Alle indlæg af Annette

Debat om Fibernet i Hillerød

Fibernettet er fra tid til anden et debatteret emne af borgerne i Hillerød. Efterspørgslen er stigende og en hurtig og stabil internetforbindelse er efterhånden et must i ethvert hjem og enhver virksomhed. Det lader dog til, at der mangler gennemsigtighed både i forhold til muligheden for fibernet for den enkelte ejendom og strategien fra kommunen, i forhold til digitale forbindelser, kunne nok være tydeligere.

Faktum er nemlig, at vi er i gang. Byrådet og Hillerød kommune har i strategien Smart City sikret, at der bliver lagt tomrør i alle nye vejprojekter til at forbedre muligheden for fibernet og det er glædeligt, at digital infrastruktur nu er noget, der også drøftes politisk. Hillerød arbejder ligeledes sammen med andre kommuner for at lægge pres på området for at fremme digital infrastruktur. Der ligger dog en stor udfordring i forhold til borgernes adgang til udbyderne, hvor det både er uklart hvor man henvender sig, hvis man ønsker fibernet og om man reelt har muligheden. Fibernet bliver etableret af private udbydere efter princippet om de frie markedskræfter og når man følger debatten er erfaringerne noget brogede, hvilket også får mig til at konkludere, at vi som politikere har et ansvar for at få udbyderne af fibernet i tale.

God dækning af bredbånd er både attraktivt og nødvendigt for borgere og erhverv i Hillerød kommune. Samarbejdet er på vej i den rigtige retning, hvilket vi aktuelt kan se, da TDC igangsætter massive fiberinvesteringer i kommunen og ikke som den eneste udbyder. Så ja – vi er i gang, men det er forståeligt, at man som borger både synes processen er for langsom og ugennemsigtig. Det skal der gøres noget ved!

Sundhedsfællesskaber skal løse fremtidens udfordringer

Sundhedsfællesskaber løser det problem vi i sundhedsvæsnet længe har understreget: overgangen mellem hospital og kommune, hvor patienten er i centrum, i stedet for systemet.

I Sundhedsfællesskaberne samles hospitalerne, praktiserende læger og kommunerne omkring løsninger og behandling. Herved får vi en reel mulighed for, at praktisere det nære sundhedsvæsen.

I Hillerød har vi et glimrende eksempel på det Sundhedsreformen lægger op til, nemlig vores Sundhedscenter. I Sundhedscentret har vi alt samlet under ét tag, både i forhold til opfølgende behandling, genoptræning og rehabilitering. Aktuelt arbejdes der ligeledes for, at kunne få etableret en lægepraksis på stedet.

Spørger man borgerne om deres erfaring med Sundhedscentret, udtrykkes der glæde og begejstring, blandt andet fordi man sparer kræfter på transport mellem hospital og kommune.

Borgerne er med til, at sætte mål for forløbet og inddrages i langt højere grad end det er muligt på hospitalet. Borgerne møder en helhedsorienteret indsats, hvor høj kvalitet og kontinuitet prioriteres.

Sundhedsfællesskaberne drives af borgmestre og udvalgsformænd med en sundhedsfaglig udbygning. For mig at se, kommer beslutningerne og løsningerne endnu tættere på borgerne, hvor der også i Sundhedsreformen er et fokus på patientinddragelse og patientsikkerhed.

Som sygeplejerske er jeg ligeledes begejstret for ambitionen om et fælles datasystem, der også er indlejret i Sundhedsreformen, da jeg ser, at det ofte er her samarbejdet og patientovergangen mellem hospital og kommune halter.

Det nære sundhedsvæsen

I bestræbelserne efter at blive klogere, efter at træffe de rigtige beslutninger og efter at få borgerne i centrum, svæver jeg ofte mellem politiske strategier og den virkelighed som sundhedsprofessionelle og borgere møder hver dag.

Strategien omkring det nære sundhedsvæsen er både visionær og tvingende nødvendig. Hvis vi ser på sygdomsbilledet nu og i fremtiden, bliver det stadig mere abstrakt og ofte rækker farve palletten ikke, for nu at blive i den metafor.

Overordnet set har Regionen en opgave i, at sikre at borgere møder et velfungerende og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor behandlingen udføres der, hvor det giver bedst mening. Det kan være på hospitalet, hos den praktiserende læge eller i hjemmet, hvor man for nuværende ser en stigende tendens rettet mod det sidste. I Hillerød har vi ligeledes et sundhedscenter, der affødes af denne strategi, hvor behandlingen kan udføres endnu tættere på borgerne.

Borgerne skal tilbydes behandling tæt på hjemmet, så det ikke griber for meget ind i hverdagen, så arbejde og fritidsaktiviteter stadig kan opretholdes. Ofte passer borgere ikke ambulante tider, hvis det ikke er strengt nødvendigt, netop fordi ovenstående virker vigtigere. Borgerne vil og har ret til, at prioritere over eget liv og sygdom.

Selvom jeg er enig i strategien, kan jeg dog se, at sundhedspersonale kæmper for, at føre den ud i livet – ikke mindst med deres faglige stolthed intakt. Og for mig hersker der ingen tvivl om, at hvis det nære sundhedsvæsen skal lykkes, skal der investeres massivt i kompetenceudvikling, i stillinger på tværs i sundhedsvæsenet og det politiske bagland skal forstå, at denne udvikling er omkostningstung i starten, men betaler sig uden tvivl, på den lange bane. Blot som eksempel kan en investering i Sundhedscentret afføde en besparelse i fremtiden, fordi flere kompetencer samles under et tag og den faglige sparring hermed kvalificeres. Farvepaletten nuanceres og tilføres nye farver.

Inden jeg fortaber mig i strategi snak, som så mange andre før mig har gjort, vil jeg vedholdende holde fast i min egen profession som sygeplejerske og huske de dialoger jeg har med både sundhedsprofessionelle og borgere.

Som et eksempel slog det mig til et dialogmøde, hvor en sygeplejerske fortalte om manglende mulighed for hjælpemidler til døende i weekender, cykler der ikke virker så de kan komme til borgerne, IT kommunikationssystemer der er vanskelige at benytte eller måske blot  at få tid til, at sætte sig ind i. Det slog mig, at imens vi tænker store strategiske tanker, smuldrer det lavpraktiske – selvom vi godt ved, at det på mange områder er fundamentet for arbejdet. Det slog mig, at mine fødder skal forblive solidt plantet på jorden og hvis nogle ser mig svæve afsted, må I gerne hive mig tilbage på jorden! Derfor er dialogmøderne ligeså tvingende nødvendige som visioner og strategier.

 

Lokal borgerinvolvering i Alsønderup

I går deltog jeg i Borgermøde vedr. motorvejens forlængelse på Kulsviergården i Alsønderup. På mødet var der særlig fokus på betydningen for Tulstrup, Alsønderup, Bendstrup og omegn. Grundet mødets fokus på det lokale, blev mødet både nærværende og involverende. Dette lader mig tilbage med en refleksion omkring, at Borgermøder kan være for store og på sin vis lammende, da nogle borgere finder det svært at tale i større forsamlinger. Som politiker bliver de mange stemmer også svære at høre, da de ofte taler i munden på hinanden, rent metaforisk.

Både før og efter mødet havde jeg mange snakke med borgerne, både med de naboer jeg kender og nogle jeg aldrig har mødt. Jeg fik et indblik i hvad bekymringen for motorvejen bunder i og jeg forstår det nu bedre end før.

Forståelsen bunder ikke udelukkende i de konkrete bekymringer, men jeg forstår at lokal borgerinvolvering er vigtigere end store flotte møder, jeg forstår også at den uformelle borgerinvolvering, der sker før og efter mødet – at sludderen i baren efterfølgende er mindst ligeså vigtig. Jeg forstå og har altid forstået, at hvis vi vil borgerinvolvering så stiller vi som politikere op, ikke i form af blot at deltage, med ved at tale med borgerne og tage deres bekymringer alvorligt.

Dette bringer mig frem til mødets nok vigtigste pointe: I bliver hørt og da det blev slået fast at tunellen ved Frederiksværksgade ikke lukker, var det med bifald fra salen. Mit bifald går dog til jer – til jer der møder op – til jer der laver høringssvar – til jer der ringer til mig med jeres bekymring – til jer der involverer sig. Det er ikke forgæves!

Tak til Lokalrådet og Vejdirektoratet for, at gøre ovenstående muligt.

Mere digital borgerinvolvering!

Vi er så heldige, at samfundet er i en rivende udvikling, ikke mindst hvad angår at sætte borgerne i centrum og inddrage dem i de demokratiske processer. Metoderne til dette synes dog ikke, at følge med denne udvikling og kalder derfor på fornyelse.

Fysiske borgermøder kan man som sådan ikke have noget imod og jeg beundrer de borgere der, gang på gang, møder op og ytrer deres mening. Jeg sidder dog ofte tilbage med tanken om, hvordan vi får involveret det tavse flertal og i disse tider, hvor sociale medier og adgangen til information digitalt er eksploderet, synes det som et naturligt valg, at inkludere digitale medier, når vi taler om borgerinvolvering.


En kombination af borgermøder og digitale muligheder er både nytænkende og udviklende i forhold til, at involvere borgerne i de tematikker, den enkelte borger finder interessant og relevant.

 

Som en start er det min ambition, at borgermøder bliver live streamet, det vil sige borgerne kan tilgå borgermøderne via internettet. Sideløbende bliver der mulighed for live chat, hvor borgeren hjemme i stuen, kan få stillet sit spørgsmål gennem et talerør, som er en person der er tilstede til borgermødet. Hermed bevæger vi os væk fra kommunen som service og informationsproducerende til, at være endnu mere samskabende med borgerne. Muligheden for at få et bredere indblik i borgernes behov og ønsker vil ligelede kvalificere de politiske beslutninger.

 

I valget af den digitale involveringsform er mulighederne mange. Men de kanaler der bruges til at live streame Byrådsmøder bør indtænkes. Og så mener jeg vi skal imødekomme de digitale platforme, der allerede eksisterer. YouTube giver mulighed for at bruge videoer og på den måde formidle vigtig information fra borgmøderne direkte hjem i stuerne. Videoernes force er, at de er gode til at forklare komplekse problemstillinger. Videoer er nemme at dele på f.eks. Facebook, så flere ser dem og bliver inddraget i processerne. Medier som Twitter og Facebook kan også medtænkes som supplement til et fysisk borgermøde for de borgere, der ikke et til stede. Mange borgere har for længst integreret sociale medier som en del af deres dagligdag, hvor individuelle oplevelser gøres til gruppeoplevelser blot ved at trykke på deres smartphone. Denne udvikling skal vi benytte klogt, således at borgerinvolvering ikke blot er en politisk strategi, men noget vi rent faktisk gør!

 

Pointen er at vi skal understøtte flere former for dialog, både digitalt og fysisk, fordi de integreret vil ramme et bredere udsnit af borgere. Digitale medier har sin styrke ved at være hurtigt, effektivt og fleksibelt, hvor borgermøder ofter virker mere nærværende og inkluderende.  Konklusionen må derfor være; Vi har brug for begge dele!

Et fyrtårn under opbygning

Foran os står et givende samarbejde med OK-fonden omkring et nyt plejecenter i Favrholm. Heri ligger en mulighed for at tænke i innovative løsninger, med fokus på, at skabe værdi for borgerne. Dette er i fin tråd med Hillerøds vision “Læring og Livskraft”, hvor 25 fyrtårne allerede viser vejen og danner rammerne for borgernes livskraft og virkelyst.

Det er glædeligt at vide, at OK-Fonden er en non-profit omsorgsorganisation, hvor overskuddet investeres direkte i udvikling af velfærdsløsninger. OK-fonden arbejder for, at mennesker kan leve livet, hele livet. Muligheden for, at forfølge sine drømme, selvbestemmelse og tryghed er i fokus.

Det betyder, at plejecentret i Favrholm skal tilgodese legemlige, mentale, følelsesmæssige og sociale sider af beboernes liv – og dermed, at vi skal stile efter et plejecenter med råderum i forhold til, hvordan hverdagen bedst tilrettelægges for den enkelte. Med mulighed for tilkøbsydelser, såsom ledsagelse til fritidsaktiviteter eller kultur, som måske altid har været en integreret del af livet.

Hvor smarte løsninger indenfor velfærdsteknologi afprøves og gældende praksis udvikles, hvor vi fokuserer på kompetencer i plejen, med hensyntagen til beboernes selvbestemmelsesret. Hvor intelligente grønne løsninger indtænkes og æstetikken prioriteres. Her er det værd, at indtænke muligheden for friplejecenter, da disse giver større fleksibilitet i forhold til indretning af boligen og i udarbejdelsen af fællesarealer. Her er ligeledes en mulighed for, at tænke ud af boksen i forhold til blandede boligformer, blandede aldre, ungdomsboliger og seniorboliger i Favrholm.

Det betyder også, at vi skal turde tænke i løsninger, hvor etablerede strukturer udfordres. Vi skal tænke i løsninger, der matcher fremtidens behov med fokus på livkraft og jeg har et ønske om, at vi gør det muligt, at lave noget ekstraordinært i Favrholm. Med fokus på fremtidens beboere og de behov, der her efterspørges, hvor der i fremtiden ses nye krav til både boligformer og service.

I samarbejdet ligger muligheden for at inspirere hinanden, hvor kommunens allerede fine tilbud udvikles og mangfoldigheden bliver en styrke.

Fibernet til Hillerød

Det er et stort ønske fra mange af Hillerøds borgere, at få bedre internetforbindelse. Mange borgere i Hillerød har ikke internetforbindelse på over 10 Mbit/s, og afskæres herved indirekte fra en række muligheder, informationer og samarbejde. I den forbindelse er det vigtigt, at Hillerød kommune har en målsætning i forhold til den digitale infrastruktur – det er ikke nok at kigge på hvordan vi samarbejder og kommunikerer digitalt, det er ligeledes af afgørende betydning at understøtte hurtigere og stabilt internet.

Jeg har tidligere pointeret, at jeg ser fibernet som en fremtidssikret løsning, hvor man via investeringer allerede nu, forhindrer at skulle hjælpe nødlidende borgere og virksomheder, når det bliver tydeligt at hurtigere internetforbindelser er uundværlige. Den politiske målsætning i Danmark er, at alle senest i 2020 skal have adgang til forbindelser på mindst 100 Mbit/s, når vi downloader og 30 Mbit/s når vi uploader.

Det er derfor glædeligt, at det nu er besluttet at der etableres tomrør i fremtidige anlægsprojekter og der allerede i en række anlægsprojekter er blevet nedlagt tomrør. Tomrør er rør, hvor det bliver muligt, at trække fiber igennem for private aktører ud fra gældende markedsprincipper.

Beslutningen er en del af SMART city strategien og Hillerød bevæger sig nu hen imod en fremtidssikret by.

Det er ikke nogen hemmelighed, at lige præcis digital infrastruktur er en mærkesag for mig – derfor tør jeg godt sig….YES! Det kan betale sig, at kæmpe for hvad man tror på!

Frit skolevalg skal understøttes

Begrundelserne for valg af skole til sit barn er mange, det kan dreje sig om geografi, økonomi, man har søskende på skolen og en lang række andre forhold. Lige meget bevæggrundene betyder det alverden for forældrene, hvilken skole deres barn kommer på.  Det mener jeg vi som kommunalpolitikere skal lytte til.

Inden længe starter der et nyt skoleår og netop nu besluttes antallet af børnehaveklasser, hvilket gør debatten aktuel. Hvis kommunen ønsker at forældre skal vælge folkeskolen til, er det vigtigt de får mulighed for, at vælge den skole, der giver mening for netop deres familie. Familier kan være delt i to, hvor mor og far ikke længere bor sammen, hvor man ikke automatisk kan gå ud fra, at den lokale distriktsskole er det rigtige valg. Og jeg mener ikke vi kan forvente, at forældre i dag accepterer den skole deres barn bliver placeret på, hvis det er imod deres ønske. Det kan give privatskolerne kronede dage, da de derved ses som alternativet, da vi lukker for muligheden for at vælge imellem folkeskolerne.

Det frie skolevalg skal ses som en styrkelse af folkeskolen som helhed. Folkeskolerne i Hillerød er meget forskellige og det er vigtigt, at man kan vælge en skole, der passer til barnet og familien. Hvis vi ikke understøtter det frie skolevalg, har forældrene kun mulighed for at vælge folkeskolen fra med et skift til en privatskole, ved det frie skolevalg kan de også vælge en anden folkeskole til. Valg af privatskole har jeg som sådan ikke noget imod, så længe det ikke skyldes at folkeskolen vælges fra. Hillerøds folkeskoler er af god kvalitet og det er jo glædeligt, at forældre aktivt tager ansvar for deres barns skolegang ved at vælge den skole, der passer deres familie, og derved skabes der også grobund for følelsen af ejerskab og engagement i den valgte skole på den lange bane.

Når forældre vælger skole til deres børn, er det ud fra børnenes behov, som de kender bedst. Disse skal vi lytte til. Jeg mener at vi som kommunalpolitikere har et stor ansvar i forhold til, at udfordre de eksisterende rammer og tænke i innovative løsninger, således at børnenes behov og forældrenes ønsker tilgodeses, hvor det er muligt.

Kritikere påpeger, at det frie skolevalg giver større klasseskel, at ressourcestærke familier kan fravælge de lokale folkeskoler på grund af en stor koncentration af elever, som kommer fra socialt dårligere stillede familier eller med anden kulturel baggrund. Et synspunkt der er værd at have med i debatten og som skal tages seriøst.

Afsluttende vil jeg dog påpege, at det frie skolevalg er en realitet:

Undervisningsministeriets lov, § 36, stk. 3:

Stk. 3. Forældre har krav på, at deres barn optages i en folkeskole efter eget valg i bopælskommunen eller i en anden kommune, under forudsætning af, at det kan ske inden for de rammer, kommunalbestyrelsen i skolekommunen har fastsat i henhold til § 40, stk. 2.

Her er det rigtigt vigtigt, at rammerne afspejler de behov familierne har, således at barnet tilgodeses og den nødvendige sammenhæng mellem arbejds- og familieliv understøttes. Det er her at vi, som kommunalpolitikere, skal være vores ansvar bevidst!

Jeg ER borger!

Det var lige dér – under køreturen hjem fra møde på Rådhuset, dér hvor sneen endnu ikke havde lagt sig, hvor alt var stille og nyt og luften frisk – det var lige dér, jeg for første gang mærkede håb. Det var dér jeg fik følelsen af, at politik måske kunne blive nærværende for borgerne, dér hvor borgerinddragelse blev til andet end tomme ord og sociale konstruktioner, der alligevel ender med, at alt var som før. Det var dér jeg smilede for sig selv over, at jeg til mit første møde i udvalget for borgerinddragelse, hørte mig selv sige: Jeg ER borger! Det var dér jeg erkendte, at jeg aldrig bliver politiker – eller at jeg, som minimum, selv vil definere hvilken politiker jeg så vil være, men for nu er jeg først og fremmest borger! Og derfor må min plads være der, hvor borgerne bliver involveret.

Et udvalg fik sin spæde start i dag og jeg er håbefuld – ikke fordi det bliver nemt og fordi den politiske verden med magt og dagsordener, jeg endnu ikke forstår, er camoufleret af nyfalden sne, men fordi der i det rum blev talt direkte fra hjertet og ud fra et fælles ønske om at borgerene skal involveres i det, der giver mening for dem.

Lige dér under køreturen, blev det klart for mig, at vi skal undgå at ord konstruerer en virkelighed der ikke eksisterer, hvor ord som inddragelse, involvering, indflydelse og samskabelse bliver tomme og vi glemmer de mennesker der omgiver os. At vi husker at det er fællesskabet, familielivet, retten til at bestemme over sit eget liv, LIVET – der definerer, hvad der er vigtigt for den enkelte og med dette udgangspunkt bliver ordene sekundære og dialogen og medbestemmelsen kommer i fokus.

Jeg tror på at vi skal se på Borgerinddragelse som den nyfaldne sne, smukt og rent. Men da jeg parkerede bilen stod spørgsmålene stadig tilbage: Hvordan vil du gerne involveres og hvad vil du involveres i?

Borgerinddragelse er fundamentet i politisk arbejde

Når man i en stille stund tager sig tiden til at tænke over, hvad politik egentlig er og hvorfor politik til stadighed har en evne til at sætte ting på spidsen, få folks sind i kog, men også få understøttet et ønskværdigt samfund – så ender tankerne altid ved borgerne…
Tanker om hvad, der er vigtigt for den enkelte og tanker omkring hvordan man får disse stemmer i tale.

I gennem mange år jeg har deltaget i frivilligt arbejde og befundet mig i netværk af klare stemmer med veldefinerede ønsker og ikke mindst holdninger. Og det er egentligt først i de stille stunder, at jeg hører det, der ikke bliver sagt!
Men hvordan hører man noget der er tavst? Uden at blive for poetisk, mener jeg, at tavshed er vigtig og stærk, men også lammende og bekymrende. Måske især for os politikere, for hvordan skal vi vide, hvad der er vigtigt for borgere, hvis de ikke fortæller os det. Og ofte bekymrer jeg mig, om vores system er blevet så fastlåst, af folk har opgivet at give deres behov og holdninger til kende. Her tænker jeg ikke på de borgere der trives med at fortælle deres holdninger, men på dem, der fokuserer på dagen og vejen, på at få familien til at hænge sammen, passe jobbet, er sygdomsramte eller hvad der nu fylder. Til jer vil jeg sige, at hvis du ikke har gjort det før, så er det nu, du hiver fat i din politiker og fortæller hvad der er vigtigt for dig – fordi det er med til at skabe et billede af den verden vi lever i sammen og fordi borgerinddragelse er fundamentet i det politiske arbejde.

Vi vil i de kommende fire år arbejde målrettet med borgerinddragelse i Byrådet og det er mit store ønsker at også din, måske tidligere tavse, stemme bliver hørt!

Mens vi venter…..

Med julen for døren, er det tålmodighedens tid – ikke mindst for et nyvalgt byrådsmedlem! I mens nisser melder deres ankomst, venter jeg i spænding på, hvilke udvalgsposter der bliver tildelt mig. Det springende punkt er jo, om jeg direkte skal arbejde videre med det jeg brændte for i valgkampen, eller om dette arbejde fortsættes mere inddirekte, gennem mine samarbejdspartnere i Byrådet. Lige meget hvad, væbner jeg mig med tålmodighed og tiden bruges på, at genbesøge mails og ønsker fra borgere, der var så venlige, at dele med mig, hvad der er vigtigt for dem. Det er jo vigtigt at huske på, at det netop er disse stemmer jeg repræsenterer – stemmer som nu skal spredes, nuanceres og høres. Flere stemmer skal have plads og sammen kommer vi til, at forme et fælles sprog. Et sprog der handler om samarbejde, mellem rød og blå og mellem dig og mig. Jeg er tålmodig og venter med stolthed. Og er ydmyg over dem der troede på mig. Til jer kan jeg sige: Jeg er parat!

Innovation som drivkraft

Innovation handler om at se nye løsninger, fokusere på fremtidens behov og turde at stille spørgsmålstegn ved det eksisterende. Innovation sker ikke i siloer, men drejer sig om at kunne samarbejde på tværs – det drejer sig om at dele og udfordre hinandens viden.

Innovation drejer sig om at skabe værdi. I kommunal politik drejer det sig om værdi for borgerne, ikke udelukkende økonomisk værdi, men værdi i forhold til service og løsninger hvor borgernes udfordringer er i centrum.

Byrådet har brug for politikere der har et innovativt mindset, hvor borgernes udfordringer imødekommes og løses på deres præmisser. Byrådet skal søge nye løsninger, tænke ud af boksen og turde at stå i det uvisse. Stille spørgsmål i stedet for at komme med svar – i sidste ende for at skabe holdbare løsninger. Det ville jo være dejligt, hvis vi havde det for vane at spørge borgerne til råds, før beslutningerne blev truffet. Der er alt for mange eksempler på, at det er gået skævt på grund af manglende borgerinddragelse.

I sundhedsvæsnet er vi allerede godt på vej i forhold til, at tænke i innovative løsninger og jeg oplever som innovationskonsulent stor velvilje. Mon jeg finder den samme velvilje i Byrådet?

Normeringerne i HFO har nået smertegrænsen!

På grund af lange skoledage er børnenes tid i HFO (Hillerød fritidsordning) reduceret. Lige såvel som HFO vælges fra af forældre, da børnene kun opholder sig der 1-2 timer om dagen.

Pædagogiske understøttende aktiviteter med børnene bliver nedprioriteret, for at få bemandingen til at hænge sammen i HFO tid.

Som politiker er jeg selvfølgelig optaget af, hvordan vi får de bedste HFO tilbud til vores børn og hvordan tilbuddet bliver attraktivt for forældrene, at sende deres børn i. Nogle forældre er stærkt afhængige af tilbuddet, mens det for andre er et valg. Personligt er jeg stærk tilhænger af idræts HFO’er, hvor personalet og børn er aktive i idræt, leg og bevægelse, ude såvel som inde. Tiltag der kan trække tråde ind i foreningslivet også efter folkeskolen.

Jeg ønsker et større samarbejde mellem skole og HFO omkring aktiviteter, hvor pædagoger inddrages på alle klassetrin og ses som ligeværdige partnere til lærerne. Et samarbejde, hvor pædagoger og lærere inspirerer hinanden og drager nytte af hinandens kompetencer. Men pædagogernes deltagelse i skoletiden skal ikke være på bekostning af HFO timer! Der skal afses ressourcer til begge dele!

Et værdigt seniorliv

Da jeg arbejdede som sygeplejerske, var det ofte mødet med de ældre patienter, der overraskede og berigede mig og var med til at danne det menneskesyn jeg har i dag. Det blev klart for mig, at også i den tredje alder har man brug for at blive inddraget som ekspert i sit eget liv, man har stadig brug for selv at træffe beslutninger og tage valg, når det drejer sig om sit eget liv. Som senior med brug for hjælp i hverdagen er det særligt vigtigt, at vi fører en politik der understøtter det frie valg. Det kan vi gøre ved at der bliver flere af hjemmehjælp – både kommune og private leverandører – som seniorerne kan vælge mellem. Derved sikrer vi bedre forhold for den enkelte og en grundlæggende værdighed og respekt for det enkelte menneskes selvbestemmelsesret.

Teknologiske hjælpemidler forbedrer servicen for kommunens seniorer

Teknologien er ikke til at komme udenom. På trods af den usikkerhed og irritation den kan medføre for nogle må man også erkende, at teknologien er en fremragende støtte i rehabiliteringsforløb, forebyggelse og i det hele taget i forhold til at gøre hverdagen lettere. Teknologi kan hjælpe så man forbliver mere selvhjulpen, understøtte hjemmeplejen og i sidste ende medføre at man kan forblive i sin egen bolig så længe man ønsker. Vi behøver ikke være så teknologiforskrækkede, for den kommer aldrig til at erstatte samværet med andre mennesker, men skal blot ses som en hjælp til at få et værdigt seniorliv, hvor autonomien understøttes af teknologien. Teknologisk forebyggelse bør være et område som byrådet arbejder videre med og Venstre ønsker, at den forebyggende indsats styrkes, både ved et fokus på velfærdsteknologi og ved flere forebyggende hjemmebesøg.

Er det virkelig godt nok?

Mobningens Danmarkskort er netop udgivet og på nogle skoler i Hillerød er mobbeprocenten helt oppe på 12%!!

https://bornsvilkar.dk/mobningensdanmarkskort

Skal mobning stoppes, kræver det fokus både i Hillerød kommune og på hver eneste skole.

“Mobning handler ikke om enkeltindivider, men om uhensigtsmæssige mønstre. Det er kommunens ansvar at sikre, at skolerne er i stand til at stoppe mobning og ikke overlader problemerne til barnet og forældrene. Ingen børn skal lades i stikken.” (Børns Vilkår)

Lad os samarbejde omkring, at få stoppet mobningen i Hillerød kommunes skoler – vi kan eventuelt indhente erfaringer af vores nabokommune, Allerød, der klarer det ganske flot. Allerførst skal vi målrettet følge disse anbefalinger som Børns Vilkår har udarbejdet til kommunerne:

1. Kortlæg mobningen og hullerne i indsatsen
Nogle skoler har en kultur, hvor trivsel er i højsædet, og de skiller sig markant ud i trivselsmålingerne. På andre skoler går det ikke helt så godt. Har man en skole i kommunen, hvor det halter med trivslen, er det et kommunalt ansvar at strategi, mobbesyn (børnesyn) og kompetencer er på plads. Den kommunale myndighed bør derfor følge trivselsmålingerne tæt og sikre, at skoler med særlig lav trivsel
får en akut helskoleindsats. Det anbefales, at kommunen bruger kvalitetsrapporten som en løftestang for dialogen om trivslen på de enkelte skoler.

2. Styrk kompetencerne
Kommunen bør sikre, at forældre og fagfolk har et fælles sprog omkring mobning, trivsel og betydningen af en inkluderende kultur. Skolerne skal have den nødvendige ekspertise til at udføre klasseledelse og relationsarbejde, så man sikrer god trivsel, f.eks. Gennem efteruddannelse og kompetenceløft. I tilfælde af mobning skal der være kompetencer og værktøjer til at gribe ind over for klassen som helhed – og ikke kun over for det enkelte barn.

3. Ekstern hjælp til trivselsarbejdet på skolerne
Skoler og andre institutioner skal kunne hente ekspertise fra kommunen, når der forekommer mobning, eller når der er behov for at styrke det forebyggende arbejde. Det kan f.eks. være ved at nedsætte trivselsenheder, som har det overordnede ansvar for at børn, unge og forældre i kommunen dannes og uddannes til et inkluderende liv uden mobning (både off- og online). Det vil typisk være relevant, hvis kommunen har en pædagogisk central enhed, der kan videreuddannes.
Kommunen kan desuden henvende sig til Børns Vilkår eller lignende
organisationer og få uddannelsestilbud eller tage forskellige redskaber i brug, f.eks skolesundhed.dk.

4. Brug antimobbestrategien som løftestang for trivslen
Siden 2009 har det været lovpligtigt, at den enkelte skole fastsætter en antimobbestrategi, men kun 78 pct. af skolerne angiver, at de har en ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø.
Kommunen bør sikre, at alle skoler har den lovpligtige antimobbestrategi og i samarbejde med den enkelte skole tage stilling til, om der er de nødvendige kompetencer i forhold til at forebygge mobning. Er der en fælles forståelse for, hvad mobning er – og hvordan man fremmer god trivsel på skolen? Inddrages forældrene i trivselsarbejdet? En usynlig antimobbestrategi, som ikke bliver brugt til noget, hjælper ikke børnene.

5. Løft barnets rettigheder lokalt
Børn har fra starten af skoleåret 2017/2018 fået mulighed for og ret til at klage til kommunalbestyrelsen, hvis skolen undlader at tage hånd om et mobbeproblem. Kommunalbestyrelsen har dermed fået en helt central rolle i forhold til at sikre, at skoleledelsen passer ordentligt på børnene og tager hånd om mobning. Undlader kommunalbestyrelsen at rette op på problemerne, kan barnet klage til en ny, statslig myndighed, Klageinstans mod mobning. Børns Vilkår og TrygFonden bakker i høj grad op om den nye klageinstans. Vi opfordrer til, at man i kommunalbestyrelsen er på forkant med at løfte barnets rettigheder og hjælper skolen med at løse problemerne lokalt.

(kilde: Børns Vilkår: https://bornsvilkar.dk/mobningensdanmarkskort/anbefalinger)

Vejen til politik!

I hele mit liv har jeg elsket biler, store og små, larmende og lydløse, ekstravagante og gamle øser. Her næsten midt i livet er jeg kommet til den erkendelse, at det at køre bil for mig giver ro og frihed – mange ideer bliver til, under mine køreture, hvor kontrollen over den indre tankevirksomhed bliver afløst af kreativitet og leg.

Som barn kørte jeg lange ture med min far i hans gamle BMW, vi snakkede og pjattede, og da jeg for ikke så lang tid siden mistede ham, var det lignende køreture med mine egne børn, der hjalp mig gennem sorgen. Min kærlighed til biler har jeg fra ham.

I en ganske ung alder købte jeg en Buick Riviera ’73, jeg betegner den som min første kærlighed – som person er jeg trofast og knytter stærke bånd med dem og de ting der omgiver mig. Bilen har jeg derfor stadig – meget kærlighed er kommet i kølvandet, og den største af alle, min mand og vores fire børn, er hele fundamentet i mit liv.

Men nu er dette jo ikke en kærlighedshistorie – men historien om drømmen, som blev til i en bil. Jeg drømmer om at skabe bedre sociale verdener, gøre politik nærværende, om fællesskab og sammenhold. En verden hvor alle stemmer bliver hørt. Politiske holdninger bunder ofte i en værdidebat og hvem har definitionsretten over det levede liv? Det optager mig hvad politik er for den enkelte, for nogle er det blot beslutninger, for andre stikker det langt dybere.

Drømmen om, at gøre politik nærværende starter i min Buick Riviera – på køreturen hvor tankerne får frit løb, vil jeg spørge: Hvad er politik for dig?

Velkommen til CarPol – en snak om politik uden (partikel)filter. Vil du med ud og køre?

Fortsættes…

Børn har ret til en bedste ven……

Hvordan handler skolerne i Hillerød ved mobning? Det er der et uklart billede af – handleplaner og anti-mobbe politikker er vedtaget. Trods dette oplever jeg som mor til fire med et stort netværk inden for skolevæsenet, at mobning fortsat finder sted. Forældre har et stor ansvar i forhold til dette, men samarbejdet imellem hjem og skole er ligeså vigtigt, specielt når det først er gået galt.

Men er vores politik på området tidssvarende – har vi forholdt os til digital dannelse, altså den måde vi og vores børn agerer på de sociale medier? Har vi forholdt os til de generationer, der interagerer anderledes socialt, end da vi selv voksede op?

Jeg har på nærmeste hold oplevet børn der ikke har en bedste ven – børn der er kede af at gå i skole og selvom det aktuelt ikke drejer sig om mine egne børn, mener jeg at vi har et fælles ansvar for vores børns trivsel på de respektive skoler. Ikke kun vores egne, men også hinandens børn. Jeg er ked af den passivitet der forsat finder sted når det drejer sig om mobning.

Det er vigtigt at forebygge mobning, om det er en konkret lovgivning der skal til eller om vi i Hillerød kommune skal være vores ansvar voksent ved at understøtte og hjælpe skolerne i forhold til tidssvarende handleplaner om mobning og anti-mobbe politik, må drøftes i Byrådet.

Jeg mener at vi er i en tid, hvor trivsel i skolerne skal have mindst ligeså stort fokus som faglige kompetencer. Herunder kompetenceudvikling og supervision af lærerne, så også de har kompetencerne og den fornødne støtte når mobbe problematikkerne opstår.

Bedre digital infrastruktur til alle…

Mange borgere i Hillerød har ikke internetforbindelse over 10 Mbit/s, de afskæres herved indirekte for en række muligheder, informationer og samarbejde med Hillerød kommune. I den forbindelse er det vigtigt, at Hillerød kommune har en målsætning i forhold til den digitale infrastruktur – det er ikke nok at kigge på hvordan vi samarbejder og kommunikerer digitalt, det er ligeledes af afgørende betydning at vi få hurtigere og stabilt internet til borgerne. Det kræver en handleplan både på den korte og på den lange bane.

Jeg ser Fibernet som en fremtidssikret løsning, hvor man via investeringer allerede nu, forhindrer at skulle hjælpe nødlidende borgere og virksomheder i fremtiden, når det bliver tydeligt at hurtigere internetforbindelser er uundværlige. Den politiske målsætning i Danmark er, at alle senest i 2020 skal have adgang til forbindelser på mindst 100 Mbit/s, når vi downloader og 30 Mbit/s når vi uploader. Vi skal have en digital infrastruktur i verdensklasse! Jeg mener Hillerød skal ind i kampen for at medvirke til at dette mål indfries.

Det er svært at bygge et hus uden fundament!

Hvad nu hvis Byrådet var et hus? Ville det være et stort hus, et lille hus, en bondegård eller? Ville der være højt til loftet?

Mulighederne er mange og for mig vil det vigtigste være, at bygge på et ordentligt fundament. Når jeg nu netop er optaget af fundamentet skyldes det, at jeg ved deltagelse i vælgermøder og når vi som politikere står på torvet, har oplevet at fundamentet er skrøbeligt.

Fundamentet er bygget på og af borgerne – på hvad der er vigtigt for dem og på hvilke visioner vi sammen har for Hillerød. Borgernes ønsker kan være vanskelige at afdække når man går ind i en valgkamp – hvor man kan opleve at få mindre pæne kommentarer både fra borgere og modkandidater på sin lange vej ind i “huset”.

Udfordringen ligger i, at vi som politikere er afhængige af at borgerne deler deres ønsker og visioner for kommunen med os. Sker dette ikke, vil fundamentet bygge på et mindre flertal. Heldigvis er mange kandidater stærkt forankret i de lokalsamfund de kommer fra og repræsenterer derfor en større borgergruppe. Dette er godt for fundamentet. Jeg mener dog vi kan gøre det bedre, mange stemmer bliver ikke hørt! Hvis dette skyldes politikerlede eller politikernes troværdighed er til diskussion, mener jeg vi som kommende Byråd har en kæmpe opgave foran os, der drejer sig om at opbygge det fundament, der over årerne er smuldret.

Hvis borgerne er fundamentet, er murstenene så politikerne eller er de blot den mørtel der holder huset sammen? Skal huset have kæmpe vinduer for, at sikre transparens og skal taget være let, men stormsikret, så de overordnede landspolitiske dagsordener som taget kunne repræsentere ikke bliver for styrende?

Lige meget hvilket hus der er tale om, er fundamentet det vigtigste og det er afgørende at borgerne taler med politikerne og politikerne taler med hinanden – i en god tone, ellers krakelerer fundamentet!