Så er der lidt sommerglæde på vej til kommunens børn og unge i form af sommeraktiviteter – vi ved endnu ikke alle tilbud der kommer, da foreninger og institutioner får en helt central rolle og stadig kan søge midler til afholdelse af aktiviteter. Midlerne kommer fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Omdrejningspunktet bliver faglige og sociale fællesskaber, så hvis man har følt et afsavn under Corona krisen, så har man nu mulighed for, at indhente noget af det forsømte, både socialt og fagligt. I skrivende stund kan jeg afslører, at nogle af de tilbud der allerede er på tegnebrættet ser sjove og innovative ud, det er for eksempel; E-hood, Digi-krea, Mentorforløb og meget andet.
Som mor til fire, er jeg spændt på at læse mere om tilbuddene og allerede fra uge 27 kan man løbende se dem på www.hillerød.dk/sommer.
I morgen drøftes sommeraktivitetspulje på et ekstraordinært møde i en række politiske udvalg – lige så vel som flere foreninger allerede har fået en skrivelse i deres e-Boks, om muligheden for at være tovholdere for dette skønne tiltag, som jo kan ses som en kærkommen håndsrækning til børn og unge i Hillerød. Jeg opfordrer alle Lokalråd, Idrætsforeninger, Borgerforeninger og hvad der nu ellers er lokalt til, at melde sig på banen – og lad os da endelig tænke vores grønne områder ind også.
Håber at se mange glade sommerbørn og deres familier i Hillerød hen over sommeren.
Rigtig god fornøjelse.
På billedet ses Læringsbasen i Alsønderup, den blev inddraget sidste år, da en række foreninger og frivillige i Alsønderup arrangerede Happy Summer med rigtig mange sjove indslag for børn og unge.