Efter nogle intense uger må vi indse, at idrætsanlægget og det tilhørende fodboldakademi ikke har udsigt til at kunne realiseres.
Det har været en stor politisk vision for udviklingen af en ny bydel, og Venstre havde gerne set et fodboldakademi med spirende talenter og liv i området. I den forbindelse vil jeg gerne sende en særlig tak til Venstres Hanne Kirkegaard, tidligere formand for Idræts- og Sundhedsudvalget – jeg ved, at du om nogen har lagt hjerteblod i projektet.
Mange, ikke mindst kommunen, har lagt utallige arbejdstimer i projektet, imens sagsbunkerne på andre områder er vokset. At en del af arbejdet nu er spildt, er dybt beklageligt.
Nu er det tid til at stoppe op og se på, hvad der kan overføres til en tilrettet version af Favrholm – sandsynligvis i mindre skala. Mange af ambitionerne for Favrholm lever videre, og Venstre tror stadig på, at vi kan skabe en fantastisk ny bydel – men det kræver, at vi gentænker projektet og undersøger, hvad der realistisk kan lade sig gøre.
Og vigtigst af alt: Vi skal sikre, at et kommende projekt ikke skaber udfordringer for resten af Hillerød. Trafikafviklingen er her særligt vigtig, og vi tager erfaringerne med fra planlægningen af det tidligere projekt. Naturen skal naturligvis fortsat tilgodeses, og erhvervslivet skal i langt højere grad inviteres med i dialogen om områdets muligheder.