Alle indlæg af Annette

Ugen er gik – muligheder fra vugge til grav

Denne uge har haft et spøjst islæt af livets cyklus. Jeg startede ugen med at være til Børn & Unge Topmøde, for derefter at sætte alle sejl ind for et friplejehjem i Hillerød. Læs Venstres forslag her: https://dagsordener.hillerod.dk/vis?id=a291a579-607b-4753-94a8-83f670447594

Jeg glædes over at bedrive politik i alle livets faser og trives med, at kunne spænde bredt politisk.

Som de fleste af jer sikkert ved, sidder jeg både i Børn, Familie og Ungeudvalget, og Omsorg og Livskraftsudvalget. Jeg præsenteres således for udfordringer og muligheder for Hillerøds borgere hele livet.

I Hillerød har vi rigtig gode privatskoler og selvfølgelig skal vi også have private plejehjem (friplejehjem). Lige så vel som vi også har gode kommunale skoler og plejehjem. For mig drejer det sig om muligheder.

Muligheder for at vælge – det betyder ikke, at man nødvendigvis har frit valg på alle hylder, men det betyder at man har optimal indflydelse på eget liv. Det syntes jeg er værd at kæmpe for – og det gør jeg – fra vugge til grav.

Ugen der gik – debatter der batter…..

Det her er et af de blogindlæg, hvor billedet siger mere en tusinde ord – og så alligevel ikke. For selvom man tydeligvis kan se på billedet, at jeg er fyldt med optimisme, ikke kun fordi jeg fik en konstruktiv snak med Jakob, men også fordi jeg i ugen der gik var til debatmøde i Venstre. Jeg må indrømme, at det har jeg savnet – ikke udelukkende for debattens skyld, men fordi at når vi i fællesskab drøfter vigtige politiske dagsordner, bliver vi skarpere på de muligheder, der ligger foran os. Det kan dreje sig om de helt store spørgsmål, for eksempel i forhold til klima, eller det kan dreje sig om hvordan man understøtter folkeskolerne kommunalt. For mig at se, er der masser af liberale løsninger, der venter på at udfolde sig. Og jeg mener det er vigtigt, at vi finder løsninger i fællesskab – nutidens problematikker er simpelthen for komplicerede til, at man som ene kvinde eller mand, kan sidde med alle svarene. Og det fører mig videre til den virkelige årsag til, at jeg smiler på billedet – Efter sommerferien inviterer jeg jer til en række debatmøder, så du også kan få indflydelse og sammen skaber vi løsninger der batter – længere er den ikke.

Ugen der gik – møder, møder og atter møder

Dette har været ugen med mange møder. Gruppemøder, dialogmøder, bestyrelsesmøder, udvalgsmøder og regionsmøder. En gang imellem, oftest faktisk, bliver man helt svedt bare ved tanken, når man går sådan en uge i møde. Men faktum er, at møder er en vigtig del af en politikers arbejde. Jeg ynder at sige, at disse møder udgør det politiske maskinrum. For mig er Venstres gruppemøder og møder med Venstres bestyrelse af særlig betydning, da politisk retning dannes her. Jeg ser disse møder som vigtig forberedelse til udvalgsmøderne, der forekommer en gang om måneden.

Udvalgsmøderne kendetegnes ved et stort engagement blandt os politikere, bølgerne kan gå højt når politiske uenigheder italesættes. Oftest gøres det i god ro og orden, men det er vel næppe nogen hemmelighed, at man indimellem kan blive temmelig frustreret til sådanne møder – det kan jeg i hvert fald. Det der blandt andet, kan irritere mig er, når økonomien skrider – f.eks. når der efterspørges tillægsbevillinger, der haster og skal tages af kassen. Det havde vi et eksempel på til udvalgsmødet hos Børn, Familie og Ungeudvalget, hvor jeg måtte taget et ”forbehold” (ja, sådan kalder man det, når man skal tænke sig om en ekstra gang). Det er ikke fordi, jeg ikke kan forstå sagens alvor, når der efterspørges flere penge. Men hvis der skal være respekt for Børn, Familie og Ungeudvalget i forhold til at kunne prioritere og løse det politiske arbejde, skal der stoppes for tillægsbevillinger der finansieres af kassen. Nogenlunde sådan tror jeg også min gode kollega Dan Riise, sagde ved sidste Byrådsmøde.

Friplejehjem var denne gang på Omsorg- og Livskraftsudvalgets dagsorden. Et emne jeg efterhånden har debatteret i mange sammenhænge. For mig at se, står vi på en brændende platform, da fremtiden kalder på flere plejeboliger end kommunen kan honorere. Og her bliver økonomien igen et omdrejningspunkt, da vi, i min optik, ikke har råd til at bygge endnu et plejehjem, udover Generationernes kvarter https://www.favrholm.dk/byudvikling/aktuelle-projekter/generationernes-kvarter/. Derudover blev det tydeligt for mig på udvalgsmødet, at vi heller ikke har egnede kommunale grunde til formålet. Så jeg håber inderligt, at private investorer nu viser flaget og etablerer et privat plejehjem. Det ville da være godt med nogle forskellige muligheder for seniorerne i kommunen. Her kunne man jo også tænke endnu flere former for bofællesskaber ind. Hvis I vil læse mere om mine tanker om private plejehjem/friplejehjem, så kig endelig tilbage her på bloggen. Det er et emne jeg efterhånden har skrevet en del om. Jeg savner, at andre partier ser på de fordele, der er ved private plejehjem, fremfor at prøve at finde fejl – men hele den diskussion kræver vist sit eget blogindlæg.

Hvis jeg skal vende blikke tilbage til møderne, så sluttede jeg ugen i Videnskabsetisk komité https://www.regionh.dk/til-fagfolk/Forskning-og-innovation/Kliniske-test-og-forsoeg/Sider/De-Videnskabsetiske-Komit%C3%A9er.aspx ,hvor jeg sidder for Venstre i Regionen. Denne typer møder er nye for mig og jeg sidder her som lægmand – det er både lærerigt og udfordrende. Her sætter jeg jo min faglighed til side og det er ikke en rolle, jeg er vant til. Til gengæld er det dejligt en gang imellem at skifte perspektiv og alt ikke skal være perfekt.

Og netop ved det uperfekte, vil jeg slutte denne blog – for imens du læser, er jeg sikkert i gang med at finde ud af hvordan jeg får min søns konfirmation til, at køre på skinner den 14. maj. Så møderne bliver færre i næste uge – her kommer han i centrum.

Ugen der gik – bød på et Byrådsmøde og en Formandspost

Dette var ugen, hvor det månedlige Byrådsmøde blev afholdt, derfor fylder det selvfølgelig en del i ugens arbejde. Der var mange vigtige dagsordener og jeg pointerede, på vegne af Venstres byrådsgruppe, følgende:

  • Behovet for et privat plejehjem i Hillerød – da Generationernes kvarter er forsinket, kan det blive udfordrende for Hillerød kommune at overholde plejeboliggarantien, så behovet er større end nogensinde i Hillerød.
  • Vi havde en sag om døgnrytmelys på et plejehjem – et virkelig spændende tiltag, hvor velfærdsteknologi understøtter livskvalitet hos borgerne. I Venstre ser vi gerne endnu flere af sådanne tiltag. Ikke mindst ift. det offentlig-private samarbejde omkring velfærdsteknologiske løsninger i praksis.
  • Vi takkede de tre råd; Seniorrådet (tidligere Ældreråd), Handicaprådet og Udsatterådet for deres engagement, i forbindelse med meget fine årsberetninger.
  • Vi slog et slag for madordninger i daginstitutioner og skoler – dette syntes jeg kunne være virkelig interessant, at kigge nærmere på.
  • Sagsbehandlingsfrister blev endnu engang drøftet – jeg har stor respekt for de forældre, der kæmpede for, at blive hørt i sidste Byrådsperiode. Jeg håber I ser, at vi handler – selvom jeg godt ved der er et stykke vej endnu, ikke mindst ift. at genoprette tilliden til systemet.

Du kan se Byrådsmødet her: https://hillerod.kommune-tv.dk/watch/6120 – Jeg siger noget under følgende punkter: 14, 15, 16, 17, 34, 36 og 39. Det er selvfølgelig indenfor Omsorgs- og Livskrafts området, samt Børn, Familie og Unge, da jeg er politisk ordfører, for Venstre, her.

I ugen der gik blev den nye elevtalsprognose diskuteret i Børn, Familie og Ungeudvalget. Jeg skal stadig tage mig selv i, ikke at blive for irriteret over den præmis, at prognoser ligger til grund for mange af vores politiske beslutninger. I min optik er det for usikkert, hvilket denne prognose også er et eksempel på, da elevtallet afviger fra den tidligere. En viden der måske kunne have gjort jeg havde handlet anderledes f.eks. i forhold til at begrænse distriktskrydsere til Sophienborg eller ændring af skoledistriktsgrænserne i Hillerød Vest. Derfor skal man heller ikke være bleg for at kigge på, hvis noget skal omgøres. Når det er sagt, så må jeg også erkende, at hvis der ikke er prognoser, hvad skal vi så basere vores beslutninger på? Her tænker jeg ikke dem man kan se med det blotte øje, men de beslutninger der rækker både 5 og 10 år frem. Jeg lever derfor med præmissen! Er du nysgerrig på sagen findes den her: https://dagsordener.hillerod.dk/vis?id=fd374a9b-b826-462a-84fe-37e27c434705

Afslutningsvis vil jeg komme med en rigtig glædelig nyhed: Jeg er blevet Formand for Hillerød Ungdomsskoles bestyrelse. Det er jeg rigtig glad for – jeg har de sidste fire år set, qua jeg også sad i bestyrelsen der, hvilke fantastisk arbejde de gør og glæder mig til både at bidrage og følge det fremadrettet.

Rigtig god weekend derude – måske vi ses.

Venstre stemte nej til, at Sophienborgskolen udelukkende kan optage børn fra eget distrikt.

I går var der online Byrådsmøde og en af sagerne var distriktskolegrænsen i Hillerød Vest.

Børn, Unge og Familieudvalget har længe arbejdet med de kapacitetsudfordringer, der er på skoleområdet i Hillerød Vest. Udfordringer der kommer til udtryk i prognoser/risikovurderinger, hvor meget er vidst, men intet er sikkert. I udvalgsarbejdet er risikovurderingerne blevet justeret undervejs og mange løsninger har været i spil. Ikke kun ift. til den kommunale forpligtelse for skoledrift, men også drøftelser om f.eks. privatskoler eller offentlige/private samarbejder. Ud af mange værktøjer man kan tage i brug, når det drejer sig om kapacitetsudfordringer på skoleområdet, er skoledistrikter et af dem.

Når man som politiker sidder med disse sager, bliver man indimellem ramt, både på sin ideologi, men også på hvor man bor. Jeg bor i Alsønderup og er opvokset en del af min barndom i Tulstrup. Jeg har fire børn, der har gået på Alsønderup skole og nu Ålholmskolen (begge Hillerød Vest skolen). I deres skoletid har jeg oplevet børn, der har måtte skifte skole, hvilket ofte er en svær beslutning. For os i Alsønderup kan skolevejen være lang, derfor har det været kærkomment at kunne anvende Sophienborgskolen, hvis behovet opstod. Derfor er jeg oprigtigt ked af, at den mulighed nu er væk og børnene som minimum skal helt til Hillerødsholmskolen, hvis de får brug for et skoleskift. Det er en skolevej på 8 km for mit vedkommende.

Helt paradoksalt er det, at vi i budgetprocessen besluttede at Sophienborgskolen skal anvende klasselokaler på Alsønderup skole – her var min kongstanke, at samtidig med, at vi fik anvendt ledig kapacitet i Alsønderup, fik vi understøttet sammenhængskraften mellem Sophienborg og Alsønderup. Men heller ikke med det argument fik jeg opbakning.

Under byrådsmødet måtte jeg da også stå imod lidt af hvert – det mest paradoksale at blive beskyldt for at være politisk – men den tager jeg gerne på min kappe, for jeg mener faktisk generelt, at vi skal understøtte det frie skolevalg og da vi i 2019 måtte stoppe tilgangen på Byskolen, var det ikke med min gode vilje og med den erfaring jeg har i dag, havde jeg nok handlet anderledes. Det er jo hvad den politiske ballast giver.

Ret skal være ret og andre partier er velkommen til at læne sig mere op af risikovurderingerne. Men det kan jo undre, at man godt kan tilgodese borgere ved Hillerødsholmskolen og i 11. time ændre distriktsgrænse, hvilket jeg tilslutter mig, selvom om den geografiske logik lader noget tilbage at ønske. Men at man ikke tilgodeser de børn, der får brug for et skoleskift – børn som givetvis kan have det svært, det forstår jeg ikke. Her vejer hensynet til børnene tungere hos mig.

Selvstyrende teams er på vej

Hillerød kommune har fået penge fra Socialstyrelsen til selvstyrende teams i ældreplejen og dermed er det første skridt allerede taget i forhold til selvstyrende teams i Hillerød. I Venstre glædes vi over at være blevet tildelt midlerne blandt 25 kommuner i Danmark.

Venstre er ambitiøse i forhold til ældreplejen i Hillerød og vi ønsker, at skabe en tryggere hverdag for de ældre, hvor det er kendte ansigter som kommer i hjemmene. Selvstyrende teams er en af mange muligheder for at understøtte dette og i både ansøgningen af midlerne og den kommende udmøntning er Venstre med helt i front.

I kølvandet på etableringen af selvstyrende teams har vi, i Venstre, fokus på evaluering og læring i forhold til selvstyrende teams, hvor vi ønsker at understøtte en læringskultur, til gavn for både medarbejdere og de ældre. En læringskultur der vel at mærke slipper medarbejderne fri fra minuttyranniet og i stedet understøtter at tage selvstændige faglige beslutninger i dagligdagen.

Selvstyrende teams rummer mange aspekter og det er vigtigt at understrege, at vi skal finde en Hillerød-model. I Venstre er vi optaget af, at skabe et godt arbejdsmiljø for at fastholde og rekruttere medarbejdere samt, at give de ældre en oplevelse af omsorg og nærvær i mødet med hjemmeplejen. Modellen rummer ligeledes mulighed for mere aktiv inddragelse af pårørende og lokalsamfund, med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov.

Vi ser frem til mere medbestemmelse og muligheder for de ældre i Hillerød og en afbureaukratisering af ældreområdet – blandt andet via selvstyrende teams. I Omsorg- og Livskraftsudvalget er jeg klar til at understøtte den politiske dagsorden i forhold til dette og glædes over at være blevet mødt i de politiske ambitioner, som Venstre allerede i 2021, redegjorde for.

Først kommer sammenhæng, så kommer nærhed.

Alt for mange borgere oplever manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet, det har jeg både oplevet som sygeplejerske, patient og i mødet med borgere som kommunalpolitiker. De falder ofte mellem to stole i det kommunale og regionale system. Borgerne mangler på den baggrund overblik, inddragelse og medbestemmelse i forhold til egen behandling. Og midt i dette kaos, tales der om nærhed i mødet med sundhedsvæsenet, som aldrig før. Men hvordan kan man opleve nærhed, når man ligger og roder rundt mellem to stole – i bogstavelig forstand altså.

Jeg mener, at vi skal arbejde endnu mere med sammenhængen i sundhedsvæsenet, med tydelige patientrettigheder, behandlingsgarantier og med pakkeforløb, der understøtter gennemsigtigheden i behandlingen. Et system der også tilgodeser psykiatrien, hvor forebyggelse skal prioriteres. Det vil sige en sammenhæng fra det regionale til det kommunale – fra det fysiske til det mentale – fra forebyggelse til behandling og rehabilitering.

Når sammenhængen er på plads, skal vi tale nærhed – og her skal der tales om en nærhed der giver mening for borgerne, ikke for systemets skyld. En nærhed der nedsætter transporttid, en nærhed der mærkes som omsorg i hjemmet, en nærhed der forebygger indlæggelse, en nærhed der sikrer inddragelse og medbestemmelse. En nærhed hvor digitale løsninger, såsom online konsultation, ses som et kvalificeret supplement – en nærhed der er op til den enkelte at definere.

Frit valg for ældre

Jeg har ofte undret mig over, at det lader til at det frie valg afvikles når man bliver ældre. Det er som om, at mulighederne for at bestemme over sit eget liv langsomt indsnævres og ældre medborgeres rettigheder nedprioriteres.

Men kommunen har faktisk pligt til at skabe grundlag for valgfrihed. Og i denne Byrådsperiode har Venstre kæmpet for frit valg på flere planer, bland andet i forhold til madservice, personlig og praktisk hjælp.

Friplejehjem har været på den politiske dagsorden af mange omgange og med Generationernes Kvarter, der etableres i samarbejde med OK-fonden, ses et plejehjem på friplejelignende vilkår. Men et friplejehjem er det altså ikke.

For mig handler frit valg om at øge tilfredsheden ved, at borgerne får mulighed for at vælge de tilbud, der passer dem bedst. Derudover er det velbelyst, at frit valg kan skabe konkurrence mellem leverandører og på den måde understøtte kvaliteten. Derudover bidrager flere leverandører til udvikling og innovation og med en stigende ældrebefolkning, er netop udvikling og innovation helt centralt for, at løse opgaverne i ældreplejen – både på den korte, men måske især, på den lange bane.

Vi skal have flere privatiserede plejehjem

Med den stigende ældrebefolkning og efterspørgslen efter plejehjemspladser, inspireret af blandt andet Dagmarsminde, kommer vi ikke udenom private plejehjem, også kaldet friplejehjem. Et friplejehjem er en klar gevinst for kommunen. Det skyldes, at kommunen ikke skal investere penge i bygningerne eller deponere penge som ved et alment byggeri. Alligevel får vi et nyt og moderne plejehjem. Og så skyldes det, at det i den grad efterspørges og det skal vi lytte til.

Et friplejehjem er nødt til at konkurrere på kvalitet. Plejehjemmet får kun indtægter, hvis de ældre aktivt vælger plejehjemmet til. De får ikke bare anvist beboere – som de kommunale plejehjem gør – den private udbyder skal selv tiltrække kunderne. Dagmarsminde er et glimrende eksempel på, hvordan dette kan lykkes.

På private plejehjem kan de ældre købe ekstra service, udover hvad der tilbydes på kommunale plejehjem og er inkluderet i prisen. Det er det gode ved det frie valg. Den enkelte kan tilkøbe ekstra serviceydelser, uden at der tages noget fra andre.

Det er omkostningsfrit at komme i gang og på sigt giver det øget omsætning i byen og flere skatteindtægter. Et friplejehjem vil både løfte kvaliteten i ældreplejen for kommunens egne ældre, men selvfølgelig også tiltrække ældre fra andre kommuner, som vil tættere på familien. Pårørende tilgodeses derved og får reelt mulighed for, at få deres kære tættere på.

Der er så mange fordele ved et friplejehjem, at det er synd, hvis idéen drukner i ideologier, misforståelser og fejlinformation. Private plejehjem burde overhovedet ikke være en politisk kampplads, for modellen har kun vindere. Når andre partier alligevel går til angreb, skyldes det ideologisk tankegods, som gør, at de glemmer sund fornuft. Mens de ældre og deres pårørende ender som tabere i dét spil.

Fibernet i Hillerød by

Kampen for bedre internetforbindelser er langt fra slut – men mange slag er vundet og nu lader det til, at vi står overfor et af de sidste slag; Hillerød by. For hvor nogle landsbysamfund har fået vind i sejlene med bredbåndspuljer, halter byerne gevaldigt efter.

Jeg er gennem den sidste uge blevet gjort bekendt med, at ingen udbydere har taget opgaven på sig i forhold til det private marked i byen og det skal der gøres noget ved.

Det er en langstrakt kamp, at få ordentlige digitale motorveje og politisk har vi stadig et arbejde foran os, selvom der har været gode takter i de seneste år.

Så vi væbner os – ikke med tålmodighed, men med de hårde skyts! Vil du være med i kampen, så kontakt mig endelig. Mail: arie@hillerod.dk

Budgetforlig landet med stort fokus på skolerne

Kl. 00.00 lørdag nat landede vi budgetaftalen. Og på trods af store udgifter ift. anlæg, lykkes det os, at få mange gode aftaler i stand.
I Venstre har vi, op til forhandlingerne, været optaget af, at lave nogle gode løsninger, i forhold til de akutte kapacitetsudfordringer, for skolerne i Hillerød Vest. Det lykkes med bl.a. langsigtede udvidelser, hvor Sophienborg skolen nu bliver tresporet. Under byggeriet inddrages lokaler på Hillerød Vest skolen – afdeling Alsønderup, der hvor skolens ledelse og skolebestyrelse, ser at det giver bedst mening og hvor forældre finder det mindst indgribende i hverdagen. I dette arbejde skal der selvfølgelig, indtænkes en busordning, hvis dette ønskes. Nødebo skole kan også se frem til en plan for udvidelse og kigger man i budgetteksten, kan man se, at skolerne generelt, har sat sit præg.
Der skal arbejdes med udviklingsplaner for Hillerøds landsby- og lokalsamfund. I Alsønderup Sogn (herunder Tulstrup, Bendstrup, Nejede mv.) betyder det bl.a., at der nu kan arbejdes på en mere langsigtet plan for Hillerød Vest skolen – afdeling Alsønderup således, at skolen kan fortsætte den fantastiske udvikling, den er inde i. Her er mit håb, at forældre, Borgerforening og Lokalråd vil deltage aktivt. Derudover er der sat penge af til bedre lokal busdrift og mulighed for at nedsætte fartgrænserne, hvor dette ønskes.
Vi har prioriteret kontinuitet, nærhed og omsorg i hjemmeplejen og der skal nu arbejdes med modeller for selvstyrende teams (se evt. tidligere blogindlæg) – et arbejde jeg personligt, ser meget frem til. Flere seniorbofællesskaber er vigtige for mange borgere, og understøttelse af disse indgår således også i budgetteksten. Vi sparer ikke på normeringen på plejecentre og tilbud til unge demente består.
I Venstre ser vi erhvervslivet som en vigtig drivkraft for udvikling i kommunen og i budgetaftalen er der lagt op til, sammen med bl.a. C4, at der arbejdes for at gøre Hillerød endnu mere attraktiv for iværksættere, små og mellemstore virksomheder. Konkret skal der arbejdes på en placering af J. Jensen A/S, således at vigtige arbejdspladser, uddannelses- og udviklingssamarbejder ikke forsvinder ud af kommunen.
Jeg kunne blive ved – kort sagt er det et budget, vi godt kan være bekendt, også selvom vi ikke kunne rulle skatten tilbage og der ikke var så mange penge til at reparere vejene, som vi ønskede os. For Venstre har det været vigtigt at indgå konstruktivt i forhandlingerne og få maksimal indflydelse, både i forhandlingerne og efterfølgende ved, at være en del af budgettet. Det er lykkes!

Innovation er også et politisk ansvar

I debatter om fremtidens udfordringer, hvad enten det drejer sig om sundhed, trafik eller miljø, falder talen ofte på innovation. Det er der ikke noget at sige til, for innovation rummer mange muligheder og også et stærkt værdiskabende fokus.

Jeg mener dog at vi er alt for uambitiøse og ukonkrete når der udarbejdes innovationsstrategier, hvilket mange steder slet ikke eksisterer.

Politisk, mener jeg, at vi skal sætte retningen for innovation med henblik på at skabe mere værdi for borgerne, både kommunalt og regionalt. Værdibegrebet skal udfoldes, så det ikke udelukkende drejer sig om økonomi, men også drejer sig om service, fleksibilitet og kvalitet, blot for at nævne nogle. Og man kunne udfordre eksisterende systemer ved at lave en fælles regional og kommunal innovationsstrategi, der rummer et større samarbejde på tværs, med kommunikation som en central markør.

I innovationsstrategier bringes forskellige fagligheder sammen, man inviterer til private og offentlige partnerskaber og åbner op for et blik ind i det politiske maskinrum. Vi skal arbejde på nye måder og vi skal investere i at udvikle og virkeliggøre nye løsninger. Innovationsnetværk med inddragelse af centrale aktører bør oprettes og borgerne får mulighed for at komme tættere på løsningerne.

Vi skal have internationalt udsyn og se det globale netværk, som en drivkraft og inspirationskilde i det innovative arbejde. Vi skal tage de positive erfaringer med os fra corona pandemien og se det som læringspotentiale, der hvor vi fejlede. Og så skal vi inddrage teknologiske muligheder, som en vigtig drivkraft i det innovative arbejde.

Vigtigst af alt er nok, at vi skal arbejde med innovationskulturen, så strategierne får liv i praksis.

Politisk skal vi bane vejen, tage ansvar og give plads til, at der udarbejdes innovationsstrategier – vi skal inddrage dem, der kan hjælpe os på vej og så skal vi nedbryde de siloer, der hæmmer det innovative samarbejde.

Selvstyrende teams i hjemmeplejen

I Venstre vil vi gerne give mere kvalitet, nærvær og omsorg til borgerne. Vi mener, at sundhedsprofessionelle skal slippes fri og understøttes i at tage faglige beslutninger i dagligdagen. Vi skal gøre os fri af minuttyranniet og give tilliden tilbage til dem, der står med opgaverne i det daglige. Det betyder minimum af administration og maksimum af tid og nærvær sammen med de ældre.

Løsningen kan findes i modellen for selvstyrende teams, hvor medarbejderen får stor indflydelse på eget arbejdsliv. Og i Venstre er vi optaget af at skabe et godt arbejdsmiljø for at fastholde og rekruttere medarbejdere samt, at give de ældre en oplevelse af omsorg og nærvær i mødet med hjemmeplejen. Modellen rummer mulighed for mere aktiv inddragelse af pårørende og lokalsamfund, med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov.

Vi skal i Hillerød selvfølgelig finde vores egen model for selvstyrende teams og vi vil i budgetforhandlingerne lægge op til, at der arbejdes med muligheder for selvstyrende teams i Hillerød kommune. Selvstyrende teams hvor faglighed, både mono- og tværfagligt, er i højsædet og hvor trivsel og arbejdsmiljø er vigtige pejlemærker. Med et fælles mål, at skabe mere kvalitet, nærvær og omsorg i hjemmeplejen – for alle.

Derfor stiller jeg op til Regionsrådet

Venstre har brug for synlige og handlekraftige politikere i Regionen, hvilket er grunden til jeg stiller op. Og Regionen har brug for et tydeligt blåt aftryk.

I Regionsrådet vil jeg bringe min erfaring som sygeplejerske i spil, hvor øget specialisering på sygehusene, oprettelse af hospice (gerne i Hillerød) og inddragelse af privathospitaler, skal ses som en styrke i sundhedsvæsenet. Psykiatrien trænger til et perspektiv skifte og tidlig indsats skal opprioriteres. Derudover skal vi være mere ambitiøse i forhold til infrastruktur, dette gælder både i forhold til vejnettet, men også i forhold til regionale busser, hvor busserne i yderområderne af Hillerød, er i farezonen. Vi skal arbejde med digitale løsninger og tidssvarende internetforbindelser, som et regionalt ansvar.

Jeg har været tovholder for- og deltaget i politikudviklingsmøder for Venstre i Regionen. Jeg har derfor været en del af det politiske maskinrum, der giver mig den indsigt, der er brug for, hvis Venstre skal vinde terræn i Regionsrådet.

Jeg trækker på min erfaring som kommunalpolitiker – i et system, hvor grænserne mellem kommunal- og regionalpolitik, ofte er utydelig og usammenhængende. Dette kan resultere i, at borgere kommer i klemme i et ufleksibelt system. Jeg vil derfor arbejde målrettet på, at kommunikationen mellem kommune og region styrkes. Opgavefordelingen skal tydeliggøres, så borgeren kommer i centrum.

Jeg kan gøre en forskel og i mit virke som tidligere innovationskonsulent og nu chefkonsulent for virksomhedssamarbejde på Københavns Professionshøjskole, er jeg vant til at se muligheder, frem for begrænsninger.

Det er med stor ydmyghed, jeg nu opstiller og jeg har med respekt fulgt andre regionsrådsmedlemmers bestræbelser på, at understøtte kvalificerede og bæredygtige løsninger. Nu er det tid til, jeg giver mit bidrag.

Skal vi have købmand i Alsønderup?

Corona har medført, at mange vaner har ændret sig, ikke mindst i forhold til indkøb. Vi er i en tid, hvor sortimentet i dagligvarebutikker har betydning, så man kan lægge sine indkøb ét sted. Derudover ses efterspørgsel efter økologiske varer, frisk frugt og grønt.

Fra tid til anden melder store koncerner sig på banen med ønske om at bygge lokale dagligvarebutikker, men tilkørselsforhold og øget trafik, er ofte en hæmsko for realiseringen af disse.

I Alsønderup Sogn sidder Lokalrådet aktuelt med bolden i forhold til at se på muligheder for en købmandsforretning eller dagligvarebutik i området. Aktuelt er de i dialog med Dagrofa, der har erfaring med at etablere købmandsbutikker, drevet af borgerne selv. Om der er opbakning til dette i vores sogn, er endnu uvist – men mulighederne er der.

For mig drejer det sig lige så meget om de lokale samlingssteder og husker med glæde torvedage ved købmanden i Alsønderup. Jeg mener, vi skal løfte blikket og lade os inspirere af steder hvor købmand og social aktivitet går hånd i hånd. Jeg drømmer om, at kunne nyde en kop kaffe i solen – lige der foran købmanden. Jeg er klar til at gøre en indsats, sammen med Lokalrådet og Borgerforeningen – og jer.

Børn har også ret til en madordning på skolerne

Imens mange forældre har adgang til en madordning på arbejdspladsen, må mange børn nøjes med en lunken madpakke. Og lunken er den, for i mange klasselokaler er der heller ikke køleskabe. Det er måske ikke så underligt, at en del børn “glemmer” madpakken hjemme eller benytter nærliggende supermarkeder til hurtige snacks i frikvartererne.

Madordninger kan organiseres på flere måder, der både kan erstatte madpakken eller blot være et supplement. For nogle børn vil en madordning betyde, at de kan fralægge sig usunde madvaner og for andre vil det betyde, at de i det hele taget får mad i løbet af dagen. Og netop madvanerne har betydning for børnenes sundhed, hvor nødvendige næringsstoffer og en passende mængde energi, gør at de vokser og udvikler sig.

Jeg mener at det er på tide, at vi for alvor får kigget på muligheden for at etablere madordninger eller genåbne skolekantinerne. I Hillerød har der tidligere været skolekantiner og der er selvfølgelig sket en del siden de blev afviklet, hvor også flere børn er kommet til. Så vi skal tænke kreativt, vi skal kigge på egenbetaling og så skal vi politisk beslutte os for, om det er noget vi vil understøtte på skolerne. Således at valgfrihed og børns sundhed kommer i centrum. På nogle skoler er det aktuelt muligt at købe mad og hvorfor ikke drage deres erfaringer i spil.

Med et kommunevalg på trapperne, ser jeg det som en oplagt mulighed, at drøfte madordninger eller åbning af kantiner på skolerne. Og jeg vil med glæde påtage mig opgaven med at føre det videre i det kommende Byråd. Spørgsmålet er bare, om der er opbakning til det?

Mulig udvidelse af Hillerød Vest Skolen – afd. Alsønderup

Den ledige kapacitet på Hillerød Vest Skolen – afd. Alsønderup, skal selvfølgelig medtænkes, når vi i Børn-, Familie- og Ungeudvalget, skal kigge på løsninger i forhold den manglende kapacitet på skolerne i den vestlige del af Hillerød by. Et enigt Byråd bakkede op om dette, på trods af, at der var lagt op til en undersøgelse af Hillerød Dagbehandlingsskole på matriklen. Det er rigtig glædeligt, at alle muligheder nu undersøges og det skal ikke være nogen hemmelighed, at en udvidelse af almen området på afd. Alsønderup, står højt på min ønskeliste. Jeg ser frem til en konstruktiv dialog med skolebestyrelse og forældre, i forhold til den videre proces og de muligheder, som undersøgelsen måtte afdække. Sagen om undersøgelsen af en mulig placering af Hillerød Dagbehandlingsskole i Alsønderup er således udskudt.

Politik skal være visionært

Mon I har hørt om Generationernes kvarter i Hillerød? Projektet er et af de mere visionære af slagsen.

I Generationernes kvarter er ambitionen, at samtænke plejehjem, seniorboliger, daginstitution og kultur- og fritidsaktiviteter. Dette udmønter sig i konkrete byggerier, hvor for eksempel plejehjem og daginstitution kan få fælles arealer ude og inde. Hvor medarbejdere kan indtænkes på tværs af de gængse aldersgrupperinger. Hvor leg, der er en del af livet, ikke er reduceret til barndommen. Ambitionerne er høje og vi har mulighed for at skabe nye rammer for måder at leve på – måder der understøtter livskvalitet og fællesskaber. Rammer der understøtter sundhed; mentalt, socialt og fysisk.

Alle der kunne have en idé indenfor området, kan give deres mening til kende på borgerinvolveringsplatformen ”Sammen om Hillerød” og på den måde er ambitionen ligeledes, at dette er et fælles projekt. Beslutninger skal nemlig tages af og med dem, som skal bruge de tiltag, der bliver sat i værk.

Jeg er stolt af at være en del af dette projekt, for vi skal have visioner som politikere, det er vores pligt. Vi skal have klare mål og være ambitiøse. Jeg ser alt for mange eksempler på, at politikere tænker drift – selvfølgelig har vi et ansvar, men hvis vi som politikere begynder kun at drive forvaltning, mister vi vores skaberkraft. Det kommer ingen til gavn.

Generationernes kvarter er et godt eksempel på det brede samarbejde i Byrådet og engagementet er højt. Jeg tror på, at vi i Hillerød bliver foregangsmænd indenfor et felt, der trænger til vi tænker ud af boksen, hvor vi tænker på, hvordan vi understøtter det gode live – hele livet.

Online politikudvikling

I disse tider er politikudviklingen rykket hjem i stuerne. Også her er vi kommet online. Det er der både fordele og ulemper ved, jeg vælger at forholde mig til fordelene, da det virker ufrugtbart at forholde sig til ulemperne, i en tid hvor vi alligevel ikke kan mødes.

I politikudviklingen har vi blik for fremtiden, for nye udfordringer og for nye muligheder. Politikudvikling bringer os videre, sammen, og vi arbejder på, hvordan visioner kan omsættes til politik i praksis.

Både på regionalt og nationalt niveau, har der været inviteret til online politikudviklings møder og jeg har været så privilegeret, at være tovholder for det regionale i forhold til det sygehusrelaterede område. De kommunale møder er ved, at blive planlagt og dem kan vi kun se frem til.

De digitale møder rummer mange facetter. Dels får vi involveret flere og måske andre mennesker, der normalt ikke ville have deltaget i et politisk møde. Derudover er vi sammen på en anden måde, hvor engagementet er helt op til den enkelte, hvor man kan være med på en lytter eller deltage aktivt i dialogerne. Helt grundlæggende for møderne er en pionerånd, hvor vi i fællesskab skal huske på at slå mikrofoner til og fra, at lyden kan drille og internetforbindelserne er af varierende kvalitet. Men netop her er folk rigtig gode til at stå sammen og jeg oplever, at der til møderne er en god stemning og et højt engagement.

Jeg kan kun opfordre til, at man prøver kræfter med at deltage – ikke mindst fordi det politiske grundlag formes her, så her kan man virkelig gøre en forskel.

Er du interesseret i politikudvikling, så send mig en mail på arie@hillerod.dk eller følg med her på siden, så deler jeg datoerne når jeg har dem.

Snot, suppe og minusgrader

Som personale i Hillerøds daginstitutioner lægger man krop og ikke mindst tøj til lidt af hvert. I disse Coronatider er de udenfor det meste af dagen og selvom der er gjort mange positive erfaringer med udelivet, kan godt være en kold fornøjelse for de ansatte, der også er udenfor med børnene, selvom det er minusgrader og vådt.

I nogle kommuner (herunder Egedal) er der indført tjenesteflyverdragter til de ansatte – det lyder som en god ide. Det er jo pudsigt, at ansatte i institutioner skal bruge deres eget tøj i forhold til, at de nok er nogle af dem der bliver mest svinet til på jobbet og i forhold til hygiejne, er der en klar fordel i at få kigget arbejdsbeklædningen efter i sømmene. I mange andre erhverv har man arbejdsbeklædning efter forholdene. Selvfølgelig vil sådanne tiltag skulle ske i samarbejde med ledelsen i de enkelte dagtilbud, alt efter hvad der giver mening på det konkrete sted.

Se hvad Egedal kommune har gjort her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/egedal-styrker-udelivet-med-flyverdragter-til-alle-paedagoger?publisherId=13559687&releaseId=13605419

Spørgsmålet er om det er en vej, at gå for Hillerød kommune – hvad tænker du? Giv gerne din mening til kende 🙂

Imens følger jeg Randers kommune, der aktuelt har en lignende sag til politisk behandling.