Overskriften siger meget og så alligevel ikke – der er nu gået et par måneder siden min opstilling til kommunal valget, og trods store anstrengelser for, at holde mig ajour både praktisk og politisk, halter jeg bagefter.
Facebook skal opdateres og de rette opslag skal likes. Rådene strømmer ind fra nær og fjern, og jeg må erkende, at alle nu har en mening, ikke om politik, men om det, at jeg stiller op til kommunalvalget.
Langt de fleste er positive, enkelte tilkendegiver at det har de også selv gerne ville prøve, men har ikke haft modet.
Så er der dem der bliver bekymret: Hvordan klarer du dobbelt rollen, at skulle være politiker samtidig med at være lokalt aktiv? Hvad med din familie? Og midt i strømmen af tilkendegivelser bliver det tydeligt at politik ses som noget afkoblet fra det almindelige hverdagsliv – det mener jeg ikke er tilfældet!
Jeg ER lokalt aktiv, jeg sidder i bestyrelser i både Borgerforening og Lokalråd, fordi VI skal gøre en forskel for vores lokalsamfund, fordi VORES liv skal være det bedste vi kan få og vi sammen kan skabe rammerne for det.
Det er politik – lokal politik nuvel, men ønsket om, at skabe bedre sociale verdener, har vi alle patent på og det brænder jeg for – ingen dobbelte roller, bare mig.
Min børn benytter lokale idrætsforeninger, vi har valgt skolen, vi deltager i lokale sociale arrangementer. Det er politik – det er valg! Vores valg som familie.
Men hvad er folk så bekymrede for og hvorfor er dem, der er bekymrede ofte dem, der ikke selv engagerer sig? Betyder det politiske engagement, at man som menneske bliver for distanceret fra borgerne? Jeg har tendens til at tro det – alene mærkesags vanviddet, hvor alle kommunalpolitikere kæmper for at synliggøre sine mærkesager – det giver vælgere har jeg fået at vide.
Men hvad nu hvis man, som kommunalpolitiker, ikke har nogen mærkesager, men blot er almindelig lønmodtager, mor, forbruger og borger? Er der plads til dem? Er der plads til mig?
Ja, det er sat på spidsen, for i bund og grund brænder jeg jo for vores lokale skole og jeg mener at frivillige i vores lokalsamfund skulle behandles som konger, men om det er en mærkesag eller blot et menneskeligt værdisæt er svært at svare på. Måske netop fordi politik, for mig, er kampen for vores værdier og kultur. Dermed bliver politik alt.
Men hvad er der så jeg ikke ved?- jeg kendte ikke ordet politikerlede og jeg vidste ikke, at politik kan skabe barrierer fremfor broer og jeg vidste ikke at vejen til Byrådet ville være fyldt med velmenene råd, men ingen spurgte om hvad jeg står for og hvordan jeg bliver talerør for de mennesker der omgiver mig.
Lad os høre hvad borgerne synes og så lad os spørge hinanden som politikere – hvad er politik for dig?