Selvom det efterhånden er mange år siden, husker jeg stadig min tid i hjemmeplejen som sygeplejerske. Jeg erfarede, hvor afgørende det er, at man kender de mennesker, der kommer i ens hjem – og at hjælpen bygger på tryghed, genkendelighed og respekt.
Frihed til selv at bestemme og valgmuligheder har altid været stærke pejlemærker for Venstre – og derfor er jeg stolt af Venstres valgprogram. Det er præcis sådan en ældrepleje, vi vil skabe i Hillerød.
Når vi i Venstre taler om ældre, dækker det både over de borgere, som fortsat lever aktivt, og de ældste, der har brug for mere hjælp i hverdagen. Vores ældrepolitik favner hele spektret – fra det aktive ældreliv til plejen af de mest sårbare.
Venstre vil:
MERE KVALITET I PLEJEN
– fortsætte organiseringen af ældreplejen i selvstyrende teams, investere i velfærdsteknologi (hvis det frigiver tid til omsorg) og prioritere pårørenderådgivere, så familierne ikke står alene.
BORGERSERVICE OG SUNDHEDSYDELSER TÆTTERE PÅ BORGERNE
– rykke Borgerservice ud i lokalområderne, så ældre kan få hjælp til MitID, digital post og andre opgaver – uden tidsbestilling og uden lange rejser. Arbejde for lokale sundhedshuse, sammen med det kommende sundhedsråd.
UDVIDEDE HJEMMEBASEREDE TILBUD
– tilbyde regelmæssige tjek, rehabilitering og specialiseret pleje i hjemmet, så ældre kan blive længst muligt i egen bolig, hvis det ønskes.
STÆRKERE DEMENSINDSATS
– styrke støtten til pårørende og arbejde for en fritidskørselsordning for mennesker med demens, så de fortsat kan besøge familie, venner og deltage i forenings- og kulturliv.
FLERE PLEJEHJEMSPLADSER
– bane vej for friplejehjem i Hillerød og samtidig bevare og udvikle de lokale kommunale plejehjem, så man kan få en plads i sit nærområde, når behovet opstår.
FÆLLESSKAB OG SENIORBOFÆLLESSKABER
– skabe flere muligheder for at bo og leve i trygge rammer med sociale fællesskaber, der giver livskvalitet i hverdagen.
KULTUR PÅ PLEJEHJEM OG I FRITIDEN
– styrke aktiviteter som musik og sang, der er sundhedsfremmende og skaber glæde og fællesskab for ældre på plejehjem. Understøtte kulturelle tilbud, der giver mening for de ældre.
I Venstre tror vi på, at livskvalitet varer hele livet. Vores ældre skal have omsorg, muligheder og nærværende service – ikke standardløsninger og systemtænkning.