En af mine store prioriteter – og mit hjerteblod – er iværksætteri. De sidste mange år har jeg arbejdet professionelt med innovation og entreprenørskab, og jeg er ikke i tvivl: Fremtidens arbejdsmarked kræver mennesker med stærke innovationskompetencer.
Vi står som samfund over for store udfordringer – både klima-, velfærds- og teknologiske udfordringer – som ikke kan løses med gårsdagens løsninger. Derfor har vi brug for at udvikle et miljø, hvor nye idéer ikke bare kan spire, men også gro.
Her spiller kommunerne en langt større rolle, end vi ofte tillægger dem. Jeg mener, at vi som kommune skal tage et markant større ansvar for at fremme iværksætteri. Vi skal styrke lysten til at udvikle, afprøve og drive egen virksomhed – og vi skal gøre det let at få hjælp, sparring og netværk, når man har en idé, der kan blive til noget stort. Mit særlige fokus er socialt entreprenørskab – de initiativer og løsninger, der skaber værdi i menneskers hverdag og bidrager til fællesskabet.
Hillerød har en særlig styrkeposition som uddannelsesby. Vi har adgang til et væld af spirende talenter, der allerede i dag sidder med idéer og kompetencer, som kan gøre en forskel. De unge skal vide, at de ikke står alene – men at vi bakker dem op, og at vi som kommune er klar til at skabe rammerne for, at iværksætteri kan blomstre.
Med min ambition som borgmester, og med kommunens styrke som uddannelsesby, har vi mulighed for at bygge et robust og tilgængeligt innovations-økosystem. I samarbejde med netværk som C4, Erhvervshus Hovedstaden og de lokale uddannelsesinstitutioner kan Hillerød blive en frontløber på videnbaseret iværksætteri.
At investere i iværksætteri er at investere i fremtiden. Ikke bare for den enkelte iværksætter, men for hele vores samfund.