Det var lige dér – under køreturen hjem fra møde på Rådhuset, dér hvor sneen endnu ikke havde lagt sig, hvor alt var stille og nyt og luften frisk – det var lige dér, jeg for første gang mærkede håb. Det var dér jeg fik følelsen af, at politik måske kunne blive nærværende for borgerne, dér hvor borgerinddragelse blev til andet end tomme ord og sociale konstruktioner, der alligevel ender med, at alt var som før. Det var dér jeg smilede for sig selv over, at jeg til mit første møde i udvalget for borgerinddragelse, hørte mig selv sige: Jeg ER borger! Det var dér jeg erkendte, at jeg aldrig bliver politiker – eller at jeg, som minimum, selv vil definere hvilken politiker jeg så vil være, men for nu er jeg først og fremmest borger! Og derfor må min plads være der, hvor borgerne bliver involveret.

Et udvalg fik sin spæde start i dag og jeg er håbefuld – ikke fordi det bliver nemt og fordi den politiske verden med magt og dagsordener, jeg endnu ikke forstår, er camoufleret af nyfalden sne, men fordi der i det rum blev talt direkte fra hjertet og ud fra et fælles ønske om at borgerene skal involveres i det, der giver mening for dem.

Lige dér under køreturen, blev det klart for mig, at vi skal undgå at ord konstruerer en virkelighed der ikke eksisterer, hvor ord som inddragelse, involvering, indflydelse og samskabelse bliver tomme og vi glemmer de mennesker der omgiver os. At vi husker at det er fællesskabet, familielivet, retten til at bestemme over sit eget liv, LIVET – der definerer, hvad der er vigtigt for den enkelte og med dette udgangspunkt bliver ordene sekundære og dialogen og medbestemmelsen kommer i fokus.

Jeg tror på at vi skal se på Borgerinddragelse som den nyfaldne sne, smukt og rent. Men da jeg parkerede bilen stod spørgsmålene stadig tilbage: Hvordan vil du gerne involveres og hvad vil du involveres i?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.