Svømmehal – renovering eller nybyggeri?

Som liberal er mit udgangspunkt økonomisk ansvarlighed over for borgernes skattekroner. I Venstres valgprogram lægger vi vægt på bedre vedligeholdelse af kommunale ejendomme, så vi undgår det generationstyveri, hvor regningen sendes videre til næste generation. Derfor er mit grundlæggende ståsted, at vi bør renovere den eksisterende svømmehal fremfor at rive ned og bygge nyt.

Men – og det er et vigtigt men – jeg vil ikke låse mig fast uden at have set tallene. Som liberale politikere skal vi træffe beslutninger på baggrund af, hvad der giver mest værdi for borgerne på lang sigt. Hvis en analyse viser, at nybyggeri faktisk er billigere over 30 år, eller hvis vi kan etablere et offentlig-privat partnerskab, der muliggør et nyt anlæg uden at belaste kommunekassen, så er jeg åben for det.

Vi kan også lære af Helsingør og andre byer, hvor man har bygget videre på den gamle hal og tilpasset til nutidens behov. Det handler ikke kun om konkurrencebassiner, men også om mindre bassiner – både kolde og varme – familierum, saunaer og wellness. Spørgsmålet er: skal vi have en svømmehal for de mange eller for de få?

Hvis vi ønsker et konkurrencebassin i Hillerød, må vi også have den ærlige debat om, at én konkurrencesvømmehal i Nordsjælland bør være et fælles projekt, hvor de øvrige kommuner bidrager økonomisk. Allerød har allerede udtrykt, at de ser positivt på den idé.

Budgetaftalen for 2026-2029 viser, at vi allerede har sat gang i renoveringen:

  • Vedligehold og renovering af Hillerød Svømmehal, herunder kritiske rørledninger.
  • Ekstra midler til renovering i 2026.
  • 10 mio. kr. i 2027 til udskiftning af hydraulikken.
  • En klar ambition om samarbejde med private aktører.

Det afgørende er, at vi får konkurrenceudsættelse ind i processen – både når det gælder byggeri og drift. For os i Venstre er det ikke et mål i sig selv, hvem der løser opgaven, så længe borgerne får den bedste service til den rigtige pris.

Én ting er dog sikkert: vi kan ikke bare lade svømmehallen forfalde yderligere, mens vi diskuterer. Nu er det tid til at handle.

Hillerød (og svømmehallen) har brug for ny energi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *