I en årrække er der blevet arbejdet på, hvordan vi skaber kontinuitet i ældreplejen og resultaterne kan, for nogle, være svære at få øje på.

I Omsorg- og livskraftsudvalget har dette min særlige interesse, da jeg ofte møder ældre plejekrævende borgere, der rejser problematikken omkring de mange forskellige ansigter, de møder i deres hverdag. Der har været mange forslag og refleksioner i spil i forhold til, at imødekomme behovet for kontinuitet i plejen og et af tiltagene er et internt vikarbureau, med vikarer inden for ældrepleje og sundhed. Vikarerne vil i højere grad kende borgerne, som vil opleve at de møder de samme ansigter. Derudover er det ambitionen, at medarbejderne bliver mindre belastede, fordi der er et internt vikarbureau at trække på.

Jeg mener det er vigtigt at vi både lytter til borgernes behov, men samtidig også imødekommer det pres, der kommer på kommunerne i fremtiden, når det drejer sig om pleje og sundhed. Aktuelt er plejecentrene pressede og jeg håber at dette vil blive set som en håndsrækning til dem også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *