Kategoriarkiv: Frederiksbro

Plejehjem på Frederiksbro – En fantastisk mulighed for Hillerød

I forbindelse med den offentlige høringsperiode for lokalplan 487, som omhandler etableringen af et nyt plejehjem på Frederiksbro, står Hillerød over for en unik mulighed. Vi kan tilbyde vores ældre borgere flere valgmuligheder, når de skal vælge deres sidste bolig. Dette nye plejehjem er ikke bare et almindeligt plejehjem; det er et såkaldt ‘friplejehjem’, drevet af private aktører.

Selvom friplejehjem ofte bliver et emne for politisk diskussion, er der flere åbenlyse fordele ved dem. For det første koster et friplejehjem ikke kommunen en masse penge i forhold til etablering. Det betyder, at vi kan få et nyt, topmoderne plejehjem, hvor kommunen kun betaler for de pladser, der bruges. Dette er økonomisk fornuftigt og effektivt.

Når private aktører driver et plejehjem, skal de yde en ekstra indsats for at tiltrække beboere. Det betyder højere kvalitet i pleje og service. For at være konkurrencedygtige skal friplejehjemmet opretholde samme regler og standarder som kommunale plejehjem, hvilket sikrer, at de ældre får den bedst mulige pleje.

Jeg er glad for at se, at den kamp, jeg sammen med Venstre startede for 6 år siden, nu bærer frugt.
Jeg takker de politiske kræfter, der banede vejen før mig, og sammen med Venstre, gennem årerne.

En særlig tak til Goldschmidt Holding A/S for deres vilje til, at etablere et friplejehjem på Frederiksbro.

Læs mere her: https://dagsordener.hillerod.dk/vis?Dagsorden-Arkitektur%2C-Byplan-og-Trafikudvalget-d.07-12-2023-kl.08.00&id=c5b12742-6c8f-4e6f-8975-b91c2e423f4e

Nu håber jeg byrådet bakker op og vi sammen kan kigge på høringssvarerne hen over julen.

Ugen der gik – Et skridt tættere på friplejehjem i Hillerød

Mine dage har været fyldte af refleksioner omkring friplejehjem – debatten for og imod er langt fra ny og i Venstre har vi længe holdt fanen højt for et friplejehjem i Hillerød.

Selvfølgelig skal vi imødekomme den positive interesse der er for, at bygge et friplejehjem i Hillerød.

Derfor stillede Venstre også til forslag til Byrådet, at dette gøres muligt på Frederiksbro via en lokalplansændring, efter et konkret ønske fra bygherre. En ændring der prioriteres på samme måde som andre lokalplaner. Heldigvis var der opbakning til forslaget fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Et friplejehjem er en klar gevinst for kommunen. Det skyldes, at der hverken skal investere penge i bygninger eller deponeres penge som ved et alment byggeri. Dermed påvirkes hverken likviditet eller anlægsloft. Alligevel får vi et nyt og moderne plejehjem.

Et friplejehjem er nødt til at konkurrere på kvalitet. Friplejehjemmet får kun indtægter, hvis de ældre aktivt vælger friplejehjemmet til. Et friplejehjem får ikke bare anvist beboere – som de kommunale plejehjem gør – den private udbyder skal selv tiltrække kunderne.

Beboernes egenbetaling er præcis den samme per plads, som til et kommunalt plejetilbud.

På friplejehjemmet kan beboeren købe ekstra service. Det er det gode ved det frie valg. Den enkelte kan tilkøbe ekstra serviceydelser, uden at der tages noget fra andre.

Risikoen for konkurs nævnes tit i debatten om friplejehjem. Men det er et spøjst argument. Et kommunalt plejecenter kan også gå ”konkurs”, hvis ingen ønsker at benytte det, eller hvis økonomien skrider på grund af dårlig ledelse. Forskellen er blot, at på friplejehjemmet er der en privat, som har penge i klemme og derfor vil gøre alt for at undgå, at det sker – mens man i kommunen blot sender regningen direkte videre til skatteborgerne.

Derfor vil den private aktør også investere penge i at udvikle plejehjemmet fremfor blot at have fokus på at trække profit ud. Der er i øvrigt helt samme tilsyn med et friplejehjem, der er underlagt samme standarder som de kommunale tilbud.

Politisk drejer der sig også om, at sikre muligheder for andre byggerier i kommunen, hvad enten det er idrætsfaciliterer, kultur, sundhedscenter eller ny skole. Ved en privat udbyder af plejehjem spænder vi ikke ben, for andre gode ambitioner.

Det drejer sig også om, at skabe muligheder for, at bestemme over eget liv. Vi ser en ældrebefolkning der tager ansvar ift. den tredje alder og pårørende der involverer sig. Lige så vel som man har mulighed for at vælge privatskole, skal man også kunne vælge privat plejehjem. Mere selvbestemmelse – ganske enkelt.