Næste skridt – kandidat til folketinget

Jeg gik ind i politik for at gøre en forskel.
Ikke for en titel. Ikke for en position.
Men fordi jeg tror på, at vi har et ansvar for det samfund, vi er en del af.

Mit kandidatur til Folketinget er ikke et farvel til lokalpolitikken.
Det er en forlængelse af den.

I dag er jeg viceborgmester i Hillerød. Tidligere har jeg siddet i regionsrådet. Jeg har dermed arbejdet politisk på flere niveauer samtidig. Nogle har spurgt, om det er realistisk. Det er et fair spørgsmål. Politik kræver tid, nærvær og ansvar.

Men jeg har oplevet det som en styrke.

Når man arbejder på flere niveauer, får man en særlig indsigt i, hvordan politiske beslutninger hænger sammen. Man ser, hvordan det, der vedtages på Christiansborg eller i regionen, får konsekvenser i kommunerne. Jeg har oplevet at kunne skabe opbakning til beslutninger med direkte betydning for mange borgeres hverdag, netop ved at kunne navigere begge steder. For eksempel i drøftelsen om nedlæggelse af trinbrætter ved Kystbanen, hvor hensynet til rejsetid og effektiv drift blev vejet op mod lokale borgeres adgang til kollektiv transport.

Det peger på en større pointe:

Når man på Christiansborg prioriterer infrastrukturmidler eller ændrer en togplan, kan det se rigtigt ud på et Danmarkskort. Men lokalt kan det betyde øget trængsel på små veje, manglende parkeringspladser ved stationer eller dårlig sammenhæng mellem tog og busdrift.

Det samme gælder i sundhedsvæsenet. Når hospitaler effektiviserer og udskriver patienter hurtigere, flytter opgaven ofte til kommunerne. Så står hjemmeplejen og rehabiliteringen med et større ansvar.

Som sygeplejerske er jeg rundet af velfærden. Jeg ved, hvordan systemer kan hjælpe – og hvordan de nogle gange spænder ben.

Jeg mener, vi i Venstre står stærkt som et liberalt velfærdsparti, hvor den enkelte i langt højere grad skal have indflydelse på eget liv, end vi ser i dag.

Med erfaringen som styrke – og med en stærk motivation for fortsat at gøre en positiv forskel – har jeg sagt ja til at stille op til Folketinget for Venstre i Nordsjællands Storkreds med opstilling i Helsingør.

Jeg er stolt af at være en del af et kandidathold, hvor vi supplerer hinanden og sammen kan øge Venstres muligheder for at få flere stærke, lokale stemmer valgt til Christiansborg. Det handler ikke om personer – men om reel indflydelse til Nordsjælland.

Jeg arbejder til daglig med offentlig innovation og ser mig selv som en systemfornyende politiker. Jeg tror på vores velfærdssamfund – men ikke på, at vi kan løse fremtidens udfordringer med fortidens løsninger.

Derfor vil jeg bidrage med udvikling og fornyelse, så systemerne igen kommer til at arbejde for mennesker – ikke omvendt.

For mig handler politik om, at mennesker skal have mulighed for at træffe egne valg og være herre i eget liv. Det kræver et samfund, hvor vi både tør tænke nyt og tager ansvar.

I valgkampen vil jeg rejse nogle af de vigtige mærkesager for Nordsjælland:

• En infrastruktur, der hænger sammen i hele Nordsjælland
• En velfærd, der giver plads til faglighed og frihed
• Et stærkt beredskab og øget tryghed i en mere urolig verden
• Gode rammer for erhvervsliv og uddannelse, så området fortsat kan udvikle sig

Jeg har over 25 års erhvervserfaring og ved, hvordan politiske beslutninger mærkes i hverdagen – for medarbejdere, ledere og borgere. Samtidig er jeg mor til fire og kender det Danmark, hvor familieliv og arbejdsliv skal hænge sammen.

Den virkelighed tager jeg med ind på Christiansborg.

Da trafikken overdøvede børnene – og hvorfor jeg er glad for den nye aftale om trivsel og fravær

Når jeg kigger tilbage på valgkampen, undrer det mig stadig. Trafik kom til at fylde næsten alt. Køkørsel, parkeringspladser og veje dominerede debatten – mens noget af det allervigtigste først sent fandt vej til dagsordenen: børns trivsel og mistrivsel i skolen.

Det er problematisk. For mens vi diskuterer asfalt, sidder der børn derhjemme, som ikke kan komme i skole. Børn, der kæmper med angst, uro, ensomhed og manglende tilknytning til fællesskabet. Familier, der står alene med et system, som ofte reagerer for sent.

Heldigvis var vi flere, der lyttede til de stemmer, der råbte højt. Forældre, lærere og fagpersoner, der igen og igen gjorde opmærksom på, at ufrivilligt skolefravær ikke handler om dovenskab eller manglende opdragelse – men om mistrivsel.

Derfor er jeg stolt af, at vi i Hillerød har taget ansvar og etableret et udvalg, der specifikt arbejder med ufrivilligt skolefravær. Det er et vigtigt skridt. Ikke fordi vi allerede har alle svarene, men fordi vi har erkendt, at problemet kræver politisk opmærksomhed, tværfagligt samarbejde og handling – ikke bare hensigtserklæringer.

Og netop derfor er jeg også rigtig glad for den nye nationale aftale, som skal sikre, at elever hurtigere får hjælp ved mistrivsel og højt fravær.

Aftalen betyder blandt andet, at der fremover skal sættes tidligere ind, at støtte skal målrettes den enkelte elev, og at skolerne får bedre muligheder for at handle uden at blive bremset af tunge systemkrav. Det er sund fornuft. For jo længere vi venter, jo sværere bliver det at få barnet tilbage i trivsel og fællesskab. Læs aftalen her: https://uvm.dk/aktuelt/nyheder/2026/januar/260115-ny-aftale-sikrer-elever-hurtigere-hjaelp-ved-mistrivsel-og-fravaer/

For mig handler det her ikke kun om skolepolitik. Det handler om børns livschancer. Om at blive set i tide. Om at blive mødt med forståelse frem for sanktioner. Og om at skabe en skole, hvor flere børn faktisk har mulighed for at lykkes – også dem, der ikke passer ind i standardkassen.

Hvis vi virkelig vil gøre en forskel, skal vi turde flytte fokus. Fra det, der larmer mest, til det, der betyder mest.

Og her er børns trivsel ikke bare én dagsorden blandt mange. Den er helt grundlæggende.

Hillerød set med gæsternes øjne: Smukt, mindeværdigt – og med mere potentiale!

Hvad siger vores gæster egentlig om Hillerød?
Det har Wonderful Copenhagen og VisitNordsjælland undersøgt i en ny turismeanalyse baseret på 618 interviews med danske og udenlandske besøgende. Resultatet er opløftende – og giver samtidig klare pejlemærker for, hvordan Hillerød kan udvikle sig endnu mere som oplevelsesby.

En by, der imponerer

Det overordnede billede er tydeligt: Hillerød gør et rigtig godt indtryk. Hele 94 % af de besøgende er tilfredse eller meget tilfredse med deres samlede oplevelse. Når gæsterne med tre ord skal beskrive byen, går ordene igen: smuk, slot, pæn og natur. Det er især Frederiksborg Slot, de grønne omgivelser og byens rolige atmosfære, der sætter sig fast i hukommelsen. Det er med andre ord ikke svært at være stolt af Hillerød som destination.

Mange nye gæster – få gengangere

Undersøgelsen viser også, at næsten 7 ud af 10 besøgende er i Hillerød for første gang. Det gælder især de udenlandske gæster, som ofte besøger byen som led i en rundrejse i Danmark. Det fortæller os, at Hillerød har en stærk tiltrækningskraft – men også at der er et potentiale i at få flere til at komme igen.

En populær – men kort – destination

Langt de fleste besøgende er på dagstur. 90 % overnatter ikke i byen, og de fleste bruger mellem 1 og 6 timer i Hillerød. Det betyder, at besøget ofte koncentreres om én hovedoplevelse – typisk slottet – hvorefter turen går videre. Men her gemmer der sig en vigtig pointe:

“Vi ville gerne have haft mere tid”

Over en tredjedel af gæsterne svarer nemlig, at de gerne ville have haft mere tid i Hillerød. Mange nævner, at de ville:

  • se mere af Frederiksborg Slot
  • besøge flere butikker
  • bruge mere tid på caféer og restauranter

Hele 44 % fortæller, at de blev positivt overraskede over byen – og netop derfor kunne have forestillet sig at blive længere.

Det peger på, at udfordringen ikke er manglende kvalitet – men manglende synlighed og sammenhæng i oplevelserne.

Let at besøge – let at holde af

Et andet vigtigt resultat er, at Hillerød opleves som nem at besøge. De fleste finder rundt via digitale løsninger som Google Maps, og 74 % oplever ingen væsentlige barrierer i forbindelse med deres besøg. Transport, wayfinding og adgang fungerer generelt godt.

Hvad kan vi lære?

Turismeundersøgelsen fortæller en klar historie:
Hillerød har allerede det, mange byer kæmper for – en stærk identitet, høj tilfredshed og internationale gæster. Det næste skridt handler om at få besøgende til at opdage mere, blive længere og komme igen.

Det kræver:

  • bedre synlighed af byens samlede oplevelsesudbud
  • tydeligere kobling mellem kultur, byliv, handel og spisesteder
  • inspiration både før og under besøget

Kort sagt: Hillerød skal ikke opfinde sig selv på ny – men blive endnu bedre til at fortælle, hvad byen allerede kan.

Ny energi i Hillerød

Jeg er Venstres borgmesterkandidat i Hillerød, jeg er mor, leder, sygeplejerske og iværksætter – kvinde og optimist – hårdtarbejdende og visionær.

Jeg er 50 år. Jeg er født og opvokset i Hillerød, og i dag bor jeg i Alsønderup med min mand Martin og vores børn – vi har lige haft sølvbryllup.💙
Vores tre sønner går alle på HTX i Hillerød 🎓🎓🎓
Og vores datter læser kvantefysik og matematik på Københavns Universitet i København, 🔬

Hillerød er mit hjem, mit fællesskab og min drivkraft. 🌱

Jeg er uddannet sygeplejerske og har bl.a. en Master i Læring og Kompetenceudvikling. Til daglig arbejder jeg som lektor og leder af Praksis- og Innovationshuset på Københavns Professionshøjskole.
Derudover driver jeg sammen med min mand vores egen virksomhed, som udvikler digitale løsninger i Life Science – og han arbejder i virksomheden på fuld tid – ja, han trækker nok det største læs der.

Jeg har mere end 20 års erfaring med innovation, ledelse og organisationsudvikling, Og jeg har arbejdet i politisk styrede organisationer i 30 år.
Det har lært mig én ting: Fremdrift skabes med mod, faglighed og klare beslutninger – sammen med mennesker, ikke hen over hovedet på dem 🤝


Hvorfor stiller jeg op som borgmester?

Fordi hverdagen i Hillerød ikke hænger ordentligt sammen:

🚦 Trafikken står stille
🏫 Skoler og bygninger er nedslidte
🧒 Alt for mange børn mistrives
🏛️ Og der mangler politisk fokus og retning

Hillerød har brug for ny energi 🔋


Mine vigtigste mærkesager

En ny ledelse af kommunen
Fokus på kernevelfærd – ikke voksende administration. Tidligere inddragelse, bedre kommunikation og mere professionel styring.

En erhvervspolitik med fart på
Forenklede processer, stærkere samarbejde og et lokalt Innovationsnetværk, der gør Hillerød til en kommune, hvor idéer kan vokse.

En trafik, der fungerer
Udvidelse af de store veje, bedre koordinering og stop for nye lokalplaner i centrum, indtil infrastrukturen følger med.

Livskvalitet i alle aldre
Moderne skoler, flere fritidsmuligheder, styrket natur og ordentlig ældrepleje – med lokale plejehjemspladser.


Jeg stiller op som borgmester, fordi jeg, sammen med det kommende byråd, vil skabe et Hillerød, der fungerer – i hverdagen og i fremtiden 🌟
Et Hillerød med ordentlighed, faglighed og ny energi.

Tak fordi du følger med – og tak fordi du vil være med til at forme Hillerøds næste kapitel 🙏💙

Familier med børn i mistrivsel og skoleværing kræver en fokuseret indsats.

Skolevægring er et komplekst og sårbart problem. Det rammer familierne hårdt – mange fortæller, at kræfterne simpelthen er brugt op. Under valgkampen er der blevet foreslået både familieråd, workshops og netværk. Det er gode idéer – hvis familierne har overskuddet til det. Men alt for ofte står de alene med en hverdag, der ikke hænger sammen.

Derfor må vi tage politisk ansvar og gøre langt mere for at støtte både børn og forældre – også i den ventetid, hvor systemet lige nu svigter.

💙 Vi skal styrke Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) – og give hjælp i ventetiden.

Det arbejde er allerede i gang, men vi skal sikre, at familier ikke efterlades uden støtte, mens de venter. Sagsbehandlingsfristerne skal overholdes, og der skal være klar, konkret hjælp i ventetiden: midlertidige forløb, støttepersoner, rådgivning eller faste kontaktpersoner, så børnene ikke falder ud af fællesskabet.

💙 Vi skal tiltrække og fastholde dygtige PPR-medarbejdere.

En stærk indsats kræver stærke fagfolk. Vi skal gøre en målrettet indsats for at tiltrække medarbejdere, der har lyst til at arbejde i PPR. Samtidig skal vi styrke samarbejdet med specialskolerne, så viden og erfaringer deles på tværs. Det skaber bedre løsninger og mere robuste fællesskaber omkring børnene.

💙 Vi skal reagere langt tidligere.

Når familier og skoler ser de første tegn på mistrivsel, skal der handles – ikke blot registreres og ventes. Jo tidligere vi sætter ind, desto større chance for, at barnet forbliver i skolen og genfinder trygheden. Her spiller daginstitutionerne en central rolle. De ser ofte de første signaler, og derfor skal vi styrke deres muligheder for tidlig indsats. Derudover skal vi sikre en grundig og sammenhængende overgang fra daginstitution til skole, så familier oplever kontinuitet og støtte, der tager udgangspunkt i barnet – ikke systemerne.

💙 Vi skal prioritere kompetenceudvikling hos alle omkring barnet.

De voksne omkring børnene – lærere, pædagoger, støttepersoner og ledelser – skal have de rette redskaber til at forstå, forebygge og håndtere mistrivsel og skolevægring. Hillerød er en uddannelsesby, og det giver os en særlig mulighed: Samarbejder med bl.a. Københavns Professionshøjskole kan sikre praksisnær kompetenceudvikling og ny viden. Det her er en udfordring, der rækker langt ud over Hillerød – og derfor skal vi bruge vores lokale styrker til at gå forrest.

💙 Vi skal styrke samarbejdet på tværs.

Forældrene skal ikke være projektledere i deres eget barns mistrivsel. Vi skal skabe et langt tættere samarbejde mellem familierne, skolerne, kommunen og psykiatrien. Ansvar må ikke skubbes rundt – det skal samles og løftes i fællesskab. Det kalder også på, at det tværprofessionelle samarbejde internt styrkes.

Skolevægring forsvinder ikke af sig selv, og familierne kan ikke bære det alene.
Det kræver politisk vilje – og det ansvar er jeg klar til at tage.

AI, teknologi og fremtidens unge i Hillerød

Vi står midt i en tid, hvor teknologi ikke længere er noget, der ligger uden for os – det er en del af vores hverdag, vores sprog, vores viden og måden vi udvikler os på. Som lektor og en del af et institut for AI og teknologi i uddannelse på Københavns Professionshøjskole, ser jeg hver dag, hvordan unge er parate til at bruge teknologien aktivt og kreativt. Men kun hvis vi giver dem muligheden.

I Hillerød møder jeg mange engagerede unge, som har store ambitioner for deres fremtid. Men de fortæller også om udfordringer: adgang til uddannelse, transport, bolig og fællesskab. Det er temaer, der har afgørende betydning for, om unge vælger at blive en del af Hillerød – eller flytte væk.

Her er de områder, som fylder for ungdommen i vores kommune – og hvor vi har mulighed for at gøre en reel forskel.


1. AI og teknologi i undervisningen

Unge vil ikke kun bruge teknologi — de vil forstå og forme den.
Vi skal tilbyde mere end IT som redskab. Vi skal give plads til læring i:

  • AI som problemløsningsværktøj
  • digital innovation og skabermentalitet
  • simulering, laboratoriearbejde og teknologisk kreativitet
  • samarbejde mellem gymnasier, erhvervsskole og lokale virksomheder

Hillerød kan blive et kraftcenter for teknologiske uddannelsesmiljøer, især med adgangen til viden og erhverv i og omkring nyt sygehus, biotek og tech-branchen.
Det kræver mod til at tænke anderledes – men gevinsten er stor: unge, der står stærkt i fremtidens arbejdsmarked.


2. Videre uddannelsesveje i Hillerød

Mange unge oplever, at næste skridt efter gymnasiet betyder at flytte væk. Det er ikke altid af lyst – ofte er det fordi mulighederne mangler.
Hvis vi vil fastholde unge i Hillerød, kræver det:

  • flere lokale samarbejder med videregående uddannelser
  • mulighed for delt studieforløb med København
  • studiemiljøer, hvor unge kan lære og leve samtidig

At skabe uddannelsesmuligheder lokalt er ikke kun uddannelse – det er byudvikling.


3. Studieboliger – et afgørende element

Uden steder at bo, forsvinder de unge automatisk.
Der er brug for:

  • små, betalbare studieboliger
  • tæt på station og bymidte
  • med fællesarealer, hvor man kan mødes og høre til

Studieboliger er ikke blot byggeri. Det er investering i ungt byliv, innovation og energi i centrum af Hillerød.


4. Fællesskaber skabt for og med unge

Unge ønsker ikke institutionsfællesskaber. De ønsker steder, der føles som deres.
Det kræver:

  • åbne miljøer til musik, kultur, sport og digitale fællesskaber
  • uformelle rum til at være – ikke kun præstere
  • steder hvor unge selv kan skabe indholdet

Fællesskab kan ikke dikteres – men det kan understøttes, faciliteres og dyrkes.


5. Transport og adgang til lokalsamfundene

Unge i Gørløse, Nødebo, Gadevang, Tulstrup og de øvrige lokalområder oplever, at busser og tog ikke hænger sammen med skole, fritid og sociale aktiviteter.

Når transporten stopper kl. 22, stopper deltagelsen også.

Hvis vi vil have lige muligheder, må vi sikre:

  • senere afgange og flere afgange
  • fleksible busordninger
  • sikre cykelruter

For ellers bliver ungdomsliv noget, kun dem i bymidten har adgang til.


Hillerød skal være en kommune, hvor unge både kan lære, leve og blive.

Det betyder:

  • stærk teknologisk undervisning
  • realistiske uddannelsesveje videre
  • studieboliger, der er til at betale
  • levende fællesskaber
  • transport, der gør deltagelse muligt

Det handler om mere end politik.
Det handler om, at vores unge skal kunne se en fremtid her – og føle, at de hører til.

Venstre – Ny energi i Hillerød

Vi ved, at mange i Hillerød oplever, at hverdagen ikke hænger sammen.
Trafikken står stille, bygninger mangler vedligehold, og borgerne bliver først inddraget, når beslutningerne allerede er taget.

Det vil Venstre gøre op med. Vi ønsker ny energi i ledelsen af kommunen – med fokus på kernevelfærd, ordentlig dialog og løsninger, der virker i praksis.


1. Ny ledelse og klare prioriteringer

Vi vil have en kommune, der lytter og handler:

  • Mindre administration – mere tid og ressourcer til kernevelfærd
  • Reel borgerinddragelse tidligt i processerne
  • Øget samarbejde med fonde og private aktører
  • En robust kommune, der kan håndtere kriser og udvikling

2. Trafik der fungerer

Hverdagen skal glide – også når vi skal fra A til B:

  • Udvidelse af bl.a. Peder Oxes Allé, Roskildevej og Tulstrupvej
  • Stop for nye lokalplaner i centrum, indtil infrastrukturen er forbedret
  • Flere sammenhængende cykelstier og god busdrift

3. Et stærkt erhvervsliv og nye muligheder

Vi vil skabe rammer, der gør Hillerød attraktiv for både iværksættere og etablerede virksomheder:

  • Enklere processer og færre barrierer
  • Et Innovationsnetværk, hvor kommune, erhverv og uddannelser arbejder tættere sammen
  • En kommune, der er hurtig, konstruktiv og til at stole på

4. Livskvalitet i alle aldre

Vi vil sikre stærke fællesskaber og gode rammer – uanset hvor du er i livet:

  • Flere fritids- og kulturtilbud og moderne idrætsfaciliteter
  • Sammenhæng i tilbud på tværs af alder
  • Naturen skal bevares og tænkes ind, når vi udvikler byen

5. En god hverdag for børnefamilier

Vores børn fortjener de bedste rammer:

  • Modernisering af daginstitutioner, skoler og skoletoiletter
  • Udvidede åbningstider og flere valgmuligheder
  • Madordninger i skolerne
  • Bevarelse af vores lokale skoler

6. Tryghed og værdighed for vores ældre

Ingen skal føle sig glemt eller presset i deres egen hverdag:

  • Bedre forebyggelse og kvalitet i plejen
  • Anerkendelse, nærvær og omsorg
  • Plejehjemspladser – også lokalt, hvor man hører til

Det kræver nyt lederskab. Det kræver ny energi.

Livslang læring som pejlemærke for Hillerød

Livslang læring handler om, at vi lærer gennem hele livet – ikke kun i skolen. Vi lærer, når vi er sammen med andre, deltager i fællesskaber, prøver noget nyt, fejler og rejser os igen. Læring er både faglig viden og personlige erfaringer, mod, relationer og identitet. Det er en måde at se mennesker på: At alle kan udvikle sig og finde nye veje – hele livet.

Jeg møder mange børn og unge i Hillerød, der er nysgerrige, engagerede og fulde af potentiale. Men jeg møder også dem, der kæmper. Dem, der mister troen på sig selv. Som føler sig alene – i skolen, i fritidslivet eller i overgangen til ungdomsuddannelse.

Når et barn mister modet, handler det sjældent kun om lektier og faglige krav. Det handler om relationer. Om at høre til. Om at have en plads i verden.

Derfor er livslang læring vigtig – ikke kun som et uddannelsesbegreb, men som et menneskesyn.
For læring sker i alle de rum, børn og unge bevæger sig i: i familien, blandt venner, i naturen, i foreningslivet og i mødet med voksne, som ser dem og tror på dem. Læring er ikke kun viden – det er mod, identitet og erfaring.

Hvis vi vil styrke børn og unges trivsel, skal vi turde tænke bredere end klasselokalet.

I Hillerød har vi allerede meget at bygge på: engagerede dagtilbud og skoler, stærke ungdomsuddannelser, foreningsliv og kulturmiljøer – og naturen lige udenfor døren. Det giver os en unik mulighed for at skabe sammenhæng i børns liv, så de ikke oplever brud, men kontinuitet og fællesskab.

Lad os styrke livslang læring i Hillerød ved at:

Sammensætte mentorskaber, hvor unge fra ungdomsuddannelserne støtter elever i udskolingen og skaber tryghed i overgangen til næste skridt.
Skabe familierum og fællesskaber, hvor børn, forældre og fagprofessionelle kan mødes og støtte hinanden tidligt – før problemer vokser sig store.
Investere i lærere og pædagogers kompetencer inden for relationel og inkluderende praksis – fordi trygge voksne skaber trygge børn.

Livslang læring er ikke bare en strategi.
Det er et fælles ansvar – og et valg om at se mulighederne i hinanden.

Hillerød skal ind i fremtiden

Når jeg stiller op som borgmesterkandidat, er det, fordi jeg mener, at det er tid til forandring.
Vi skal samle kræfterne i Hillerød og føre vores kommune ind i fremtiden – på en måde, hvor vækst og menneskelighed går hånd i hånd.

Hillerød er i rivende udvikling, men vi står også over for store forandringer drevet af kommende reformer – ikke mindst inden for beskæftigelse og uddannelse, men også indenfor ældreområdet.
Det kræver politisk lederskab, samarbejde og udsyn.


Vi skal samle kræfterne om erhverv, beskæftigelse og uddannelse

Venstre ønsker at danne et fælles erhvervs-, beskæftigelses- og uddannelsesudvalg, som samler indsatsen for virksomheder, arbejdspladser og fremtidens kompetencer.

For mig hænger de tre områder uløseligt sammen:
Vi kan ikke skabe vækst uden kvalificeret arbejdskraft, og vi får ikke dygtige medarbejdere uden et tæt samarbejde mellem virksomheder, skoler og uddannelser.

Et samlet udvalg vil styrke sammenhængen, give større handlekraft og sikre, at vi træffer beslutninger, der faktisk virker i virkeligheden.


Vi skal styrke infrastrukturen – særligt omkring vores arbejdspladser

Trængsel og manglende fremkommelighed koster både tid, penge og arbejdspladser.
Vi skal planlægge smartere og styre infrastrukturen omkring de områder, hvor folk arbejder.

Det handler om veje, parkering, kollektiv trafik og grøn mobilitet.
Hillerød skal være en kommune, hvor medarbejdere nemt kan komme til og fra arbejde – og hvor virksomheder kan drive deres forretning effektivt, ikke mindst i bymidten.


Vi skal bruge AI og teknologi til at gøre Hillerød mere effektiv og fremtidssikret

Teknologi skal ikke erstatte mennesker – den skal frigøre tid og skabe bedre løsninger.
Venstre vil arbejde for, at vi bruger AI og digitale værktøjer aktivt i kommunen – både til at nedbringe sagsbehandlingstider og til at styrke kvaliteten i servicen over for borgere og virksomheder.

AI og teknologi kan hjælpe os med at skabe en mere smidig, moderne og effektiv kommune, hvor medarbejderne får bedre værktøjer, og hvor borgerne oplever hurtigere og mere præcis betjening.

Hillerød skal være en kommune, der tør være på forkant med udviklingen.


Min erfaring – mit bidrag

Jeg bringer mange års erfaring som leder, lektor, sygeplejerske og viceborgmester.
Jeg har arbejdet med innovation, organisationsudvikling og implementering – og jeg ved, hvordan man får mennesker, organisationer og ressourcer til at arbejde sammen.

Som sygeplejerske med en Master i læring og kompetenceudvikling har jeg blik for både trivsel og faglig kvalitet – og jeg tror på, at stærke fællesskaber og tydelig ledelse skaber resultater.

Jeg kender Hillerød indefra, men jeg ser den med et nyt blik.
Jeg vil åbne kommunen for flere offentligt-private samarbejder, hvor vi sammen udvikler løsninger, der gavner både erhvervsliv og borgere.


En kommune i øjenhøjde

Mit mål er at skabe en kommune, der møder mennesker og virksomheder i øjenhøjde.
Hvor vi lytter, handler og kommunikerer klart.
Hvor beslutninger træffes med ansvar, udsyn og mod.

Jeg tror på, at Hillerød kan mere, når vi arbejder sammen.
Det er det Hillerød, jeg vil stå i spidsen for –
et Hillerød med vækst, viden og vilje.

Kan Hillerøds trafik reelt løses – eller lapper vi bare huller?

Trafikken i Hillerød er noget, mange taler med mig om – og jeg forstår godt, at tålmodigheden begynder at slippe op. Mange spørger, helt ærligt: Er det overhovedet realistisk at løse udfordringerne, eller lapper vi bare på problemerne?

Lad mig starte med det ærlige svar. Vi kan ikke fjerne al kø. Men vi kan reducere trængsel, øge sikkerheden og få byen til at fungere langt bedre – hvis vi tør prioritere rigtigt.


De nøgne fakta

De fleste, der kører ind til byen, har et ærinde i Hillerød. GPS-analyser viser, at kun 5–10 % af trafikken er gennemkørende. Det betyder, at kæmpe omfartsveje ikke vil løse de grundlæggende udfordringer. Tværtimod skal vi forbedre de steder, hvor trafikken rent faktisk kører fast, såsom Peder Oxes Allé og rundkørslen ved Milnersvej/Roskildevej.
Hvis vi ikke gør noget, bliver netop de to steder markante flaskehalse i 2030.

Forsøg med ensretning af bymidten – som Milnersvej, Hostrupsvej og Godthåbsvej – har vist, at trafikken blot flyttes rundt og ender med 260 % stigning på Godthåbsvej. Det giver hverken mindre støj eller mere sikkerhed. Kort sagt: Hillerød er ikke bygget til ensretning – og vi skal lade være med at tvinge løsninger ned over en by, der har et helt andet vejnet end moderne planbyer.


Hvor giver det mening at handle?

Der er brug for målrettede forbedringer, som reelt styrker fremkommeligheden og trafiksikkerheden – både i byen og i de omkringliggende lokalsamfund.

  1. Udvid Peder Oxes Allé og rundkørslen Milnersvej/Roskildevej – med bedre svingbaner og et nyt, mere sikkert kryds, der giver plads til både busser og cyklister.
  2. Opgrader Roskildevej og Tulstrupvej i korte, præcise stræk – det giver reel fremkommelighed, uden at vi skal ekspropriere folks haver.
  3. Gør skolevejene sikre: 40-zoner, helleanlæg og tydelig belysning.
  4. Forbind cykelstierne, så de faktisk kan bruges sammenhængende – både mellem byens kvarterer og fra lokalsamfund som fx Nødebo, Alsønderup og Nr. Herlev ind til Hillerød by. Cykelstierne skal hænge sammen hele vejen, ikke stoppe midt på en landevej.
  5. Få styr på signalerne: Grønne bølger, dynamiske lyskryds og præcise busafgange.
  6. Flere busstoppesteder dér, hvor borgerne faktisk efterspørger dem – for eksempel ved Grønnegadecentret, hvor mange ældre, besøgende og medarbejdere i dag har lang gåafstand til nærmeste stoppested. Det skal være nemt og trygt at tage bussen, også for dem, der ikke længere cykler. Flere busafgange til lokalsamfundene, hvor mange unge også er afhængige af bussen.
  7. Fokus på lokalsamfundene: Trafiksikkerhed i landsbyerne skal prioriteres, så børn og unge trygt kan cykle til skole og fritid i Hillerød. Lokale løsninger kan gøre en stor forskel, når de kobles på de overordnede stiforbindelser.
  8. Borgerne skal inddrages og høres. Lokale beboere, lokalråd, skolebestyrelser og foreninger kender deres egne veje bedst. Reelle forbedringer kræver dialog – ikke bare høringsfrister. Trafikprojekter bliver bedre, når de bygger på lokale erfaringer og dagligdags viden.

Handlinger i gang og på vej…..

Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget har arbejdet intenst med en mobilitetsplan og giver nu det kommende byråd et solidt grundlag for, at kunne arbejde videre. https://www.hillerod.dk/service-og-selvbetjening/veje-og-trafik/gron-mobilitet-og-mindre-traengsel/

Så nu handler de næste konkrete skridt derfor om hvad der kan måles og ses. Det kunne være:

  • 20 % hurtigere gennemkørsel på de værste stræk i 2026 via vejudvidelser
  • Bedre vilkår for busser – flere busser til lokalsamfundene
  • Sammenhængende cykelsti systemer
  • Øget information ift. igangværende anlægsarbejder – cykelstier og asfalt

Venstres vision for Hillerød

Tid til ny retning for Hillerød

Hillerød er en kommune med store muligheder – men også med store udfordringer. Vi skal turde tænke nyt, handle mere helhedsorienteret og bringe borgerne tættere på beslutningerne. Jeg tror på, at vi kan skabe en kommune, der både fungerer i hverdagen og peger fremad mod en bæredygtig og tryg fremtid.

Ny ledelse af kommunen

Vi har brug for en ny ledelse med fokus på kernevelfærd frem for administration. Borgerne skal inddrages tidligt, og kommunen skal kommunikere klart og åbent. Samtidig skal vi styrke samarbejdet med fonde og private aktører – og sikre en kommune, der kan stå fast og handle klogt i krisetider.

Trafik der fungerer

Hillerød vokser, og trafikken skal følge med. Vi skal udvide de store veje som Peder Oxes Allé, Roskildevej og Tulstrupvej, og sætte en pause for nye lokalplaner i centrum, indtil infrastrukturen er på plads. Samtidig skal vi investere i flere cykelstier og en busdrift, der reelt forbinder by og opland.

En styrket erhvervssektor

Vores erhvervsliv er motoren i Hillerød. Vi skal gøre det nemmere at starte virksomhed, skabe et stærkt innovationsnetværk og sikre, at kommunen er en hurtig og pålidelig samarbejdspartner. Samarbejdet mellem erhverv, kommune og uddannelse skal være tæt og udviklende.

Livskvalitet i alle aldre

Fritidsliv og fællesskab skaber livskvalitet. Vi skal have flere fritidstilbud, moderne idrætsfaciliteter og sammenhæng i kommunens tilbud på tværs af alder. Naturen skal både bevares og tænkes aktivt ind i nye kultur- og byprojekter.

Miljø

Den grønne omstilling skal drives af sund fornuft, engagement og lokale løsninger – ikke topstyring. Vi skal prioritere de tiltag, der gør en reel forskel for klimaet og miljøet, og som samtidig har opbakning hos borgerne.

Børnefamilier

Familielivet skal fungere i hverdagen. Vi skal modernisere daginstitutioner, skoler og skoletoiletter, tilbyde udvidede åbningstider og give forældre flere valgmuligheder. Madordninger i skolerne og bevarelse af lokale skoler skal styrke trygheden og kvaliteten i børnenes hverdag.

Ældre

Ældreplejen skal handle om kvalitet, tryghed og værdighed. Vi skal forebygge bedre, sikre høj faglighed og tilbyde plejehjemspladser lokalt, så ældre kan blive i deres nærmiljø.


Sammen for et stærkere Hillerød

Jeg tror på, at vi kan skabe en kommune, hvor hverdagen fungerer for familier, ældre, unge og virksomheder. En kommune med mod til at prioritere, med blik for fællesskabet – og med ledelse, der lytter og handler. Det er den retning, jeg ønsker for Hillerød.

Forandring uden kaos – med mennesker og samarbejde i centrum

Forandring og udvikling af kommuner handler ikke kun om politisk styrede planer, reformer, lovgivning og økonomiske styringsmodeller – det handler om mennesker. Dem, der bor, arbejder og uddanner sig i Hillerød.

Vi taler ofte om forandring gennem struktur, styring og systemer, men den virkelige forandring sker først, når vi forstår, hvordan beslutningerne påvirker mennesker i deres hverdag.

Jeg tror på, at vi kan skabe fornyelse uden kaos – med ro, retning og respekt for hinanden.
Hvis vi skal have en sund udviklingskultur i kommunen, skal vi turde samarbejde på nye måder:

  • Ved at give os tid til at forstå problemerne, før vi handler.
  • Ved at gøre de arbejdsrum, hvor politikere og forvaltning mødes, til reelle samarbejdsfora.
  • Ved at invitere flere relevante aktører med, orientere os udad og holde møderne lokalt fremfor på Rådhuset.
  • Ved at prioritere med sund fornuft og respekt for hverdagen.
  • Ved at evaluere, så vi hele tiden lærer og bliver bedre.

Jeg ser både stærke kræfter og kompetente medarbejdere, der hver dag arbejder for Hillerød på forbilledlig vis.
Men jeg ser også brudstykker af en nulfejlskultur, hvor det nogle gange kan virke, som om det er vigtigere at dække over fejl end at skabe udvikling.
Det kan der være mange holdninger til – og det skal der også være – men hvis vi vil rykke Hillerød fremad, skal vi skifte fokus.
Vi skal i langt højere grad arbejde hen imod en læringskultur.
En kultur, hvor fejl bliver gjort til læringspotentiale, hvor vi bliver stærkere, fordi vi husker, at vi er sat i verden for at understøtte mennesker, ikke opretholde systemer.

Man hører mange politikere sige, at mennesket skal før systemet, især i en valgkamp. Men jeg vil tillade mig at påstå, at få politikere ved, hvordan man reelt ændrer den præmis i praksis, særligt i en politisk styret organisation og samfund.
Systemer har en tendens til at tage over, når man navigerer i kaos og uvidenhed, og politisk styrede organisationer kan for den uerfarne virke kaotiske.
Men hvis samarbejde og læring bliver vores gennemgående pejlemærker, så træder systemerne i baggrunden – ganske enkelt fordi, at selv den mindst erfarne politiker, vil kunne forstå den præmis.

Systemerne bliver ganske enkelt mindre vigtige, når vi begynder at interessere os mere for hinanden – fordi vi vil lære og skabe noget nyt sammen.
Og mange politikere er netop i politik, fordi man ønsker at skabe noget nyt. Derfor er skuffelsen også ekstra stor, når det ikke sker – og en konsekvens af dette kan være, at vigtige sager bliver politiske kamppladser, hvor energien bruges på at bekrige hinanden fremfor at finde løsninger.

Gennem gode samtaler med politiske kolleger på tværs af politiske skel er det gået op for mig, at drivkraften ikke nødvendigvis handler om store prestigeprojekter, men om at skabe forandringer i hverdagen – at kunne hjælpe de borgere, der henvender sig – få indflydelse og blive inddraget i løsninger, på tværs af fagudvalg og hierarkier.

For mig at se er det at kunne skabe kompromisser jo ikke nødvendigvis samarbejde. Det er godt købmandsskab, hvor alle får noget –
men om vi reelt skaber værdi for Hillerød, det synes jeg, vi burde have en drøftelse af.

Med disse refleksioner stiller jeg mig til rådighed som borgmester. Jeg har både erfaringen, professionelt og politisk, til at understøtte nye måder at samarbejde på og drivkraften til, at det kan lykkes.
Jeg er et sted i mit liv med store børn og den ro og tid, der skal til for at kaste det nødvendige engagement ind i opgaven.

Problemerne med cykelstiprojekt skal løses nu!

Selvom det er glædeligt, at Hillerød får nye cykelstier, står vi nu i en situation, hvor vi bliver nødt til at revurdere, hvordan vi gennemfører projektet, der medfører ensretning fra Slangerupsgade til Frederiksværksgade i et år.

Efter mange henvendelser fra borgere, kommentarer på sociale medier og egne observationer på ruten er det tydeligt, at projektet i sin nuværende form skaber uacceptable gener – både for beboere, erhvervsliv og trafikanter.

Samtidig virker det, ærlig talt, tosset, at både Frederiksværksgade og Tulstrupvej er ensrettet på samme tid. Det skaber et massivt pres på krydset ved Frejasvej, hvor trafiksikkerheden nu er alvorligt truet. Situationen er uholdbar – og den kalder på handling.

Jeg er især bekymret for de erhvervsdrivende i området, herunder Bisgaards Bageri og butikkerne på Irmatorvet. Spangsberg Chokolade A/S er også lige flyttet dertil – så det er nok en anden smag, de har i munden, end chokolade. Når adgangsvejene lukkes og trafikken ledes udenom, risikerer vi, at kunderne forsvinder – og det kan få alvorlige konsekvenser for livet i midtbyen.

Det bør også vægte tungt, at den nuværende løsning er langt fra miljømæssigt forsvarlig. Bilister må køre betydelige omveje og holde længe i tomgang, hvilket øger både CO₂-udledning og lokal luftforurening.

Derfor mener jeg, at vi skylder både borgerne, miljøet og erhvervslivet at revurdere projektets gennemførelse. Måske kan arbejdet opdeles i etaper, måske kan løsningerne justeres – men at fortsætte uændret er ikke ansvarligt.

Hillerød mangler en strategi for videreuddannelse.

Hillerød mangler en klar strategi for videreuddannelse efter gymnasiet.
Vi har dygtige unge, stærke ungdomsuddannelser og et aktivt erhvervsliv – men vi mangler det næste naturlige skridt: flere videregående uddannelsesmuligheder i Hillerød.

Ofte taler vi om, at der mangler ungdomsboliger i Hillerød. Det er helt rigtigt – vi skal have flere boliger, som unge har råd til.
Men spørgsmålet er, hvad de unge egentlig skal blive for, når de videregående uddannelser ligger i Lyngby og København.
Hvis vi virkelig vil fastholde de unge, skal vi give dem mere end et sted at bo – vi skal give dem en uddannelsesmæssig fremtid i Hillerød.

I dag er Københavns Professionshøjskole (KP) den største videregående uddannelsesinstitution i byen.
Det er en stor styrke, at KP uddanner lærere, pædagoger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykomotoriske terapeuter og socialrådgivere – og samtidig tilbyder efter- og videreuddannelse til fagprofessionelle.
Derudover udbyder Cphbusiness erhvervsakademiuddannelser i Hillerød, blandt andet Finansøkonom, Handelsøkonom, Markedsføringsøkonom og Financial Controller.

Men ud over KP og Cphbusiness har Hillerød ingen andre større videregående uddannelser.
Unge, der ønsker at læse videre inden for fx teknologi, naturvidenskab, forskning, økonomi eller ledelse, må derfor søge mod Lyngby eller København.

Det skal vi ændre.

I Venstre mener vi, at Hillerød bør arbejde for et tættere samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Københavns Universitet (KU) – ikke nødvendigvis som hele campusser, men gennem satellituddannelser, forskningsmiljøer og samarbejdsprojekter tæt koblet til vores erhvervsliv, hospital og life science-virksomheder.
En ambition kunne være at indtænke det i det nye Favrholm-kvarter, hvor hospital, life science-industri og erhverv naturligt kan få en sameksistens – og hvor ungdomsboliger, kollegier og studiemiljøer kan blomstre i takt med behov og ønsker hos Hillerøds borgere.

Derudover bør Strategisk Uddannelsesforum Nordsjælland revitaliseres og få en tydelig rolle som drivkraft for samarbejdet mellem uddannelser, kommune og erhvervsliv.

Når kommune, uddannelser og erhverv mødes, skaber vi ikke bare muligheder – vi skaber fremtidens Hillerød: en samlet, stærk og ambitiøs vidensby i Nordsjælland.

Når naturen bliver en del af legepladsen

Venstre forslår, at vi laver en samlet strategi for flere legepladser i kommunen, både i byen og lokalsamfundene, hvor naturen tænkes ind fra start. På den måde kan vi skabe et mere levende Hillerød, som både styrker børns leg, fællesskabet mellem generationerne og vores relation til den natur, vi er så privilegerede at have tæt på.

Legepladser er ikke bare steder med gynger, rutsjebaner og klatrestativer. De er rammer for børns udvikling, fantasi og fællesskab. I en tid hvor skærme fylder stadig mere i børns hverdag, er det vigtigere end nogensinde, at vi tænker naturen ind i de legepladser, vi bygger. Som mor har jeg altid selv brugt naturen, når jeg skulle hygge med børnene og i Hillerød har vi gode muligheder for, at etablere endnu flere legepladser, der omfavner naturen.

Leg i naturen styrker børn

Når børn leger i grønne omgivelser, udfordres deres kroppe og sanser på en helt anden måde end på en traditionel legeplads. En bakke bliver til et bjerg, en træstamme til en balancebom, og en busk til et hemmeligt skjulested. Naturen giver plads til at bruge fantasien – og det er med til at udvikle både motorik, kreativitet og sociale færdigheder.

Naturlegepladser fremmer fællesskab

Træstammer, klatretræer og vandløb er ikke “færdige produkter”, men materialer børn kan bruge på forskellige måder. Det betyder, at legen ofte kræver samarbejde. Man må hjælpe hinanden op, finde nye ruter og opdage, at man kan mere sammen end alene.

Bæredygtighed og lokal forankring

Når vi bygger med naturen, bruger vi ofte lokale materialer – træ, sten, jord, beplantning – som både er bæredygtige og knytter legepladsen tættere til det område, den ligger i. I Hillerød kunne en naturlegeplads for eksempel trække på byens skove, søer og historie. På den måde bliver legepladsen ikke bare et sted at lege, men også et sted, hvor børnene oplever deres lokalområde med nye øjne.

Pauserum for alle generationer

En naturlegeplads er ikke kun til børnene. Når man indtænker grønne oaser, siddepladser i læ under træer og stille kroge, bliver legepladsen også et mødested for familier, bedsteforældre og unge. Naturen skaber ro og inviterer til ophold – ikke kun leg.

Sådan kan vi tænke naturen ind

  • Bevar eksisterende træer og beplantning, når der etableres en legeplads.
  • Brug naturlige materialer som træstammer, kampesten, pilehegn og vand.
  • Skab bakker, stier og små huler, som børnene selv kan udforske.
  • Indarbejd elementer, der skifter med årstiden – fx blomstrende buske, vandløb eller faldne blade.

Legepladser er børns første møde med byens rum. Hvis vi tænker naturen ind i dem, giver vi børnene mere end bare et sted at lege – vi giver dem et sted at opleve, udforske og vokse. 🌿

Venstres ældrepolitik i Hillerød

Selvom det efterhånden er mange år siden, husker jeg stadig min tid i hjemmeplejen som sygeplejerske. Jeg erfarede, hvor afgørende det er, at man kender de mennesker, der kommer i ens hjem – og at hjælpen bygger på tryghed, genkendelighed og respekt.

Frihed til selv at bestemme og valgmuligheder har altid været stærke pejlemærker for Venstre – og derfor er jeg stolt af Venstres valgprogram. Det er præcis sådan en ældrepleje, vi vil skabe i Hillerød.

Når vi i Venstre taler om ældre, dækker det både over de borgere, som fortsat lever aktivt, og de ældste, der har brug for mere hjælp i hverdagen. Vores ældrepolitik favner hele spektret – fra det aktive ældreliv til plejen af de mest sårbare.

Venstre vil:

MERE KVALITET I PLEJEN

– fortsætte organiseringen af ældreplejen i selvstyrende teams, investere i velfærdsteknologi (hvis det frigiver tid til omsorg) og prioritere pårørenderådgivere, så familierne ikke står alene.

BORGERSERVICE OG SUNDHEDSYDELSER TÆTTERE PÅ BORGERNE

– rykke Borgerservice ud i lokalområderne, så ældre kan få hjælp til MitID, digital post og andre opgaver – uden tidsbestilling og uden lange rejser. Arbejde for lokale sundhedshuse, sammen med det kommende sundhedsråd.

UDVIDEDE HJEMMEBASEREDE TILBUD

– tilbyde regelmæssige tjek, rehabilitering og specialiseret pleje i hjemmet, så ældre kan blive længst muligt i egen bolig, hvis det ønskes.

STÆRKERE DEMENSINDSATS

– styrke støtten til pårørende og arbejde for en fritidskørselsordning for mennesker med demens, så de fortsat kan besøge familie, venner og deltage i forenings- og kulturliv.

FLERE PLEJEHJEMSPLADSER

– bane vej for friplejehjem i Hillerød og samtidig bevare og udvikle de lokale kommunale plejehjem, så man kan få en plads i sit nærområde, når behovet opstår.

FÆLLESSKAB OG SENIORBOFÆLLESSKABER

– skabe flere muligheder for at bo og leve i trygge rammer med sociale fællesskaber, der giver livskvalitet i hverdagen.

KULTUR PÅ PLEJEHJEM OG I FRITIDEN

– styrke aktiviteter som musik og sang, der er sundhedsfremmende og skaber glæde og fællesskab for ældre på plejehjem. Understøtte kulturelle tilbud, der giver mening for de ældre.

I Venstre tror vi på, at livskvalitet varer hele livet. Vores ældre skal have omsorg, muligheder og nærværende service – ikke standardløsninger og systemtænkning.

Kultur som drivkraft i Hillerød

I Venstre ser vi kultur som en drivkraft for både fællesskab, uddannelse og vækst. Kultur er ikke kun oplevelser – det er også innovation og nytænkning.

Til daglig arbejder jeg selv med innovation i uddannelse og har oplevet, hvordan kultur kan understøtte det kreative og innovative mindset, vi har brug for i fremtiden. Det handler både om måder at mødes og samarbejde på og om evnen til at anvende ny viden, såsom teknologi og kunstig intelligens, med nysgerrighed og mod.

Særligt inden for teknologi og kunstig intelligens mangler vi et sprog og kritisk refleksion, hvor kulturens evne til at åbne nye perspektiver kan bidrage. Jeg oplever meget mod i kulturens verden – og det er på mange måder befriende. Kunstnere og kulturaktører tør udfordre det velkendte og sætte ord, billeder og lyd på det, vi andre først begynder at fornemme. Det mod er en styrke, vi kan lære af, når vi skal forme fremtidens samfund.

Kulturen spiller tæt sammen med uddannelse. Musikskoler, billedskoler og lokale kulturprojekter udvikler børns og unges fantasi, nysgerrighed og samarbejdsevner – kompetencer, der rækker langt ind i både uddannelseslivet og fremtidens job.

Venstre forslår derfor:

  • Mere kultur for børn og unge – med lavere deltagerbetaling i musik- og billedskoler samt nye rammer som ungekulturhuse og makerspaces, hvor f.eks. kreativitet og teknologi kan mødes.
  • Mere liv i byrummet – gennem udendørs events, festivaler og midlertidige kunstprojekter, der gør byens rum levende.
  • Kultur og erhverv i samspil – med støtte til kreative iværksættere og samarbejder mellem erhvervsliv og kulturaktører.
  • Mere inddragelse af kulturaktører – om konkrete projekter, der både forskønner og udvikler Hillerød.

Med opbakning til kulturens ildsjæle kan vi gøre Hillerød til et endnu mere attraktivt sted at bo, leve og uddanne sig i. Unge vil få oplevelser på tværs af uddannelse og interesser – og kulturen vil blive en central drivkraft i Hillerøds udvikling. Hvis vi altså tør, at tænke nyt!

Lad børn få anonym rådgivning allerede fra 10 år

Af Nadja Nordmaj. Byrådskandidat Venstre, Hillerød.

I Hillerød Kommune findes et fantastisk tilbud til unge mellem 13 og 23 år: anonym psykologisk rådgivning. Et gratis, trygt og fortroligt sted, hvor man kan tale om alt fra skolepres til svære tanker om livet. Det er et vigtigt initiativ, som jeg er stolt af, at vores kommune prioriterer. Men hvorfor skal hjælpen først starte som 13-årig?

Mistrivsel kender ingen aldersgrænser. Børn kan opleve udfordringer længe før de fylder 13. Det handler ikke om at ”sygeliggøre” barndommen, men om at gribe ind tidligt. Små samtaler kan ofte forhindre, at problemer vokser sig uoverskuelige.

Jeg har selv erfaring med, hvor stor en forskel rådgivningen kan gøre. Efter et svært skoleskift oplevede et barn tæt på mig, hvor voldsom en omvæltning det kan være at gå fra et trygt og overskueligt miljø i en lille skole, til en meget større skole. Trivslen dalede, og hverdagen blev tung. Gennem rådgivningen kom forandringen hurtigt: efter blot tre samtaler var glæden tilbage, og der fulgte konkrete redskaber med, som kan bruges fremover. Det viser, hvor lidt der nogle gange skal til – hvis hjælpen er tilgængelig.

Hvis vi sænker aldersgrænsen til 10 år, kan vi fange mistrivsel tidligere. Et fortroligt frirum kan gøre en stor forskel for et barn, der måske ikke tør dele sine bekymringer med forældre eller lærere. Det betyder ikke, at alle 10-årige skal i terapi – men at muligheden er der, hvis behovet opstår.

Nogle vil måske mene, at børn i den alder er for unge til psykologisk rådgivning. Jeg mener tværtimod, at det er naivt at tro, at 10-årige ikke kan have brug for en professionel voksen, der lytter.

I Venstre prioriterer vi kvalitet i børnelivet, for det er fundamentet for et friere, sundere og rigere voksenliv. Venstre er derfor parat til at tage næste skridt: åbne døren for børnene, der står på kanten af teenageårene.

Det grønne valg skal være det nemme valg

Af Nadja Nordmaj. Byrådskandidat Venstre, Hillerød

Det grønne og klimavenlige valg skal være det nemme og naturlige valg. Vi kan selv gøre meget for at hjælpe klimaet på vej. Personligt går jeg lige så gerne i genbrugstøj som i nyt, køber brugte møbler og giver ting videre, som jeg ikke længere bruger. Som gammel FDF’er har jeg en stor kærlighed til naturen, som jeg ønsker at passe på.

Jeg tror på, at vi sammen kan skabe et bedre klima og en grønnere hverdag gennem ansvarligt forbrug af ressourcer – til gavn for både mennesker og miljø. Frivillighed frem for tvang. Den mest effektive og varige omstilling sker, når borgere og virksomheder motiveres og støttes i at træffe grønne valg – ikke når løsninger presses ned over hovedet på dem.

Inddrag skolerne: Skolerne skal inddrages i projekter, hvor børn og unge lærer at reparere, genanvende og tænke bæredygtigt. Når vi giver dem redskaberne til at handle grønt, styrker vi deres bevidsthed og tro på, at de kan gøre en forskel.

Lokale fællesskaber: Vi bør styrke byttecentraler og repaircaféer. Hillerød Genbrugsstation kunne for eksempel samarbejde med Repair Café Hillerød. Det skaber sociale mødesteder og gør genbrug til en fælles aktivitet – ligesom det allerede ses i byens mange gode genbrugsbutikker.

Grøn erhvervsudvikling: Virksomheder, der arbejder med genanvendelse og cirkulær økonomi, skal støttes. Hillerød skal være en foregangsby for innovative grønne løsninger. Det giver nye arbejdspladser, tiltrækker investeringer og sætter Hillerød på landkortet som en kommune, der tør gå forrest.

Som sagt elsker jeg natur og jeg mener derfor at klimatilpasning ved for eksempel øgede nedbørsmængder skal skabe merværdi – i form af rekreative områder og øget biodiversitet – ikke kun tekniske løsninger.

Genbrug, cirkulær økonomi og stærke fællesskaber er ikke bare klimaløsninger – de er investeringer i et sundere miljø, et stærkere lokalsamfund og et mere bæredygtigt Hillerød. Det vil jeg – og det vil Venstre i Hillerød.

Royal Stage skal forblive Danmarks største forsamlingshus – og centrum for indendørs idræt i Hillerød

Som Venstres borgmesterkandidat har jeg en klar vision for Royal Stage: Det skal forblive Danmarks største forsamlingshus og være det naturlige centrum for indendørs idræt i Hillerød– i tæt samspil med de lokale idrætsforeninger, der hver dag fylder hallen med liv, energi og fællesskab.

Mine personlige minder – og tusindvis af andres

Royal Stage på Milnersvej – som mange stadig husker som FrederiksborgCentret – er fyldt med minder for mig og utallige andre hillerødborgere. Jeg gik selv til idræt der i min skoletid, har været til utallige gymnastikopvisninger, og jeg glædes stadig, hver gang jeg træder ind i hallen. Det er disse oplevelser og fællesskaber, der har formet mig – og som jeg vil sikre for fremtidens generationer.

Indendørs idræt fortjener opmærksomhed

I Venstres valgprogram står der klart, at breddeidrætten skal prioriteres og at vi vil forbedre vilkår og muligheder for frivillige. For tiden er der stort fokus på fodbold og stadionløsninger, men tusindvis af børn, unge og voksne i Hillerød dyrker indendørs idræt: håndbold, badminton, gymnastik, basket, volleyball og meget mere. De fortjener mindst lige så gode vilkår.

Venstre arbejder for at fremme og understøtte et rigt og lokalforankret foreningsliv, hvor børn kan udforske deres interesser, lære nye færdigheder og danne venskaber.

Venstres klare løfte

Royal Stage skal være stedet, hvor indendørs idræt for alvor får de rammer, der matcher de frivilliges kæmpe indsats.

Det handler om at:

  • Skabe de bedste betingelser for indendørs idræt
  • Styrke foreningslivet og de frivillige kræfter
  • Samle Hillerød omkring sunde fællesskaber

Foreningslivet må aldrig blive tabere

Det er vigtigt at understrege: De daglige brugere og foreningslivet må aldrig blive tabere, hvis fonden bag Royal Stage oplever økonomiske udfordringer. Venstre vil sikre, at kommunen tager ansvar for at beskytte disse vitale fællesskaber.

Venstre anerkender den uvurderlige indsats som frivillige yder i Hillerød. Dette ansvar tager vi meget alvorligt.

Royal Stage skal forblive Hillerøds stolthed – hele kommunens hus for indendørs idræt og livslang trivsel.

Venstres borgmesterkandidat i Hillerød 2025