Venstres vision for Hillerød

Tid til ny retning for Hillerød

Hillerød er en kommune med store muligheder – men også med store udfordringer. Vi skal turde tænke nyt, handle mere helhedsorienteret og bringe borgerne tættere på beslutningerne. Jeg tror på, at vi kan skabe en kommune, der både fungerer i hverdagen og peger fremad mod en bæredygtig og tryg fremtid.

Ny ledelse af kommunen

Vi har brug for en ny ledelse med fokus på kernevelfærd frem for administration. Borgerne skal inddrages tidligt, og kommunen skal kommunikere klart og åbent. Samtidig skal vi styrke samarbejdet med fonde og private aktører – og sikre en kommune, der kan stå fast og handle klogt i krisetider.

Trafik der fungerer

Hillerød vokser, og trafikken skal følge med. Vi skal udvide de store veje som Peder Oxes Allé, Roskildevej og Tulstrupvej, og sætte en pause for nye lokalplaner i centrum, indtil infrastrukturen er på plads. Samtidig skal vi investere i flere cykelstier og en busdrift, der reelt forbinder by og opland.

En styrket erhvervssektor

Vores erhvervsliv er motoren i Hillerød. Vi skal gøre det nemmere at starte virksomhed, skabe et stærkt innovationsnetværk og sikre, at kommunen er en hurtig og pålidelig samarbejdspartner. Samarbejdet mellem erhverv, kommune og uddannelse skal være tæt og udviklende.

Livskvalitet i alle aldre

Fritidsliv og fællesskab skaber livskvalitet. Vi skal have flere fritidstilbud, moderne idrætsfaciliteter og sammenhæng i kommunens tilbud på tværs af alder. Naturen skal både bevares og tænkes aktivt ind i nye kultur- og byprojekter.

Miljø

Den grønne omstilling skal drives af sund fornuft, engagement og lokale løsninger – ikke topstyring. Vi skal prioritere de tiltag, der gør en reel forskel for klimaet og miljøet, og som samtidig har opbakning hos borgerne.

Børnefamilier

Familielivet skal fungere i hverdagen. Vi skal modernisere daginstitutioner, skoler og skoletoiletter, tilbyde udvidede åbningstider og give forældre flere valgmuligheder. Madordninger i skolerne og bevarelse af lokale skoler skal styrke trygheden og kvaliteten i børnenes hverdag.

Ældre

Ældreplejen skal handle om kvalitet, tryghed og værdighed. Vi skal forebygge bedre, sikre høj faglighed og tilbyde plejehjemspladser lokalt, så ældre kan blive i deres nærmiljø.


Sammen for et stærkere Hillerød

Jeg tror på, at vi kan skabe en kommune, hvor hverdagen fungerer for familier, ældre, unge og virksomheder. En kommune med mod til at prioritere, med blik for fællesskabet – og med ledelse, der lytter og handler. Det er den retning, jeg ønsker for Hillerød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *