I går var der online Byrådsmøde og en af sagerne var distriktskolegrænsen i Hillerød Vest.
Børn, Unge og Familieudvalget har længe arbejdet med de kapacitetsudfordringer, der er på skoleområdet i Hillerød Vest. Udfordringer der kommer til udtryk i prognoser/risikovurderinger, hvor meget er vidst, men intet er sikkert. I udvalgsarbejdet er risikovurderingerne blevet justeret undervejs og mange løsninger har været i spil. Ikke kun ift. til den kommunale forpligtelse for skoledrift, men også drøftelser om f.eks. privatskoler eller offentlige/private samarbejder. Ud af mange værktøjer man kan tage i brug, når det drejer sig om kapacitetsudfordringer på skoleområdet, er skoledistrikter et af dem.
Når man som politiker sidder med disse sager, bliver man indimellem ramt, både på sin ideologi, men også på hvor man bor. Jeg bor i Alsønderup og er opvokset en del af min barndom i Tulstrup. Jeg har fire børn, der har gået på Alsønderup skole og nu Ålholmskolen (begge Hillerød Vest skolen). I deres skoletid har jeg oplevet børn, der har måtte skifte skole, hvilket ofte er en svær beslutning. For os i Alsønderup kan skolevejen være lang, derfor har det været kærkomment at kunne anvende Sophienborgskolen, hvis behovet opstod. Derfor er jeg oprigtigt ked af, at den mulighed nu er væk og børnene som minimum skal helt til Hillerødsholmskolen, hvis de får brug for et skoleskift. Det er en skolevej på 8 km for mit vedkommende.
Helt paradoksalt er det, at vi i budgetprocessen besluttede at Sophienborgskolen skal anvende klasselokaler på Alsønderup skole – her var min kongstanke, at samtidig med, at vi fik anvendt ledig kapacitet i Alsønderup, fik vi understøttet sammenhængskraften mellem Sophienborg og Alsønderup. Men heller ikke med det argument fik jeg opbakning.
Under byrådsmødet måtte jeg da også stå imod lidt af hvert – det mest paradoksale at blive beskyldt for at være politisk – men den tager jeg gerne på min kappe, for jeg mener faktisk generelt, at vi skal understøtte det frie skolevalg og da vi i 2019 måtte stoppe tilgangen på Byskolen, var det ikke med min gode vilje og med den erfaring jeg har i dag, havde jeg nok handlet anderledes. Det er jo hvad den politiske ballast giver.
Ret skal være ret og andre partier er velkommen til at læne sig mere op af risikovurderingerne. Men det kan jo undre, at man godt kan tilgodese borgere ved Hillerødsholmskolen og i 11. time ændre distriktsgrænse, hvilket jeg tilslutter mig, selvom om den geografiske logik lader noget tilbage at ønske. Men at man ikke tilgodeser de børn, der får brug for et skoleskift – børn som givetvis kan have det svært, det forstår jeg ikke. Her vejer hensynet til børnene tungere hos mig.