Næste skridt – kandidat til folketinget

Jeg gik ind i politik for at gøre en forskel.
Ikke for en titel. Ikke for en position.
Men fordi jeg tror på, at vi har et ansvar for det samfund, vi er en del af.

Mit kandidatur til Folketinget er ikke et farvel til lokalpolitikken.
Det er en forlængelse af den.

I dag er jeg viceborgmester i Hillerød. Tidligere har jeg siddet i regionsrådet. Jeg har dermed arbejdet politisk på flere niveauer samtidig. Nogle har spurgt, om det er realistisk. Det er et fair spørgsmål. Politik kræver tid, nærvær og ansvar.

Men jeg har oplevet det som en styrke.

Når man arbejder på flere niveauer, får man en særlig indsigt i, hvordan politiske beslutninger hænger sammen. Man ser, hvordan det, der vedtages på Christiansborg eller i regionen, får konsekvenser i kommunerne. Jeg har oplevet at kunne skabe opbakning til beslutninger med direkte betydning for mange borgeres hverdag, netop ved at kunne navigere begge steder. For eksempel i drøftelsen om nedlæggelse af trinbrætter ved Kystbanen, hvor hensynet til rejsetid og effektiv drift blev vejet op mod lokale borgeres adgang til kollektiv transport.

Det peger på en større pointe:

Når man på Christiansborg prioriterer infrastrukturmidler eller ændrer en togplan, kan det se rigtigt ud på et Danmarkskort. Men lokalt kan det betyde øget trængsel på små veje, manglende parkeringspladser ved stationer eller dårlig sammenhæng mellem tog og busdrift.

Det samme gælder i sundhedsvæsenet. Når hospitaler effektiviserer og udskriver patienter hurtigere, flytter opgaven ofte til kommunerne. Så står hjemmeplejen og rehabiliteringen med et større ansvar.

Som sygeplejerske er jeg rundet af velfærden. Jeg ved, hvordan systemer kan hjælpe – og hvordan de nogle gange spænder ben.

Jeg mener, vi i Venstre står stærkt som et liberalt velfærdsparti, hvor den enkelte i langt højere grad skal have indflydelse på eget liv, end vi ser i dag.

Med erfaringen som styrke – og med en stærk motivation for fortsat at gøre en positiv forskel – har jeg sagt ja til at stille op til Folketinget for Venstre i Nordsjællands Storkreds med opstilling i Helsingør.

Jeg er stolt af at være en del af et kandidathold, hvor vi supplerer hinanden og sammen kan øge Venstres muligheder for at få flere stærke, lokale stemmer valgt til Christiansborg. Det handler ikke om personer – men om reel indflydelse til Nordsjælland.

Jeg arbejder til daglig med offentlig innovation og ser mig selv som en systemfornyende politiker. Jeg tror på vores velfærdssamfund – men ikke på, at vi kan løse fremtidens udfordringer med fortidens løsninger.

Derfor vil jeg bidrage med udvikling og fornyelse, så systemerne igen kommer til at arbejde for mennesker – ikke omvendt.

For mig handler politik om, at mennesker skal have mulighed for at træffe egne valg og være herre i eget liv. Det kræver et samfund, hvor vi både tør tænke nyt og tager ansvar.

I valgkampen vil jeg rejse nogle af de vigtige mærkesager for Nordsjælland:

• En infrastruktur, der hænger sammen i hele Nordsjælland
• En velfærd, der giver plads til faglighed og frihed
• Et stærkt beredskab og øget tryghed i en mere urolig verden
• Gode rammer for erhvervsliv og uddannelse, så området fortsat kan udvikle sig

Jeg har over 25 års erhvervserfaring og ved, hvordan politiske beslutninger mærkes i hverdagen – for medarbejdere, ledere og borgere. Samtidig er jeg mor til fire og kender det Danmark, hvor familieliv og arbejdsliv skal hænge sammen.

Den virkelighed tager jeg med ind på Christiansborg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *