Når vi taler om fremtidens kommune, kommer samtalen ofte til at handle om planer, strategier, prognoser og budgetter. Vi tager udgangspunkt i det, vi har i dag, og forsøger at få det til at række lidt længere.
Men vi kan ikke blive ved med at forlænge nutiden med brædder.
Vi er også nødt til at spørge: Hvilke fremtider kan vi forestille os – og hvilken fremtid vil vi gerne være med til at skabe?
Det kræver, at vi tør give mere plads til det divergente: legen, kreativiteten, nysgerrigheden og forestillingsevnen. Det, børn gør helt naturligt. De undersøger, prøver af og stiller spørgsmål uden på forhånd at kende svaret. Og de er ofte mindre bange end voksne for at tage fejl.
Det er en vigtig egenskab. For hvis vi indretter vores organisationer og vores samfund sådan, at fejl for enhver pris skal undgås, risikerer vi samtidig at fjerne modet til at eksperimentere og udvikle nyt.
Der er mange mulige fremtider. Derfor handler fremtidstænkning ikke om at kunne forudsige præcist, hvad der kommer. Det handler om at opbygge vores evne til at navigere i usikkerhed og forestille os forskellige scenarier.
Hvad kunne der ske? Hvad ville det betyde? Hvad overser vi i dag? Og hvad ville vi gøre, hvis verden udviklede sig anderledes, end vi forventer?
Tænk, hvis vi i kommunerne arbejdede mere systematisk på den måde.
Ikke som en erstatning for strategier, økonomistyring og politiske prioriteringer. Dem har vi selvfølgelig brug for. Men som et supplement, hvor vi også tør åbne mulighederne, før vi lukker dem igen med en konkret plan.
Det handler også om at tage praksisviden alvorligt. Ikke al værdifuld viden findes i regneark, modeller og rapporter. Når en medarbejder møder en borger, eller en lærer står sammen med eleverne, opfanger de gennem erfaring, relationer, følelser og sanser noget, som en teoretisk model ikke nødvendigvis kan indfange.
Vi har brug for en vekselvirkning mellem forestillingsevne, praksisviden og strategisk handling. Vi skal kunne forestille os, sanse og handle. Det er med til at gøre både mennesker og organisationer mere robuste, når verden forandrer sig.
Og måske er det især vigtigt, når vi taler om børn og unge.
Vi skal ikke uddanne dem til blot at reproducere den verden, vi allerede har skabt. Vi skal give dem viden, kompetencer og handlekraft til også at forme den verden, de selv skal leve i.
Derfor bør kreativitet, innovation, problemløsning og evnen til at stille gode spørgsmål ikke være noget, vi lægger oven på undervisningen som et ekstra projekt. Det bør være en del af den måde, vi lærer og arbejder på.
For i en usikker fremtid bliver det ikke mindre vigtigt at have viden.
Men det bliver mindst lige så vigtigt at kunne spørge:
Hvad nu hvis?