Godt begyndt er halvt fuldendt – eller hvad man nu siger. DEBATbar er i hvert fald skudt i gang og flere var også mødt op til spisning umiddelbart før.

Talelyst og ivrig debat var der masser af. Og en oplægsholder fyldt med perspektiv og talelyst……var vi enige? Næææ, men det er vel heller ikke pointen med, at debattere. For mig drejer det sig mest om at få belyst emner fra forskellige vinkler.

Når sygeplejersker f.eks. fortæller om de hårde kår, mangel på personale og borgere føler sig som kastebolde mellem systemer, er vi forpligtet til at lytte og reflekterer – jeg forstår deres frustrationer og har såmænd også oplevet det selv. Måske det kan virke provokerende, når en sundhedsøkonom sætter tingene på spidsen og kommer med alternative vinkler. Men det er vel netop det en DEBATbar kan, ellers ville det nok være en flad fornemmelse.

Hos mig fyldte især sammenhængen, eller mangel på samme, mellem kommune og region. Her kom der nogle perspektiver frem, som jeg tager med mig. Privatiseringstanken fyldte også en del og med rette – for hvad gør man, når man syntes det offentlige system har spillet fallit? De manglende hænder er også en problematik, som skal tages alvorligt – det oplever jeg faktisk også den gør – men løsningerne lader vente på sig. Stor respekt til jer, der kæmper den daglige kamp – tak for I mødte op.

Og når nu emnerne er følsomme, skal vi passe på hinanden i disse debatter – så hvis du var deltager og efterfølgende sidder tilbage med en følelse af, ikke at være blevet hørt eller misforstået, så kontakt mig, så vi sammen bliver klogere. Som jeg sagde i starten i går, så kommer vi alle, som dem vi er på DEBATbar, fri for politiske dagsordener og skjulte bagtanker – vi taler her i den reneste form – hvis vi gør det muligt.

Tak for I var med – næste emne er: Børn og unges trivsel. Kender du en oplægsholder eller vil du gerne stå for næste arrangement, så kontakt mig gerne. Jeg glæder mig allerede til endnu en DEBATbar, hvor vi sammen bliver klogere. Dato er undervejs – det bliver i midten af november.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *