Teknologien er ikke til at komme udenom. På trods af den usikkerhed og irritation den kan medføre for nogle må man også erkende, at teknologien er en fremragende støtte i rehabiliteringsforløb, forebyggelse og i det hele taget i forhold til at gøre hverdagen lettere. Teknologi kan hjælpe så man forbliver mere selvhjulpen, understøtte hjemmeplejen og i sidste ende medføre at man kan forblive i sin egen bolig så længe man ønsker. Vi behøver ikke være så teknologiforskrækkede, for den kommer aldrig til at erstatte samværet med andre mennesker, men skal blot ses som en hjælp til at få et værdigt seniorliv, hvor autonomien understøttes af teknologien. Teknologisk forebyggelse bør være et område som byrådet arbejder videre med og Venstre ønsker, at den forebyggende indsats styrkes, både ved et fokus på velfærdsteknologi og ved flere forebyggende hjemmebesøg.
Er det virkelig godt nok?
Mobningens Danmarkskort er netop udgivet og på nogle skoler i Hillerød er mobbeprocenten helt oppe på 12%!!
https://bornsvilkar.dk/mobningensdanmarkskort
Skal mobning stoppes, kræver det fokus både i Hillerød kommune og på hver eneste skole.
“Mobning handler ikke om enkeltindivider, men om uhensigtsmæssige mønstre. Det er kommunens ansvar at sikre, at skolerne er i stand til at stoppe mobning og ikke overlader problemerne til barnet og forældrene. Ingen børn skal lades i stikken.” (Børns Vilkår)
Lad os samarbejde omkring, at få stoppet mobningen i Hillerød kommunes skoler – vi kan eventuelt indhente erfaringer af vores nabokommune, Allerød, der klarer det ganske flot. Allerførst skal vi målrettet følge disse anbefalinger som Børns Vilkår har udarbejdet til kommunerne:
1. Kortlæg mobningen og hullerne i indsatsen
Nogle skoler har en kultur, hvor trivsel er i højsædet, og de skiller sig markant ud i trivselsmålingerne. På andre skoler går det ikke helt så godt. Har man en skole i kommunen, hvor det halter med trivslen, er det et kommunalt ansvar at strategi, mobbesyn (børnesyn) og kompetencer er på plads. Den kommunale myndighed bør derfor følge trivselsmålingerne tæt og sikre, at skoler med særlig lav trivsel
får en akut helskoleindsats. Det anbefales, at kommunen bruger kvalitetsrapporten som en løftestang for dialogen om trivslen på de enkelte skoler.
2. Styrk kompetencerne
Kommunen bør sikre, at forældre og fagfolk har et fælles sprog omkring mobning, trivsel og betydningen af en inkluderende kultur. Skolerne skal have den nødvendige ekspertise til at udføre klasseledelse og relationsarbejde, så man sikrer god trivsel, f.eks. Gennem efteruddannelse og kompetenceløft. I tilfælde af mobning skal der være kompetencer og værktøjer til at gribe ind over for klassen som helhed – og ikke kun over for det enkelte barn.
3. Ekstern hjælp til trivselsarbejdet på skolerne
Skoler og andre institutioner skal kunne hente ekspertise fra kommunen, når der forekommer mobning, eller når der er behov for at styrke det forebyggende arbejde. Det kan f.eks. være ved at nedsætte trivselsenheder, som har det overordnede ansvar for at børn, unge og forældre i kommunen dannes og uddannes til et inkluderende liv uden mobning (både off- og online). Det vil typisk være relevant, hvis kommunen har en pædagogisk central enhed, der kan videreuddannes.
Kommunen kan desuden henvende sig til Børns Vilkår eller lignende
organisationer og få uddannelsestilbud eller tage forskellige redskaber i brug, f.eks skolesundhed.dk.
4. Brug antimobbestrategien som løftestang for trivslen
Siden 2009 har det været lovpligtigt, at den enkelte skole fastsætter en antimobbestrategi, men kun 78 pct. af skolerne angiver, at de har en ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø.
Kommunen bør sikre, at alle skoler har den lovpligtige antimobbestrategi og i samarbejde med den enkelte skole tage stilling til, om der er de nødvendige kompetencer i forhold til at forebygge mobning. Er der en fælles forståelse for, hvad mobning er – og hvordan man fremmer god trivsel på skolen? Inddrages forældrene i trivselsarbejdet? En usynlig antimobbestrategi, som ikke bliver brugt til noget, hjælper ikke børnene.
5. Løft barnets rettigheder lokalt
Børn har fra starten af skoleåret 2017/2018 fået mulighed for og ret til at klage til kommunalbestyrelsen, hvis skolen undlader at tage hånd om et mobbeproblem. Kommunalbestyrelsen har dermed fået en helt central rolle i forhold til at sikre, at skoleledelsen passer ordentligt på børnene og tager hånd om mobning. Undlader kommunalbestyrelsen at rette op på problemerne, kan barnet klage til en ny, statslig myndighed, Klageinstans mod mobning. Børns Vilkår og TrygFonden bakker i høj grad op om den nye klageinstans. Vi opfordrer til, at man i kommunalbestyrelsen er på forkant med at løfte barnets rettigheder og hjælper skolen med at løse problemerne lokalt.
(kilde: Børns Vilkår: https://bornsvilkar.dk/mobningensdanmarkskort/anbefalinger)
Vejen til politik!
I hele mit liv har jeg elsket biler, store og små, larmende og lydløse, ekstravagante og gamle øser. Her næsten midt i livet er jeg kommet til den erkendelse, at det at køre bil for mig giver ro og frihed – mange ideer bliver til, under mine køreture, hvor kontrollen over den indre tankevirksomhed bliver afløst af kreativitet og leg.
Som barn kørte jeg lange ture med min far i hans gamle BMW, vi snakkede og pjattede, og da jeg for ikke så lang tid siden mistede ham, var det lignende køreture med mine egne børn, der hjalp mig gennem sorgen. Min kærlighed til biler har jeg fra ham.
I en ganske ung alder købte jeg en Buick Riviera ’73, jeg betegner den som min første kærlighed – som person er jeg trofast og knytter stærke bånd med dem og de ting der omgiver mig. Bilen har jeg derfor stadig – meget kærlighed er kommet i kølvandet, og den største af alle, min mand og vores fire børn, er hele fundamentet i mit liv.
Men nu er dette jo ikke en kærlighedshistorie – men historien om drømmen, som blev til i en bil. Jeg drømmer om at skabe bedre sociale verdener, gøre politik nærværende, om fællesskab og sammenhold. En verden hvor alle stemmer bliver hørt. Politiske holdninger bunder ofte i en værdidebat og hvem har definitionsretten over det levede liv? Det optager mig hvad politik er for den enkelte, for nogle er det blot beslutninger, for andre stikker det langt dybere.
Drømmen om, at gøre politik nærværende starter i min Buick Riviera – på køreturen hvor tankerne får frit løb, vil jeg spørge: Hvad er politik for dig?
Velkommen til CarPol – en snak om politik uden (partikel)filter. Vil du med ud og køre?
Fortsættes…
Børn har ret til en bedste ven……
Hvordan handler skolerne i Hillerød ved mobning? Det er der et uklart billede af – handleplaner og anti-mobbe politikker er vedtaget. Trods dette oplever jeg som mor til fire med et stort netværk inden for skolevæsenet, at mobning fortsat finder sted. Forældre har et stor ansvar i forhold til dette, men samarbejdet imellem hjem og skole er ligeså vigtigt, specielt når det først er gået galt.
Men er vores politik på området tidssvarende – har vi forholdt os til digital dannelse, altså den måde vi og vores børn agerer på de sociale medier? Har vi forholdt os til de generationer, der interagerer anderledes socialt, end da vi selv voksede op?
Jeg har på nærmeste hold oplevet børn der ikke har en bedste ven – børn der er kede af at gå i skole og selvom det aktuelt ikke drejer sig om mine egne børn, mener jeg at vi har et fælles ansvar for vores børns trivsel på de respektive skoler. Ikke kun vores egne, men også hinandens børn. Jeg er ked af den passivitet der forsat finder sted når det drejer sig om mobning.
Det er vigtigt at forebygge mobning, om det er en konkret lovgivning der skal til eller om vi i Hillerød kommune skal være vores ansvar voksent ved at understøtte og hjælpe skolerne i forhold til tidssvarende handleplaner om mobning og anti-mobbe politik, må drøftes i Byrådet.
Jeg mener at vi er i en tid, hvor trivsel i skolerne skal have mindst ligeså stort fokus som faglige kompetencer. Herunder kompetenceudvikling og supervision af lærerne, så også de har kompetencerne og den fornødne støtte når mobbe problematikkerne opstår.
Bedre digital infrastruktur til alle…
Mange borgere i Hillerød har ikke internetforbindelse over 10 Mbit/s, de afskæres herved indirekte for en række muligheder, informationer og samarbejde med Hillerød kommune. I den forbindelse er det vigtigt, at Hillerød kommune har en målsætning i forhold til den digitale infrastruktur – det er ikke nok at kigge på hvordan vi samarbejder og kommunikerer digitalt, det er ligeledes af afgørende betydning at vi få hurtigere og stabilt internet til borgerne. Det kræver en handleplan både på den korte og på den lange bane.
Jeg ser Fibernet som en fremtidssikret løsning, hvor man via investeringer allerede nu, forhindrer at skulle hjælpe nødlidende borgere og virksomheder i fremtiden, når det bliver tydeligt at hurtigere internetforbindelser er uundværlige. Den politiske målsætning i Danmark er, at alle senest i 2020 skal have adgang til forbindelser på mindst 100 Mbit/s, når vi downloader og 30 Mbit/s når vi uploader. Vi skal have en digital infrastruktur i verdensklasse! Jeg mener Hillerød skal ind i kampen for at medvirke til at dette mål indfries.
Det er svært at bygge et hus uden fundament!
Hvad nu hvis Byrådet var et hus? Ville det være et stort hus, et lille hus, en bondegård eller? Ville der være højt til loftet?
Mulighederne er mange og for mig vil det vigtigste være, at bygge på et ordentligt fundament. Når jeg nu netop er optaget af fundamentet skyldes det, at jeg ved deltagelse i vælgermøder og når vi som politikere står på torvet, har oplevet at fundamentet er skrøbeligt.
Fundamentet er bygget på og af borgerne – på hvad der er vigtigt for dem og på hvilke visioner vi sammen har for Hillerød. Borgernes ønsker kan være vanskelige at afdække når man går ind i en valgkamp – hvor man kan opleve at få mindre pæne kommentarer både fra borgere og modkandidater på sin lange vej ind i “huset”.
Udfordringen ligger i, at vi som politikere er afhængige af at borgerne deler deres ønsker og visioner for kommunen med os. Sker dette ikke, vil fundamentet bygge på et mindre flertal. Heldigvis er mange kandidater stærkt forankret i de lokalsamfund de kommer fra og repræsenterer derfor en større borgergruppe. Dette er godt for fundamentet. Jeg mener dog vi kan gøre det bedre, mange stemmer bliver ikke hørt! Hvis dette skyldes politikerlede eller politikernes troværdighed er til diskussion, mener jeg vi som kommende Byråd har en kæmpe opgave foran os, der drejer sig om at opbygge det fundament, der over årerne er smuldret.
Hvis borgerne er fundamentet, er murstenene så politikerne eller er de blot den mørtel der holder huset sammen? Skal huset have kæmpe vinduer for, at sikre transparens og skal taget være let, men stormsikret, så de overordnede landspolitiske dagsordener som taget kunne repræsentere ikke bliver for styrende?
Lige meget hvilket hus der er tale om, er fundamentet det vigtigste og det er afgørende at borgerne taler med politikerne og politikerne taler med hinanden – i en god tone, ellers krakelerer fundamentet!
Aldersintegreret undervisning
Flere har spurgt til mit oplæg på Alsønderup Skole vedrørende at være forælder til børn på en skole, hvor der er aldersintegreret undervisning. Jeg har derfor prøvet at lave et uddrag – helt nemt var det ikke, men jeg håber at jeg fik essensen med. Oplægget er selvfølgelig ud fra helt personlige erfaringer, men jeg har også lænet mig op af hvad forskningen siger om aldersintegreret undervisning: Min uddannelse er Master i læring og kompetenceudvikling, så læring i alle dens afskygninger har selvfølgelig min professionelle interesse.
Jeg er mor til fire børn og har prøvet det, man kan betegne som almindelig skolegang kontra den aldersintegrerede undervisning. Både i forhold til min egen skolegang og i forhold til mine børns.
På Alsønderup skole, der er en del af Hillerød Vest skolen, besluttede man for en årrække siden, at skolens undervisningsgrundlag skulle være aldersintegreret. Som forælder var processen ikke nem, mest fordi ens egen forståelse af hvad det ville sige at gå i skole, måtte parkeres for en stund.
Aldersintegreret undervisning ses forskningsmæssigt som en naturlig måde for børn at lære på. Undervisning sker på tværs af alder og klasser. Lærere anvender mere differentierede metoder, samtidig med at børnene lærer meget af hinanden. Det aldersintegrerede miljø tilgodeser og udnytter diversiteten i børnegruppen, hvor tages udgangspunkt i barnet frem for gruppen, og der anlægges et helhedsperspektiv på hvert barn med inddragelse af kognitive, fysiske, æstetiske, sociale og følelsesmæssige aspekter. De fleksible grupperinger medfører, at alle børn lære at interagere med andre mennesker med forskellige personligheder, baggrunde, evner, interesser og aldre.
På Alsønderup skole betød grupperingerne, at børnene skulle kunne overskue et ugeskema, og der var stor diversitet i hvem de skulle arbejde sammen med i de forskellige fag.
Jeg indrømmer, at jeg syntes det var et kaos, i hvert fald i starten. Det trådte i baggrunden da jeg så hvordan mine børn trives. Jeg så tydeligt at børnene blev bedre til, at hjælpe hinanden, og i dag spørger de lige så ofte hinanden, som mig, hvis de skal have hjælp med lektierne. Jeg er derfor heller ikke så fokuseret på hvor mange lærere der er pr. elev, men mere på elevernes trivsel og det fællesskab der er eleverne i mellem, som synes at have større betydning, end antallet af voksne. Selvfølgelig skal der være nok lærere og pædagoger, men deres rolle bliver mere faciliterende, og vores børn lærer nogle vigtige generiske kompetencer, både kommunikativt og i forhold til at samarbejde, når man nu vælger en skole med aldersintegreret undervisning.
Jeg har dog også erfaret, at ikke alle børn (eller forældre) trives med ikke at have meget faste rammer og i de tilfælde må man som forældre selvfølgelig vælge skole ud fra dette.
Jeg oplever, at mine børns naturlige lyst og glæde ved at lære er bevaret. Der er fokus på deres individuelle niveau. Jeg ser børn der får lov til at udvikle sig i deres eget tempo, hvis man da som forældre tør at give slip og ikke være så fokuseret på det rent boglige.
Dygtighed og svaghed bliver relative begreber, hvorved rummeligheden får bedre kår. Aldersintegrering er en forudsætning for en mere rummelig skole, og for at børn med forskellige forudsætninger kan trives i skolen.
De små kigger de store over skulderen og lærer dem ”kunsten” af, og de store børn bliver mere bevidste om deres egne læreprocesser, fordi de indgår i nære samarbejdsrelationer med de yngre elever, og dermed kommer til at skulle forklare dem, hvad aktiviteterne går ud på. Det betyder, at den enkelte elev får mulighed for at udvikle sig i et naturligt tempo – i de ryk, som kognitive læreprocesser netop foregår i.
Men det er en udfordring, at tilrettelægge undervisning med fokus på hvert barn. Det kræver indgående indblik og kendskab til hvert eneste barn. Og ikke meget er givet på forhånd. Hvis rummelighed og differentiering skal lykkes, skal læreren have fokus på hvert enkelte barn frem for på aldersgruppen. For at den aldersintegrerede undervisning skal lykkes, skal kompetenceudvikling af lærerne prioriteres, og pædagoger kan med fordel inddrages i undervisningen på alle trin.
Jeg er ikke i tvivl om at Alsønderup skole har fat i noget ganske unikt! Forældresamarbejdet står engang i mellem sin prøve, for tør man som forældre at give slip – jeg gjorde det og har ikke fortrudt.
.
Skolen er essentiel også i lokalsamfundene…..
I en tid hvor der hersker en stærk centraliseringstendens, kan man i lokalsamfundene godt blive usikker på vore skolers fremtid. Usikkerheden bevirker at de små skoler i nogle tilfælde vælges fra, også selvom man bor tæt på dem.
Det drejer sig både om elevtallet er højt nok til, at de mindre skoler kan bevares og om den faglige kvalitet den enkelte skole besidder. Vi lever i et konkurrencesamfund og skolerne står derfor over for en større rekrutterings opgave når forældre skal vælge skoler til deres børn, hvilket måske mest ses i forhold til udbredelsen af private skoler, der er i direkte konkurrence til folkeskolerne.
Jeg mener vi skal stille krav til vores folkeskoler og have et højt ambitionsniveau på vores børns vegne, således at det individuelle barn understøttes både fagligt og personligt.
Vi skal stille krav om kompetente lærere, der skal tilbydes kompetenceudvikling, så de kan følge med tidens fremskridt. Pædagoger skal aktivt deltage i børnenes skoledag for at understøtte den gode trivsel. Digitale arbejdsredskaber til elever skal ind tænkes som en naturlig del af undervisningen. Derudover skal forældresamarbejdet optimeres.
Ja! ambitionsniveauet er højt på vore skolers vegne og vi har, som politikere, en stor rolle at spille i forhold til at de rette rammer og ressourcer er tilstede for at dette kan lade sig gøre.
Som en start skal vi sikre, at der ikke bliver lukket nogle skoler i Hillerød. Formålet med dette er at sikre at folkeskolerne får ro til at arbejde med den faglige kvalitet og udvikling – får ro til kerneopgaven: Vores børn! Folkeskolen er til for børnene, ikke at forglemme. Med Venstre ved roret bliver der ikke lukket skoler i Hillerød kommune, hvilket er en af grundene til at jeg, som mor til fire skolebørn, med ro i sindet støtter netop det parti.
Det er vigtigt for mig……
- at borgerinddragelse ses som et kontinuerligt samarbejde.
- at trafiksikkerheden omkring skolerne sikres og cykelstisystemet udvikles i hele kommunen.
- at der er større sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv, ved at sikre pasning – også til større børn.
- at digitale arbejdsredskaber til elever indtænkes som en naturlig del af undervisningen.
- at digital infrastruktur prioriteres med tilskud til bedre internetforbindelser i yderområderne.
- at støtte op omkring idrætten og foreningslivet, herunder kommunens mange frivillige.
- at kompetencer og opgaver i ældreplejen hænger sammen.
- at vi samarbejder omkring bedre busforbindelser i yderområderne.
………at byrådet arbejder med dét, som du finder vigtigt!
Velfungerende digital infrastruktur er en forudsætning for borgerinddragelse!
Behovet for stabilt og hurtigt internet vokser. Digital infrastruktur er et absolut must for, at skabe vækst og udvikling for erhvervsdrivende og i de seneste år er borgerne også begyndt at efterspørge hurtigere internetforbindelser. Især i yderområderne er internetforbindelsen utidssvarende, hvilket gør digitalt samarbejde med for eksempel kommune og skoler fravælges, alene fordi det er for tidskrævende i en travl hverdag.
Erhvervsdrivende er ramt af den manglende udbygning af den digitale infrastruktur, som ses som en hæmsko for vækst, ikke mindst i forhold til fri konkurrence og i at følge med i markedsudviklingen. Det er for eksempel svært udfordrende, at drive en medie virksomhed, IT virksomhed eller tilsvarende i yderområderne, hvor forbindelsen er både ustabil og langsom.
Situationen er i midlertidig den, at både borgerne og erhvervsdrivende er overladt til sig selv i bestræbelserne på at få denne hurtigere forbindelse og dermed øget samarbejde med kommunen, skolerne, kunderne eller hvad den enkelte borger og erhvervsdrivende nu har brug for.
Igennem de sidste måneder har jeg på tætteste hold været vidne til en gruppe borgeres bestræbelser på at få fibernet i Alsønderup Sogn og omegn. Der søges midler fra Bredbåndspuljen, men faktum er, at man reelt bliver straffet på grund af afstandene mellem ejendommene, da dette naturligvis giver en øget omkostning for sådan et projekt. Men hvor går man så hen, når man nu har sat sine rødder i et yderområde?
Jeg kan undre mig over, at kommunen helt er fritaget for ansvar i forhold til digital infrastruktur. Især i en tid hvor kommunens digitaliseringsplan fordrer øget digitalt samarbejde med borgerne og staten i mange tilfælde kræver det!
Når vi taler om borgerinddragelse og erhvervsvenlighed i Hillerød kommune skulle vi måske netop starte med, at investere i den digitale infrastruktur!
Borgerinddragelse eller….
Med et kommunalvalg for døren, syntes borgerinddragelse at være på de flestes politikeres læber, men hvordan får vi skabt en dialog med borgerne, der også holder efter kommunalvalget?
Borgernes ret til, at vælge hvem der skal sidde i Byrådet, hvem der repræsenterer dem bedst, sikrer formelt set Byrådets repræsentativitet og grundlæggende legitimitet. Men som jeg ser det sikrer kommunalvalget ikke automatisk, at borgerne også tager aktivt del i udviklingen af kommunen.
Jeg har i gennem en årrække oplevet en øget distance mellem lokalpolitikere og borgene. Dette er ærgerligt, da borgerne besidder ressourcer, som kommunen kan drage stor nytte af, hvis der skabes de nødvendige indgange for aktiv deltagelse og engagement.
Mange kommuner gør derfor ofte brug af blandt andet borgerhøringer til, at give indikationer for, hvilke beslutninger der bør træffes. Men efter disse høringer kan man som borger opleve et vakuum, hvor de gode intentioner hænger i luften! Dette kan være årsagen til, at nogle borgerhøringer er ringe besøgt.
Hvis man retter blikket mod velfærdsdebatten, ligge udfordringen ligeledes i, at borgernes velfærdsbehov ikke er statiske. De ændrer sig over tid – og udfordrer herved konstant kommunernes arbejde med at fastholde et højt serviceniveau. Det kan ofte være en vanskelig opgave for politikerne at holde sig orienteret omkring nye ønsker og ændrede præferencer.
Til en start må vi se det som en positiv ting, at der er kommunalvalg – det er nu politikkerne skal fodres med hvad der er vigtigt for dig! – herefter kommer en vedholdende opfølgning på, at vi som borgere har ret til indflydelse (også efter kommunalvalget) og tager ejerskab for kommunens fortsatte udvikling.
Det er vigtigt for mig, at det der arbejde med i Byrådet, også er det der er vigtigt for dig!
De fortabte forældre – og deres børn!
Hvornår skete det, at omsorg og medmenneskelighed blev erstattet af normeringer og ansvarsfordelinger?
Endnu en morgen, hvor en sygeplejerske møder på arbejde kl. 7 for at modtage nattens rapport; to døende patienter og endnu en gang overbelægning. Nu tror de fleste sikkert at dette indlæg handler om at sundhedsvæsenet har spillet fallit og der ikke er nok varme hænder, som man så populært siger, men det gør det ikke.
Det handler om børn! Det handler om os, der stadig møder kl. 7 for at passe Danmark. I mens vi passer vores job, skal nogle andre passe vores børn, og netop denne morgen er sygeplejersken ekstra bekymret, for da hun kørte hjemmefra efterlod hun en dreng på 9 år alene hjemme. Magnus skulle selv cykle i skole, da der ikke er morgenpasning på skolen. En dreng som er utryg ved at være alene hjemme – sygeplejersken ved godt det nok skal gå, men alligevel, hvem passer hendes børn, når hun passer sine patienter?
Jeg mener vi spiller fallit, når vi ikke giver mulighed for at åbne skolerne for børnene om morgenen – det er ikke rimeligt, at børn ned til 8-9 år skal være alene hjemme, i mens mor og far passer sit job. Beslutningen om at spare morgenpasningen væk er politisk og den trænger til en revurdering. Som de fleste nok ved, er jeg ny i politik og lige netop sådan en beslutning undrer mig. Det ligger ikke i HFO‘s normering, at lade børn fra 4. klasse og opefter at ankomme om morgenen – har jeg fået at vide. I og med det ikke ligger i normeringen, bliver det uklart hvem der har tilsynspligten med eleverne og dermed ansvaret om morgenen, hvis der sker noget.
Disse elever er stadig børn, og de bliver ikke mindre børn, selv om der tales om normeringer, ansvar og de i højere grad kun omtales som elever. Elever ER børn!
Vi ender ud med at ansvaret alene ligger hos forældrene, som så efterlader deres børn alene hjemme! Flere forældre tilbyder at betale morgenpasning, men her kommer det til at handle om brugerbetaling, og med et gik der politik i den igen.
Så jeg spørger, hvor blev omsorgen af? På trods af mit liberale fundament, skal vi stadig passe på hinanden og passe på dem der passer på andre!
(Navnet er fiktivt)
Man ved ikke hvad man ikke ved! – politisk tankespind, sat på spidsen.
Overskriften siger meget og så alligevel ikke – der er nu gået et par måneder siden min opstilling til kommunal valget, og trods store anstrengelser for, at holde mig ajour både praktisk og politisk, halter jeg bagefter.
Facebook skal opdateres og de rette opslag skal likes. Rådene strømmer ind fra nær og fjern, og jeg må erkende, at alle nu har en mening, ikke om politik, men om det, at jeg stiller op til kommunalvalget.
Langt de fleste er positive, enkelte tilkendegiver at det har de også selv gerne ville prøve, men har ikke haft modet.
Så er der dem der bliver bekymret: Hvordan klarer du dobbelt rollen, at skulle være politiker samtidig med at være lokalt aktiv? Hvad med din familie? Og midt i strømmen af tilkendegivelser bliver det tydeligt at politik ses som noget afkoblet fra det almindelige hverdagsliv – det mener jeg ikke er tilfældet!
Jeg ER lokalt aktiv, jeg sidder i bestyrelser i både Borgerforening og Lokalråd, fordi VI skal gøre en forskel for vores lokalsamfund, fordi VORES liv skal være det bedste vi kan få og vi sammen kan skabe rammerne for det.
Det er politik – lokal politik nuvel, men ønsket om, at skabe bedre sociale verdener, har vi alle patent på og det brænder jeg for – ingen dobbelte roller, bare mig.
Min børn benytter lokale idrætsforeninger, vi har valgt skolen, vi deltager i lokale sociale arrangementer. Det er politik – det er valg! Vores valg som familie.
Men hvad er folk så bekymrede for og hvorfor er dem, der er bekymrede ofte dem, der ikke selv engagerer sig? Betyder det politiske engagement, at man som menneske bliver for distanceret fra borgerne? Jeg har tendens til at tro det – alene mærkesags vanviddet, hvor alle kommunalpolitikere kæmper for at synliggøre sine mærkesager – det giver vælgere har jeg fået at vide.
Men hvad nu hvis man, som kommunalpolitiker, ikke har nogen mærkesager, men blot er almindelig lønmodtager, mor, forbruger og borger? Er der plads til dem? Er der plads til mig?
Ja, det er sat på spidsen, for i bund og grund brænder jeg jo for vores lokale skole og jeg mener at frivillige i vores lokalsamfund skulle behandles som konger, men om det er en mærkesag eller blot et menneskeligt værdisæt er svært at svare på. Måske netop fordi politik, for mig, er kampen for vores værdier og kultur. Dermed bliver politik alt.
Men hvad er der så jeg ikke ved?- jeg kendte ikke ordet politikerlede og jeg vidste ikke, at politik kan skabe barrierer fremfor broer og jeg vidste ikke at vejen til Byrådet ville være fyldt med velmenene råd, men ingen spurgte om hvad jeg står for og hvordan jeg bliver talerør for de mennesker der omgiver mig.
Lad os høre hvad borgerne synes og så lad os spørge hinanden som politikere – hvad er politik for dig?
Hvorfor blive politisk aktiv?
Hvis man spørger mig om hvorfor jeg vælger at blive politisk aktiv må svaret være; Jeg kunne ikke lade være!
Jeg har igennem en årrække arbejdet med frivilligt arbejde, først som en del af Tordenskjolds soldater og siden som hærfører.
Jeg er sammen med min mand iværksætter af Borgerforeningen Alsønderup Sogn og arbejder med nytænkning i forhold til frivilligt arbejde. Jeg har spidskompetencer indenfor Innovation og arbejder med dette i mange forskellige sammenhænge.
Af uddannelse har jeg en Mastergrad i Voksnes læring og Kompetenceudvikling, men er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har et veludviklet omsorgsgen, men jeg tror også på at mennesker skal tage ansvar og vi skal give dem valg muligheder, således at dette bliver muligt.
Jeg opdagede sent i mit liv, hvad politik er og den indflydelse jeg som borger har, hvis jeg engagerer mig. Det er vigtigt for mig at gøre politik nærværende og transparent for borgerne, hvilket er en stor motivationsfaktor når jeg vælger at blive politisk aktiv. Dette vil blive omdrejningspunktet i den kommende periode, særligt i forhold til Alsønderup Sogn, som jeg er en aktiv del og ønsker gøre mere attraktiv både for borgerne og potentielle tilflyttere.
Jeg er født i Hillerød og har stærke rødder her, ikke mindst i kraft af jeg har taget en stor del af min uddannelse i Hillerød. Jeg bor på en landejendom i de smukkeste grønne omgivelser, som jeg værner om og holder meget af. Omkring mig er min mand og vores fire børn, som er mit fundament og min styrke.