Min tilgang til handicapområdet er også personlig. Jeg er selv vokset op med en far, der blev gradvis blind, og jeg har derfor på tæt hold oplevet, hvad det betyder, når samfundet enten skaber muligheder – eller barrierer – for mennesker med handicap. Det har givet mig en grundlæggende respekt for den styrke og selvstændighed, mange mennesker med handicap har, men også en forståelse for, hvor vigtigt det er, at systemet understøtter dem i stedet for at stå i vejen.

I Venstre mener vi, at mennesker med handicap først og fremmest skal mødes som mennesker med ressourcer og muligheder. Hjælpen skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers behov og ønsker, og der skal være større frihed til at tilrettelægge sit eget liv. Systemet må ikke være så tungt og bureaukratisk, at det bliver en kamp at få den støtte, man har brug for.

Samtidig er det vigtigt, at flere mennesker med handicap får mulighed for uddannelse og arbejde. Mange kan og vil gerne bidrage, hvis rammerne er fleksible, og hvis hjælpemidler og støtteordninger fungerer i praksis. Her har vi som samfund et ansvar for at skabe muligheder frem for begrænsninger.

For mig handler handicappolitikken også om værdighed og sammenhæng. Borgere og familier skal mødes af et system, der er til at finde rundt i, og hvor man bliver mødt med tillid og respekt. Pårørende skal have den nødvendige støtte, og samfundet skal indrettes, så alle kan være med – både i hverdagslivet, i fællesskabet og på arbejdsmarkedet.

Jeg tror grundlæggende på, at et samfund bliver stærkere, når der er plads til forskellighed, og når vi indretter vores fællesskab, så alle har mulighed for at leve et selvstændigt og aktivt liv. Det er den retning, jeg ønsker for handicapområdet.