Forandring og udvikling af kommuner handler ikke kun om politisk styrede planer, reformer, lovgivning og økonomiske styringsmodeller – det handler om mennesker. Dem, der bor, arbejder og uddanner sig i Hillerød.

Vi taler ofte om forandring gennem struktur, styring og systemer, men den virkelige forandring sker først, når vi forstår, hvordan beslutningerne påvirker mennesker i deres hverdag.

Jeg tror på, at vi kan skabe fornyelse uden kaos – med ro, retning og respekt for hinanden.
Hvis vi skal have en sund udviklingskultur i kommunen, skal vi turde samarbejde på nye måder:

• Ved at give os tid til at forstå problemerne, før vi handler.
• Ved at gøre de arbejdsrum, hvor politikere og forvaltning mødes, til reelle samarbejdsfora.
• Ved at invitere flere relevante aktører med, orientere os udad og holde møderne lokalt fremfor på Rådhuset.
• Ved at prioritere med sund fornuft og respekt for hverdagen.
• Ved at evaluere, så vi hele tiden lærer og bliver bedre.

Jeg ser både stærke kræfter og kompetente medarbejdere, der hver dag arbejder for Hillerød på forbilledlig vis.
Men jeg ser også brudstykker af en nulfejlskultur, hvor det nogle gange kan virke, som om det er vigtigere at dække over fejl end at skabe udvikling.
Det kan der være mange holdninger til – og det skal der også være – men hvis vi vil rykke Hillerød fremad, skal vi skifte fokus.
Vi skal i langt højere grad arbejde hen imod en læringskultur.
En kultur, hvor fejl bliver gjort til læringspotentiale, hvor vi bliver stærkere, fordi vi husker, at vi er sat i verden for at understøtte mennesker, ikke opretholde systemer.

Man hører mange politikere sige, at mennesket skal før systemet, især i en valgkamp. Men jeg vil tillade mig at påstå, at få politikere ved, hvordan man reelt ændrer den præmis i praksis, særligt i en politisk styret organisation og samfund.
Systemer har en tendens til at tage over, når man navigerer i kaos og uvidenhed, og politisk styrede organisationer kan for den uerfarne virke kaotiske.
Men hvis samarbejde og læring bliver vores gennemgående pejlemærker, så træder systemerne i baggrunden – ganske enkelt fordi, at selv den mindst erfarne politiker, vil kunne forstå den præmis.

Systemerne bliver ganske enkelt mindre vigtige, når vi begynder at interessere os mere for hinanden – fordi vi vil lære og skabe noget nyt sammen.
Og mange politikere er netop i politik, fordi man ønsker at skabe noget nyt. Derfor er skuffelsen også ekstra stor, når det ikke sker – og en konsekvens af dette kan være, at vigtige sager bliver politiske kamppladser, hvor energien bruges på at bekrige hinanden fremfor at finde løsninger.

Gennem gode samtaler med politiske kolleger på tværs af politiske skel er det gået op for mig, at drivkraften ikke nødvendigvis handler om store prestigeprojekter, men om at skabe forandringer i hverdagen – at kunne hjælpe de borgere, der henvender sig – få indflydelse og blive inddraget i løsninger, på tværs af fagudvalg og hierarkier.

For mig at se er det at kunne skabe kompromisser jo ikke nødvendigvis samarbejde. Det er godt købmandsskab, hvor alle får noget –
men om vi reelt skaber værdi for Hillerød, det synes jeg, vi burde have en drøftelse af.

Med disse refleksioner stiller jeg mig til rådighed som borgmester. Jeg har både erfaringen, professionelt og politisk, til at understøtte nye måder at samarbejde på og drivkraften til, at det kan lykkes.
Jeg er et sted i mit liv med store børn og den ro og tid, der skal til for at kaste det nødvendige engagement ind i opgaven.