I bestræbelserne efter at blive klogere, efter at træffe de rigtige beslutninger og efter at få borgerne i centrum, svæver jeg ofte mellem politiske strategier og den virkelighed som sundhedsprofessionelle og borgere møder hver dag.

Strategien omkring det nære sundhedsvæsen er både visionær og tvingende nødvendig. Hvis vi ser på sygdomsbilledet nu og i fremtiden, bliver det stadig mere abstrakt og ofte rækker farve palletten ikke, for nu at blive i den metafor.

Overordnet set har Regionen en opgave i, at sikre at borgere møder et velfungerende og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor behandlingen udføres der, hvor det giver bedst mening. Det kan være på hospitalet, hos den praktiserende læge eller i hjemmet, hvor man for nuværende ser en stigende tendens rettet mod det sidste. I Hillerød har vi ligeledes et sundhedscenter, der affødes af denne strategi, hvor behandlingen kan udføres endnu tættere på borgerne.

Borgerne skal tilbydes behandling tæt på hjemmet, så det ikke griber for meget ind i hverdagen, så arbejde og fritidsaktiviteter stadig kan opretholdes. Ofte passer borgere ikke ambulante tider, hvis det ikke er strengt nødvendigt, netop fordi ovenstående virker vigtigere. Borgerne vil og har ret til, at prioritere over eget liv og sygdom.

Selvom jeg er enig i strategien, kan jeg dog se, at sundhedspersonale kæmper for, at føre den ud i livet – ikke mindst med deres faglige stolthed intakt. Og for mig hersker der ingen tvivl om, at hvis det nære sundhedsvæsen skal lykkes, skal der investeres massivt i kompetenceudvikling, i stillinger på tværs i sundhedsvæsenet og det politiske bagland skal forstå, at denne udvikling er omkostningstung i starten, men betaler sig uden tvivl, på den lange bane. Blot som eksempel kan en investering i Sundhedscentret afføde en besparelse i fremtiden, fordi flere kompetencer samles under et tag og den faglige sparring hermed kvalificeres. Farvepaletten nuanceres og tilføres nye farver.

Inden jeg fortaber mig i strategi snak, som så mange andre før mig har gjort, vil jeg vedholdende holde fast i min egen profession som sygeplejerske og huske de dialoger jeg har med både sundhedsprofessionelle og borgere.

Som et eksempel slog det mig til et dialogmøde, hvor en sygeplejerske fortalte om manglende mulighed for hjælpemidler til døende i weekender, cykler der ikke virker så de kan komme til borgerne, IT kommunikationssystemer der er vanskelige at benytte eller måske blot  at få tid til, at sætte sig ind i. Det slog mig, at imens vi tænker store strategiske tanker, smuldrer det lavpraktiske – selvom vi godt ved, at det på mange områder er fundamentet for arbejdet. Det slog mig, at mine fødder skal forblive solidt plantet på jorden og hvis nogle ser mig svæve afsted, må I gerne hive mig tilbage på jorden! Derfor er dialogmøderne ligeså tvingende nødvendige som visioner og strategier.