I Venstre ser vi kultur som en drivkraft for både fællesskab, uddannelse og vækst. Kultur er ikke kun oplevelser – det er også innovation og nytænkning.
Til daglig arbejder jeg selv med innovation i uddannelse og har oplevet, hvordan kultur kan understøtte det kreative og innovative mindset, vi har brug for i fremtiden. Det handler både om måder at mødes og samarbejde på og om evnen til at anvende ny viden, såsom teknologi og kunstig intelligens, med nysgerrighed og mod.
Særligt inden for teknologi og kunstig intelligens mangler vi et sprog og kritisk refleksion, hvor kulturens evne til at åbne nye perspektiver kan bidrage. Jeg oplever meget mod i kulturens verden – og det er på mange måder befriende. Kunstnere og kulturaktører tør udfordre det velkendte og sætte ord, billeder og lyd på det, vi andre først begynder at fornemme. Det mod er en styrke, vi kan lære af, når vi skal forme fremtidens samfund.
Kulturen spiller tæt sammen med uddannelse. Musikskoler, billedskoler og lokale kulturprojekter udvikler børns og unges fantasi, nysgerrighed og samarbejdsevner – kompetencer, der rækker langt ind i både uddannelseslivet og fremtidens job.
Venstre forslår derfor:
- Mere kultur for børn og unge – med lavere deltagerbetaling i musik- og billedskoler samt nye rammer som ungekulturhuse og makerspaces, hvor f.eks. kreativitet og teknologi kan mødes.
- Mere liv i byrummet – gennem udendørs events, festivaler og midlertidige kunstprojekter, der gør byens rum levende.
- Kultur og erhverv i samspil – med støtte til kreative iværksættere og samarbejder mellem erhvervsliv og kulturaktører.
- Mere inddragelse af kulturaktører – om konkrete projekter, der både forskønner og udvikler Hillerød.
Med opbakning til kulturens ildsjæle kan vi gøre Hillerød til et endnu mere attraktivt sted at bo, leve og uddanne sig i. Unge vil få oplevelser på tværs af uddannelse og interesser – og kulturen vil blive en central drivkraft i Hillerøds udvikling. Hvis vi altså tør, at tænke nyt!