Kommuneplantillæg 11 for større solcelleanlæg er nu en realitet. Det er et skridt i retning af vores klimamål, og Venstre er klar til at tage ansvaret for, at Hillerød bidrager til den grønne omstilling. For os er det vigtigt, at vi gør det – og at vi gør det på en måde, der balancerer klimakravene med hensynet til både borgerne og vores natur.

Vi står et bedre sted i dag, end da vi første gang behandlede en ansøgning om placering af en solcellepark. Et bedre sted, fordi byrådet nu har taget styringen og sat vores egen kurs. Det har vi gjort sammen med borgere og foreninger, og derfor står vi et bedre sted nu. Tak til alle, som har bidraget til det. Over 120 høringssvar og et velbesøgt borgermøde har været med til at kvalificere beslutningen. Det har skabt en solid basis, hvor vi ikke kun sikrer klimaet, men også tager hensyn til lokalsamfundet og naturen.

Det vigtigste med planlægningen er at nå vores CO₂-mål med præcis det antal solceller, der kræves for at opnå CO₂-neutralitet – og ikke flere. Vi har lyttet til bekymringer om påvirkningen af både landskabet og bolignære områder og har derfor indført skærpede afstandskrav og værnet om sårbare naturområder. Planlægningen omfatter derfor bl.a. afstandszoner, så beboere kan bevare deres udsyn, og vi tager hensyn til de værdifulde landskaber. Solcellerne skal kunne indpasses i landskabet uden at ødelægge det.

Nu går vi ind i en ansøgningsrunde for solcelleparker. Hvert projekt vil blive vurderet nøje ud fra de nye fastsatte rammer. Det betyder, at vi vil vælge de steder og løsninger, der giver størst klimamæssig gevinst med mindst muligt indgreb. I denne proces er det fortsat vigtigt for Venstre at opretholde dialogen med borgerne og sikre fuld gennemsigtighed i alle trin.

Solcelleanlæggene er nødvendige – det kan vi ikke komme udenom – men vores opgave er at sikre, at vi kun får det nødvendige antal og ikke mere end det. Det er en balanceret tilgang, der kombinerer ansvarlighed over for både klimaet, lokalsamfundet og naboerne.

P.S. Beklager billedet – jeg har desværre ikke et billede med solceller. Principperne for placering og hensyn i planlægningen er dog de samme, som hvis det var vindmøller. Men hey, det fik dig måske til, at læse med så langt. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *