihed og værdighed for mennesker med handicap

Skriv en kommentar

Min tilgang til handicapområdet er også personlig. Jeg er selv vokset op med en far, der blev gradvis blind, og jeg har derfor på tæt hold oplevet, hvad det betyder, når samfundet enten skaber muligheder – eller barrierer – for mennesker med handicap. Det har givet mig en grundlæggende respekt for den styrke og selvstændighed, mange mennesker med handicap har, men også en forståelse for, hvor vigtigt det er, at systemet understøtter dem i stedet for at stå i vejen.

I Venstre mener vi, at mennesker med handicap først og fremmest skal mødes som mennesker med ressourcer og muligheder. Hjælpen skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers behov og ønsker, og der skal være større frihed til at tilrettelægge sit eget liv. Systemet må ikke være så tungt og bureaukratisk, at det bliver en kamp at få den støtte, man har brug for.

Samtidig er det vigtigt, at flere mennesker med handicap får mulighed for uddannelse og arbejde. Mange kan og vil gerne bidrage, hvis rammerne er fleksible, og hvis hjælpemidler og støtteordninger fungerer i praksis. Her har vi som samfund et ansvar for at skabe muligheder frem for begrænsninger.

For mig handler handicappolitikken også om værdighed og sammenhæng. Borgere og familier skal mødes af et system, der er til at finde rundt i, og hvor man bliver mødt med tillid og respekt. Pårørende skal have den nødvendige støtte, og samfundet skal indrettes, så alle kan være med – både i hverdagslivet, i fællesskabet og på arbejdsmarkedet.

Jeg tror grundlæggende på, at et samfund bliver stærkere, når der er plads til forskellighed, og når vi indretter vores fællesskab, så alle har mulighed for at leve et selvstændigt og aktivt liv. Det er den retning, jeg ønsker for handicapområdet.

Andet

Danmark skal have et totalberedskab

Skriv en kommentar

Danmarks sikkerhed og tryghed er under pres. Med krig i Europa, cyberangreb, sabotage mod kritisk infrastruktur og hyppigere ekstreme vejrhændelser står vi over for det mest komplekse trusselsbillede siden Anden Verdenskrig.

Men en prioritering af redningsberedskabet er et politisk valg.

For Venstre – og for mig – er det en kerneopgave at sikre, at samfundets funktioner kan opretholdes, også når kriser rammer. Det kræver et samlet og langsigtet fokus på samfundssikkerhed og beredskab.

Venstre har været drivkraften bag et markant økonomisk løft af beredskabsområdet. Investeringerne styrker både den akutte indsats og den langsigtede robusthed i vores kritiske samfundsfunktioner.

I Hillerød Kommune har jeg været med til at tage initiativ til en beslutning om at styrke det lokale beredskab. Men vi skal videre – og vi skal op i et andet gear.

Det grundlæggende princip om sektoransvar, hvor hver sektor – for eksempel en kommune – selv er ansvarlig for at opretholde driften i en krisesituation, er ikke længere tilstrækkeligt. Vi har brug for et egentligt totalberedskab.

Totalberedskabet bygger på et fælles ansvar: Staten har det overordnede ansvar for samfundssikkerheden, mens øvrige samfundsaktører bidrager inden for deres områder.

Men der findes ikke noget totalberedskab uden kommunerne.

Det er i kommunerne, vi er tættest på borgerne. Det er her, vi tager os af de sårbare og udsatte. Det er her, vi har institutioner som skoler, biblioteker, lokalråd og foreninger, der kan styrke lokalsamfundenes kriseparathed. Og det er her, de kommunale redningsberedskaber findes – dem der inden for få minutter er på stedet, når hverdagens små og store hændelser opstår.

Der findes ikke noget totalberedskab uden kommunerne.

Det vil jeg tage med til Christiansborg.

Skoler

Tillidsskolen – mere frihed til skolerne

Skriv en kommentar

Venstre er klar til at give folkeskolen et markant løft.

For mange lærere og pædagoger oplever i dag en skole, hvor tiden til den enkelte elev er blevet mindre, mens opgaverne er blevet flere og mere komplekse.

Folkeskolen er en af de vigtigste institutioner i vores samfund – også her i Hillerød. Det er her, vores børn lærer at læse, regne, samarbejde og blive en del af fællesskabet. Derfor skal vi skabe en skole, hvor der er bedre muligheder for at støtte den enkelte elev og sikre ro og kvalitet i undervisningen.

En vigtig del af løsningen er flere voksne omkring eleverne. Når lærere og pædagoger arbejder sammen i undervisningen, bliver der bedre mulighed for at hjælpe de elever, der har brug for ekstra støtte, samtidig med at resten af klassen kan arbejde videre. Det styrker både fagligheden og trivslen.

Derfor skal skolerne have bedre muligheder for lokalt at prioritere flere to-lærer- og pædagogordninger i undervisningen – blandt andet i fag som dansk og matematik, hvor mange elever har brug for et ekstra løft. Samtidig er det vigtigt, at skolerne selv kan vurdere, hvor behovet er størst. Skoler er forskellige, og løsningerne skal derfor også kunne være det.

En anden udfordring i dag er inklusion. Mange lærere og pædagoger står med klasser, hvor elevernes behov er meget forskellige. Det kræver tid, støtte og fleksible løsninger. Derfor skal skolerne have bedre muligheder for at arbejde med mindre hold, ekstra støtte i undervisningen og særlige forløb for elever med særlige behov. Det skal være et supplement til specialskolerne og sikre, at flere børn kan lykkes i deres skolegang.

Samtidig er der mange steder behov for bedre fysiske rammer. Gode lokaler og tidssvarende læringsmiljøer betyder noget for både trivsel, læring og arbejdsmiljø.

Tillidsskolen handler i sidste ende om netop det: Tillid. Tillid til lærere, pædagoger og skoleledere. Tillid til, at de lokalt ved bedst, hvordan undervisningen tilrettelægges, og hvordan man bedst hjælper børnene videre. Tillid til og involvering af forældre.

Når vi giver skolerne bedre muligheder og flere voksne omkring eleverne, styrker vi både fagligheden, trivslen og fællesskabet i skolen.

Andet, Helsingør

Kystbanen skal fungere

Skriv en kommentar

Kystbanen er hverdagen for tusindvis af pendlere fra Helsingør gennem Nordsjælland og ind til hovedstaden. Jeg har selv i en årrække brugt den flittigt.

Derfor bør debatten handle om det, der reelt betyder noget: stabil drift.

Alt for mange oplever i dag forsinkelser, aflysninger og længere rejsetid end tidligere. Rejserne tager længere tid. Og informationen, når noget går galt, er ofte utilstrækkelig.

Det svækker tilliden. Og det gør bilen mere attraktiv.

Hver gang vi reducerer tilgængeligheden, svækker vi mobiliteten og sammenhængskraften i regionen. Infrastruktur handler ikke kun om de store stationer – det handler også om de mindre stop, som for mange er forskellen på, om toget er et reelt alternativ til bilen.

Hvis vi vil have flere til at bosætte sig i Nordsjælland og pendle mod hovedstaden, kræver det en bane, der fungerer. Det kræver investeringer i skinner, signaler og materiel. Det kræver prioritering. Og det kræver politisk fokus på kvalitet frem for strukturændringer.

Kystbanen er livsnerven for kommunerne langs strækningen. Den binder arbejdsmarkedet sammen og er afgørende for både erhverv og familieliv.

Derfor skal vi holde fast i én enkel ambition:

Togene skal køre til tiden.
Rejsetiden skal være konkurrencedygtig.
Pendlerne skal kunne regne med forbindelsen.

Det er ikke spektakulært. Men det er afgørende.

Kystbanen skal være et aktiv – ikke et irritationsmoment.

Ældre

Velfærdsteknologi og demens – tre klare krav

Skriv en kommentar

Vi taler ofte om velfærdsteknologi som løsningen på fremtidens mangel på sundhedsprofessionelle. Og ja – med en forventet mangel på 20.000–40.000 medarbejdere i 2030 er teknologi en nødvendighed.

Men når vi implementerer velfærdsteknologi til mennesker med demens, må vi holde hovedet koldt og værdierne klare.

Der er tre helt afgørende krav.

1. Det skal give reel værdi for den demente

Teknologi må aldrig blive et systemredskab forklædt som borgerløsning.

Spørgsmålet skal altid være:

Giver det øget tryghed?

Giver det større selvstændighed?

Giver det mere værdighed?

Hvis ikke den enkelte borger oplever en konkret forbedring i hverdagen, så har vi ramt forkert. Teknologi skal understøtte selvbestemmelse – ikke indskrænke den.

2. Det må ikke blive en belastning for de pårørende

Omkring 450.000 pårørende er tæt berørt af demens i Danmark. Mange løfter allerede et enormt ansvar – praktisk, følelsesmæssigt og mentalt.

Hvis teknologien kræver konstant overvågning, fejlhåndtering eller teknisk support fra familien, har vi blot flyttet opgaven fra kommunen til de pårørende.

Det er ikke frisættelse. Det er forskydning.

Teknologi skal skabe ro og overblik – ikke dårlig samvittighed og ekstra arbejde.

3. Det må ikke tage mere tid

En af begrundelserne for at investere i velfærdsteknologi er manglen på sundhedsprofessionelle. Derfor giver det ingen mening, hvis implementeringen betyder:

Flere registreringer

Flere systemer

Mere dobbeltarbejde

Flere supportopgaver

Teknologi skal frigøre tid. Ikke æde den.

Som sygeplejerske ved jeg, at relationen er kernen i plejen – særligt i mødet med mennesker med demens. Hvis teknologien tager tid fra relationen, har vi prioriteret forkert.

Teknologi er nødvendig – men ikke neutral

Vi står midt i ældrereformen og sundhedsreformen, hvor ambitionen er mere selvbestemmelse, mere faglig frihed og tættere samarbejde med pårørende og civilsamfund.

Det forpligter.

Velfærdsteknologi er ikke et quick fix. Det er et redskab. Og redskaber kan bruges klogt – eller forkert.

Hvis vi holder fast i tre principper – værdi for borgeren, aflastning af pårørende og tidsmæssig gevinst for medarbejderne – så kan teknologien blive en del af løsningen.

Hvis ikke, risikerer vi blot at digitalisere vores problemer.

Det har mennesker med demens – og deres familier – ikke brug for.

De har brug for løsninger, der virker i virkeligheden.

Folketing

Psykisk sygdom kræver handling, ikke ventetid

3 kommentarer

Jeg har i en årrække haft arbejde som sygeplejerske på Psykiatrisk Center Nordsjælland. Det var her, min politiske interesse tog form – i mødet med mennesker, der havde brug for et system, der fungerede.

Alt for mange børn, unge og voksne kæmper i dag med psykisk mistrivsel. Angst, depression og alvorlige psykiske lidelser fylder mere – og alt for ofte kommer hjælpen for sent. Ventetid i psykiatrien er ikke bare et tal i en statistik. Det er unge, der mister fodfæste i uddannelse. Det er familier, der slider sig selv op. Det er sygdom, der forværres, mens man venter.

Vi kan gøre det bedre.

For mig handler psykiatri om konkrete forbedringer: kortere ventetider, flere sygeplejersker og læger, bedre behandlingstilbud og patientrettigheder, der virker i praksis. Det handler også om at arbejde tværprofessionelt og om at møde mennesket fordomsfrit – ikke kun diagnosen.

Venstre har sat psykiatrien højt på den politiske dagsorden med en langsigtet plan og et markant økonomisk løft. Ambitionen er, at psykiatrien skal være lige så stærk som resten af sundhedsvæsenet – med bedre kapacitet, høj faglig kvalitet og stærkere rettigheder for patienterne. Det er en ambition, jeg deler og gerne står på mål for.

Men økonomi alene er ikke nok. Psykiatrien skal også være et system, der er til at navigere i, og som møder borgeren med respekt og rettidig hjælp. Vi skal styrke de tidlige indsatser og sikre, at mennesker ikke falder mellem sektorer og forvaltninger.

Psykiatrien hænger sammen med skolegang, beskæftigelse og livskvalitet. Derfor er det uacceptabelt, hvis mennesker med psykisk sygdom oplever at blive behandlet som andenrangsborgere.

Mental sundhed skal prioriteres lige så højt som fysisk sundhed. Psykisk sygdom kræver handling – ikke ventetid.

Har du erfaringer eller input til, hvordan vi kan styrke psykiatrien, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Folketing

Fornyelse og fremtid med afsæt i virkeligheden

Skriv en kommentar

Jeg er 50 år, gift og mor til fire børn, som alle er godt i gang med deres uddannelser. Det giver perspektiv – og det forpligter. For de beslutninger, vi træffer i dag, former det samfund, vores børn skal overtage i morgen.

Jeg er rundet af lokalpolitik og har erfaring fra både byråd og regionsråd. Jeg ved, hvordan beslutninger på Christiansborg slår igennem i kommunerne – og hvordan gode intentioner kan drukne i bureaukrati, hvis man mister forbindelsen til virkeligheden.

Danmark har brug for en ny politisk energi.
For nye perspektiver.
Og for et stærkere fokus på det, der virker i praksis.

Som liberal tror jeg på frihed under ansvar. På tillid frem for detailstyring. Og på at løsninger bliver bedre, når vi tager udgangspunkt i dem, der står med opgaverne hver dag.

Jeg vil arbejde for et tættere og mere respektfuldt samarbejde mellem stat og kommuner – så vi styrker nærdemokratiet i stedet for at svække det.

Fremtidens Nordsjælland kræver handling

  • Tryghed i en urolig verden

Verden er blevet mere usikker. Derfor skal vi investere i vores sikkerhed og beredskab – både nationalt og lokalt. Tryghed handler om et stærkt forsvar, et synligt politi og et robust civilt beredskab. Det kræver konkrete prioriteringer og økonomisk ansvarlighed – ikke kun hensigtserklæringer.

  • Vækst og muligheder

Nordsjælland skal være et område med stærke virksomheder, gode arbejdspladser og attraktive uddannelsesmuligheder.

Vi skal forbedre vilkårene for erhvervslivet, mindske unødigt bureaukrati og sikre, at vores uddannelser matcher arbejdsmarkedets behov. Vækst skaber grundlaget for velfærd – og derfor skal vi føre en ansvarlig økonomisk politik, der giver plads til både investeringer og iværksætteri.

  • Sammenhængende infrastruktur

Mobiliteten i Nordsjælland er afgørende for både familieliv og erhvervsliv. Vi har brug for investeringer i veje, kollektiv trafik og stationer, der reelt forkorter transporttiden og binder regionen bedre sammen – både internt og med resten af landet.

Infrastruktur er ikke kun asfalt og skinner. Det er frihed i hverdagen.

  • Moderne velfærd med faglig frihed

Jeg er sygeplejerske med speciale i psykiatri og arbejder professionelt med innovation og kompetenceudvikling. Jeg ved, hvor afgørende det er, at sundhedsvæsenet og ældreområdet hænger sammen – og at beslutninger træffes med respekt for fagligheden.

Vi skal have mindre detailstyring og mere frihed til medarbejderne.
Mere kvalitet – mindre kontrol.
Mere sammenhæng – mindre silotænkning.

Velfærd skal udvikles – ikke afvikles. Men den skal udvikles klogt.

Klar til at tage ansvar

Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg vil bringe praksiserfaring, ledelsesindsigt og lokal forankring ind på Christiansborg.

Jeg er klar til at arbejde for et stærkere Nordsjælland – og et friere, tryggere og mere ansvarligt Danmark.

Byggeri, Folketing, Trafik

Hillerød Station fortjener en bedre løsning

Skriv en kommentar

Ombygningen af Hillerød Station har skabt debat – og det forstår jeg godt. Stationen er et af Nordsjællands vigtigste trafikknudepunkter og et centralt bindeled mellem lokaltog, S-tog og resten af hovedstadsområdet.

Jeg bruger selv stationen jævnligt. Jeg kender morgenmyldretiden. Jeg ser trængslen på perronerne og i gangarealerne. Og netop derfor bekymrer den valgte løsning mig.

Formålet med ombygningen er i udgangspunktet fornuftigt: at skabe direkte lokaltogsforbindelser videre mod Favrholm og det kommende hospital. Det bakker Venstre i Hillerød op om. Men den konkrete model, staten nu gennemfører, betyder, at adgangen mellem stationsbygningen og perronerne fremover i praksis samles på én gangbro.

Den tidligere besluttede løsning i Infrastrukturplan 2035 indeholdt både tunnel og gangbro – en kombination, der blev vurderet som robust og fremtidssikret. Den model er nu erstattet af en væsentligt reduceret udgave.

Sammen med Region Hovedstaden har vi gentagne gange bedt om dokumentation for, hvordan den nye løsning skal håndtere fremtidens passagerflow. Vi har efterspurgt beregninger af kapacitet, tilgængelighed og konsekvenser for den samlede mobilitet – uden held.

Hillerød Station er ikke bare en lokal station. Den betjener et opland på over 300.000 borgere og er afgørende for arbejdsmarkedet, uddannelsesmulighederne og den grønne mobilitet i hele Nordsjælland.

Når vi taler om at styrke den kollektive trafik, reducere trængsel og sikre lige adgang for alle, bør vi ikke vælge løsninger, der gør centrale knudepunkter mere sårbare.

Venstre i Hillerød havde foretrukket, at man havde taget sig tid til at undersøge en mere holdbar løsning – også hvis det havde betydet en udsættelse. Den drøftelse har vi som kommune ikke reelt haft mulighed for at tage, selvom vi gentagne gange har bedt om dialog. Desværre blev det møde, vi havde i kalenderen med transportministeren, aflyst på grund af valget. Jeg håber dog, at vi får mulighed for at drøfte sagen videre under valgkampen – det er jeg i hvert fald klar til.

Det handler ikke om at bremse udvikling. Det handler om at sikre, at vi udvikler klogt.

Hillerød Station fortjener en løsning, der styrker mobiliteten – ikke én, der risikerer at skabe permanente flaskehalse i et af Nordsjællands vigtigste trafikknudepunkter.

Venstres borgmesterkandidat i Hillerød 2025