Kategoriarkiv: Foreningsliv

Venstre er med i budgettet.

Venstre er glade for at være med i budgetforliget for 2026-29.

Ansvarlig økonomi

For Venstre er det helt afgørende, at vi har styr på økonomien. Vi kan ikke love alt til alle – men vi kan love, at vi bruger pengene fornuftigt. Vi har sikret, at der ikke er besparelser på plejehjem, folkeskoler eller lokalsamfund. Vi passer på det, vi har!

Frihed og muligheder for mennesker

Vi tror på, at mennesker og fællesskaber kan mere end systemer. Derfor har vi kæmpet for at styrke folkeskolen – med flere timer med to lærere i klassen og et nyt forsøgsprojekt med uddannelsesstillinger til lærerstuderende. At Hillerød er en uddannelsesby, med bla. en læreruddannelse, skal kunne ses og mærkes, så vi kan fastholde og tiltrække uddannelser, og unge, til Hillerød.

Vi tror på valgmuligheder og behovet for forskellige tilbud i kommunen, også når det gælder mennesker der har brug for hjælp – derfor støtter vi Værestedet og TUBA, så borgere og unge, der har brug for en håndsrækning, kan få det.

Hele Hillerød – ikke kun bymidten

Venstre har i budgettet haft fokus på hele kommunen. Vi har sikret, at forsamlingshusene og de lokale idrætsfaciliteter, herunder i Uvelse, ikke rammes af besparelser – for både forsamlingshuse og idrætsforeninger er hjertet i mange lokalsamfund. Vi har styrket Nødebo med udvidelse af børnehuset Troldehøjen og renovering af Nødebo IF’s klubhus. Vi har sikret natbussen til Alsønderup, så unge trygt kan komme hjem. Det er Venstres politik: at tage ansvar for hele Hillerød og ikke glemme de mange lokalsamfund.

Mobilitet og fremtid

Vi har haft det lange lys på i forhold til trafik og mobilitet. Det betyder nye cykelstier, bedre busdrift, asfalt på vejene allerede fra 2025, fastholdelse af linje 380R og en garanti for linje 60E fra 2027. Samtidig arbejder vi for færdiggørelsen af motorvejen og en ny vej til Novo. Vi fortsætter arbejdet sammen med C4 om at udvikle forslag til fornyelse og bedre mobilitet for Industrivænget og Vølundsvej. Måske vi alt for sjældent anerkender det store arbejde som centrale aktører, herunder C4, gør i udviklingen af vores by.

Mobilitet er ikke bare busser og asfalt – det er friheden til at leve, arbejde og drive virksomhed i Hillerød. Men når nu vi er ved asfalt, så har vi sat penge af til asfalt og vejvedligehold, så vi sikrer bedre fremkommelighed og trafiksikkerhed. Og jeg er særlig glad for, at nogle af asfaltarbejderne går i gang allerede i 2025 – det betyder, at borgerne hurtigt vil kunne mærke forbedringerne.

Idræt og foreningsliv

Venstre har også haft fokus på idrætten og det aktive foreningsliv. Vi ved, hvor meget det betyder for både børn, unge og voksne at have gode rammer for sport og fællesskab. Derfor har vi sikret midler til renovering af svømmehallen, ny klatrevæg, og vi arbejder videre med løsninger for atletik og kunstgræsbaner. Idræt er ikke bare motion – det er også sammenhold, sundhed og glæde i hverdagen.

Reformerne foran os

Vi står foran store reformer – beskæftigelsesreformen, sundhedsreformen, ældrereformen, uddannelsesreformer og den grønne trepart. Venstre går ind i dem med rettidig omhu og lokal handlekraft. Reformerne skal ikke være en byrde – de skal være en mulighed for at styrke kernevelfærden. Derfor glæder vi os også til, at bakke op om frivillige initiativer og muligheder i forbindelse med bla. ældreloven.

Tak for gode forhandlinger – sidste gang i dette byråd.

Vi skal ændre måden, kommunen drives på!

Som borgmester vil jeg insistere på mere nærvær, inddragelse og dialog.

Jeg mener, at borgmesteren skal være til for borgerne – ikke for systemerne. I dag er der alt for mange steder i Hillerød Kommune, hvor systemerne står i vejen for det, vi egentlig vil: at skabe værdi for mennesker.

Vi skal rydde ud i unødige regler og skabe en kultur, hvor medarbejderne får mere tid til kerneopgaven – og borgerne møder en kommune, der lytter og samarbejder.

Der er især fire områder, hvor vi er nødt til at tænke nyt:

1. Trafik og mobilitet

De trafikale udfordringer i Hillerød er velkendte – og de vokser. Vi skal handle hurtigere og mere effektivt. Det kræver en ny tilgang, hvor vi involverer de berørte borgere, samarbejder mere aktivt med nabokommunerne, og går i tættere dialog med både staten og regionen. Det er nødvendigt for at få løst de store flaskehalse og sikre, at vores infrastruktur følger med udviklingen.

2. Kortere sagsbehandling og mere helhed

Alt for ofte trækker sager unødigt ud – det gælder især for lokalplaner og byggesager. Vi skal have markant kortere sagsbehandlingstider og en langt bedre evne til at tænke på tværs, når vi udvikler nyt. Når kommunen bygger eller planlægger, skal vi se på de store sammenhænge: Hvordan hænger det nye sammen med trafik, grønne områder, kultur, børn og ældre? Vi skal ikke bygge os ind i problemer – vi skal bygge os ind i løsninger.

3. Fællesskabet i hele kommunen

Vi skal samle Hillerød. Det betyder, at både landsbyer, bymidte og nye bydele skal tænkes ind i én samlet vision for fællesskab, kultur, bevægelse og livskvalitet. Vi skal understøtte lokale fællesskaber og sikre, at hele kommunen hænger sammen – både fysisk og mentalt.

4. En kommune med dig i centrum

Når vi tænker nyt – og fjerner unødig kompleksitet – skaber vi mere nærvær i mødet mellem borger og kommune. Det giver plads til faglighed, frihed og ansvar. Og det gør Hillerød til en kommune, hvor både medarbejdere og borgere oplever, at de bliver hørt, set og taget alvorligt.

Ny energi i Hillerød – et nødvendigt skifte

Der er noget, der har sat sig fast hos mig de seneste år: Vi er mange, der elsker Hillerød – men stadig flere, der føler, at vores kommune trænger til et skifte. Ikke bare småjusteringer. Men rigtig forandring.

Derfor går vi i Venstre til valg på ny energi i Hillerød. Det er en ny retning og viljen til at gøre tingene anderledes. Og det er troen på, at vi kan mere, end vi gør i dag.

Vi har brug for at løfte ambitionsniveauet – og turde stille de svære spørgsmål: Hvorfor trives vores unge ikke bedre? Hvorfor fungerer vores trafik så dårligt? Hvorfor bliver velfærden for ofte præget af systemtænkning i stedet for menneskelig udvikling?

Vi har brug for et ledelsesskifte. Ikke bare i personer, men i tilgang. Kommunen skal ledes med mod og retning – og med blik for borgernes virkelighed. Vi skal væk fra snævert driftsfokus og silotænkning og i stedet invitere til samarbejde på tværs. Med erhvervslivet. Med civilsamfundet. Med frivillige. Med borgerne selv.

Vi skal prioritere det, der skaber reel livskvalitet:
– Gode daginstitutioner med åbningstider, der passer til familieliv.
– Moderne skoler med høj faglighed og inspirerende læringsmiljøer.
– Stærke fritidstilbud og sunde fællesskaber.
– Og en ældrepleje, hvor valgfrihed og værdighed ikke er floskler – men reel praksis.

Som sygeplejerske ved jeg, hvor stor en forskel det gør, når ældreplejen er nærværende, fleksibel og menneskelig – og hvor meget det koster, når den ikke er det.

Vi skal også tage ansvar for hele kommunen. Det betyder investeringer i vores lokalsamfund og bydele, planlægning med lokal forankring og sikkerhed for, at skattekronerne bruges dér, hvor de skaber værdi.

Et oplagt sted at begynde er trafikken. Vores infrastruktur kan ikke følge med udviklingen. Derfor vil Venstre sætte et midlertidigt stop for nye lokalplaner, indtil vi har løst de værste flaskehalse. Vi vil investere i asfalt, cykelstier og løsninger som ringveje og bedre indfaldsveje – for det haster.

Og så skal vi fastholde gode, trygge busforbindelser – også om aftenen og tidligt om morgenen. Især vores unge skal kunne komme til skole, læreplads og fritidsaktiviteter uden at være afhængige af bil. At nedlægge natbusser til områder som Tulstrup, Alsønderup og Anisse er ikke bare dårlig transportpolitik – det skaber utryghed og afstand mellem by og opland.

Som mor til fire unge mennesker ved jeg, hvor afgørende det er, at der er adgang til praktikpladser, job og muligheder tæt på. Det må og skal vi gøre bedre.

Klimatilpasning er heller ikke længere noget, vi taler om i fremtiden – det er noget, vi skal handle på nu. Vi skal sikre, at nye byggerier tænker grønt fra start, og at vi passer på vores natur og drikkevand – så vores børn og unge kan vokse op i en sund kommune.

Jeg stiller op som borgmesterkandidat for Venstre, fordi jeg ønsker at stå i spidsen for den forandring. En forandring, hvor vi lytter mere og styrer mindre. Fordi jeg tror på, at Hillerød kan mere – og fordi jeg ved, at det kræver mod, samarbejde og en ny måde at tænke lokalpolitik på.

Ny energi er ikke en hurtig løsning – det er en ny start. Og jeg håber, du vil være med.

Støt idrætsforeningerne – de er hjertet i vores lokalsamfund

Idrætsforeningerne i Hillerød spiller en afgørende rolle i vores lokalsamfund. De er mere end bare steder, hvor vi dyrker sport – de er samlingspunkter, der skaber fællesskab, sammenhold og trivsel på tværs af generationer og baggrunde. Derfor er det vigtigt, at vi som borgere og politikere bakker op om foreningerne og sikrer deres fortsatte udvikling.

Fællesskab og sammenhold
I en tid, hvor ensomhed og sociale udfordringer fylder mere, tilbyder idrætsforeningerne et unikt fællesskab. Her mødes børn, unge og voksne for at dele glæden ved motion, konkurrere og skabe varige venskaber. For mange børn og unge er idrætsforeningen ikke kun et sted, hvor de udvikler deres fysiske færdigheder, men også et trygt rum, hvor de lærer værdier som samarbejde, respekt og ansvar.

Et sundt alternativ
Idrætsforeningerne bidrager aktivt til at fremme en sund livsstil. De tilbyder sunde og meningsfulde aktiviteter, der kan hjælpe med at holde både børn og voksne væk fra sofaen – og i nogle tilfælde også fra uheldige miljøer og dårlige vaner. Motion er ikke kun godt for kroppen, men også for sindet, og idrætsforeningerne spiller en central rolle i at skabe sunde vaner hos både unge og gamle.

Økonomisk og social gevinst
Stærke idrætsforeninger styrker også lokalsamfundet økonomisk. Foreningerne skaber liv i lokal samfundene og byen, tiltrækker besøgende gennem turneringer og events og bidrager til at gøre Hillerød til et attraktivt sted at bo. Derudover fungerer de som et springbræt for mange frivillige, der lærer nye kompetencer og bygger netværk, som styrker både dem selv og det samfund, de er en del af.

En opfordring til handling
For at vores idrætsforeninger kan fortsætte deres vigtige arbejde, er det afgørende, at de får den støtte, de har brug for. Det handler både om økonomisk støtte fra kommunen, adgang til gode faciliteter og opbakning fra os som borgere. Som viceborgmester i Hillerød vil jeg opfordre både politikere, virksomheder og borgerne til at prioritere idrætsforeningerne – ikke kun som et spørgsmål om sport, men som en investering i vores fælles fremtid.

Idrætsforeningerne er mere end bare sportsklubber. De er livsnerver i vores lokalsamfund, der bringer os sammen, styrker vores sundhed og skaber en følelse af tilhørsforhold. Lad os sørge for, at de også i fremtiden kan spille denne afgørende rolle for Hillerød.

På billedet ses tennisbanerne i Alsønderup/ASGI som vi indviede i sommers.

Et blik tilbage og så er det fremad!

2024 har været et begivenhedsrigt år i Hillerød Kommune. Som viceborgmester har jeg haft fornøjelsen af at være en del af mange vigtige beslutninger og projekter, som kommer til at forme vores kommune mange år fremover. Her er et tilbageblik på nogle af de vigtigste milepæle og udfordringer, vi har arbejdet med i året der gik.

Børns trivsel og demensområdet i fokus

Et af årets store omdrejningspunkter har været arbejdet med børns trivsel og uddannelse. Gennem programmet “Stærke Fællesskaber” har vi sat fokus på at skabe trygge rammer og udviklingsmuligheder for vores yngste borgere. Derudover har Venstre haft en tydelig prioritering af demensområdet. Med en række faglige oplæg og en politisk vision arbejder vi på at sikre, at borgere og pårørende får den støtte og omsorg, de har brug for.

Langsigtet udvikling og infrastruktur

Bæredygtig udvikling har været en anden vigtig dagsorden. Vi har investeret i nye cykelstier og skolebyggerier, samtidig med at vi har sørget for bedre trafikafvikling og skabt mere kapacitet i daginstitutioner og skoler. Arbejdet med lokalplaner er sat i gang for at sikre, at vores kommune kan vokse på en måde, der giver mening for borgerne.

En stor milepæl har været igangsættelsen af et friplejehjem på Frederiksbro, som kommer til at give flere valgmuligheder og større fleksibilitet for ældre borgere og deres familier. Derudover har arbejdet med kommuneplanen sørget for at lægge fundamentet for fremtidens Hillerød.

Udfordringer og læringer fra 2024

Som ethvert år har 2024 også budt på udfordringer. Skimmelsvamp på Grønnevang Skole og de høje udgifter til genhusning og renovering har været en udfordring, der har påvirket vores mulighed for at realisere andre projekter. Derudover har beslutningen om et rente- og afdragsfrit lån til Frederiksborg Centret og Royal Stage vakt bekymring hos Venstre. Det er afgørende, at vi fremover styrker beslutningsgrundlaget for lignende konstruktioner for at sikre, at kommunen ikke mister indflydelse.

Et blik fremad: Visioner for 2025

Som vi går ind i 2025, har vi klare mål for Hillerøds udvikling. Tre af vores vigtigste fokusområder er:

  1. Styrkelse af lokalsamfund og foreningsliv: Vi vil skabe bedre rammer for frivillighed og engagement, så det bliver endnu bedre at være aktiv i vores kommune.
  2. Forbedret infrastruktur: Trafik og infrastruktur omkring nye byggerier skal optimeres for at undgå kaos på vejene og sikre god mobilitet for alle.
  3. Teknologisk innovation: Ved at bruge ny teknologi som kunstig intelligens kan vi lette hverdagen for både borgere og medarbejdere og frigøre tid til det, der virkelig betyder noget.

2024 har lært os værdien af mod, samarbejde og langsigtede løsninger. Jeg ser frem til fortsat at arbejde for Hillerøds udvikling og høre jeres input, når vi snart præsenterer Venstres politiske program for den kommende byrådsperiode. Sammen skaber vi et endnu bedre Hillerød.

Tak for jeres engagement og opbakning i året, der er gået. Lad os fortsætte den positive udvikling i 2025! 💙 #VenstreforfremtidensHillerød

Min første budgettale

I onsdags skulle jeg holde min første budgettale og det var ikke uden sommerfugle i maven. Det at være med til, at lave et budget, er en stor ting som politiker, da det påvirker mange mennesker. Her kan du læse talen, men husk på det kun et udvalg af, hvad Venstre i Hillerød står for.

1.Behandling af budget 2024-2027

– Annette Rieva (V), 1. Viceborgmester, Gruppeformand for Venstre

Det er en målsætning for Venstre, at vi udvikler vores kommune på en måde, så det ikke går ud dem der bor her i forvejen – det betyder at kapaciteten og servicen, på blandt andet skoleområdet og ældreområdet, skal følge med den befolkningstilvækst, der er i kommunen.

Vi er stolte af et tæt samarbejde med erhvervslivet og virksomheder, der alle bidrager til, at Hillerød følger med tiden og vi hilser vi endnu flere offentlig-private samarbejder velkommen. Samarbejdet mellem offentlige institutioner og erhvervslivet har aldrig været mere afgørende end nu. Med den rivende udvikling inden for teknologi, globalisering og bæredygtighed er det essentielt for samfundet, at skabe stærke bånd til erhvervslivet. Det bringer innovation, økonomisk vækst og styrket konkurrenceevne, som kan bidrage til at løse nogle af samfundets mest presserende udfordringer.

I Venstre er vi generelt ikke bange for at inddrage private aktører i opgaveløsningen og når vi kigger på dette års budget, bliver det et af de håndtag, der kan drejes på.

I budgetforhandlingerne er vi, overordnet set, optaget af at budgettet er i balance ikke kun i 2024, men også i de efterfølgende år. Vi er bevidste om, at der ved dette års budget er store anlægsønsker, der bliver vanskelige, at indfri.

Til gengæld ser vi en mulighed for skattelettelser, da vi potentielt har en kassebeholdning, der hverken kan anvendes på anlæg eller service, og derfor burde de penge tilgå borgerne – med mulighed for at anvende de ekstra penge i Hillerøds butikker eller på anden måde holde gang i den økonomiske fødekæde.

I Venstre, går vi ind i budgetforhandlingerne, med fem plejemærker (i ikke prioriteret rækkefølge):

1) Sikre skolerne ordentlige faciliteter og læringsmiljøer

Udbygninger og renoveringer af skolerne er vigtige. Det gælder både ift. kapacitetsudvidelser i Hillerød Vest, Helhedsplan for Grønnevang skole afd. Nødebo og Hillerødholmsskolen afd. Gadevang.

Når kapacitetsudvidelser imødekommes, drejer det sig ikke kun om klasselokaler, men også om at understøtte mellemformer – altså at børn med udfordringer, har mulighed for at gå på den lokale skole og vi herved forbygger en mere indgribende indsats. Samt at vi skaber læringsmiljøer, der også understøtter elevernes sociale kompetencer, læring og trivsel.

Vi ønsker et generelt løft af folkeskolen og en styrket indsats ift. børn, der er ordblinde. Vi har ligeledes en ambition om at række ud til kulturlivet, idræt og erhverv ift. at skabe folkeskoler i særklasse.

Det er også værd at nævne at Hillerød er en uddannelsesby og indsatser allerede i folkeskolen kan have stor betydning for de unges uddannelsesvalg og her ønsker vi, i Venstre, en endnu mere ambitiøs strategi, end vi har aktuelt.

Helt lavpraktisk mener vi også, at ordentlig parkering ved skolerne er vigtig og vi ser det som en mulighed, at etablere en parkeringspulje, der imødekommer sådanne behov.

2) Understøtte og udvikle lokalsamfundene

I budgetoplægget ser vi en række forslag, der til dels støtter lokalsamfundene, men også nogle der forringer deres vilkår og her vil Venstre være deres vagthund. Vi ønsker ikke at forringe busdriften, som der ellers er lagt op til, og trafiksikkerheden skal forsat prioriteres. Derudover hilser vi et dagtilbud i Meløse velkommen – det kunne være privat – lige så vel som vi er beviste om forsamlingshusenes vigtige rolle i mange lokalsamfund.

3) Sundhed og idræt som drivkraft for trivsel og fællesskab

For Venstre er det vigtigt vi kommer i mål med de nødvendige investeringer i forhold til de kommunale kerneopgaver (ældre, skoler og børn). I Venstre er vi ikke i tvivl om, at idræt også spiller en vigtig rolle ift. både sundhed og trivsel. Der er ingen tvivl om at Hillerød Stadion kommer til at fylde ved dette års forhandlinger og her er Venstre parate til, at kigge på løsninger, både ift. det konkrete behov for at kunne spille fodbold i 1. division, men også ift. breddeidrætten. Og så mener vi, at det er vigtigt at huske at idrætten også rummer en del andre aktiviteter, der understøtter fællesskaber og trivsel, som vi mener bør understøttes.

 4) At byggesagsbehandlings tider og trafikken følger med væksten i kommunen

Der er afmatning i bygge- og anlægsbranchen. Men alligevel er vores sagsbehandlingstider ikke gået ned. Det må vi kunne gøre bedre, og det er ikke rimeligt at vores borgere skal vente i månedsvis, hvis de vil lave en lille tilbygning.

I Venstre mener vi, der med fordel kunne kigges på intelligent software, hvor mange processer automatiseres, og sagsbehandlere kan få adgang til nødvendige informationer hurtigere. Og så det helt åbenlyse, at afsætte flere medarbejdere til, at komme igennem sagsbunkerne.

Fremkommelighed er ligeledes vigtig og vi ser et behov for investeringer, som kan sikre, at det er smidigere at komme ind og ud af Hillerød for bilisterne. Det gælder blandt andet trafikafviklingen på de store indfaldsveje, hvor der er tæt trafik i myldretiden. Derudover mener vi, i Venstre, at der skal bruges flere penge på asfalt, men det kommer nok ikke bag på nogen.

5) En værdig ældrepleje med nærvær, omsorg og genkendelighed

Vi mener ikke, vi skal spare på plejehjemmene og dagcentre. Skulle der blive behov for flere plejehjemspladser, hilser vi endnu et friplejehjem velkommen, men vi mener ikke, vi skal bygge flere kommunale plejehjem. Frihed til selv, at bestemme hele livet, er vigtigt for Venstre.

Indsatser ift. at bekæmpe ensomhed, herunder fællesskaber og aktiviteter for seniorer i Hillerød kommune, anser vi også som vigtige. Kapaciteten ift. mad (MAD til hver DAG) til ældre skal følge med befolkningstilvæksten og så er vi stadig fortalere for, at velfærdsteknologi skal medtænkes i opgaveløsningen, der hvor det frigiver tid til omsorg.

Til sidst vil jeg gerne sige tak for høringssvarene, man kan læse der er lagt tid og hjerteblod i dem. I Venstre, vil vi gøre os umage for, at have dem med, når det svære regnestykke skal gøres op.

Kulturelt iværksætteri

Kulturelt iværksætteri og kreativ nytænkning inden for privat og offentlig forretningsforståelse er vejen frem, hvis Hillerød skal markere sig, som en af Danmarks førende iværksætterbyer.

For kultur og forretningsforståelse er ikke hinandens modsætninger. Det er den modne og inspirerende nytænkning, som specielt danske iværksættere benytter sig af, og som vi i Hillerød Kommune skal blive langt bedre til at forstå og understøtte.

Vi har manglet fokus på kulturområdet – specielt den fokus, der handler om, hvad kulturen og de kulturelle iværksættere gør for den enkelte borger i Hillerød. Realiteten er den, at de fleste kulturelle iværksættere og aktører har svært ved at få deres kreative livsgrundlag, kulturforretningen, til at hænge sammen. De er ofte enkeltmandsvirksomheder med under fem ansatte, som varierer efter travlhed og årstid. Og det er hardcore business at være mindre nytænkende iværksætter. Men for mig at se, så handler det om et fremtidigt fokus, hvis vi ønsker en spirende kulturel by, hvor vi tiltrækker alle former for iværksætteri. Vi skal og må bakke op om de aktører, der har valgt at drive deres forretning i Hillerød – underordnet om de er kulturelle private iværksættere, større eller mindre virksomheder, frivillige aktører eller foreninger.

Coronaens forretningsmæssige lammelse er ved at være bag os. Men vi har stadig iværksættere og virksomheder, der må lukke på grund af de økonomiske efterdønninger efter pandemien og senest på grund af energikrisen.

Kultur skaber personlig værdi for os der benytter de mange fantastiske tilbud, men langt de færreste tænker over, at det er hardcore business at være kreative iværksætter.

Den kreative iværksætter er fremtiden, også for Hillerøds forretningsliv, og jeg mener, at det er den fremtid, som vi skal være med til at understøtte, som politikere, kommune og borgere.

Billedet er fra DEBATbar på Rømers Kaffebar, hvor jeg deltog i debat om fremtidens sundhedsvæsen. Jeg har sidenhen, sammen med Rømers Kaffebar, afholdt en del arrangementer, men stor succes. Nogen vil måske spørge hvad politik har med kultur at gøre? – svaret er enkelt. Politik drejer sig, for mig, om at engagere sig i hinanden, om i fællesskab udfordre og berige forståelsen af den verden, vi er omgivet af. For mig er politik et håndværk og mit hjerteblod – det tror jeg, jeg har tilfælles med mange kulturelle iværksættere.

Kulturen er vigtig

Under kommunalvalget var jeg så heldig at møde Louise W Diamant. Hun har været ude og blive klogere på verden, men nu er kommet hjem til Hillerød. Louise har en spirende karriere som digter, forfatter og stageperformer. Og så er jeg, så heldig, at hun er min rådgiver på det kulturelle område. Vi har sammen haft mange gode drøftelser og besøgt Hillerøds kulturtilbud. I dette blogindlæg har vi prøvet at indramme nogle af de tanker, vi til stadighed gør os når, vi arbejder på, hvordan vi kan understøtte kulturen i Hillerød.

Kultur forbinder mennesker, skaber fælleskaber, nærhed og tryghed.  Derfor mener vi, at kulturen skal følge med den ekspansive byudvikling, som vi i disse år ser rundt om i byen, og som vil fortsætte ud i fremtiden. Kulturen er med til at styrke lokalsamfundet, den bygger broer mellem mennesker med forskellige baggrunde, etnicitet og kulturel forståelse. Med mange kommende borgere i Hillerød er der et ekstra behov for, at samles til bl.a. kulturelle events, hvor nye tilflyttere har mulighed for at se og deltage i de mange arrangementer, som Hillerød allerede nu har at byde på.

Hillerød er gennemsyret af kreative og innovative ildsjæle, som ønsker at udvikle og fremme kulturen i byen – og vi har lige nu alle muligheder for at gøre Hillerød til Nordsjællands kulturelle hovedstad.

Vi ved, at med et spirende kulturelt miljø sættes der fokus på Hillerød, som en innovativ og nytænkende by med plads til den kulturelle mangfoldighed og derigennem iværksætteri. Venstre ser Hillerød, som Nordsjællands kulturelle hovedstad, hvor fremtidens kultur bliver skabt og som samtidig er med til at skabe økonomisk vækst for bl.a. hoteller, barer, cafeer og butikker og gør samtidig Hillerød til et attraktivt sted at bo.

Hillerød er på vej til at blive en stærk kulturprofil, og det er ønskværdigt, at de kulturelle oplevelser i kommunen ikke kun skal være for de lokale borgere, men også skal være et trækplaster for turister og andre besøgende.

For kultur skaber vækst – også økonomisk vækst og ved at markedsføre Hillerød, som kulturprofil på niveau med andre større danske byer, så har vi et solidt fundament for at tiltrække nye dygtige kunstnere, talenter og iværksættere til byen.

Verden er ikke den samme som før coronakrisen. Vi har mere end nogensinde før brug for kultur, som en fast del af vores livsdynamik og hverdag. Kulturen skaber sammenhold, forbedre vores mentale helbred og generelle sundhed og kan være med til at give mening i en verden, som på flere måder radikalt har ændret kurs.

Skal vi have købmand i Alsønderup?

Corona har medført, at mange vaner har ændret sig, ikke mindst i forhold til indkøb. Vi er i en tid, hvor sortimentet i dagligvarebutikker har betydning, så man kan lægge sine indkøb ét sted. Derudover ses efterspørgsel efter økologiske varer, frisk frugt og grønt.

Fra tid til anden melder store koncerner sig på banen med ønske om at bygge lokale dagligvarebutikker, men tilkørselsforhold og øget trafik, er ofte en hæmsko for realiseringen af disse.

I Alsønderup Sogn sidder Lokalrådet aktuelt med bolden i forhold til at se på muligheder for en købmandsforretning eller dagligvarebutik i området. Aktuelt er de i dialog med Dagrofa, der har erfaring med at etablere købmandsbutikker, drevet af borgerne selv. Om der er opbakning til dette i vores sogn, er endnu uvist – men mulighederne er der.

For mig drejer det sig lige så meget om de lokale samlingssteder og husker med glæde torvedage ved købmanden i Alsønderup. Jeg mener, vi skal løfte blikket og lade os inspirere af steder hvor købmand og social aktivitet går hånd i hånd. Jeg drømmer om, at kunne nyde en kop kaffe i solen – lige der foran købmanden. Jeg er klar til at gøre en indsats, sammen med Lokalrådet og Borgerforeningen – og jer.

Ikke alt er besparelser….

Så er der lidt sommerglæde på vej til kommunens børn og unge i form af sommeraktiviteter – vi ved endnu ikke alle tilbud der kommer, da foreninger og institutioner får en helt central rolle og stadig kan søge midler til afholdelse af aktiviteter. Midlerne kommer fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Omdrejningspunktet bliver faglige og sociale fællesskaber, så hvis man har følt et afsavn under Corona krisen, så har man nu mulighed for, at indhente noget af det forsømte, både socialt og fagligt. I skrivende stund kan jeg afslører, at nogle af de tilbud der allerede er på tegnebrættet ser sjove og innovative ud, det er for eksempel; E-hood, Digi-krea, Mentorforløb og meget andet.

Som mor til fire, er jeg spændt på at læse mere om tilbuddene og allerede fra uge 27 kan man løbende se dem på www.hillerød.dk/sommer.

I morgen drøftes sommeraktivitetspulje på et ekstraordinært møde i en række politiske udvalg – lige så vel som flere foreninger allerede har fået en skrivelse i deres e-Boks, om muligheden for at være tovholdere for dette skønne tiltag, som jo kan ses som en kærkommen håndsrækning til børn og unge i Hillerød. Jeg opfordrer alle Lokalråd, Idrætsforeninger, Borgerforeninger og hvad der nu ellers er lokalt til, at melde sig på banen – og lad os da endelig tænke vores grønne områder ind også.

Håber at se mange glade sommerbørn og deres familier i Hillerød hen over sommeren.

Rigtig god fornøjelse.

På billedet ses Læringsbasen i Alsønderup, den blev inddraget sidste år, da en række foreninger og frivillige i Alsønderup arrangerede Happy Summer med rigtig mange sjove indslag for børn og unge.

Det er vigtigt for mig……

  • at borgerinddragelse ses som et kontinuerligt samarbejde.
  • at trafiksikkerheden omkring skolerne sikres og cykelstisystemet udvikles i hele kommunen.
  • at der er større sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv, ved at sikre pasning – også til større børn.
  • at digitale arbejdsredskaber til elever indtænkes som en naturlig del af undervisningen.
  • at digital infrastruktur prioriteres med tilskud til bedre internetforbindelser i yderområderne.
  • at støtte op omkring idrætten og foreningslivet, herunder kommunens mange frivillige.
  • at kompetencer og opgaver i ældreplejen hænger sammen.
  • at vi samarbejder omkring bedre busforbindelser i yderområderne.

………at byrådet arbejder med dét, som du finder vigtigt!