Venstre har brug for synlige og handlekraftige politikere i Regionen, hvilket er grunden til jeg stiller op. Og Regionen har brug for et tydeligt blåt aftryk.

I Regionsrådet vil jeg bringe min erfaring som sygeplejerske i spil, hvor øget specialisering på sygehusene, oprettelse af hospice (gerne i Hillerød) og inddragelse af privathospitaler, skal ses som en styrke i sundhedsvæsenet. Psykiatrien trænger til et perspektiv skifte og tidlig indsats skal opprioriteres. Derudover skal vi være mere ambitiøse i forhold til infrastruktur, dette gælder både i forhold til vejnettet, men også i forhold til regionale busser, hvor busserne i yderområderne af Hillerød, er i farezonen. Vi skal arbejde med digitale løsninger og tidssvarende internetforbindelser, som et regionalt ansvar.

Jeg har været tovholder for- og deltaget i politikudviklingsmøder for Venstre i Regionen. Jeg har derfor været en del af det politiske maskinrum, der giver mig den indsigt, der er brug for, hvis Venstre skal vinde terræn i Regionsrådet.

Jeg trækker på min erfaring som kommunalpolitiker – i et system, hvor grænserne mellem kommunal- og regionalpolitik, ofte er utydelig og usammenhængende. Dette kan resultere i, at borgere kommer i klemme i et ufleksibelt system. Jeg vil derfor arbejde målrettet på, at kommunikationen mellem kommune og region styrkes. Opgavefordelingen skal tydeliggøres, så borgeren kommer i centrum.

Jeg kan gøre en forskel og i mit virke som tidligere innovationskonsulent og nu chefkonsulent for virksomhedssamarbejde på Københavns Professionshøjskole, er jeg vant til at se muligheder, frem for begrænsninger.

Det er med stor ydmyghed, jeg nu opstiller og jeg har med respekt fulgt andre regionsrådsmedlemmers bestræbelser på, at understøtte kvalificerede og bæredygtige løsninger. Nu er det tid til, jeg giver mit bidrag.

Mon I har hørt om Generationernes kvarter i Hillerød? Projektet er et af de mere visionære af slagsen.

I Generationernes kvarter er ambitionen, at samtænke plejehjem, seniorboliger, daginstitution og kultur- og fritidsaktiviteter. Dette udmønter sig i konkrete byggerier, hvor for eksempel plejehjem og daginstitution kan få fælles arealer ude og inde. Hvor medarbejdere kan indtænkes på tværs af de gængse aldersgrupperinger. Hvor leg, der er en del af livet, ikke er reduceret til barndommen. Ambitionerne er høje og vi har mulighed for at skabe nye rammer for måder at leve på – måder der understøtter livskvalitet og fællesskaber. Rammer der understøtter sundhed; mentalt, socialt og fysisk.

Alle der kunne have en idé indenfor området, kan give deres mening til kende på borgerinvolveringsplatformen ”Sammen om Hillerød” og på den måde er ambitionen ligeledes, at dette er et fælles projekt. Beslutninger skal nemlig tages af og med dem, som skal bruge de tiltag, der bliver sat i værk.

Jeg er stolt af at være en del af dette projekt, for vi skal have visioner som politikere, det er vores pligt. Vi skal have klare mål og være ambitiøse. Jeg ser alt for mange eksempler på, at politikere tænker drift – selvfølgelig har vi et ansvar, men hvis vi som politikere begynder kun at drive forvaltning, mister vi vores skaberkraft. Det kommer ingen til gavn.

Generationernes kvarter er et godt eksempel på det brede samarbejde i Byrådet og engagementet er højt. Jeg tror på, at vi i Hillerød bliver foregangsmænd indenfor et felt, der trænger til vi tænker ud af boksen, hvor vi tænker på, hvordan vi understøtter det gode live – hele livet.

Kigger man på empiriske studier af politisk ledelse og samarbejde, peger flere på, at hvis den brede politiske opbakning udebliver, kan det hæmme det politiske arbejde og dermed mulighed for innovative tiltag. Arbejdet kan blive uambitiøst eller i værste fald stoppet, før der er opnået ønskede resultater. Historien viser flere eksempler på, at politikere på skift har spændt ben for hinanden, alt efter hvem der havde flertal, hvilket er uhensigtsmæssigt, hvis man som politiker har ambitioner om, at gøre en positiv forskel. Konsekvensen kan være, at man udelukkende laver nye tiltag på områder, der er politisk ufarlige eller mindre komplekse og det er et problem, når vi står overfor massive samfundsudfordringer, som et godt samarbejde er en forudsætning for at løse.

Derfor er det vigtigt, at satse på det brede samarbejde og det er vigtigt, at vi i Byrådet har en god arbejdskultur, hvor vi som politikere tør og gør.

Det er midlertidigt også vigtigt, at vi ikke bliver så optagede af, at skabe den brede opbakning, så det sker på bekostning af den politiske mangfoldighed. På mange måder er uenighed en del af det politiske DNA. Så hvordan samarbejder man, samtidig med at man er uenige – det mener jeg at vi gør ved, at mødes med respekt og anerkendelse af, at det netop er i modsætningerne, at der skabes perspektiv og dermed grobund for innovation.

I forlængelse af dette er det dejligt at opleve, at Byrådet i Hillerød stadig ønsker samarbejde på trods af vores uenigheder omkring budgettet.

Skulle man gøre et forsøg på endnu engang, at italesætte den verden jeg som politiker bevæger mig i – spørgsmålet har i de sidste måneder trængt sig på hos mig og nu vover jeg pelsen.

Der er mange ting vi som politikere ikke ved og nogen gange ved vi ikke, hvad vi ikke ved eller burde vide noget om. Der er store forventninger om, at man ved alt og der er forventninger om, at man har en holdning til alt. Det med holdningen er nok et gammelt levn fra de politiske strukturer, der har hersket i mange år. Men jeg forbeholder mig retten til ikke, at vide ALT og jeg har ikke en holdning til ALT, men jeg lytter og forholder mig til det du siger og sammen kan vi finde en vej, ud af mange….. I min optik er det ikke at vide, roden til udvikling og i mit arbejde som Innovationskonsulent, ser jeg, gang på gang, hvordan viden bremser selv de mest innovative ideer. I disse tilfælde forklædt som “plejer”.

Når man så erkender, at man ikke ved alt, hvad er det så der berettiger, at man er politiker? For mig er det simpelt – for mig er det menneskeligheden, der både rummer lysten og evnen til, at være empatisk, omsorgfuld, nærværende og respektfuld. Problemet er blot, at det sekund man bliver politiker, bliver man afklædt en del af sin menneskelighed og nogle folk kan tilsyneladende svine politikere til som det passer dem – det ses måske især på de sociale medier, hvor den sag der drøftes, overskygges af angreb mod politikere og det system de er underlagt. Vigtige debatter går dermed tabt. Det skader aldrig at vi sætter spørgsmålstegn ved de systemer, der danner rammerne for vores samfund, men det skader at lave personangreb mod politikere, ikke kun på det menneskelige plan, men også på et demokratisk plan, hvor det bliver sværere at hverve borgere, der vil give sig i kast med arbejdet som politiker.

Jeg er helt med på, at politikere skal stå på mål for de beslutninger der træffes – på sin vis kommer man også til at stå på mål for de beslutninger, som tidligere Byråd har truffet og sådan kører møllen. Vi træffer både gode beslutninger og beslutninger der skal ændres igen, fordi vores demokrati netop er bygget op omkring, at du og jeg, kan sidde med beslutningskompetencen, også inden for områder vi aldrig har beskæftiget os med eller har indgående viden omkring. Der er store forventninger om, at man lynhurtigt kan sætte sig ind i et område og ofte må man støtte sig til forvaltningens sagsfremstilling i håbet om, at man også denne gang, får truffet den allerbedste beslutning for borgerne, inden for den givne ramme.  Og her spiller menneskeligheden igen ind: Jeg kan ikke huske en eneste gang, jeg har skulle træffe en vigtig beslutning, hvor jeg er kommet udenom at tænke på de menneskelige konsekvenser og sagt fra hjertet – ikke alle beslutninger har været lette og nogle har ramt hårdt på netop det menneskelige i mig.

Alligevel er menneskelighed en styrke – et kompas – en guideline – en rettesnor om man vil, der, i min optik, er vigtigere end Excel ark, budgetstyringmekanismer og prognoseværktøjer. Måske handler mange sager for mig, som politiker, i virkeligheden mere om etik og moral end om de konkrete beslutninger, der givetvis må træffes og her har vi, som politikere meget at lære, for hvis vi skal tale ud fra vores menneskelighed, skal vi sætte os selv i spil, og det er svært og til tider urimeligt. Men jeg synes vi skal vove pelsen, hvilket dette blogindlæg er et eksempel på.

Måske dette ordsprog fra Peter Laales siger det meget godt:

“Hvor intet vover, intet vinder”