Jeg synes ikke, vi kan være bekendt igen og igen at skabe utryghed blandt mennesker med demens og deres pårørende, fordi besparelser på plejehjemmene bliver lagt frem som en mulighed, når kommunens budget skal hænge sammen. Det er et klassisk eksempel på, at det er på tide vi gentænker måden, kommunen lægger budget på.
Demens rammer ikke kun den enkelte. Den rammer hele familien. Som pårørende kan man gennem mange år stå med et stort ansvar og med bekymringen for, om ens ægtefælle, mor eller far får den nødvendige hjælp, pleje og omsorg. Så skal man ikke samtidig år efter år være bekymret for, om der nu igen skal spares.
I budgetmaterialet for 2027-2030 ligger der forslag om besparelser på plejehjemmene. Det bekymrer mig. For når der spares på bemandingen, kan det betyde mindre tid til den enkelte borger. Og netop mennesker med demens har brug for tid, kontinuitet, faglighed og trygge relationer.
Samtidig ligger der heldigvis også et forslag om at styrke demensindsatsen med 568.000 kroner om året. Det skal blandt andet understøtte kommunens demenshandleplan og styrke den demensfaglige indsats. Det ser vi i Venstre positivt på.
Men for mig hænger tingene sammen. Det giver ikke meget mening at styrke den demensfaglige indsats med den ene hånd, hvis vi med den anden reducerer den tid og omsorg, der er omkring borgerne på vores plejehjem.
Jeg mener, vi skal finde andre veje, når budgettet skal hænge sammen. Vi skal se på administration, digitalisering, automatisering, smartere arbejdsgange og indkøb, før vi skærer i den borgernære velfærd.
Vi kan ikke love, at der aldrig skal prioriteres. Det ville ikke være ansvarligt. Men vi kan politisk vælge, hvor vi leder efter pengene først.
For Venstre skal kernevelfærden stå højt. Og på demensområdet handler det ikke alene om kroner og budgetter. Det handler om mennesker, som har brug for vores hjælp – og om pårørende, som skal kunne føle sig trygge ved, at hjælpen også er der i morgen.
Demens kræver politisk fokus. Men det kræver også politisk stabilitet og tryghed.