Stress er blevet en af vores største folkesundhedsudfordringer. Stadigt flere danskere bliver sygemeldt med stress, og alt for mange oplever, at hverdagen er præget af et konstant pres. Det gælder både på arbejdspladser, i uddannelsessystemet og i familielivet.
Alt for ofte bliver stress behandlet som et individuelt problem. Som noget den enkelte selv må håndtere f.eks. gennem bedre planlægning, motion eller mindfulness. Men stress er ikke kun et individuelt problem – det er også et strukturelt problem.
Vi ser at flere unge oplever stress og mistrivsel. Kravene om at præstere, vælge rigtigt og hele tiden være på kan være overvældende. Når unge allerede tidligt i livet føler sig pressede, er det et tydeligt tegn på, at vi som samfund skal reagere.
Forebyggelse af stress handler også om sundhed. Når mennesker gennem længere tid lever under et konstant pres, påvirker det både krop og psyke. Derfor bør stress forebygges langt tidligere og tages alvorligt som en del af vores samlede sundhedsindsats.
Når tempoet på arbejdspladserne bliver skruet op, når dokumentationskrav vokser, og når forventningerne hele tiden stiger, så er det ikke mærkeligt, at flere og flere mennesker knækker under presset.
Derfor er det vigtigt, at vi også tør tale om det politiske ansvar. Hvis vi vil forebygge stress, kræver det handling – også fra Christiansborg. Lovgivning, rammer for arbejdsmiljø og prioriteringer i den offentlige sektor har stor betydning for, hvordan hverdagen ser ud for tusindvis af mennesker.
Stress må ikke blive den pris, vi betaler for et effektivt samfund. Vi har brug for et samfund, hvor der er balance mellem krav og ressourcer – og hvor trivsel bliver taget lige så alvorligt som effektivitet.
Det ansvar ligger ikke kun hos den enkelte. Det ligger også hos os som samfund – og hos dem, der træffer beslutningerne på Christiansborg.
Det er en sag jeg er klar til at kæmpe.