Hvis I vil følge lidt med, er her min tale, som jeg holdt til byrådsmødet den 2. okt. 2024. Har I spørgsmål, så kom endelig med dem 🙂
Kære Byråd,
Når vi ser på budgetaftalen for 2025, er det tydeligt, at vi har taget fat på nogle af de komplekse udfordringer, der præger vores kommune, og samtidig sat en klar retning for fremtiden.
Grønnevang Skole og lokalplaner
Grønnevang Skole på Jespervej er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder målrettet med vores udfordringer. Vi er enige om, at det er det rigtige at bygge en ny skole for 0.-5. klasse. Samtidig sikrer vi, at en fremtidig udvidelse op til 9. klasse bliver mulig via lokalplanen, når den alligevel skal udarbejdes.
Jeg vil dog understrege, at lokalplanarbejdet betyder, at andre lokalplaner kan risikere at blive skubbet længere ned i køen. Her håber vi, at byrådet står sammen, når prioriteringen af lokalplanerne skal finde sted, og vil minde om, at vi har andre vigtige lokalplansager i vente. Desværre lykkedes det ikke Venstre at få tilført flere ressourcer til behandlingen af lokalplanerne i dette budget, så tiderne kunne blive nedbragt. Til gengæld har vi sikret en hurtigere sagsbehandling ved byggesager ved at fokusere personaleressourcerne.
Styrkelse af almenskolen
Et af vores store fokuspunkter i budgettet har været at skabe en klar retning for det specialiserede børneområde, som nu i højere grad bliver integreret i almenskolen. Venstre har altid haft fokus på at styrke vores skoler og skabe stærke fællesskaber. Det afspejler dette budget også.
Vi arbejder målrettet på at sikre skolernes økonomiske fundament, og vi har fokus på, at alle børn skal kunne gå i skole i deres lokalområde, uanset hvem de er, og hvilke udfordringer de måtte have behov for hjælp til. Vi mener, at den rigtige vej at gå er at få flere lærere ind i timerne, til en start i de små klasser. Derudover er vi meget glade for kompetenceudvikling, der vil gøre lærerne i stand til at imødekomme de varierende behov hos børnene.
Og så er der fællesskabspuljen – en ny og spændende mulighed, der skal understøtte netværk, foreninger og institutioner med fokus på trivsel og fællesskab, især for børn og unge i vores lokalsamfund. Venstre har kæmpet for, at denne pulje skal blive mere levedygtig i samarbejde med eksterne aktører og uden unødig politisk indblanding, som vi har set tidligere.
Fremtidens ældrepleje
Venstre er glade for, at der ikke er blevet sparet på vores plejehjem i dette budget. Jeg ser frem til, at Omsorg og Livskraftudvalget kigger på muligheden for at afprøve konceptet „plejehjem i eget hjem‟. Vi forventer, at dette vil blive en vigtig del af fremtidens ældrepleje for dem, der ønsker det.
Derudover skaber vi i budgettet flere demenspladser og arbejder for etablering af et demenskor.
Velfærdsteknologi og skærmbesøg vil fortsat have Venstres fokus, især når det frigiver tid til den omsorg, der er så vigtig for vores ældre. Vi ser også frem til at udvikle Hjælpemiddeldepotet til et servicecenter for hjælpemidler og velfærdsteknologi.
Administration og fremtidens teknologi
Vi tager også et vigtigt skridt ind i fremtiden med kunstig intelligens (AI), som skal effektivisere vores arbejdsgange, reducere rutinearbejde og øge kvaliteten af opgaveløsningen.
Selvfølgelig skal AI implementeres med omtanke. Det er afgørende, at der stilles skarpe krav til datasikkerhed og privatlivsbeskyttelse, samt at AI-systemerne anvendes på en måde, der fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed. Hillerød Kommune har her en vigtig opgave i at sikre, at AI-løsninger anvendes på en etisk forsvarlig måde, hvor borgernes rettigheder altid er i centrum.
Derfor var det også vigtigt for Venstre, i de netop afsluttede budgetforhandlinger, at få afsat ressourcer til en AI-projektleder. Det er afgørende, at der sidder en person med de rette kompetencer, så det skaber mest mulig værdi for både medarbejdere og borgere. I Hillerød Kommune skal vi være i stand til at søsætte AI-projekter, der på én gang udnytter potentialet og giver betydelige gevinster, og samtidig sørger for, at det foregår på en smidig måde.
Derudover fortsætter vi med at prioritere grøn mobilitet og fremkommelighed, ligesom vi vil fortsætte energioptimeringen af vores bygninger for at reducere CO2-udslippet. Det er ikke blot en investering i vores miljø, men også i fremtidens Hillerød.
Vi ser frem til en revision af ejendomsstrategien, hvor vi kommer til at drøfte salg af flere kommunale ejendomme. Forebyggende vedligehold er også vigtigt for Venstre, så vi undgår større reparationer. Heldigvis er der afsat penge til de store renoveringssager, blandt andet nyt tag på Byskolen.
Afsluttende bemærkninger
Der er dog også udfordringer. Vi havde gerne set flere midler til asfalt og snerydning – men måske vi, ved behov, kan finde det i budgetopfølgningerne. Vi er også ærgerlige over, at der ikke blev afsat penge til Åben Skole. For os er samarbejdet mellem skolerne og erhvervslivet af stor betydning, og vi håber derfor, at skolerne kan finde midler til dette inden for deres egne budgetter.
Sammenfattende kan vi dog sige, at vi er tilfredse med et budget, der spænder bredt. Jeg håber, at mange borgere vil kunne se sig selv i det.
Afslutningsvis vil jeg gerne takke budgetpartierne. Det har været en god proces, og for os i Venstre er det vigtigt at være en del af budgettet, tage ansvar og få indflydelse. Det kræver selvfølgelig, at man sluger et par kameler undervejs, men det giver også mulighed for at præge de områder, man var uenig i, og sikre, at nuancerne bliver bevaret.