Kategoriarkiv: Idræt

Venstre er med i budgettet.

Venstre er glade for at være med i budgetforliget for 2026-29.

Ansvarlig økonomi

For Venstre er det helt afgørende, at vi har styr på økonomien. Vi kan ikke love alt til alle – men vi kan love, at vi bruger pengene fornuftigt. Vi har sikret, at der ikke er besparelser på plejehjem, folkeskoler eller lokalsamfund. Vi passer på det, vi har!

Frihed og muligheder for mennesker

Vi tror på, at mennesker og fællesskaber kan mere end systemer. Derfor har vi kæmpet for at styrke folkeskolen – med flere timer med to lærere i klassen og et nyt forsøgsprojekt med uddannelsesstillinger til lærerstuderende. At Hillerød er en uddannelsesby, med bla. en læreruddannelse, skal kunne ses og mærkes, så vi kan fastholde og tiltrække uddannelser, og unge, til Hillerød.

Vi tror på valgmuligheder og behovet for forskellige tilbud i kommunen, også når det gælder mennesker der har brug for hjælp – derfor støtter vi Værestedet og TUBA, så borgere og unge, der har brug for en håndsrækning, kan få det.

Hele Hillerød – ikke kun bymidten

Venstre har i budgettet haft fokus på hele kommunen. Vi har sikret, at forsamlingshusene og de lokale idrætsfaciliteter, herunder i Uvelse, ikke rammes af besparelser – for både forsamlingshuse og idrætsforeninger er hjertet i mange lokalsamfund. Vi har styrket Nødebo med udvidelse af børnehuset Troldehøjen og renovering af Nødebo IF’s klubhus. Vi har sikret natbussen til Alsønderup, så unge trygt kan komme hjem. Det er Venstres politik: at tage ansvar for hele Hillerød og ikke glemme de mange lokalsamfund.

Mobilitet og fremtid

Vi har haft det lange lys på i forhold til trafik og mobilitet. Det betyder nye cykelstier, bedre busdrift, asfalt på vejene allerede fra 2025, fastholdelse af linje 380R og en garanti for linje 60E fra 2027. Samtidig arbejder vi for færdiggørelsen af motorvejen og en ny vej til Novo. Vi fortsætter arbejdet sammen med C4 om at udvikle forslag til fornyelse og bedre mobilitet for Industrivænget og Vølundsvej. Måske vi alt for sjældent anerkender det store arbejde som centrale aktører, herunder C4, gør i udviklingen af vores by.

Mobilitet er ikke bare busser og asfalt – det er friheden til at leve, arbejde og drive virksomhed i Hillerød. Men når nu vi er ved asfalt, så har vi sat penge af til asfalt og vejvedligehold, så vi sikrer bedre fremkommelighed og trafiksikkerhed. Og jeg er særlig glad for, at nogle af asfaltarbejderne går i gang allerede i 2025 – det betyder, at borgerne hurtigt vil kunne mærke forbedringerne.

Idræt og foreningsliv

Venstre har også haft fokus på idrætten og det aktive foreningsliv. Vi ved, hvor meget det betyder for både børn, unge og voksne at have gode rammer for sport og fællesskab. Derfor har vi sikret midler til renovering af svømmehallen, ny klatrevæg, og vi arbejder videre med løsninger for atletik og kunstgræsbaner. Idræt er ikke bare motion – det er også sammenhold, sundhed og glæde i hverdagen.

Reformerne foran os

Vi står foran store reformer – beskæftigelsesreformen, sundhedsreformen, ældrereformen, uddannelsesreformer og den grønne trepart. Venstre går ind i dem med rettidig omhu og lokal handlekraft. Reformerne skal ikke være en byrde – de skal være en mulighed for at styrke kernevelfærden. Derfor glæder vi os også til, at bakke op om frivillige initiativer og muligheder i forbindelse med bla. ældreloven.

Tak for gode forhandlinger – sidste gang i dette byråd.

Stadionkvarteret i Favrholm

Efter nogle intense uger må vi indse, at idrætsanlægget og det tilhørende fodboldakademi ikke har udsigt til at kunne realiseres.

Det har været en stor politisk vision for udviklingen af en ny bydel, og Venstre havde gerne set et fodboldakademi med spirende talenter og liv i området. I den forbindelse vil jeg gerne sende en særlig tak til Venstres Hanne Kirkegaard, tidligere formand for Idræts- og Sundhedsudvalget – jeg ved, at du om nogen har lagt hjerteblod i projektet.

Mange, ikke mindst kommunen, har lagt utallige arbejdstimer i projektet, imens sagsbunkerne på andre områder er vokset. At en del af arbejdet nu er spildt, er dybt beklageligt.

Nu er det tid til at stoppe op og se på, hvad der kan overføres til en tilrettet version af Favrholm – sandsynligvis i mindre skala. Mange af ambitionerne for Favrholm lever videre, og Venstre tror stadig på, at vi kan skabe en fantastisk ny bydel – men det kræver, at vi gentænker projektet og undersøger, hvad der realistisk kan lade sig gøre.

Og vigtigst af alt: Vi skal sikre, at et kommende projekt ikke skaber udfordringer for resten af Hillerød. Trafikafviklingen er her særligt vigtig, og vi tager erfaringerne med fra planlægningen af det tidligere projekt. Naturen skal naturligvis fortsat tilgodeses, og erhvervslivet skal i langt højere grad inviteres med i dialogen om områdets muligheder.

Støt idrætsforeningerne – de er hjertet i vores lokalsamfund

Idrætsforeningerne i Hillerød spiller en afgørende rolle i vores lokalsamfund. De er mere end bare steder, hvor vi dyrker sport – de er samlingspunkter, der skaber fællesskab, sammenhold og trivsel på tværs af generationer og baggrunde. Derfor er det vigtigt, at vi som borgere og politikere bakker op om foreningerne og sikrer deres fortsatte udvikling.

Fællesskab og sammenhold
I en tid, hvor ensomhed og sociale udfordringer fylder mere, tilbyder idrætsforeningerne et unikt fællesskab. Her mødes børn, unge og voksne for at dele glæden ved motion, konkurrere og skabe varige venskaber. For mange børn og unge er idrætsforeningen ikke kun et sted, hvor de udvikler deres fysiske færdigheder, men også et trygt rum, hvor de lærer værdier som samarbejde, respekt og ansvar.

Et sundt alternativ
Idrætsforeningerne bidrager aktivt til at fremme en sund livsstil. De tilbyder sunde og meningsfulde aktiviteter, der kan hjælpe med at holde både børn og voksne væk fra sofaen – og i nogle tilfælde også fra uheldige miljøer og dårlige vaner. Motion er ikke kun godt for kroppen, men også for sindet, og idrætsforeningerne spiller en central rolle i at skabe sunde vaner hos både unge og gamle.

Økonomisk og social gevinst
Stærke idrætsforeninger styrker også lokalsamfundet økonomisk. Foreningerne skaber liv i lokal samfundene og byen, tiltrækker besøgende gennem turneringer og events og bidrager til at gøre Hillerød til et attraktivt sted at bo. Derudover fungerer de som et springbræt for mange frivillige, der lærer nye kompetencer og bygger netværk, som styrker både dem selv og det samfund, de er en del af.

En opfordring til handling
For at vores idrætsforeninger kan fortsætte deres vigtige arbejde, er det afgørende, at de får den støtte, de har brug for. Det handler både om økonomisk støtte fra kommunen, adgang til gode faciliteter og opbakning fra os som borgere. Som viceborgmester i Hillerød vil jeg opfordre både politikere, virksomheder og borgerne til at prioritere idrætsforeningerne – ikke kun som et spørgsmål om sport, men som en investering i vores fælles fremtid.

Idrætsforeningerne er mere end bare sportsklubber. De er livsnerver i vores lokalsamfund, der bringer os sammen, styrker vores sundhed og skaber en følelse af tilhørsforhold. Lad os sørge for, at de også i fremtiden kan spille denne afgørende rolle for Hillerød.

På billedet ses tennisbanerne i Alsønderup/ASGI som vi indviede i sommers.

Et budget med fokus på fremtid og samarbejde

Det er med en kombination af stolthed og ydmyghed, at jeg reflekterer over de netop afsluttede budgetforhandlinger. For ethvert budget er en balance mellem prioriteringer og nødvendigheder, og dette år har været ingen undtagelse.

Dette års budget viser klart, at Venstre står stærkt i Hillerød. Med markante beslutninger på skoleområdet, sport og fritid samt klima har vi sikret, at kommunen tager vigtige skridt ind i fremtiden. Men det stopper ikke her. Med stærk fokus på lokalsamfundene, byggesager, digital udvikling, erhverv og meget mere, sikrer vi en holistisk tilgang til kommunens udvikling.

Skolerne er vores fremtid:

I hjertet af dette budget finder vi skolerne. For Venstre har skoler altid været en prioritet. Vi ser med stolthed på kapacitetsudvidelserne for skolerne i Hillerød Vest og de nye tiltag på Nødebo skole. Den beslutning vil ikke kun gavne de nuværende elever, men også de kommende generationer.

Vores indsats for en forstærket dysleksiindsats (ordblindhed) viser også vores engagement i at sikre, at alle børn i Hillerød får den bedste start på skolelivet.

Stadion:

Sport og fritid er en væsentlig del af et velfungerende samfund. Hillerød Stadion er et ikon, og med den nye kunstgræsbane får vi både en bane, der lever op til moderne standarder og gavner ikke kun eliten, men også breddefodbolden.

En grønnere fremtid:

Vi lever i en tid, hvor klimaspørgsmålet er på alles læber. Interessen for klima og natur, kan ikke kun ejes af et parti, men kræver at vi samarbejder.  I Hillerød tager vi dette seriøst med en ny Klimaplan. Initiativer som affaldssortering i daginstitutioner og fokus på bæredygtige energikilder på skolerne markerer starten på et grønnere Hillerød.

Men selvom skole, stadion og klima har været store overskrifter fra de fleste partier, så er det også værd at nævne trafik og infrastruktur. Det undrer mig, at der ikke er flere partier der kæmper for trafikafviklingen i Hillerød, men jeg er glad for der var enighed om at indtænke infrastruktur og fremkommelighed i arbejdet med erhvervsstrategien. Derudover arbejdes der på en Helhedsplan for trafikken, hvor der arbejdes med hvordan og hvornår kommunen bør håndtere udfordringer med kapaciteten på vejnettet frem mod 2030. Helhedsplanen vil favne alle transportformer.

Til sidst vil jeg gerne rette en stor tak til alle involverede. Venstre har sat sit aftryk på dette budget, og jeg er sikker på, at borgerne i Hillerød vil mærke effekten.

Sammen skaber vi en stærk fremtid for Hillerød.

Kærlig hilsen

Annette

Min første budgettale

I onsdags skulle jeg holde min første budgettale og det var ikke uden sommerfugle i maven. Det at være med til, at lave et budget, er en stor ting som politiker, da det påvirker mange mennesker. Her kan du læse talen, men husk på det kun et udvalg af, hvad Venstre i Hillerød står for.

1.Behandling af budget 2024-2027

– Annette Rieva (V), 1. Viceborgmester, Gruppeformand for Venstre

Det er en målsætning for Venstre, at vi udvikler vores kommune på en måde, så det ikke går ud dem der bor her i forvejen – det betyder at kapaciteten og servicen, på blandt andet skoleområdet og ældreområdet, skal følge med den befolkningstilvækst, der er i kommunen.

Vi er stolte af et tæt samarbejde med erhvervslivet og virksomheder, der alle bidrager til, at Hillerød følger med tiden og vi hilser vi endnu flere offentlig-private samarbejder velkommen. Samarbejdet mellem offentlige institutioner og erhvervslivet har aldrig været mere afgørende end nu. Med den rivende udvikling inden for teknologi, globalisering og bæredygtighed er det essentielt for samfundet, at skabe stærke bånd til erhvervslivet. Det bringer innovation, økonomisk vækst og styrket konkurrenceevne, som kan bidrage til at løse nogle af samfundets mest presserende udfordringer.

I Venstre er vi generelt ikke bange for at inddrage private aktører i opgaveløsningen og når vi kigger på dette års budget, bliver det et af de håndtag, der kan drejes på.

I budgetforhandlingerne er vi, overordnet set, optaget af at budgettet er i balance ikke kun i 2024, men også i de efterfølgende år. Vi er bevidste om, at der ved dette års budget er store anlægsønsker, der bliver vanskelige, at indfri.

Til gengæld ser vi en mulighed for skattelettelser, da vi potentielt har en kassebeholdning, der hverken kan anvendes på anlæg eller service, og derfor burde de penge tilgå borgerne – med mulighed for at anvende de ekstra penge i Hillerøds butikker eller på anden måde holde gang i den økonomiske fødekæde.

I Venstre, går vi ind i budgetforhandlingerne, med fem plejemærker (i ikke prioriteret rækkefølge):

1) Sikre skolerne ordentlige faciliteter og læringsmiljøer

Udbygninger og renoveringer af skolerne er vigtige. Det gælder både ift. kapacitetsudvidelser i Hillerød Vest, Helhedsplan for Grønnevang skole afd. Nødebo og Hillerødholmsskolen afd. Gadevang.

Når kapacitetsudvidelser imødekommes, drejer det sig ikke kun om klasselokaler, men også om at understøtte mellemformer – altså at børn med udfordringer, har mulighed for at gå på den lokale skole og vi herved forbygger en mere indgribende indsats. Samt at vi skaber læringsmiljøer, der også understøtter elevernes sociale kompetencer, læring og trivsel.

Vi ønsker et generelt løft af folkeskolen og en styrket indsats ift. børn, der er ordblinde. Vi har ligeledes en ambition om at række ud til kulturlivet, idræt og erhverv ift. at skabe folkeskoler i særklasse.

Det er også værd at nævne at Hillerød er en uddannelsesby og indsatser allerede i folkeskolen kan have stor betydning for de unges uddannelsesvalg og her ønsker vi, i Venstre, en endnu mere ambitiøs strategi, end vi har aktuelt.

Helt lavpraktisk mener vi også, at ordentlig parkering ved skolerne er vigtig og vi ser det som en mulighed, at etablere en parkeringspulje, der imødekommer sådanne behov.

2) Understøtte og udvikle lokalsamfundene

I budgetoplægget ser vi en række forslag, der til dels støtter lokalsamfundene, men også nogle der forringer deres vilkår og her vil Venstre være deres vagthund. Vi ønsker ikke at forringe busdriften, som der ellers er lagt op til, og trafiksikkerheden skal forsat prioriteres. Derudover hilser vi et dagtilbud i Meløse velkommen – det kunne være privat – lige så vel som vi er beviste om forsamlingshusenes vigtige rolle i mange lokalsamfund.

3) Sundhed og idræt som drivkraft for trivsel og fællesskab

For Venstre er det vigtigt vi kommer i mål med de nødvendige investeringer i forhold til de kommunale kerneopgaver (ældre, skoler og børn). I Venstre er vi ikke i tvivl om, at idræt også spiller en vigtig rolle ift. både sundhed og trivsel. Der er ingen tvivl om at Hillerød Stadion kommer til at fylde ved dette års forhandlinger og her er Venstre parate til, at kigge på løsninger, både ift. det konkrete behov for at kunne spille fodbold i 1. division, men også ift. breddeidrætten. Og så mener vi, at det er vigtigt at huske at idrætten også rummer en del andre aktiviteter, der understøtter fællesskaber og trivsel, som vi mener bør understøttes.

 4) At byggesagsbehandlings tider og trafikken følger med væksten i kommunen

Der er afmatning i bygge- og anlægsbranchen. Men alligevel er vores sagsbehandlingstider ikke gået ned. Det må vi kunne gøre bedre, og det er ikke rimeligt at vores borgere skal vente i månedsvis, hvis de vil lave en lille tilbygning.

I Venstre mener vi, der med fordel kunne kigges på intelligent software, hvor mange processer automatiseres, og sagsbehandlere kan få adgang til nødvendige informationer hurtigere. Og så det helt åbenlyse, at afsætte flere medarbejdere til, at komme igennem sagsbunkerne.

Fremkommelighed er ligeledes vigtig og vi ser et behov for investeringer, som kan sikre, at det er smidigere at komme ind og ud af Hillerød for bilisterne. Det gælder blandt andet trafikafviklingen på de store indfaldsveje, hvor der er tæt trafik i myldretiden. Derudover mener vi, i Venstre, at der skal bruges flere penge på asfalt, men det kommer nok ikke bag på nogen.

5) En værdig ældrepleje med nærvær, omsorg og genkendelighed

Vi mener ikke, vi skal spare på plejehjemmene og dagcentre. Skulle der blive behov for flere plejehjemspladser, hilser vi endnu et friplejehjem velkommen, men vi mener ikke, vi skal bygge flere kommunale plejehjem. Frihed til selv, at bestemme hele livet, er vigtigt for Venstre.

Indsatser ift. at bekæmpe ensomhed, herunder fællesskaber og aktiviteter for seniorer i Hillerød kommune, anser vi også som vigtige. Kapaciteten ift. mad (MAD til hver DAG) til ældre skal følge med befolkningstilvæksten og så er vi stadig fortalere for, at velfærdsteknologi skal medtænkes i opgaveløsningen, der hvor det frigiver tid til omsorg.

Til sidst vil jeg gerne sige tak for høringssvarene, man kan læse der er lagt tid og hjerteblod i dem. I Venstre, vil vi gøre os umage for, at have dem med, når det svære regnestykke skal gøres op.

Ikke alt er besparelser….

Så er der lidt sommerglæde på vej til kommunens børn og unge i form af sommeraktiviteter – vi ved endnu ikke alle tilbud der kommer, da foreninger og institutioner får en helt central rolle og stadig kan søge midler til afholdelse af aktiviteter. Midlerne kommer fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Omdrejningspunktet bliver faglige og sociale fællesskaber, så hvis man har følt et afsavn under Corona krisen, så har man nu mulighed for, at indhente noget af det forsømte, både socialt og fagligt. I skrivende stund kan jeg afslører, at nogle af de tilbud der allerede er på tegnebrættet ser sjove og innovative ud, det er for eksempel; E-hood, Digi-krea, Mentorforløb og meget andet.

Som mor til fire, er jeg spændt på at læse mere om tilbuddene og allerede fra uge 27 kan man løbende se dem på www.hillerød.dk/sommer.

I morgen drøftes sommeraktivitetspulje på et ekstraordinært møde i en række politiske udvalg – lige så vel som flere foreninger allerede har fået en skrivelse i deres e-Boks, om muligheden for at være tovholdere for dette skønne tiltag, som jo kan ses som en kærkommen håndsrækning til børn og unge i Hillerød. Jeg opfordrer alle Lokalråd, Idrætsforeninger, Borgerforeninger og hvad der nu ellers er lokalt til, at melde sig på banen – og lad os da endelig tænke vores grønne områder ind også.

Håber at se mange glade sommerbørn og deres familier i Hillerød hen over sommeren.

Rigtig god fornøjelse.

På billedet ses Læringsbasen i Alsønderup, den blev inddraget sidste år, da en række foreninger og frivillige i Alsønderup arrangerede Happy Summer med rigtig mange sjove indslag for børn og unge.

Det er vigtigt for mig……

  • at borgerinddragelse ses som et kontinuerligt samarbejde.
  • at trafiksikkerheden omkring skolerne sikres og cykelstisystemet udvikles i hele kommunen.
  • at der er større sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv, ved at sikre pasning – også til større børn.
  • at digitale arbejdsredskaber til elever indtænkes som en naturlig del af undervisningen.
  • at digital infrastruktur prioriteres med tilskud til bedre internetforbindelser i yderområderne.
  • at støtte op omkring idrætten og foreningslivet, herunder kommunens mange frivillige.
  • at kompetencer og opgaver i ældreplejen hænger sammen.
  • at vi samarbejder omkring bedre busforbindelser i yderområderne.

………at byrådet arbejder med dét, som du finder vigtigt!