Alt for mange borgere oplever manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet, det har jeg både oplevet som sygeplejerske, patient og i mødet med borgere som kommunalpolitiker. De falder ofte mellem to stole i det kommunale og regionale system. Borgerne mangler på den baggrund overblik, inddragelse og medbestemmelse i forhold til egen behandling. Og midt i dette kaos, tales der om nærhed i mødet med sundhedsvæsenet, som aldrig før. Men hvordan kan man opleve nærhed, når man ligger og roder rundt mellem to stole – i bogstavelig forstand altså.

Jeg mener, at vi skal arbejde endnu mere med sammenhængen i sundhedsvæsenet, med tydelige patientrettigheder, behandlingsgarantier og med pakkeforløb, der understøtter gennemsigtigheden i behandlingen. Et system der også tilgodeser psykiatrien, hvor forebyggelse skal prioriteres. Det vil sige en sammenhæng fra det regionale til det kommunale – fra det fysiske til det mentale – fra forebyggelse til behandling og rehabilitering.

Når sammenhængen er på plads, skal vi tale nærhed – og her skal der tales om en nærhed der giver mening for borgerne, ikke for systemets skyld. En nærhed der nedsætter transporttid, en nærhed der mærkes som omsorg i hjemmet, en nærhed der forebygger indlæggelse, en nærhed der sikrer inddragelse og medbestemmelse. En nærhed hvor digitale løsninger, såsom online konsultation, ses som et kvalificeret supplement – en nærhed der er op til den enkelte at definere.

Sundhedsfællesskaber løser det problem vi i sundhedsvæsnet længe har understreget: overgangen mellem hospital og kommune, hvor patienten er i centrum, i stedet for systemet.

I Sundhedsfællesskaberne samles hospitalerne, praktiserende læger og kommunerne omkring løsninger og behandling. Herved får vi en reel mulighed for, at praktisere det nære sundhedsvæsen.

I Hillerød har vi et glimrende eksempel på det Sundhedsreformen lægger op til, nemlig vores Sundhedscenter. I Sundhedscentret har vi alt samlet under ét tag, både i forhold til opfølgende behandling, genoptræning og rehabilitering. Aktuelt arbejdes der ligeledes for, at kunne få etableret en lægepraksis på stedet.

Spørger man borgerne om deres erfaring med Sundhedscentret, udtrykkes der glæde og begejstring, blandt andet fordi man sparer kræfter på transport mellem hospital og kommune.

Borgerne er med til, at sætte mål for forløbet og inddrages i langt højere grad end det er muligt på hospitalet. Borgerne møder en helhedsorienteret indsats, hvor høj kvalitet og kontinuitet prioriteres.

Sundhedsfællesskaberne drives af borgmestre og udvalgsformænd med en sundhedsfaglig udbygning. For mig at se, kommer beslutningerne og løsningerne endnu tættere på borgerne, hvor der også i Sundhedsreformen er et fokus på patientinddragelse og patientsikkerhed.

Som sygeplejerske er jeg ligeledes begejstret for ambitionen om et fælles datasystem, der også er indlejret i Sundhedsreformen, da jeg ser, at det ofte er her samarbejdet og patientovergangen mellem hospital og kommune halter.

I bestræbelserne efter at blive klogere, efter at træffe de rigtige beslutninger og efter at få borgerne i centrum, svæver jeg ofte mellem politiske strategier og den virkelighed som sundhedsprofessionelle og borgere møder hver dag.

Strategien omkring det nære sundhedsvæsen er både visionær og tvingende nødvendig. Hvis vi ser på sygdomsbilledet nu og i fremtiden, bliver det stadig mere abstrakt og ofte rækker farve palletten ikke, for nu at blive i den metafor.

Overordnet set har Regionen en opgave i, at sikre at borgere møder et velfungerende og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor behandlingen udføres der, hvor det giver bedst mening. Det kan være på hospitalet, hos den praktiserende læge eller i hjemmet, hvor man for nuværende ser en stigende tendens rettet mod det sidste. I Hillerød har vi ligeledes et sundhedscenter, der affødes af denne strategi, hvor behandlingen kan udføres endnu tættere på borgerne.

Borgerne skal tilbydes behandling tæt på hjemmet, så det ikke griber for meget ind i hverdagen, så arbejde og fritidsaktiviteter stadig kan opretholdes. Ofte passer borgere ikke ambulante tider, hvis det ikke er strengt nødvendigt, netop fordi ovenstående virker vigtigere. Borgerne vil og har ret til, at prioritere over eget liv og sygdom.

Selvom jeg er enig i strategien, kan jeg dog se, at sundhedspersonale kæmper for, at føre den ud i livet – ikke mindst med deres faglige stolthed intakt. Og for mig hersker der ingen tvivl om, at hvis det nære sundhedsvæsen skal lykkes, skal der investeres massivt i kompetenceudvikling, i stillinger på tværs i sundhedsvæsenet og det politiske bagland skal forstå, at denne udvikling er omkostningstung i starten, men betaler sig uden tvivl, på den lange bane. Blot som eksempel kan en investering i Sundhedscentret afføde en besparelse i fremtiden, fordi flere kompetencer samles under et tag og den faglige sparring hermed kvalificeres. Farvepaletten nuanceres og tilføres nye farver.

Inden jeg fortaber mig i strategi snak, som så mange andre før mig har gjort, vil jeg vedholdende holde fast i min egen profession som sygeplejerske og huske de dialoger jeg har med både sundhedsprofessionelle og borgere.

Som et eksempel slog det mig til et dialogmøde, hvor en sygeplejerske fortalte om manglende mulighed for hjælpemidler til døende i weekender, cykler der ikke virker så de kan komme til borgerne, IT kommunikationssystemer der er vanskelige at benytte eller måske blot  at få tid til, at sætte sig ind i. Det slog mig, at imens vi tænker store strategiske tanker, smuldrer det lavpraktiske – selvom vi godt ved, at det på mange områder er fundamentet for arbejdet. Det slog mig, at mine fødder skal forblive solidt plantet på jorden og hvis nogle ser mig svæve afsted, må I gerne hive mig tilbage på jorden! Derfor er dialogmøderne ligeså tvingende nødvendige som visioner og strategier.