Hvis man spørger mig om hvorfor jeg vælger at blive politisk aktiv må svaret være; Jeg kunne ikke lade være!
Jeg har igennem en årrække arbejdet med frivilligt arbejde, først som en del af Tordenskjolds soldater og siden som hærfører.
Jeg er sammen med min mand iværksætter af Borgerforeningen Alsønderup Sogn og arbejder med nytænkning i forhold til frivilligt arbejde. Jeg har spidskompetencer indenfor Innovation og arbejder med dette i mange forskellige sammenhænge.
Af uddannelse har jeg en Mastergrad i Voksnes læring og Kompetenceudvikling, men er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har et veludviklet omsorgsgen, men jeg tror også på at mennesker skal tage ansvar og vi skal give dem valg muligheder, således at dette bliver muligt.
Jeg opdagede sent i mit liv, hvad politik er og den indflydelse jeg som borger har, hvis jeg engagerer mig. Det er vigtigt for mig at gøre politik nærværende og transparent for borgerne, hvilket er en stor motivationsfaktor når jeg vælger at blive politisk aktiv. Dette vil blive omdrejningspunktet i den kommende periode, særligt i forhold til Alsønderup Sogn, som jeg er en aktiv del og ønsker gøre mere attraktiv både for borgerne og potentielle tilflyttere.
Jeg er født i Hillerød og har stærke rødder her, ikke mindst i kraft af jeg har taget en stor del af min uddannelse i Hillerød. Jeg bor på en landejendom i de smukkeste grønne omgivelser, som jeg værner om og holder meget af. Omkring mig er min mand og vores fire børn, som er mit fundament og min styrke.