Millioner til kvalitetsløft i ældreplejen er på vej.

På byrådsmødet den 26. marts besluttede vi at bevilge midler til at løfte kvaliteten i ældreplejen som led i den nye ældrelov. Det er en vigtig investering i både mennesker og faglighed.

For mig er det helt centralt, at ældreplejen i Hillerød skal være båret af nærvær, faglighed og respekt for borgernes selvbestemmelse. Den nye ældrelov stiller større krav til måden, vi arbejder på – og det betyder, at vi skal sikre medarbejderne den rette støtte og udvikling. Jeg er særligt glad for, at en stor del af midlerne går til kompetenceudvikling. Det er helt afgørende, hvis vi vil skabe en varig og meningsfuld forandring.

Ældrereformen er en kæmpe omstilling. Det handler ikke kun om struktur og organisering – det handler om mennesker. Om at ældre skal opleve livsglæde, tryghed og medbestemmelse i deres hverdag. Og om at medarbejderne får rammer og tid til at udøve deres faglighed tæt på borgerne.

Jeg er også stolt af, at Venstre i Hillerød for år tilbage tog initiativ til at indføre faste teams i ældreplejen – en indsats, som nu viser sig endnu mere meningsfuld i lyset af ældrelovens krav om borgernær visitation og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb. Det er en tilgang, der sætter borgeren i centrum og giver medarbejderne mulighed for at arbejde mere relationelt og med større kontinuitet.

Vi er godt i gang – og jeg glæder mig til at følge den videre udvikling i vores ældrepleje, med hjerte, faglighed og fællesskab som pejlemærker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *