Indlæg fra Socialdemokratiet og Venstre.

Vi er som kommune nødt til at levere på den grønne omstilling. Vi har set, hvor vigtigt det er, at vi bliver uafhængige af gas som energikilde, og vi har et ansvar for at sikre, at der er tilstrækkelig med strøm. Det er afgørende i vores omstilling til fossilfri transport og, når vi i områder uden fjernvarme gerne ser opvarmning med varmepumper som det foretrukne valg.

Derfor er vi nu i gang med at lave et tillæg til kommuneplanen, som beskriver retningslinjer for etablering af større eller mindre solcelleanlæg. Vi ved, at de fleste borgere gerne vil have den grønne omstilling, men vi må også være ærlige og sige, at der ikke er mange borgere, der er glade for udsigten til at få solcelleanlæg i baghaven. Derfor er det vigtigt for os i Venstre og i Socialdemokratiet, at vi tager størst muligt hensyn til borgerne, samtidig med at vi gør det muligt for private at opstille solceller.

På det netop afholdte borgermøde blev der rejst en del kritik af, at vi i kommuneplantillægget skriver, at byrådet som udgangspunkt ønsker, at solceller samlokaliseres med andre tekniske anlæg som f.eks. transformerstationer eller vindmøller.

Den formulering kan vi godt forstå, borgerne er utilfredse med, og derfor vil Venstre og Socialdemokratiet foreslå Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget at fjerne afsnittet om samlokalisering, så alle de områder, hvor det bliver muligt at opstille solceller, vurderes ud fra nøjagtig samme parametre. Ved at dette afsnit tages ud, håber vi på, at de kommende solcelleanlæg vil blive placeret mere jævnt ud over Hillerød Kommune, og at vi vil være flere til at deles om byrden ved at være nabo til et vedvarende energianlæg.

Med venlig hilsen

Dan Riise (V), Formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget og Thomas Brücker (A),  Næstformand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *