Alle indlæg af Annette

Historisk valgforbund mellem blå partier

Hillerød Kommune er med sin centrale placering i hjertet af Nordsjælland en vigtig kommune for dem, der bor her, for de mange virksomheder, der arbejder og producerer her, og for gæster fra hele verden, som kommer for at opleve, hvad vi kan tilbyde. Samtidig er vi en kommune, der spænder bredt fra den tætte, voksende by til de mange landsbyer i det åbne land og den skønne natur.

Hillerød Kommune er på mange måder et dejligt sted med masser af potentiale for fremtiden. Det er vores overbevisning, at dette potentiale bedst indfries med en borgerlig-liberal ledelse af kommunen. Derfor har en række borgerlige, liberale og centrum-partier indgået et fælles valgforbund som et alternativ, der forpligter til blåt samarbejde, reducerer stemmespild og skaber en ny politisk ledelse af kommunen.

Med i det blå valgforbund er Venstre, Danmarks Liberale Parti, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Valgforbundet gælder for kommunalvalget, der afholdes i november 2025.

Spidskandidat for Venstre, Danmarks Liberale Parti, Annette Rieva udtaler: “At etablere et bredt blåt valgforbund har, siden jeg blev borgmesterkandidat, været en høj prioritet. Vi har tidligere været for dårlige til at finde sammen, men med denne aftale tager vi, med dyb respekt for bredden i vores partier, et vigtigt skridt i retning af et tættere samarbejde. Jeg er derfor glad for det tillidsfulde samarbejde og den historiske aftale, som jeg er sikker på, vil komme Hillerøds borgere til gavn og glæde.”

Spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, Christoffer Lorenzen udtaler: “Jeg er stolt og taknemmelig over, at vi er så mange partier, der nu står sammen med en fælles vision om, at der er behov for et nyt, friskt retningsskifte for Hillerød.

Spidskandidat for Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg, Lars Ole Skovgaard udtaler: ”Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg kæmper her, som i alle andre sammenhæng for helheden. Et stærkt Hillerød med en hovedby, men også stærke lokalsamfund, det hele skal fungere.

Spidskandidat for Dansk Folkeparti, Jette Juul udtaler: Jeg ser et stort potentiale for yderligere udvikling i Hillerød og vil arbejde for en ny retning gennem et blåt valgforbund. Her vil vækst, frihed og ansvarlighed være i fokus. Mit mål er at sikre et borgerligt flertal, der kan styrke Hillerøds fremtid og skabe bedre vilkår for både borgere og virksomheder.

Spidskandidat for Liberal Alliance, Mathias Skarby udtaler: Vi i Liberal Alliance er utroligt glade for at vi kan stå sammen som borgerligt-liberale partier. Jeg har længe haft et fantastisk samarbejde med dem alle, og ved at her er et solidt og nødvendigt fundament for mere frihed, ansvar og optimisme, uanset hvor i kommunen man bor eller driver virksomhed. 

Det er aftalt, at andre borgerlige, liberale og centrum-partier samt relevante lokallister kan indtræde i valgforbundet på et senere tidspunkt, hvis der er enighed i aftalekredsen.

Fotograf: Fireflow Media

Budgetvedtagelse – tale ved byrådsmødet 2024

Hvis I vil følge lidt med, er her min tale, som jeg holdt til byrådsmødet den 2. okt. 2024. Har I spørgsmål, så kom endelig med dem 🙂

Kære Byråd,

Når vi ser på budgetaftalen for 2025, er det tydeligt, at vi har taget fat på nogle af de komplekse udfordringer, der præger vores kommune, og samtidig sat en klar retning for fremtiden.

Grønnevang Skole og lokalplaner

Grønnevang Skole på Jespervej er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder målrettet med vores udfordringer. Vi er enige om, at det er det rigtige at bygge en ny skole for 0.-5. klasse. Samtidig sikrer vi, at en fremtidig udvidelse op til 9. klasse bliver mulig via lokalplanen, når den alligevel skal udarbejdes.

Jeg vil dog understrege, at lokalplanarbejdet betyder, at andre lokalplaner kan risikere at blive skubbet længere ned i køen. Her håber vi, at byrådet står sammen, når prioriteringen af lokalplanerne skal finde sted, og vil minde om, at vi har andre vigtige lokalplansager i vente. Desværre lykkedes det ikke Venstre at få tilført flere ressourcer til behandlingen af lokalplanerne i dette budget, så tiderne kunne blive nedbragt. Til gengæld har vi sikret en hurtigere sagsbehandling ved byggesager ved at fokusere personaleressourcerne.

Styrkelse af almenskolen

Et af vores store fokuspunkter i budgettet har været at skabe en klar retning for det specialiserede børneområde, som nu i højere grad bliver integreret i almenskolen. Venstre har altid haft fokus på at styrke vores skoler og skabe stærke fællesskaber. Det afspejler dette budget også.

Vi arbejder målrettet på at sikre skolernes økonomiske fundament, og vi har fokus på, at alle børn skal kunne gå i skole i deres lokalområde, uanset hvem de er, og hvilke udfordringer de måtte have behov for hjælp til. Vi mener, at den rigtige vej at gå er at få flere lærere ind i timerne, til en start i de små klasser. Derudover er vi meget glade for kompetenceudvikling, der vil gøre lærerne i stand til at imødekomme de varierende behov hos børnene.

Og så er der fællesskabspuljen – en ny og spændende mulighed, der skal understøtte netværk, foreninger og institutioner med fokus på trivsel og fællesskab, især for børn og unge i vores lokalsamfund. Venstre har kæmpet for, at denne pulje skal blive mere levedygtig i samarbejde med eksterne aktører og uden unødig politisk indblanding, som vi har set tidligere.

Fremtidens ældrepleje

Venstre er glade for, at der ikke er blevet sparet på vores plejehjem i dette budget. Jeg ser frem til, at Omsorg og Livskraftudvalget kigger på muligheden for at afprøve konceptet “plejehjem i eget hjem”. Vi forventer, at dette vil blive en vigtig del af fremtidens ældrepleje for dem, der ønsker det.

Derudover skaber vi i budgettet flere demenspladser og arbejder for etablering af et demenskor.

Velfærdsteknologi og skærmbesøg vil fortsat have Venstres fokus, især når det frigiver tid til den omsorg, der er så vigtig for vores ældre. Vi ser også frem til at udvikle Hjælpemiddeldepotet til et servicecenter for hjælpemidler og velfærdsteknologi.

Administration og fremtidens teknologi

Vi tager også et vigtigt skridt ind i fremtiden med kunstig intelligens (AI), som skal effektivisere vores arbejdsgange, reducere rutinearbejde og øge kvaliteten af opgaveløsningen.

Selvfølgelig skal AI implementeres med omtanke. Det er afgørende, at der stilles skarpe krav til datasikkerhed og privatlivsbeskyttelse, samt at AI-systemerne anvendes på en måde, der fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed. Hillerød Kommune har her en vigtig opgave i at sikre, at AI-løsninger anvendes på en etisk forsvarlig måde, hvor borgernes rettigheder altid er i centrum.

Derfor var det også vigtigt for Venstre, i de netop afsluttede budgetforhandlinger, at få afsat ressourcer til en AI-projektleder. Det er afgørende, at der sidder en person med de rette kompetencer, så det skaber mest mulig værdi for både medarbejdere og borgere. I Hillerød Kommune skal vi være i stand til at søsætte AI-projekter, der på én gang udnytter potentialet og giver betydelige gevinster, og samtidig sørger for, at det foregår på en smidig måde.

Derudover fortsætter vi med at prioritere grøn mobilitet og fremkommelighed, ligesom vi vil fortsætte energioptimeringen af vores bygninger for at reducere CO2-udslippet. Det er ikke blot en investering i vores miljø, men også i fremtidens Hillerød.

Vi ser frem til en revision af ejendomsstrategien, hvor vi kommer til at drøfte salg af flere kommunale ejendomme. Forebyggende vedligehold er også vigtigt for Venstre, så vi undgår større reparationer. Heldigvis er der afsat penge til de store renoveringssager, blandt andet nyt tag på Byskolen.

Afsluttende bemærkninger

Der er dog også udfordringer. Vi havde gerne set flere midler til asfalt og snerydning – men måske vi, ved behov, kan finde det i budgetopfølgningerne. Vi er også ærgerlige over, at der ikke blev afsat penge til Åben Skole. For os er samarbejdet mellem skolerne og erhvervslivet af stor betydning, og vi håber derfor, at skolerne kan finde midler til dette inden for deres egne budgetter.

Sammenfattende kan vi dog sige, at vi er tilfredse med et budget, der spænder bredt. Jeg håber, at mange borgere vil kunne se sig selv i det.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke budgetpartierne. Det har været en god proces, og for os i Venstre er det vigtigt at være en del af budgettet, tage ansvar og få indflydelse. Det kræver selvfølgelig, at man sluger et par kameler undervejs, men det giver også mulighed for at præge de områder, man var uenig i, og sikre, at nuancerne bliver bevaret.

Når mærkesager bliver hjertesager……

Større frihed skolerne – yes!

Venstre har, sammen med Regeringen, indgået en historisk aftale, der frisætter folkeskolen. Dette er et markant skridt i retning af en skole, der i højere grad kan tilpasse sig lokale behov og skabe rammer, som giver børnene de bedste muligheder for at trives og udvikle sig. Aftalen gavner ikke kun lærerne og skoleledelsen, men også eleverne og deres familier. For Venstre – og for mig personligt – er dette en hjertesag, som fortjener at blive fremhævet.

Jeg mener, at de, der er tættest på skolens hverdag – skolebestyrelserne, skoleledelsen, lærerne, pædagogerne, eleverne og deres forældre – bedst ved, hvordan man skaber de rette rammer for god undervisning. I Hillerød er skolerne vidt forskellige. De varierer i størrelse, beliggenhed og omgivelser – nogle ligger tæt på naturen, andre tæt på byen. Lærerne er, som mennesker er flest, forskellige, og det er præcis, som det skal være. Derfor skal skolerne også have friheden til at finde deres egen vej. Det er de lokale forhold, der skal definere, hvordan skolerne indrettes, ikke centraliserede krav fra staten.

Den nye aftale, som udmøntes i lovgivning i efteråret 2024, giver skolebestyrelserne større beslutningskompetence, og kommunerne får frihed til at bestemme skoledagens længde. Målet er at sikre mere lokal indflydelse og bedre muligheder for at tilpasse undervisningen til de børn, der sidder i klasseværelserne.

En af de væsentlige ændringer er fjernelsen af 90% af de eksisterende 4.000 læringsmål. Dette reducerer bureaukratiet og frigør lærerne til at fokusere på undervisningen frem for dokumentation. Det giver mere tid til faglig fordybelse, elevtrivsel og udvikling af undervisningsmetoder, der passer til klassens behov.

Aftalen skaber også spændende nye muligheder for de ældste elever. For eksempel kan skolerne nu samarbejde med lokale idrætsforeninger og tilbyde valgfag, som giver eleverne mulighed for at forfølge deres interesser i undervisningen. Undervisningen bliver samtidig mere praksisorienteret, hvilket gør det lettere for folkeskolen at rumme forskellige typer elever og læringsstile.

Derudover introduceres “juniormesterlære,” hvor elever kan tilbringe 1-2 dage om ugen hos en lokal virksomhed eller på en erhvervsskole. Dette giver dem en unik mulighed for at prøve kræfter med arbejdslivet og få en fornemmelse af, hvordan deres uddannelse kan bruges i fremtiden.

Jeg elsker, når politik, og det regeringen laver, bliver nærværende. Det giver så meget mening at sætte skolerne fri.

Hvorfor er kunstig intelligens (AI) vigtig i fremtidens opgaveløsning?

Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor AI og velfærdsteknologi optager mig så meget. En forklaring er selvfølgelig, at jeg arbejder professionelt med det. Da generativ AI for første gang for alvor gjorde sit indtog i uddannelsesverdenen, hvor jeg har min daglige gang, blev det mødt med stor skepsis. Men i dag ved vi, at AI er kommet for at blive, og arbejdet omkring og med AI har stor betydning.

Den teknologiske udvikling har i de seneste år revolutioneret mange aspekter af vores samfund, og AI er helt i front. I de danske kommuner, hvor opgaveløsning ofte er kompleks og ressourcekrævende, har AI potentiale til at blive en afgørende medspiller.

En af de mest oplagte fordele ved AI er evnen til at automatisere rutineopgaver, det man kalder machine learning. Administrative procedurer såsom sagsbehandling, opfølgning på borgerhenvendelser og håndtering af data kan optimeres betydeligt. For eksempel kan AI-baserede systemer hurtigt sortere, analysere og prioritere store mængder data, hvilket frigiver tid for de kommunale medarbejdere til at fokusere på mere komplekse opgaver. Dette kan også reducere ventetider og øge kvaliteten af den service, borgerne modtager.

AI kan hjælpe kommunerne med at træffe mere informerede beslutninger ved at levere datadrevet indsigt. Ved at analysere trends og mønstre i store datasæt kan AI identificere udfordringer og muligheder, der ellers ville være svære at opdage. I områder som byplanlægning, trafikstyring og ressource allokering kan AI sikre, at kommunerne handler proaktivt og træffer valg baseret på konkrete data frem for formodninger.

AI kan også forbedre kommunikationen mellem kommunen og borgerne. Chatbots og virtuelle assistenter kan gøre det lettere for borgerne at få svar på spørgsmål og adgang til kommunale ydelser, døgnet rundt. Desuden kan AI-værktøjer, der analyserer borgernes feedback, give kommunerne en dybere forståelse af befolkningens behov og ønsker. Dette kan styrke den demokratiske dialog og sikre, at politiske beslutninger afspejler borgernes interesser.

Selvfølgelig skal AI implementeres med omtanke. Det er afgørende, at der stilles skarpe krav til datasikkerhed og privatlivsbeskyttelse, samt at AI-systemerne anvendes på en måde, der fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed. Kommunerne har her en vigtig opgave i at sikre, at AI-løsninger anvendes på en etisk forsvarlig måde, hvor borgernes rettigheder altid er i centrum. Derfor var det også vigtigt for mig, i de netop afsluttede budgetforhandlinger, at få afsat ressourcer til en AI-projektleder. Det er afgørende, at der sidder en person med de rette kompetencer, således at det skaber mest mulig værdi for både medarbejdere og borgere. I Hillerød kommune skal vi være i stand til, at søsætte AI-projekter, der på én gang udnytter potentialet og giver betydelige gevinster, sikre lovmedholdenhed, foretager de nødvendige analyser og samtidig sørger for at det foregår på en smidig måde.

Jeg er spændt på, at følge udviklingen. 🙂

Demensindsatsen er vigtig for Venstre

I Venstre ser vi det som en central opgave at sikre livskvaliteten for alle borgere i Hillerød, og derfor er vi meget optaget af at styrke tilbuddene til demensramte. I forbindelse med budgetforhandlingerne ønskede vi, sammen med budgetpartierne, at få undersøgt muligheden for at oprette et demenskor i Hillerød – et initiativ, vi mener, kan gøre en stor forskel for demensramte og deres pårørende. Måske I har set programmet “Demenskoret”, det er ganske rørende.

Forskning viser, at musik og sang kan have en stærk positiv effekt på mennesker med demens. Det kan vække minder, reducere angst og skabe glæde i hverdagen. Med et demenskor ønsker vi at skabe et fællesskab, hvor sang kan være med til at fremme både mentale og sociale kompetencer. For Venstre handler det om at skabe muligheder, der ikke kun lindrer, men også bringer livsglæde og mening til demensramtes hverdag.

Forvaltningen skal nu undersøge, om der er lokale kræfter i kommunen, der kunne tænke sig at stå bag initiativet til at oprette et demenskor. Forvaltningen vil vende tilbage til Omsorg og Livskraftudvalget med en konkret plan for, hvordan dette kan realiseres.

For Venstre er det en vigtig sag at sikre, at mennesker med demens får muligheden for at deltage aktivt i meningsfulde fællesskaber. Et demenskor vil ikke bare være et tilbud om sang, men også en mulighed for at skabe positive oplevelser og samhørighed i lokalsamfundet. Vi ser frem til at støtte op om initiativet og finde veje til at gøre det til virkelighed.

Budgetaftale 2025/28 underskrevet

Hvis man skal sige noget overordnet om budgetaftalen for 2025, er det, at vi har fået taget fat på nogle komplekse udfordringer og samtidig sat en klar retning for fremtiden.

Grønnevang Skole og styrkelse af almenskolen

Grønnevang Skole på Jespervej er et godt eksempel på vores arbejde med udfordringer og vi har besluttet af bygge en ny skole for 0-5 kl. med mulighed for udvidelse til 9. kl. ude i fremtiden. Det var vigtigt for Venstre, at børnene og medarbejderne færdes i et sundt miljø, derfor oprettes der pavillonhuse, mens der bygges. Der er ingen der skal genhuses i de gamle bygninger. I den forbindelse ser vi også frem til en revision af ejendomsstrategien hvor vi kommer til at drøfte afhændelse af flere kommunale ejendomme. Forebyggende vedligehold er vigtigt for Venstre, så vi undgår større reparationer. Heldigvis er der sat penge af til de store renoveringssager, bla. nyt tag på Byskolen.

En ny retning for alle børn

Vi har sat en klar retning for det specialiserede børneområde, som nu i højere grad bliver integreret i almenskolen. Venstre har altid haft fokus på at styrke skolerne og skabe stærke fællesskaber. Dette budget afspejler netop den ambition, hvor vi arbejder målrettet på at sikre skolernes økonomiske fundament og samtidig har fokus på, at børn skal kunne gå i skole i deres lokalområde, uanset hvem man er og hvilke udfordringer, man måtte skulle have hjælp til. Vi prioriterer tiltag hvor der er flere lærere i timerne, som en start i de små klasser, og kompetenceudvikling til lærerne, så de kan imødekomme varierende behov hos børnene. Heri ligger også at Legeteket bibeholdes. Af understøttende beslutninger, der også kommer børnene til gode, ligger fællesskabspuljen, der er ny og vil erstatte en række puljer. Venstres fokus er her at puljen skal gøres mere levedygtig i samarbejde med eksterne aktører, uden politisk indblanding, som tidligere har været tilfældet for mange af kommunens puljer.

Plejehjem og ældrepleje

I Venstre er vi glade for, at der ikke er blevet sparet på plejehjemmene. Samtidig ser jeg frem til, at Omsorg og Livskraftudvalget skal kigge på muligheden for at prøve “plejehjem i eget hjem” af, da vi forventer, at dette vil være en vigtig del af fremtidens ældrepleje, for dem der ønsker det. Skærmbesøg og mere velfærdsteknologi vil forsat have Venstres fokus, der hvor det frigiver tid til omsorg og vi er spændte på at se hvordan vi kan udvikle Hjælpemiddeldepotet til et servicecenter for hjælpemidler og velfærdsteknologi.

Effektivisering af sagsbehandling

Sagsbehandling har været et vigtigt punkt for Venstre, især inden for byggesager, men også lokalplaner. Vi har sikret hurtigere sagsbehandling ved at fokusere personaleressourcerne. Vi tager også et vigtigt skridt for fremtiden med kunstig intelligens (AI), som skal effektivisere arbejdsgange, reducere rutinearbejde og øge kvaliteten af opgaveløsningen. Her er der afsat midler til en projektleder, så vi får sat en tydelig retning – ikke mindst ift. hvilke prøvehandlinger der er værd at forfølge ud fra de udfordringer som kommunen, har brug for hjælp til.

Udfordringer

Vi havde gerne set flere penge til asfalt og snerydning, og vi er ærgerlige over, at der ikke er midler til Åben Skole, for os er samarbejdet mellem skolerne og virksomhederne/erhverv af stor betydning og håber derfor skolerne kan finde midler til det inden for eget budget.

Men samlet set er vi tilfredse med et budget, der spænder bredt, og jeg håber, at mange kan se sig selv i det.

Venstre opfordrer til at styrke by- og nattelivet for de unge i Hillerød

Tale fra Byrådsmøde den 28. aug. 2024

Venstre ser et behov for at gøre by- og nattelivet i Hillerød mere attraktivt for de unge, så de bliver i byen fremfor at søge til København eller Helsingør. Vi ønsker en fælles indsats i Byrådet for at gøre Hillerød til en endnu bedre by at leve og studere i, og de inviterer til dialog om, hvordan byen kan udvikles til fordel for de unge, men med respekt for naboerne. Venstre understreger vigtigheden af at involvere de unge i udviklingen af byen.

Venstre ser gerne, at der bliver arbejdet med, hvordan vi gør by- og nattelivet mere levende og imødekommende for de unge. Vi mener, det er vigtigt, at de unge finder det attraktivt at blive i Hillerød fremfor at tage til København eller Helsingør.

Vi skal involvere de unge i spørgsmålet om, hvordan vi gør Hillerød til en endnu bedre by at leve og studere i, som vi også har aftalt i konstitueringsaftalen. Det kan vi passende gøre i forbindelse med budgetprocessen.

Fra den 6. september til 1. marts kommer der en fotoudstilling på torvet om de unge, der hedder ”Gennem Unge Øjne” af Fotograf Liselotte Plenov. Vi har i Venstre fulgt hendes arbejde meget tæt, og udstillingen giver et indblik i Hillerød set gennem øjnene på byens unge, der med deres unikke synspunkter og ærlige stemmer deler, hvad de elsker ved deres by, hvad de mener mangler, og hvad de drømmer om at se mere af.

Jeg vil dele to citater med jer:

Hannah, 19 år, studerende.

Hvorfor er barernes stamkunder ikke et år under 40? Det ville være rigtig fedt med flere steder at være om aftenen, hvor man bare kan hygge sig. Bare et sted, hvor der er plads, og man kan købe en øl eller to og sidde behageligt. Det skal i hvert fald være en mulighed, hvis unge skal blive i Hillerød og ikke tage til København.

Lasse, 19 år, studerende.

Men hvor er det sted i Hillerød, hvor man kan mødes med andre unge UDEN alkohol og Nik & Jay i centrum? Måske kunne det findes i en +18 ungdomsklub? Et sted, man kan mødes efter skole for billig kaffe og opgaveskrivning, eller i weekenden for fællesspisning med musik, brætspil, øl osv. Måske kunne man overveje, om man måtte tage mad og drikke med hjemmefra?

Lad os lytte til Hannah og Lasse.

Udstillingen er en unik mulighed for at se byen fra et nyt perspektiv og deltage i samtalen om, hvordan Hillerød kan udvikle sig til at blive et endnu bedre sted for de unge. En anden vigtig vinkel her er, at kultur bidrager til dialog om vigtige emner – og dialoger og involvering er en hjertesag for Venstre.  

Så lad dette være en invitation til jer om, at vi sammen tager dialogen videre.

Venstres vision for budget 2025-28 (Budgettale)

Kære borgere og medlemmer af Byrådet,

Vi står over for en afgørende periode i Hillerøds udvikling, og det er med stolthed, at jeg på vegne af Venstre, præsenterer vores visioner for budgettet 2025-2028. Vores mål er klart: At skabe en kommune i balance, hvor udvikling sker med respekt for de eksisterende borgere og fremtidige generationer.

Økonomisk balance og prioritering

Venstre er fast besluttet på, at kommunens budget skal være i balance. Det betyder, at vi må prioritere benhårdt blandt de mange, ønsker til aktiviteter og anlæg. Vi er klar over, at ikke alle ønsker kan indfries, men vores fokus er på at sikre en sund økonomi og en bæredygtig udvikling – både økonomisk, miljømæssigt og menneskeligt. Vi har, som altid, et vågent øje på Hillerøds mange lokalsamfund, herunder de mange foreninger og fællesskaber, som gør kommunen alsidig og attraktiv.

Klima og bæredygtighed

Vi står midt i en tid, hvor klimaudfordringerne kræver særlig opmærksomhed. Derfor vil vi i Venstre arbejde for, at Hillerød Kommune forbliver en frontløber i den grønne omstilling. Dette budget indeholder derfor en række tiltag, der skal styrke vores indsats for klimaet og sikre, at vi overleverer en sundere planet til kommende generationer. Det gælder både i forhold til anlægsprojekter og når vi arbejder for at reducere CO2-udledningen fra kommunens egne bygninger.

Erfaringerne fra Grønnevang Skole viser behovet for at genoprette kommunale bygninger, så deres levetid forlænges, og vi undgår at sende regningen videre til kommende generationer. Vi ser gerne, at den kommunale ejendomsportefølje reduceres, så vi kan prioritere ressourcerne omkring omsorg og kernevelfærd frem for mursten.

Mobilitet og infrastruktur

Mobilitet og fremkommelighed er afgørende for en velfungerende kommune. Vi vil fokusere på trafikafvikling og identificere, hvor udvidelse af vejnettet giver mest værdi for borgerne. Samtidig vil vi prioritere kollektiv trafik samt gang- og cykelstier, hvor det giver mening for den trafikale infrastruktur. Vi mener, det er vigtigt med en overordnet trafikal plan, både hvad angår trafikafvikling og vedligehold, for at imødegå de trafikale udfordringer.

Effektiv administration og teknologiske løsninger

Sagsbehandlingstiderne skal nedbringes, og vi skal sikre, at ressourcerne anvendes korrekt i forvaltningen. Venstre ønsker flere byggesagsbehandlere, understøttet af teknologiske løsninger og kunstig intelligens, der kan effektivisere arbejdsgange, reducere tidsforbruget på dokumentation og kontrol og derved frigive tid til omsorg, kernevelfærd samt forbedret medarbejdertrivsel.

Uddannelse som hjørnesten

Uddannelse er en af Venstres politiske hjørnesten. Vi vil fortsætte med at fremtidssikre folkeskolerne med tidssvarende faciliteter og læringsmiljøer, og vi ønsker at understøtte Hillerød som et uddannelsescentrum for både unge og voksne.

Venstre ser gerne, at der bliver arbejdet med, hvordan vi gør fritidslivet mere levende og imødekommende for de unge. Vi mener, det er vigtigt, at de unge finder det attraktivt både at uddanne sig og leve i Hillerød. Vi mener, vi i endnu højere grad skal involvere de unge i spørgsmål om et attraktivt by- og natteliv i Hillerød – en målsætning, som vi ligeledes har i konstitueringsaftalen.

For at sikre en smidig overgang fra uddannelse til job vil vi oprette uddannelsestillinger til lærerstuderende og arbejde for, at nyuddannede lærere trives. Det er vigtigt for Venstre, at vi både uddanner dygtige lærere og tiltrækker dem til Hillerøds folkeskoler som arbejdsplads. Spørger man afgangseleverne i 9. klasse, hvad der var mest betydningsfuldt i deres skolegang, er det ofte lærerne, de nævner.

Vi vil arbejde tæt sammen med erhvervslivet for at sikre kompetente medarbejdere via efter- og videreuddannelse, så de kan løfte de udfordringer og arbejdsopgaver, de står overfor.

Det specialiserede børneområde

I forhold til det specialiserede børneområde sender vi et klart signal om, at alle børn skal have mulighed for at være med i de almene fællesskaber. Selvfølgelig er der børn, der stadig har behov for specialiserede tilbud som f.eks. “Skolen ved Skoven”, men vi skal sikre, at alle børn får deltagelsesmuligheder. Når vi ser på tværs af vores systemer, er der potentiale for at gøre det endnu bedre. Vi skal styrke mulighederne i de almene fællesskaber gennem lærerne og pædagogerne. Nogle af ressourcerne og kompetencerne fra de specialiserede områder skal bringes mere i spil i det almene. Det vil tage tid at gennemføre, men vi skal begynde nu!

Ældrepleje og velfærdsteknologi

En værdig ældrepleje er en hjertesag for Venstre, og vi glæder os over, at det lykkedes at bane vejen for et friplejehjem i Hillerød.

Vi vil sikre flere hænder og uddannede medarbejdere i ældreplejen samt muligheden for, at ældre kan blive boende i eget hjem med hurtig hjælp og tætte relationer til medarbejderne og naboer – herunder arbejde med indsatsen “Plejehjem i eget hjem”, som vi glæder os til at dykke endnu mere ned i, hvis det vedtages. Her kunne man med rette drage nytte af erfaringerne fra indsatsen med “faste teams”, der blev fulgt af et forskningshold med fokus på at skabe læring i hele organisationen. For Venstre er det netop vigtigt at skabe en læringskultur som grobund for at løse nogle af de udfordringer, som fremtiden bringer.

Velfærdsteknologi skal selvfølgelig integreres, hvor det frigiver tid til omsorg og kernevelfærd.

Sammen om Hillerøds fremtid

Venstre er klar til at tage de nødvendige dialoger og forhandlinger for at sikre Hillerøds fremtid.

Med en ansvarlig økonomisk politik, fokus på læring og uddannelse, fremkommelighed og mobilitet, en værdig ældrepleje og tidssvarende administration vil vi skabe en kommune i balance, hvor alle borgere trives hele livet.

Tak for jeres opmærksomhed.

Frit skolevalg – en frihed vi i Venstre står bag – også på Frederiksborg Byskole.

Frit skolevalg er en af grundpillerne i Venstres uddannelsespolitik. Vi tror på, at friheden til at vælge skole er essentiel for at sikre, at hvert barn får den bedst mulige start på livet. Det er en frihed, som vi i Venstre står bag, fordi vi ved, at forældre er de bedste til at træffe beslutninger om deres børns skolegang. Men som med alle friheder, følger der et ansvar med, og derfor tager vi også de bekymringer, der knytter sig til frit skolevalg, meget alvorligt.

Fordelene ved frit skolevalg

Når vi i Venstre taler om frit skolevalg, taler vi om friheden til at vælge den skole, der passer bedst til det enkelte barns behov. Vi ønsker at give alle forældre mulighed for at vælge den skole, hvor deres barn kan trives og udvikle sig, uanset hvilken skole deres bopæl ellers ville have foreskrevet.

  1. Tilpasning til individuelle behov: Forskellige børn har forskellige behov, og frit skolevalg giver familier mulighed for at finde den skole, der bedst matcher deres barns unikke styrker og udfordringer.
  2. Styrkelse af skolerne gennem konkurrence: Vi i Venstre mener, at konkurrence skaber dynamik og udvikling. Når skolerne ved, at forældre kan vælge frit, skaber det en sund konkurrence, som kan løfte kvaliteten på tværs af kommunens skoler.
  3. Diversitet og inklusion: Med frit skolevalg kan vi fremme en mere mangfoldig elevsammensætning, hvilket er med til at skabe dynamiske læringsmiljøer, hvor eleverne lærer af hinandens forskellige baggrunde og erfaringer.

Frit skolevalg og Frederiksborg Byskole

Frederiksborg Byskole er et godt eksempel på, hvordan frit skolevalg kan komme både elever og skoler til gode. Skolen har tiltrukket elever fra forskellige dele af kommunen, hvilket har bidraget til et stærkt og varieret læringsmiljø. Det er netop denne diversitet og frihed, vi i Venstre ønsker at fremme. Skolen har tidligere været lukket for elever fra andre distrikter, men efter en henvendelse fra skolebestyrelsen har vi i Børne, Familie og Ungeudvalget, netop besluttet, at åbne op igen.

Bekymringer ved frit skolevalg

Vi anerkender, at der også er bekymringer knyttet til frit skolevalg. For eksempel har Grønnevang Skole udtrykt bekymring over, at frit skolevalg kan føre til, at flere elever vælger naboskolen. Dette er bekymringer, vi i Venstre tager meget seriøst, da vi ønsker, at alle skoler i kommunen har lige muligheder for at tilbyde en god skolegang.

På den anden side har Frederiksborg Byskole argumenteret for, at de nuværende restriktioner på frit skolevalg skader skolens evne til at udnytte sine ressourcer optimalt og opretholde stabile klassefællesskaber.

Venstre: Frihed med ansvar

I Venstre tror vi på, at frihed skal ledsages af ansvar. Vi arbejder for, at frit skolevalg ikke bare er en teoretisk mulighed, men en reel mulighed for alle forældre og elever. Vi er samtidig opmærksomme på de potentielle negative konsekvenser og arbejder aktivt for at sikre, at ingen skoler lades i stikken.

Frit skolevalg er ikke bare en politik, det er en frihed, som vi i Venstre støtter helhjertet. Vi ønsker at give forældre og elever mulighed for at vælge den bedste vej for deres uddannelse, samtidig med at vi sikrer, at alle skoler har de nødvendige ressourcer til at levere undervisning af høj kvalitet.

Faste teams baner vejen for kontinuitet og genkendelighed i ældreplejen

Baggrund

I Hillerød Kommune har vi taget et markant skridt for at forbedre ældreplejen ved at implementere faste teams. Dette initiativ er en del af en bredere indsats, der har til formål at sikre kontinuitet, genkendelighed og høj kvalitet i plejen af ældre borgere. Erfaringerne fra Hillerød viser tydeligt de mange fordele ved denne tilgang – Det er jeg både rigtig glad for og stolt over. Jeg havde ikke turde håbe på så positive erfaringer, da jeg for år tilbage tog initiativ til faste teams i kommunen.

Kontinuitet og genkendelighed i ældreplejen

Kontinuitet og genkendelighed har altid været vigtige kerneværdier for Venstre og Hillerød Kommunes rapport, “En hverdag med kontinuitet, genkendelighed og høj kvalitet – faste, tværfaglige teams i Hillerød”, fremhæver, hvordan kontinuitet og genkendelighed i plejen skaber tryghed for de ældre. Ved at organisere plejen omkring faste teams, der lærer de ældre borgere godt at kende, opnår kommunen en mere personlig pleje og omsorg. Dette fører til en bedre forståelse af de individuelle behov og præferencer hos de ældre, hvilket forbedrer deres livskvalitet markant.

Positive erfaringer fra Hillerød

Hillerød Kommune er en af de 25 kommuner, der er blevet analyseret i hovedrapporten “Faste, tværfaglige og selvstyrende teams i ældreplejen – erfaringer fra 25 kommuner”. Erfaringerne fra Hillerød viser, at de faste teams har ført til betydelige forbedringer i både plejekvaliteten og medarbejdertilfredsheden. Medarbejderne i Hillerød oplever en større grad af autonomi og ejerskab over deres arbejdsopgaver, hvilket bidrager til en mere engageret og tilfreds arbejdsstyrke. Dette har også reduceret sygefraværet blandt medarbejderne, hvilket igen forbedrer kontinuiteten i plejen.

Økonomiske gevinster

Hillerød Kommunes erfaringer, som beskrevet i rapporten “Regnskab for faste teams 2022 – 2024 som indsendt til revisionen”, viser også økonomiske fordele ved at implementere faste teams. Selvom der er indledende omkostninger forbundet med omstrukturering og uddannelse, viser data, at kommunen på længere sigt opnår besparelser gennem mere effektiv arbejdsfordeling og reduktion af sygefravær. Dette betyder, at ressourcerne kan bruges mere målrettet og effektivt til gavn for både de ældre og medarbejderne.

Det fremhæves, at en nøglefaktor for succes var den stærke ledelsesmæssige støtte og den aktive inddragelse af medarbejderne i processen. Ved at skabe et inkluderende miljø, hvor medarbejderne føler sig hørt og værdsat, har Hillerød formået at navigere gennem de udfordringer, der opstod undervejs, og sikre en glidende overgang til den nye model.

Konklusion

Hillerød Kommunes erfaringer med faste teams i ældreplejen har vist sig at være yderst positive. Kommunen har ikke blot formået at forbedre plejekvaliteten og øge medarbejdertilfredsheden, men har også opnået økonomiske besparelser på længere sigt. Denne succesrige implementering kan tjene som inspiration for andre kommuner, der ønsker at forbedre deres plejetilbud gennem mere sammenhængende og personligt tilpasset pleje.

Hillerød Kommune er således et lysende eksempel på, hvordan innovative løsninger og en stærk ledelsesmæssig indsats kan føre til en mere human og effektiv ældrepleje, hvor både de ældre og plejepersonalet får en bedre hverdag.

Afskaffelse af samlokalisering i solcellestrategi

Indlæg fra Socialdemokratiet og Venstre.

Vi er som kommune nødt til at levere på den grønne omstilling. Vi har set, hvor vigtigt det er, at vi bliver uafhængige af gas som energikilde, og vi har et ansvar for at sikre, at der er tilstrækkelig med strøm. Det er afgørende i vores omstilling til fossilfri transport og, når vi i områder uden fjernvarme gerne ser opvarmning med varmepumper som det foretrukne valg.

Derfor er vi nu i gang med at lave et tillæg til kommuneplanen, som beskriver retningslinjer for etablering af større eller mindre solcelleanlæg. Vi ved, at de fleste borgere gerne vil have den grønne omstilling, men vi må også være ærlige og sige, at der ikke er mange borgere, der er glade for udsigten til at få solcelleanlæg i baghaven. Derfor er det vigtigt for os i Venstre og i Socialdemokratiet, at vi tager størst muligt hensyn til borgerne, samtidig med at vi gør det muligt for private at opstille solceller.

På det netop afholdte borgermøde blev der rejst en del kritik af, at vi i kommuneplantillægget skriver, at byrådet som udgangspunkt ønsker, at solceller samlokaliseres med andre tekniske anlæg som f.eks. transformerstationer eller vindmøller.

Den formulering kan vi godt forstå, borgerne er utilfredse med, og derfor vil Venstre og Socialdemokratiet foreslå Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget at fjerne afsnittet om samlokalisering, så alle de områder, hvor det bliver muligt at opstille solceller, vurderes ud fra nøjagtig samme parametre. Ved at dette afsnit tages ud, håber vi på, at de kommende solcelleanlæg vil blive placeret mere jævnt ud over Hillerød Kommune, og at vi vil være flere til at deles om byrden ved at være nabo til et vedvarende energianlæg.

Med venlig hilsen

Dan Riise (V), Formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget og Thomas Brücker (A),  Næstformand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget

Mindre papirarbejde, mere omsorg.

I Venstre mener vi, at plejepersonalet i ældreplejen skal bruge mere tid på omsorg end på papirarbejde. Dette gælder også i Hillerød. Med den nye ældrereform bliver der mindre bureaukrati, så personalet kan fokusere på omsorgen til den ældre.

Der er ingen tvivl om, at ældreplejen står over for store forandringer, og Venstre vil gå forrest med en plan, der giver mere frihed og bedre pleje for ældre.

Det handler grundlæggende om at sætte den ældre først. Det betyder, at ældre mennesker får mere at sige, når det handler om deres pleje. De får flere valgmuligheder, og hjælpen de modtager, bliver mere skræddersyet til deres personlige behov.

Ældre kan i dag vælge private leverandører af ældrepleje, men leverandørerne er få og her hersker bureaukratiet i bedste velgående, det skal der gøres noget ved!

Det handler om altså om, at give ældre mennesker frihed til at træffe deres egne valg og sikre, at de får den hjælp, de har brug for og ønsker.

Venstre er dedikeret til at gøre ældreplejen bedre og afskaffe unødvendigt papirarbejde. Den ny ældrereform er et stort skridt i den rigtige retning, og vi er glade for at kunne gøre en forskel i de ældres liv.

Privat hjemmepleje – ja tak!

I takt med at befolkningen ældes, står mange familier over for beslutninger omkring pleje af deres ældre familiemedlemmer. Et vigtig valg der dukker op, er valget mellem kommunal og privat hjemmepleje. Denne valgmulighed er ikke blot en administrativ detalje; den har dyb betydning for livskvaliteten for dem, der modtager plejen. Som kommune er man forpligtet til, at tilbyde begge muligheder, og i Venstre mener vi, at vi skal sikre gode betingelser for, at kunne tiltrække private aktører, hvilket ikke altid har været helt nemt. Alt for ofte bliver kommunale og offentlige leverandører fremført som hinandens modpoler, hvor de i stedet burde blive set som et supplement til hinanden.

Ved at give familier og deres kære valgmuligheder, fremmes ikke kun individuel tilfredshed og livskvalitet; det fremmer også et sundere, mere konkurrencedygtigt marked, der kan innovere og tilpasse sig de ældres skiftende behov. I Hillerød bør vi værdsætte og fremme valgmuligheder, der respekterer den ældres ret til at bestemme over eget liv og pleje.

Alle mennesker er forskellige, når det kommer til at skulle modtage hjælp fra andre. Mennesker har unikke behov baseret på deres helbred, personlighed og kulturelle baggrunde. Privat hjemmepleje tilbyder en skræddersyet service, der kan tilpasses for at respektere og imødekomme disse individuelle præferencer, hvilket kan være alt fra sprogkrav, kulturelle skikke til personlige rutiner.

Hverdagens Puzzle

Familien har altid været mit livs fundament, og som mor til fire fantastiske børn, har jeg ligesom mange andre forældre oplevet de udfordringer, der følger med at jonglere dagligdagens mange opgaver. Når børnene vokser, ændres de udfordringer, vi står overfor, og det kræver, at vi som forældre er omstillingsparate og konstant klar til at tilpasse os nye kommunikationsformer og krav. Dette samtidig med, at vi støtter hvert barns unikke udvikling.

Som børnene bliver ældre, ændrer samfundets forventninger sig også. Dog er én ting konstant: alle forældres ønske om, at deres børn skal trives og lære. Derfor har jeg som politisk engageret mor valgt, at fokusere på tre områder, som jeg mener kræver særlig opmærksomhed.

  1. Fysiske rammer: Daginstitutioner og skoler skal have tidssvarende fysiske rammer. Dette inkluderer alt fra indeklima til indretning, der understøtter trivsel, aktiv læring og bevægelse. I Hillerød kommune står vi over for en udfordring med anlægsloftet, udstedt af regeringen, der begrænser, hvor meget vi kan bygge. Her er det afgørende, at regeringen og kommunerne indgår et partnerskab for at løse denne udfordring, så vores børn får de bedst mulige rammer for, at trives både fysisk og mentalt. Imens dette pågår, skal vi have renoveret de skoler der trænger i Hillerød og der skal laves helhedsplaner, i stedet for lappeløsninger.
  2. Frie valg og kvalitet i dagtilbud og skoler: Der skal være mere frihed til de lokale daginstitutioner og skoler til selv, at styre deres drift. Dette vil kræve en drøftelse af det politiske handlingsrum og muligvis omstruktureringer, der sikrer, at lokal ledelse og forældreinvolvering værdsættes højere. Og kun med de rette rammer kan vi sikre, at hver institution kan tiltrække og fastholde de nødvendige kvalificerede medarbejdere. Derudover skal forældre have et frit valg ift. daginstitution og skole, hvor private aktører ses som en vigtig samarbejdspartner, hvor vi lærer af hinanden.
  3. Fleksibilitet og familievenlige tidsskemaer: Moderne familier behøver større fleksibilitet i dagligdagen for bedre at kunne forene arbejds- og familieliv. Det indebærer bl.a. at konventionelle åbningstider i daginstitutioner og skole/ringetider skal udfordres og tilpasses. Desuden skal trafikale udfordringer adresseres for at lette morgen- og eftermiddagsrutinerne, hvilket kan involvere teknologiske løsninger. Vi skal understøtte madordninger på skolerne, så de forældre der ønsker det, kan slippe for madpakkeræset. Skolefritidsordninger skal være for dem, der har behov og ikke styret af alder.

Disse initiativer er ikke bare nødvendige for at understøtte vores børns trivsel og læring; de er afgørende for, at familier kan trives i et moderne samfund, hvor begge forældre ofte er en del af arbejdsmarkedet. Som mor og politisk aktiv, i Venstre i Hillerød, vil jeg fortsat arbejde for, at de bliver prioriteret. Det er mit håb, at vi sammen kan skabe et Hillerød, hvor alle børn har de bedste forudsætninger og rammer for at udvikle sig og trives.

Bygning af faglige broer: Forbindelser, der fremmer innovation og samarbejde

I en verden, der konstant ændrer sig og bliver mere kompleks, står vi over for udfordringer, der kræver mere end isolerede løsninger inden for enkeltstående fagområder. Dette har ført til et voksende behov for “faglige broer”. Disse broer er afgørende for at fremme innovation og effektiv problemløsning i både akademiske, erhvervsmæssige og kommunale sammenhænge.

En faglig bro refererer til enhver form for samarbejde eller partnerskab, der overskrider de traditionelle grænser mellem discipliner. Der er gode eksempler fra, blandt andet, forskere fra forskellige fagområder, der samarbejder om tværfaglige projekter — fra kunst og humaniora til videnskab og teknologi. I erhvervslivet kan dette tage form af samarbejde mellem forskellige afdelinger inden for en virksomhed eller mellem virksomheder og eksterne organisationer, som universiteter eller teknologiske institutter.

De primære fordele ved, at bygge faglige broer inkluderer:

Innovation: Når mennesker med forskellige perspektiver og ekspertiseområder arbejder sammen, kan de tilføre unikke indsigter, der kan føre til banebrydende løsninger og produkter.

Problemløsning: Komplekse problemer kræver ofte multifacetterede løsninger. Tværfaglige samarbejder tillader teams at angribe et problem fra flere vinkler, hvilket ofte resulterer i mere effektive og bæredygtige løsninger.

Uddannelsesmæssige gevinster: Ved at arbejde på tværs af faglige skel kan mennesker udvide deres viden og færdigheder, hvilket beriger deres professionelle og personlige liv.

Selvom der er mange fordele, er der også udfordringer forbundet med denne tilgang. Det kræver ofte:

Åbenhed og respekt: Deltagere skal være åbne overfor at lære af hinanden og respektere forskellige faglige baggrunde og perspektiver.

Kommunikation: Effektiv kommunikation på tværs af faglige discipliner kan være en udfordring, da hver disciplin har sit eget sprog og sine egne metoder.

Organisatorisk støtte: Institutioner og virksomheder skal være villige til at støtte tværfaglige projekter gennem ressourcer og organisatoriske rammer, der fremmer denne type samarbejde.

Faglige broer er ikke blot nyttige; de er nødvendige. De muliggør dybere forståelse og mere omfattende løsninger på de udfordringer, vi står over for. Ved at investere i disse broer og fremme en kultur af samarbejde kan vi låse op for et enormt potentiale for innovation og vækst. I takt med at vi fortsætter med at bygge disse broer, vil vi finde, at vores evne til at tackle komplekse problemer forbedres markant. Jeg mener kommunen i langt højere grad skal tage ansvar for denne brobygning, da vi ellers ikke kommer i mål med at løse nogle af de svære samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor.

Hundested fik sin akutbil

Så lykkedes det med dagens beslutning i Sundhedsudvalget at få placeret den næste akutbil i Hundested. Det er vi begge 2 rigtig glade for. Det vil kunne få stor betydning for de vigtige A-kørsler. Kørsler til livstruende situationer.

I debatten om placeringen af akutbiler er det vigtigt at se på, hvordan vi bedst muligt kan sikre hurtig og effektiv nødhjælp til alle dele af vores region. Et af de områder, der har været i fokus, er Hundested, et sted, der på grund af sin geografiske position og eksisterende responstider, står som et klart eksempel på et område med behov for forbedret akutberedskab.

Akutbiler, som bemandes af højtuddannet personale og udstyres med avanceret medicinsk udstyr, herunder hjertelungeredningsudstyr, er afgørende i de kritiske første minutter af en livstruende situation. De fungerer som et væsentligt supplement til den traditionelle ambulancekørsel, især i situationer, hvor hvert sekund tæller for patientens overlevelse og helbredelse.

Venstre i regionsrådet støtter anbefalingen fra regionens administration og akutberedskabet om at placere en akutbil i Hundested. En anbefaling der er baseret på en omfattende og faglig vurdering af områdets behov.

Det har nemlig ikke været nogen nem beslutning, da der også kan peges på et behov i Hornbæk. Her vil en kommende placering af en akutbil i Græsted dog afhjælpe situationen en del. Men vi er selvfølgelig positive overfor at endnu en fremtidig ekstra akutbil kan placeres i Hornbæk.

Specifikt vil en akutbil i Hundested forbedre beredskabsdækningen betydeligt i et område, der i øjeblikket lider under lange responstider og begrænset adgang til øjeblikkelig medicinsk assistance.

Endelig bekræfter tilstedeværelsen af egnede basefaciliteter i Hundested, at infrastrukturen er parat til at støtte en akutbil, hvilket yderligere understreger forslagets levedygtighed og nødvendighed.

Randi Mondorf (V), Regionsrådsmedlem og Annette Rieva (V), Regionsrådsmedlem & medlem af Sundhedsudvalget.

Alle reaktioner:

3Du og 2 andre

Plejehjem på Frederiksbro – En fantastisk mulighed for Hillerød

I forbindelse med den offentlige høringsperiode for lokalplan 487, som omhandler etableringen af et nyt plejehjem på Frederiksbro, står Hillerød over for en unik mulighed. Vi kan tilbyde vores ældre borgere flere valgmuligheder, når de skal vælge deres sidste bolig. Dette nye plejehjem er ikke bare et almindeligt plejehjem; det er et såkaldt ‘friplejehjem’, drevet af private aktører.

Selvom friplejehjem ofte bliver et emne for politisk diskussion, er der flere åbenlyse fordele ved dem. For det første koster et friplejehjem ikke kommunen en masse penge i forhold til etablering. Det betyder, at vi kan få et nyt, topmoderne plejehjem, hvor kommunen kun betaler for de pladser, der bruges. Dette er økonomisk fornuftigt og effektivt.

Når private aktører driver et plejehjem, skal de yde en ekstra indsats for at tiltrække beboere. Det betyder højere kvalitet i pleje og service. For at være konkurrencedygtige skal friplejehjemmet opretholde samme regler og standarder som kommunale plejehjem, hvilket sikrer, at de ældre får den bedst mulige pleje.

Jeg er glad for at se, at den kamp, jeg sammen med Venstre startede for 6 år siden, nu bærer frugt.
Jeg takker de politiske kræfter, der banede vejen før mig, og sammen med Venstre, gennem årerne.

En særlig tak til Goldschmidt Holding A/S for deres vilje til, at etablere et friplejehjem på Frederiksbro.

Læs mere her: https://dagsordener.hillerod.dk/vis?Dagsorden-Arkitektur%2C-Byplan-og-Trafikudvalget-d.07-12-2023-kl.08.00&id=c5b12742-6c8f-4e6f-8975-b91c2e423f4e

Nu håber jeg byrådet bakker op og vi sammen kan kigge på høringssvarerne hen over julen.

Tale om flytning af Eghjorten – Byrådsmøde 25. okt. 2023

Venstre har henvendt sig til Byrådet med en ganske alvorlig sag, som vi mener, der omgående bør handles på.

Nye myndighedsundersøgelser har vist, at omfanget af forurening med arsen på Collstropgrunden er 200 procent større end man har ment de sidste små fyrre år.

Arsen er blandt andet kendt fra det potente giftstof arsenik, fra giftmord i det gamle Grækenland og fra Agatha Christies fiktion. Der ligger altså 105 ton af noget, hvor under 2 gram slår et sundt voksent menneske ihjel og lidt over 10 mikrogram (det er ti milliontedele af et gram) giver kræft.

Vi ved med sikkerhed, at giften ikke holder sig inde på det allerede indhegnede område. Der er konstateret en omfattende forurening med arsen i overfladevand og sedimenter udenfor indhegningen – både nord og syd for Hillerødvejen.

Vi ved med sikkerhed, at forekomsten af arsen er højere ved legepladsen Eghjorten, end det naturlige grundniveau. Kig bare i den COWI-rapport, vi netop har fået tilsendt fra borgmesteren. Vi kan altså udlede, at der sker en forurening af et område, der er øremærket til børns leg.

Vi ved med sikkerhed, at der fortsat sker en udsivning af arsen fra Collstropgrunden til de grøftsystemer, der fører ned mod Esrum sø. Der føres arsen med regnvand, og det ledes ud til Jespervej og videre til grøfter i skov og eng på den anden side af både Jespervej og Hillerødvejen.

Det lækker især ud af østsiden og spreder sig nordpå – derfor er dele af parkeringspladsen ved Eghjorten allerede stærkt forurenet.

Herfra kan børnefamilier, f.eks. på de mudrede dage, risikere at slæbe forurenet jord med hjem i privaten. Og skal man lige have klapvognen eller frokostkurven ud af bilen, så er det en dårlig ide at vende ryggen til hunde og småbørn, der kan finde på at putte blomster, vand, jord, eller andet, der lige skal undersøges, i munden. Grøften er livsfarlig.

Det er dokumenteret i det materiale, som I alle har modtaget, så det er ikke en påstand, og det er ikke en skræmmekampagne… selvom det er temmelig skræmmende. Ligesom det er skræmmende, at Styrelsen for Patientsikkerhed har været ude og advare imod indsamling af bær, frugt og svampe i området. De mener altså også, at der er risiko for forgiftning.

Ja, der er grønt, og det ligner dansk natur. Det er det ikke. Heller ikke selvom det af uransagelige årsager regnes med i nationalparken Kongernes Nordsjælland. Den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening delte forleden et facebook-opslag med et indlæg fra deres tidligere formand. Her blev det foreslået, at alt det grønne i området hugges ned, og at der i stedet asfalteres. Jeg tabte kæben, da jeg så det. Det havde jeg alligevel aldrig troet, jeg skulle høre fra naturfredningsforeningen.

Ud over alt det vi ved, så er der alt det, vi ikke ved.

Vi er blevet oplyst om, at regionen til dels har kortlagt områder, hvor der i dag sker en spredning af arsen fra grunden til omgivelserne. Borgmesteren skrev dog til byrådet i sidste uge, at: Det må forventes, at Region Hovedstaden på baggrund af de nye undersøgelser vil udvide det kortlagte areal. Regionen har dog endnu ikke truffet afgørelse herom. Regionen planlægger at rense grøfterne næste år og etablere en barriere, som skal forhindre yderligere spredning af forureningen. Regionen har tidligere renset grøfterne, som nu er blevet forurenede igen.

Og så har vi som nævnt fået tilsendt rapporten fra COWI. Heri fremgår det, at: Regionen vil i løbet af 2022-2023 gennemføre en mere detaljeret kortlægning af forureningsforholdene inde på selve Collstropgrunden (herunder udbredelse, masse, flux, risikoberegninger for fremtidig påvirkning af overfladevand), da det videre arbejde med valg og design af en langsigtet afværgeløsning kræver et bedre kendskab til disse forhold.

Kære byråd. Læs mellem linjerne. Den slags meldinger har kun én betydning: Der er ikke kontrol over forureningen.

Som ansvarlig myndighed ved Region Hovedstaden faktisk ikke præcis, hvor på grunden forureningen er størst, og derfor heller ikke præcis hvorfra fremtidige spredninger kan forventes. Især ved lokale oversvømmelse af Collstropgrunden er giftspredningen uforudsigelig, og vi lægger ikke nødvendigvis mærke til det, når forureningen passerer indhegningen.

De målinger, der foretages i området, sker for langt størstedelens vedkommende i de områder, hvor man allerede ved at spredningen er størst. Kun i meget mindre omfang finder de sted i området omkring legepladsen.

Man har så igangsat et udviklingsprojekt med det formål, at finde den bedst egnede metode til at fiksere arsen i jorden på langt sigt. Men der findes ingen løsning i dag, og de innovative løsninger har vi indtil videre ventet på i 37 år. Det er derfor, der primært arbejdes med midlertidige afværgeløsninger.

I Hillerød Kommune har man taget opgaven med at opsætte informationsskilte på sig. Det er der ikke i sig selv noget galt i, men i Venstre mener vi, at beskyttelsen af borgerne, og især af børnene, skal have langt højere prioritet. Vi mener ikke, at vi kan byde børnefamilier at skulle bekymre sig om deres børns sundhed, efter de har været afsted til leg på Eghjorten.

Og er det overhovedet rimeligt, at man overlader risikovurderingen til forældrene – eller for den sags skyld til pædagogerne i de institutioner, der benytter Eghjorten?

Burde det ikke snarere være ansvarlige politikere, der tager bestik af den viden, der er, og af den der mangler, og træffer en beslutning, som man er sikker på beskytter borgerne – og især de allermest udsatte. Dem der er helt afhængige af at voksne passer på dem. Dem om hvilken Hillerød Kommune nu er på fjerde udgave af den vedtagne politik ”Fælles børn – fælles ansvar”.

Under corona gik danske politikere sammen om et forsigtighedsprincip. Vi, og andre demokratiske forsamlinger, etablerede bred enighed om at træffe til tider vidtgående beslutninger for at passe på hinanden. Man tog ansvar.

Lad os genfinde modet til det. Vi foreslår derfor, at:

– Der rettes henvendelse til Naturstyrelsen om at Hillerød Kommune ønsker legepladsen lukket – og det samme skal selvfølgelig parkeringspladsen.

– At Hillerød Kommune, i dialog med Naturstyrelsen og Region Hovedstaden, lokaliserer alternative mere sikre placeringer for en natur/skovlegeplads.

– At Hillerød Kommune indgår i dialog med Region Hovedstaden og Naturstyrelsen om en evt. finansiering af lukning og flytning af skovlegeplads Eghjorten, og at dette bliver indarbejdet i kommende budgetopfølgninger i Hillerød Kommune.

For hvad er alternativet?

At sagen trækkes i langdrag i et udvalg, mens giften løber videre ud fra Collstropgrunden?

At vi venter på den næste måling, der viser af giften har spredt sig?

At grunden kræver nye ofre – mig bekendt er der ikke overlevende fra Collstrops arbejde på grunden, der strakte sig langt op i 70’erne?

Lad mig minde om et citat fra COWi´s rapport: Arsen vurderes som klart det mest kritiske stof over for målsat overfladevand.

Den eneste leg, der sikkert kan leges i området omkring Collstropgrunden, er ’jorden er giftig’, og det er ikke en leg for børn.

Hver gang jeg ser billeder af dem, der foretager forureningsmålinger udenfor grunden, er de iført beskyttelsesdragter, handsker og nogle gange endda åndedrætsværn. For dem, der ved mest om området, er det ingen leg.

Det kan undre, at nogen nogensinde har valgt at lægge en legeplads, der hvor Eghjorten ligger. Men i denne sag er deres masser af fortidige synder at gøre op med. Lad os stå sammen om, at der ikke begås nye.

Skovlegepladsen Eghjorten og Collstropsgrundens skygge

I hjertet af vores by ligger skovlegepladsen Eghjorten – et sted, hvor børns latter skulle fylde luften, og hvor forældre trygt kunne lade deres børn tumle rundt. Men nyligt har denne latter fået en mere bekymret klang. Årsagen? Den tilstødende Collstropgrund, der er kendt for sin forurening. For nyligt kom det frem, at der på Collstropgrunden i Hillerød er 105 tons arsen i stedet for 35 tons, som tidligere var vurderingen.

Forældres bekymring er forståelig. Vores børns sundhed og sikkerhed bør altid være førsteprioritet. Og i en tid, hvor vi er mere bevidste om miljømæssige trusler end nogensinde før, kan det virke som en skæbnesvanger fejl at have en legeplads ved siden af en forurenet grund. Og meldingerne er ærlig talt forvirrende. Vi får at vide, der ikke er grund til bekymring og legepladsen frit kan anvendes, men vi må dog ikke spise bær og svampe fra området. Hvordan hænger det sammen?

Vi må stille spørgsmålstegn ved den beslutning og overveje de langsigtede konsekvenser. Hvordan kan det være, at en legeplads, et sted designet til børns leg og udvikling, kan ligge så tæt på en kilde til potentiel skade? Hvordan kan vi retfærdiggøre denne placering?

Sundhedseksperter har længe påpeget risiciene ved eksponering for forurenede områder, især for børn. Deres kroppe er stadig i udvikling, og deres naturlige nysgerrighed kan gøre dem mere udsatte for de skadelige effekter af sådanne giftstoffer.

Selvom der ikke er umiddelbare symptomer, kan langtidseksponering have skadelige effekter på børns udvikling og sundhed. Og selvom der måske er truffet foranstaltninger for at begrænse forureningens spredning, er det nok til at sikre vores børns sikkerhed fuldstændigt?

Som kommune må vi tage disse bekymringer alvorligt. Forældres frygt er ikke ubegrundet. Det er deres ret at kræve svar og handling. Det er ikke nok bare at børste bekymringerne af bordet eller håbe på, at det tager Regionen sig nok af.

Måske er det tid til at overveje at flytte legepladsen, eller endnu bedre, at sanere Collstropgrunden fuldstændigt, hvilket jeg dog umiddelbart kan læse mig til, at Styrelsen for Patientsikkerhed fraråder. Hvorfor har jeg endnu ikke gennemskuet. Men vi kan ikke tillade, at vores børns sundhed sættes på spil på grund af geografisk nærhed til en forurenet grund.

Jeg ser frem til en redegørelse (som nævnt til forrige blogindlæg) og er parat til at til at tage de nødvendige skridt for at sikre, at Eghjorten forbliver et sikkert sted for vores børn at lege – også hvis det betyder, at den skal flyttes. For i sidste ende er vores børns trivsel og sikkerhed det vigtigste af alt.

Til sidst håber jeg Naturstyrelsen, der ejer Naturlegepladsen og VisitNordsjælland, tager aktivt stilling til denne problematik. De har trods alt en vigtigt rolle her også: https://www.visitnordsjaelland.dk/nordsjaelland/det-sker/naturlegepladsen-eghjorten-gdk620567

Collstropgrunden: Et miljømæssigt ar efter generationers industri – Hvad gør vi nu?

Collstropgrunden er blevet et symbol på de miljøudfordringer, der gemmer sig under vores fødder. Efter mange års industriaktivitet er jorden forurenet, og de potentielle sundhedsrisici og miljøskader, som denne forurening repræsenterer, kan ikke længere ignoreres.

Forureningen på Collstropgrunden stammer fra de tungmetaller, som virksomheden Collstrop i Hillerød benyttede til imprægnering af telefonpæle og elmaster på grunden i perioden fra 1936 til 1976.

Den største udfordring ved Collstropgrunden er, naturligvis, forureningen selv. Den har dybe rødder i vores industrihistorie og er et direkte resultat af en tid, hvor miljøhensyn blev ofret for industriens fremdrift. Nu sidder vi tilbage med konsekvenserne: en jord, der ikke længere er sikker for hverken mennesker eller natur.

Desværre er dette ikke et isoleret problem. Der findes mange lignende områder over hele landet, men Collstropgrunden i Hillerød har fået særskilt opmærksomhed, både på grund af sin omfang og dens beliggenhed i bebyggede områder og med en naturlegeplads på tæt hold. Dette rejser spørgsmålet om, hvordan vi bedst håndterer denne slags forurenede grunde nu og i fremtiden. 

Der er dem, der argumenterer for en total sanering, hvor man fjerner al forurening. Dette er uden tvivl den mest effektive løsning i forhold til miljø og sundhed, men det er også den dyreste. Region Hovedstadens foreslår en mere konservativ tilgang, hvor vi begrænser adgangen til området og sørger for løbende overvågning af forureningen og i samarbejde med forskere udvikle en metode, hvor forureningen kan bindes til naturligt forekommende mineraler i jorden. Men er det virkelig acceptabelt at have store områder af vores byer, som er utilgængelige og potentielt skadelige? Og hvad med områderne der grænser op til?

En ting er sikker: vi kan ikke længere vende ryggen til problemet. Collstropgrunden er ikke bare et fysisk ar i landskabet, men også en påmindelse om, at vores tidligere handlinger har konsekvenser. Det er op til os at bestemme, hvordan vi vil forholde os til disse konsekvenser og sikre en sikker og bæredygtig fremtid for de kommende generationer.
Jeg vil forfølge denne sag, der er stærkt bekymrende – både for miljøet, naturen og dem der benytter det omkringliggende område. Jeg har derfor bedt borgmesteren og formanden for Natur, Miljø og Klimaudvalget om en redegørelse således, at Hillerøds borgere ved hvordan de skal forholde sig.